Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Babyer og småbørn, der endnu ikke er kommet rigtig ud i verden og bort fra de voksnes opsyn, finder sammen når de en sjælden gang får lejlighed til det. De kigger på hinanden og kan ligefrem hvine af fryd. Man kan opleve det på færger og i tog.

Sandelig – vi har alle brug for en gang imellem at møde sådan nogen som os selv. Og formålet med Kosmos er netop at gøre den slags muligt. Sagen er nemlig, at folk med interesse for Martinus kosmologi er mindst lige så sjældne som babyer i offentlige transportmidler. Men vi har muligheden for at møde hinanden, kigge og pludre løs, hvis vi f.eks. beslutter os til at afvikle en del af sommerferien i Martinus Center i Klint. Derudover kan det være skralt med at finde hinanden. Og må jeg i den forbindelse nævne, at de studiekredse, som arrangeres i Klint, byder på særlig gode chancer for at opnå kontakt mellem mennesker.

Også Kosmos byder i nogen grad på denne mulighed. Her møder man ikke bare kosmologien gennem den voksne lærer, Martinus, men også gennem mentalt jævnaldrende, dvs. folk uden kosmisk bevidsthed eller andre særlige kvalifikationer. Her er mulighed for skribenterne til at øve sig i at formulere med både følelse og forstand og for læserne til at genkende sig selv eller i modsat fald vise tolerance og overbærenhed over for disse første usikre skridt i retning af selverkendelse eller bekræftelse af Martinus analyser.

Som sædvanlig indledes dette nummer med en artikel af Martinus. Den er en bearbejdet gengivelse af en tale, som stammer fra foredragssalens indvielse i Klint i 1962, dvs. for 30 år siden. I dag lever den samme bygning i bedste velgående, og selv om der i mellemtiden er blevet isoleret mod fodkulde og sommerbygers trommeild på taget, er den mentale atmosfære nok den samme nu som dengang. Her er i hvert fald gode muligheder for at kigge på hinanden og udveksle livstegn.

Det gælder om at "tø hinanden op". Det fortæller Walter Christiansen om i sin artikel Kærligheden i tre perspektiver. Og som et resultat af den indre varme, giver Anni Hyllested Larsen livstegn fra sin kørestol, hvor hun trods fysiske vanskeligheder finder en vis frihed og evne til at imødegå problemerne takket være Martinus kosmologi. Christina Mattsson lancerer den kosmologiske novelle i form af Den nødstedte mand, og endelig slutter vi af med en omtale af en usædvanlig foredrags-serie på kassettebånd med Per Bruus-Jensen. Her er virkelig noget at glæde sig over for os kosmologiske babyer, mens vi udvikler os og laver sjov med hinanden. Hej med dig!