Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinus afholdt i "Kosmos Feriekoloni"
den 12. Juli 1943
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig

(fortsat)

Det er en saadan Situation, vi genfinder hos et Menneske, der udfører f. Eks. et halsbrækkende eller meget livsfarligt Dødsnummer i et Cirkus. Et saadant Dødsnummer maa, for virkeligt at kunne svare til sit Navn, kun udføres i Kraft af Udeladelsen af alle de logiske Sikkerhedsforanstaltninger, der ellers vilde gøre Nummeret "ufarligt" og dermed værdiløst som Attraktion. Da disse Foranstaltninger her er ignorerede, har den Artist, der skal udføre Dødsnummeret ikke nogen som helst Garanti for, at han vil slippe heldigt fra sit Eksperiment. Skønt han fuldt ud kender Risikoen og saaledes ikke mangler Viden om eller Erfaringer for Farens Tilstedeværelse, "lader han staa til" og haaber inderligt, at "det gaar nok".

Men det er ikke alene i Cirkus, at saadanne "Dødsnumre" manifesteres. Indenfor Jordmenneskenes daglige Liv forekommer en saadan Tilsidesættelse eller Ignorering af allerede indvundne Erfaringer i en langt mere omfattende Grad, end man i Almindelighed tænker sig. Er ikke en Masse Forbrydelser netop begaaet i Kraft af denne Tilsidesættelse af Erfaringer? – Er ikke Udførelsen af mange af disse rene "Dødsnumre" med Tilsidesættelse eller Ignorering af indvundne Erfaringer om Dødsstraffe, Tugthuse, bevæbnet Politi, hemmelige Alarmeringsapparater, Pladshunde o.s.v. og dermed i stor Udstrækning baseret paa den Tankeindstilling, at "det gaar nok"? – Har ikke ogsaa mangen en Krigserklæring været udløst paa samme Grundlag? – Og hvad mener man om den almindelige daglige Dosis Usandhed, der bringes til Torvs for at befordre Hævn eller Antipati, Forfølgelse og Underminering? – Tror man ikke den i en Masse Tilfælde er lanceret trods Viden om Risiko og ligeledes i Haab om, at "det gaar nok"? – Ja, er vi ikke her, med dette at lyve, ved et Felt, hvor dette at ignorere indvundne Kundskaber om Risiko ligefrem er blevet til Automatfunktion og fremtræder som det, vi kalder "Tankeløshed"? – Naar et Menneske handler i "Tankeløshed", betyder det saaledes ikke altid, at Væsenet ingen Tanker og dermed ingen Kundskab eller Viden har i det paagældende Felt, men derimod netop det, at det ikke koncentrerer disse Tanker bag Villieføringen. Bag denne bliver der derfor kun "Tankeløshed". Væsenet lyver i saadanne Situationer uden paa nogen som helst Maade at uddrage Nytte af Kundskaber eller Erfaringer, det i Virkeligheden sidder inde med angaaende Risikoen i det paagældende Felt. Det er her blevet til Automatfunktion (Vane) at "lade staa til". Risikoen med Hensyn til eventuel Afsløring og den heraf følgende Kompromittering skænker det saaledes ikke en eneste Tanke, skønt det i Dybden af sin Bevidsthed har overdaadigt med Erfaringer eller Kundskaber, der, hvis det havde mobiliseret disse (tænkt sig om), med Lethed kunde have advaret sig selv.

Som De her har hørt, er der saaledes et overordentligt stort Omraade i Væsenets daglige Liv, hvor dette, at mobilisere Kundskaber bag Villieføringen, bliver ignoreret, og Væsenet "løber Risikoen". Og kun indenfor dette Felt kan der være Tale om den Foreteelse, vi kalder "Fristelse". I de Felter, hvor Væsenet absolut ingen Kundskaber har eller kan tilegne sig, kan det umuligt "fristes". Her er der udelukkende kun en eneste Vej frem, nemlig: den realistiske Erfaringens Vej. Advarsler har det ikke Kundskab til at forstaa og er derfor ude af Stand til at tro paa disse. Og i dets egen Kundskab eksisterer absolut intet, der kan lade det ane eller begribe Faren. Her maa Livet selv tale. Intet som helst andet kan her paavirke Individet. Noget helt andet er det derfor i de Situationer, hvor det har rigeligt med Kundskaber, baade til at forstaa andres Advarsler og til at kunne danne sig et Skøn over Risikoen eller Faremomenterne i de særlige Handlinger, det ønsker at iværksætte eller manifestere. Kun her kan der blive Tale om "Fristelse".

"Fristelse" vil altsaa være det samme som: en Forledelse til at ignorere bevidste Faremomenter ved den eller den Manifestation eller Handling, man ønsker at iværksætte. Hvorledes opstaar nu en saadan Forledelse eller "Fristelse" til at ignorere alle naturlige Advarsler? – Ja, den opstaar som før nævnt som Følge af en vis mental Ugidelighed eller Energisvækkelse, der igen skaber Ulyst til at iværksætte den i den givne Situation nødvendige Mobilisering af den ved tidligere Erfaringer tilegnede Kundskab. Man vil saaledes her opnaa visse mentale Fordele uden at opfylde de for denne Opnaaelse særligt funderende Sikkerhedsforanstaltninger. Man vil opnaa et Begærs Tilfredsstillelse ganske uden om de Love, der er naturlige for den sikre og fuldkomne eller farefrie Opnaaelse af denne Tilfredsstillelse. Det er denne mentale Indstilling, vi kender fra det noget misvisende Begreb "Dumdristighed".

Da en "Dristighed", der er baseret paa Dumhed, hvilket igen vil sige: Uvidenhed om Faren i den paagældende Situation, i absolut Forstand hverken kan være "Dristighed" eller "Mod", (man kan jo ikke Tale om "Dristighed" eller "Mod" der, hvor man ikke aner nogen Fare,) kan Begrebet ikke udtrykke den Dummes Dristighed eller Mod. Naar der derfor i denne Forbindelse er Tale om "Dristighed" eller "Mod", kan denne Tale kun udtrykke en Situation, hvor Individet kender Faren, men alligevel mere eller mindre handler saaledes som den "Dumme", der ikke kender Faren, vilde handle i den samme Situation. "Dumdristighed" betyder altsaa den Situation, i hvilken den "Kloge" lader sig forlede eller "friste" til at handle som den "Dumme". At dette ikke kan være en fuldkommen Forvaltning og Udnyttelse af de allerede erhvervede Erfaringer eller Kundskaber og derfor maa føre Individet til unyttig Risiko er saaledes her synligt som aabenlys Kendsgerning. Og det gør ikke Sagen bedre, at denne "Fristelse" yderligere kan stimuleres ved andre Væseners mere eller mindre suggererende Overtalelser til Handling og Bortforklaringer af Faremomenterne. Saadanne Medvæsener bliver altsaa "Fristere" eller Medarbejdere i vor egen "Fristelse" af os selv. Det er derfor slet ikke saa mærkeligt, at man i den kosmiske Bøn eller "Fadervor" har søgt at komme den Bedende til Hjælp i en saadan Situation. "Led os ikke i Fristelse" er saaledes ikke en Bøn om at blive fri for realistiske, bitre Virkninger af vor Handlemaade der, hvor vi er saa uerfarne, at vi ikke engang kan modtage Kundskab, Raad eller Undervisning, og disse bitre Erfaringer derfor er den absolut eneste Vej til Kundskab. At nævnte Bøn her vilde standse al Udvikling og dermed al Oplevelse af Liv, hvis Naturen ikke netop havde gjort dens Opfyldelse til en total Umulighed, er saaledes her aabenlyst. At bede om ikke at blive "ledet i Fristelse", er altsaa udelukkende det samme som at bede om at faa Kraft og Styrke til at holde sig fri af den, al Kundskabs- og Erfaringsmobilisering standsende Kraft, der forekommer, dels i Form af den ved et for stærkt Begær opstaaede Tilbøjelighed eller "Fristelse" til at ignorere Faremomenterne ved dette Begærs Tilfredsstillelse, og dels i Form af suggererende Overtalelser (Fristelser) i samme Ignorerings Favør fra Medvæsener og Omgivelser. Dette, at holde sig fri af "Fristelse", vil altsaa være det samme som at holde sit Erfaringsmateriale i højeste Beredskab, saaledes at vor Kundskab eller mentale lys i sin fulde Styrke kan lyse og funkle bag enhver Art af Villieføring og Manifestation, det er vor Hensigt at udløse. Og her det ikke netop i Favøret af dette højeste Beredskab, at Bibelens Ord saa manende udtrykker: "Vaager og beder, at I ikke skulle falde i Fristelse! Aanden er villig, men Kødet er skrøbeligt".

Med Hensyn til den ottende Tankekoncentration i "Fadervor": "Men fri os fra det Onde", vil den i Virkeligheden kun være at udtrykke som et Supplement til eller en Fortsættelse af den syvende Bøn. Som jeg allerede har forklaret, kan det i absolut Forstand ikke være et "Onde" at opleve realistiske eller praktiske Erfaringer der, hvor al anden Vej til Kundskab er spærret, idet Livet i modsat Fald da eller totalt maatte gaa i Staa eller ophøre. Det eneste der kan være Tale om at betegne som et "Onde", selv om denne Betegnelse i absolut kosmisk Forstand ikke er korrekt, da alt her jo er "saare godt", er netop dette: at udsætte sig for bitre Lidelses- eller Lemlæstelseserfaringer der, hvor vi i Virkeligheden sidder inde med Kundskaber nok til at kunne undgaa disse og derfor kun oplever dem paa Grund af mental Slappelse eller svækket Omtanke. Denne mentale Slappelse eller svækkede Omtanke og Virkningerne heraf er saaledes i Virkeligheden det eneste, der her i denne Forbindelse kan være at betegne under Begrebet "det Onde". Det samlede Facit af den syvende og ottende Tankekoncentration i "Fadervor" vil derfor i Virkeligheden være at udtrykke saaledes: "Hjælp os, saa vi ikke lader os forlede til at ignorere vort Erfaringsmateriale, vor Kundskab eller andres retmæssige Raad og Vejledning, men stadigt opretholder vor Evne til at undgaa det "Onde" eller den Gene: at genopleve Lidelser og Smerter, vi i Virkeligheden har Kundskab eller Evne nok til at kunne undgaa".

Og hermed er vi naaet frem til den niende og sidste Tankekoncentration i "Fadervor": "Thi dit er Riget og Magten og Æren i Evighed. Amen".

Med denne Tankekoncentration overgiver den Bedende sig totalt eller helt i Guddommens Varetægt. En større Hengivenhed og Anerkendelse af Guddommen end den, der her er udtrykt, kan ikke eksistere. "Riget" udtrykker saaledes her Universet eller Verdensaltet, medens "Magten" udtrykker dette Verdensalts Styrelse, hvilken Styrelse igen er det samme som Guddommens Villie eller Villieføring. Med "Æren" erkender den Bedende denne Villieføring som den mest straalende eller højeste fuldkomne. I modsat Fald var der jo ingen Ære. Kun den fuldkomne eller retmæssige Villieføring kan være "ærefuld". I Afslutningen paa "Fadervor" gør den Bedende sig saaledes totalt til Eet med Guddommen. Idet han erkender alt for at være "Guds Rige", erkender han ogsaa dermed, at det "Rige, i hvilket han selv er Makrovæsen og Centrum, hvilket vil sige: hans egen Organisme, er Guddommens, ligesom han med sin Erkendelse af, at "Magten" er Guddommens, dermed tilkendegiver, at hans egen Magtudfoldelse eller Villieføring i absolut Forstand ogsaa er Guddommens. Og med Erkendelsen af, at "Æren" er Guddommens, frakender han sig selv al mulig Ret til at være retmæssigt Ophav til alt, hvad stort og fuldkomment han saa end selv maatte have frembragt. Og vi har saaledes her for os den fuldkomneste Bevidsthedsindstilling og største Afsløring af Viden om os selv, der kan aabenbares i et levende Væsen.

Som De her vil have forstaaet, er "Fadervor" den største og fuldkomneste Bøn, der overhovedet kan manifesteres, idet den omfatter absolut alt, hvad det levende Væsen kan bede om og med Sikkerhed opnaa Bønhørelse af. Der findes i denne ikke noget som helst selvisk eller egoistisk, men kun det absolut naturnødvendige, ikke blot for den Bedende selv, men ogsaa for dennes Næste. Der er ikke nogen som helst Tendens til Ønske om Favorisering eller til at komme i særlig Gunst eller Yndest hos Guddommen fremfor Medvæsenerne eller Næsten. "Fadervor" er saaledes tilstrækkeligt eller fuldt dækkende den Bedendes Behov. Men hvis man trods dette alligevel yderligere har Tanker eller Anliggender, man gerne i egne specielle Ord vil udtrykke overfor Guddommen, vil det ikke være hverken naivt eller naturstridigt at indflette dem i sit "Fadervor", naar blot de er af samme uselviske Natur som dette.

At træne sig op til at bede "Fadervor" med fuld Forstaaelse af, hvad der ligger nedgemt i dets Ordlyd eller Tekstform, vil saaledes uundgaaeligt føre mod Bønhørelse, ikke alene paa det fysiske men ogsaa paa det kosmiske Plan og derved med urokkelig Sikkerhed føre den Bedendes Bevidsthed ind i den allerhøjeste Lykke: Sammensmeltningen med Guddommens Bevidsthed, Væsen og Kærlighed.

Dette for venligst at meddele, at naar dette Foredrag er blevet noget længere, end det oprindeligt var beregnet, skyldes det den Omstændighed, at jeg, eftersom Analyserne i Bønnens Mysterium skred frem, følte det formaalstjenligt at tilføje Foredraget om selve "Fadervor", der ogsaa har været holdt i Kosmos Feriekoloni. Det skal dog bemærkes, at det her er blevet omarbejdet og gengivet i en noget mere udførlig Form.