Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Om faa Dage passerer vi Foraarsjævndøgn og naar da paany ind i den Del af Aaret, hvor Sol og Lys er det daglige Livs altbeherskende Faktorer. Fra nu af vil hvert eneste Døgn byde paa Overraskelser i Form af fremspirende Liv, af Fuglesang og stadigt mildere og mildere Vejr. Naturen gør sig klar til at omfavne os i et Orgie af Lys og Farver, til med overdaadig Ødselhed at forkynde det evige Livs ubrydelige Kraft for en Verden, der paa femte Aar stønner under en hadefuld Krigs Slagskygge.

Aldrig har Tilværelsens kosmiske Kontrastprincip fremtraadt grellere end netop nu. Paa den ene Side Træernes svulmende Knopper og de første Foraarsblomsters rene og oplivende Farver, Fuglenes Sang og den stadigt mere og mere varmende Sol, altsammen det positive Livs uforgængelige Symboler, og saa paa den anden Side Krigens Gru og den stadigt voksende Angst for Dagene, der kommer. Det voksne Menneskes Ansigt har faaet noget lukket over sig. Omend Lyden af Motordrøn og Revolverskud snart er blevet noget dagligdags, saa er det alligevel, som om det inderste i os vægrer sig ved at akceptere det. Det er, som om noget i os vægrer sig ved at vænne sig til alt det, Livet i disse Aar har ladet os være Vidne til; som aner vi, at det kun er noget midlertidigt, noget der en Dag vil høre op. Vi har det med Krig, som vi har det med Vinteren. Den kan være aldrig saa streng, det lykkes den dog aldrig at kvæle Drømmen om en ny Vaar. Ogsaa Krigen vil faa en Ende, det ved vi, men ingen af os kender Dagen og Timen, vi har kun at vente –.

Men Blomsterne, Fuglene og Børnene, de venter ikke, Deres Sjæle og Kroppe er blevet grebet af et krible-krable. Knopperne svulmer, Fuglene fløjter, og Børnene faar fat i Hinkesten og Kridt. Paradiset er i dem alle, og de kan ikke skjule det. Hvad er egentlig mere imponerende end en knaldgul Eranthis midt i Sneen eller en blomstrende Peberbusk i to-tre Graders Frost. Man kan simpelthen ikke lade være med at blive oplivet ved Synet af dem! Og kig engang paa Solsorten, naar den ryger op paa den højeste Skorsten i Nabolaget og smelder sine flotte Toner udover Hustagene! Tro mig, den er stolt! At Menneskene gebærder sig som sindssyge vedkommer ikke den, den har noget i sig, som den skal og maa have givet Udtryk for, og ingen Magt kan hindre den deri. Hvor er Planter, Dyr og Børn egentlig lykkelige. Et Lys lever i dem, og de har kun een Længsel: at faa Lov til at give Udtryk for dette Lys. Vis dem Godhed og straks flammer dette Lys op. Vidste man ikke bedre, kunde man fristes til at sige, at det er Synd for Menneskene, at Livet har dømt dem til at blive Voksne. Men vi ved bedre og bøjer os for den Visdom, der skjuler sig bag vor Vækst, omend denne Vækst til Tider kan forekomme som en Prøvelse af haardeste Art.

I nogle Foredrag har jeg netop gennemgaaet den kosmiske Hensigt med vor Tilværelse her paa det fysiske Plan. I en Tid, hvor det mentale Mørke hviler tættere og tungere over den Enkeltes Skæbne end nogen Sinde før, har det ligget mig stærkt paa Sinde at bidrage mit til at løfte Sløret lidt for de Gaader, Livet synes saa rigt paa, og ved direkte at stille ind paa det Problem, der hedder "Hensigten med vort fysiske Liv", fandt jeg, at jeg her havde fundet et Omraade, hvis Belysning havde Bud til ethvert tænkende Menneske. Thi det er jo ikke nok at konstatere, at Livet i vor Verden er Lidelse. Denne Kendsgerning gør ingen lykkelig, ligemeget hvor hyppigt den saa end bliver bekræftet. Men medens Lidelsen som Kendsgerning bekræftes af hvert eneste levet Menneskeliv, saa forekommer det mig, at altfor faa har et tilstrækkeligt dybtgaaende Begær efter at forstaa, hvorfor Forholdet netop er, som det er. Til Tider synes det mig, selvom det maaske kan lyde lidt urimeligt, at et stort Flertal endnu ikke har smagt Lidelsens Svøbe stærkt nok, ellers vilde de ikke kunde dyrke de Forestillinger, man atter og atter bliver Vidne til.

Ejendommeligt nok synes kun faa at forstaa, at man, for at kunne bedømme det jordiske Liv i sin Helhed, maa have en Kontrast at sammenligne det med. Ikke saaledes at Flertallet ikke mener at kende Kontrasten til deres eget Liv, men uden Kendskab til deres udødelige Tilværelse har de skabt sig en forkert Kontrast til at bedømme Tingene med, og er derfor i Realiteten akkurat lige vidt. De fleste mener jo i dette at besidde Penge og Magt at have fundet de Vises Sten. "Giv mig Penge nok, og jeg skal ikke forlange mere"! siger et saadant Menneske uden at tænke paa, at om Løsningen fandtes der, saa havde Livet jo Beviser nok derfor. Men er den rige Mand lykkelig? De ikke helt faa, jeg har mødt, har ikke været det! Nej, Livet byder paa en anden Kontrast end Rigdommens Illusion. Kontrasten til vort Liv kan kun være Livet i højere aandelige Tilstande. At lære dem at kende er i Virkeligheden det samme som at forstaa alt det, vi her er Vidne til. Det er i Zoner, hvor det levende Væsen har fuldbyrdet sit moralske Kresløb, at man skal søge Kontrasten til vort daglige Liv. At møde det levende Væsen i en Tilstand, hvor Materien lystrer dets Viljes mindste Bud, er at møde det i en Verden, hvor det er Guddommen lig. Det er at møde det i en Verden, hvor hele dets Tankeudfoldelse kun er rettet imod een Ting: imod dette at elske sin Næste som sig selv! I vor Verden er Livskampen i Virkeligheden en Kamp med Materien. Vi byder, men den lyder ikke. I vor ubændige Hunger efter Magt og Ære ser vi ikke, at disse Begreber netop er de centnertunge Klodser om vore Fødder, der holder os bundet til Smertens Regioner. Vi vil, ja, men Livet vil noget andet! Igennem sin Modstand vil Materien netop lære os Loven for Tænkning at kende. Sagt i Korthed udtrykker hele vort Liv kun den Kamp med Stoffet, der er selve Forudsætningen for at lære det at kende. Det vi kalder Lidelse er kun alle vore taabelige Tankeblandingers Konsekvens. Den Dag, vi har gennemskuet Materiens virkelige kosmiske Natur, skifter Billedet helt Karakter. Da faar vi Magt saa sandt som, at Magt først kommer, naar Magt ikke ønskes!

Naar Magt ikke ønskes – – –, har De nogen Sinde tænkt over, hvad det i Grunden vil sige? Har De nogen Sinde for Alvor tænkt over, hvad det vil sige at føle sig besjælet af blot det ene Ønske: at være til Nytte for andre? Har De det, vil De ogsaa vide, at denne Indstilling er selve Nøglen til et Liv i Lykke og Fred! De og jeg er ikke kommet til Verden for at sætte os til Doms over andre. Gør vi det, er vi øjeblikkeligt ude i den Malstrøm, som begærledet Vilje altid skaber. Nej, Hensigten med vort Liv er ene den: gennem vor Viden at tjene vor Næste! Følger vi denne Hensigt, bøjer os under den, skal Dagenes Gang nok bekræfte, at Valget var rigtigt! Men saa let dette Valg end synes at være, er det et af de sværeste, der findes. Langt de fleste foretrækker at være med der, hvor det ene Geled af Meninger bryder Lanse med det andet. For mange er kun den Idealist, som larmer højest om det, han anser for det rigtigste. Men betragt blot roligt disse Menneskers Liv og se, om det er lykkeligt. Personligt har jeg aldrig her kunnet glemme Martinus symbolske Ord om, at han langt foretrækker at være sammen med en glad og god Kødspiser, fremfor med en fanatisk og ubehagelig Vegetar! Nej, lad os trygt arbejde videre paa det Maal, denne Mand for Aar tilbage angav for mig: gennem Selvforædling og ved stilfærdig, kærlig Væremaade at være et ydre Bevis for en overlegen aandelig Verdens reelle Eksistens. Thi det er ikke alene Vejen til Lykken for os selv, men ogsaa for vore Omgivelser, – og det sidste er ikke det mindst vigtige!

Med kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere