Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinus afholdt i "Kosmos Feriekoloni"
den 12. Juli 1943
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig

(fortsat)

Naar det derfor i denne sin Sjælekvide beder de paagældende Væsener, som det føler sig skyldbetynget overfor, om Forladelse for hvad det har gjort imod dem eller i Mangel heraf raaber til Guddommen om at faa Forladelse for denne sin "Synd" eller "Skyld", vil det i Virkeligheden kun sige, at det under dette Raab, enten bevidst eller ubevidst, bønfalder Guddommen om at faa Hjælp til at faa sin mentale "Aksehældning" bragt tilbage i sit naturlige Leje og derved faa sit naturlige Forhold til Omgivelserne og Næsten og dermed til Guddommen tilbage.

Problemet er saaledes, som før bemærket, i sin højeste Analyse ikke Spørgsmaal om Skyld og Uskyld, men et Spørgsmaal om en Standsning af ukontrollerede Kræfters unaturlige Forskydning af Individets normale, mentale "Aksehældning" og faa den bragt tilbage i sit naturlige Leje og dermed oprettet den for Væsenets Udviklingstrin normale Harmoni mellem det selv og dets Omgivelser.

At Problemet med Hensyn til "vore Skyldnere" er det samme, og at der her ligeledes mere er Tale om et mentalt "Aksehældningsspørgsmaal" end om et Spørgsmaal om "Skyld" og "Uskyld", er naturligvis en Selvfølge.

Tankekoncentrationen "Fader forlad os vor Skyld, som vi og forlade vore Skyldnere", er saaledes ikke en overflødig naiv Paastand, et overleveret Resultat af primitiv Overtro, men udtrykker derimod en straalende guddommelig Indstilling af Bevidstheden til Fordel for Stabiliseringen af en permanent, normal, mental "Aksehældning" og det heraf følgende for Væsenets særlige Bevidsthedstrin normale Almenbefindende eller guddommelige Velvære.

Med Hensyn til den syvende Tankekoncentration i "Fadervor": "Led os ikke i Fristelse", er det i Virkeligheden ogsaa et Bevidsthedens "Akse-spørgsmaal", vi har med at gøre. Den kosmiske Forsker vil maaske ogsaa her studse, idet han vil mene, at det netop maa være godt at blive "Ledet i Fristelse", thi det vil da kun kunne føre Individet til en saadan Erfaringsoplevelse eller Kundskab, som er nødvendig, for at han netop ikke mere i Fremtiden i det særlige specielle Felt, "Fristelsen" gælder, kan lade sig "friste". Og det er naturligvis ogsaa logisk. Men det daglige Liv er meget mere forfinet i sin Struktur end netop denne den groveste Form for Erfaringsoplevelse.

Ethvert Individ har et vist Kvantum Kundskab, indhentet ved allerede tilbagelagte Erfaringsoplevelser. Ved Hjælp af denne Kundskab kan det til en vis Grad i Forvejen danne sig et Skøn over Eftervirkninger af Situationer eller Handlinger, det ønsker at iværksætte. Hvis denne Kundskab er fuldkommen, vil disse Eftervirkninger blive nøjagtig saaledes, som Individet i Forvejen havde tænkt sig, og det bliver i saa Tilfælde ikke skuffet. Der sker fuldt ud det, det netop ønskede sig. Men hvis denne Kundskab ikke er fuldkommen i det paagældende Felt, vil det Skøn over Eftervirkningerne, som Individet i Forvejen havde dannet sig i tilsvarende Grad være ufuldkomment. Og Eftervirkningerne vil da vise sig at blive helt anderledes end det ufuldkomne Billede eller denne Opfyldelse af Maal, Væsenet i Forvejen havde forestillet sig, ja, bliver stundom lige det modsatte og kan i værste Tilfælde blive en hel Katastrofe for det samme Væsen. Denne Katastrofe giver saa Væsenet det Plus, at det nu kan danne sig det fuldkomne Billede af Situationen, ved hvilket det kan gardere sig imod en Gentagelse.

Hvis Væsenet ikke havde tilstrækkelig Kundskab til at afværge denne Katastrofe og heller ikke havde Evne til at modtage den manglende Kundskab af andre Væsener, var Katastrofen eller Ulykken den absolut eneste Vej fremover i Udviklingen. Og her er denne Erfaringsoplevelse i kosmisk Forstand ikke et "Onde", men et "Gode", omend et "ubehageligt Gode". Og det er ikke til Gunst for Fritagelsen herfor, at den syvende Bøn i "Fadervor" er givet Jordmennesket, der jo i særlig Grad befinder sig paa de store og grove Erfaringsoplevelsers Trin. I saa Fald vilde denne Bøn jo være det samme som at bede om, at ens Udvikling maatte standse. At denne guddommelige Bøn ikke skal udtrykke en saadan Standsning af Udvikling og dermed af Liv er naturligvis en Selvfølge.

Men den førnævnte Katastrofe behøver ikke altid at skyldes manglende Erfaringer, tværtimod, undertiden kan det hænde, at et Væsen kommer til at ligge under for en Katastrofe, det i Virkeligheden godt kunde have undgaaet, hvis det blot havde "tænkt sig om". Hvad vil det nu sige, at "tænke sig om"? – At "tænke sig om" er det samme som at tilbagekalde i sin Erindring alt, hvad man kender af Oplysninger vedrørende et bestemt Problem. Denne Mobilisering af Erindringer eller Oplysninger er igen det samme som "Koncentration", ligesom de mobiliserede Oplysninger eller Erindringer er det samme som "Kundskab". Det er denne Mobilisering af Erindringer, der ligger til Grund for alt, hvad der kommer ind under Begrebet: Forskning, Studium og Undervisning. Den heraf udvundne "Kundskab" udgør altsaa en Foreteelse, der kan sætte Individet i Stand til at udnytte hele sit Erfaringsmateriale til Fordel for Skabelsen af en fuldkommen Indsigt i Eftervirkningerne af de Situationer og Handlinger, det ønsker at manifestere. Det er saaledes paa Fuldkommengørelsen af denne Indsigt, at alle Skoler, Universiteter og Læreanstalter er baseret. Det er nemlig ikke blot sine egne Erfaringer eller Erindringer, man kan tilegne sig og bruge i Mobiliseringen, man kan ogsaa tilegne sig andres Erfaringer, naar de blot er nogenlunde beslægtet med vore egne realistiske Oplevelser. Det er saadanne fremmede mobiliserede Erfaringer, vi har Adgang til igennem Bøger, Foredrag og al øvrig Undervisning. Denne Mobilisering af Erfaringer eller Koncentration af Kundskab har altsaa den Værdi, at den indenfor et vist Omraade kan fritage Væsenet fra Gentagelser af grove og smertefulde Erfaringsoplevelse.

Men hvis Væsenet nu ikke forud benytter sig af denne Kundskab, hvis det ikke mobiliserer et tilstrækkeligt Omraade af Oplysninger eller " tænker sig tilstrækkeligt om" angaaende den særlige Situation, det ønsker at manifestere eller skabe, ja, saa vil den jo i tilsvarende Grad komme til at afføde de samme Ubehageligheder for sit Ophav som de, den vilde afføde, hvis det slet ingen Kundskab sad inde med i det paagældende Felt. Dette, ikke at "tænke sig om" eller paa anden Maade mobilisere Kundskab forud for en Handling, man ønsker at manifestere, afføder Skuffelser og Lidelser. Dette, forud at "tænke sig om" eller mobilisere Kundskab om Eftervirkninger af en Handling, man ønsker at iværksætte, garderer eller beskytter en mod ubehagelige Overraskelser eller Erfaringer. Og de bitre Erfaringer kan kun komme der, hvor man ikke selv har saa mange Erfaringer, at de kunne give den fornødne Kundskab, og man ligeledes heller ikke har Evne til at kunne forstaa andres Erfaringer paa dette særlige Felt.

Men naar denne Kundskab eller Oplysningsmobilisering saaledes er lidelsesforebyggende, vil det jo være ganske ulogisk ikke at benytte denne. Hvorfor benytter da ikke alle sig af de Kundskaber, de i Virkeligheden sidder inde med eller kan faa Adgang til igennem andres Mobilisering: Bøger, Undervisning eller Raadgivning o.sv.? – Ja, en af Hovedaarsagerne hertil kan simpelthen være en vis mental Ugidelighed. Det mangler Lysten til at koncentrere sig eller søge Raad eller Undervisning. Men da dette ikke altid forhindrer Væsenet i alligevel at ville udføre en eller anden særlig Handling, saa afstiver det sin mangelfuldt koncentrerede Kundskab med den tomme Tanke eller Forestilling, at "det gaar nok".

At en Handling eller Manifestation maa blive mindre heldig i sit Forløb og sine Eftervirkninger for dens Ophav, naar den ganske planløst er iværksat paa Lykke og Fromme, end naar den er iværksat af en for dens heldige Forløb logisk og planmæssigt manifesteret Villieføring, er naturligvis en Selvfølge. At dette uheldige Forløb vil være mere pinligt for Manifestationens Ophav i et saadant Tilfælde, hvor det ikke skyldes manglende Erfaringer, men derimod kun Udeladelsen af disse Erfaringers Mobilisering eller Sammenstilling til den Koncentration af Kundskab, hvormed Individet i Forvejen kunne have garderet sig, end i saadanne Tilfælde, hvor Miséren skyldes den totale Mangel paa Erfaringer i det paagældende Felt, er naturligvis ligesaa selvfølgeligt. I første Tilfælde faar Væsenet Samvittighesnag i Form af "Ærgrelse". Og jo større Katastrofen eller de uheldige Eftervirkninger er, ja, maaske betyder livsvarig Invaliditet, desto større vil dette Samvittighedsnag eller denne mentale Lidelse være. Væsenet er ikke mere i en saadan Kontakt med sin Oplevelse af Livet, som det netop kunde og derfor burde have været. Det oplever saaledes ogsaa her en unormal Forskydning af sin normale, mentale "Aksehældning".

Der vil saaledes være Grund nok til for Væsenet at være agtpaagivende med Hensyn til at mobilisere sine Erfaringer, dels ved Koncentration af egne Oplevelser og dels ved gennem Studium og Undervisning at tilegne sig Kundskab ved andres Erfaringer der, hvor egne Erfaringer ikke er tilstrækkelige. At udelade dette er en Skødesløshed, der altsaa kan faa de alvorligste Følger for Væsenet.

Aarsagen til ovennævnte Skødesløshed kan, som tidligere bemærket, være mental Ugidelighed. Da Lysten eller Begæret til at iværksætte Handlingen eller Manifestationen ikke svækkes af denne Ugidelighed, "fristes" man til at ignorere Tankemobiliseringen eller den for Handlingens fuldkomne Gennemførelse nødvendige Kundskabsberigelse og afstiver denne "Fristelse med alskens løse eller overfladiske, foregøglede "Undskyldninger", hvormed man beroliger sin Samvittighed for denne sin "laden staa til".