Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinus afholdt i "Kosmos Feriekoloni"
den 12. Juli 1943
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig

(fortsat)

Samvittighedsnag er altsaa det samme som Fornemmelsen af "Anger" og "Brødebetyngethed" over den Gene eller Lidelse, man har paaført Næsten. Man føler sin Handlemaade som en begaaet "Synd" eller "Uret" imod Vedkommende. Og denne Følelse lader sig ikke væsentlig ændre ved noget Syn eller en Forklaring af eller Overbevisning om, at man er uskyldig. Kun det meget ukærlige eller lidet brødebetyngede Væsen kan bedyre sin "Uskyld" ved Hjælp af de kosmiske Analyser eller Erkendelsen af, at ethvert Væsen er sin egen Skæbnes første egentlige Udløser, Aarsag eller Ophav. Det meget kærlige og derfor meget "brødebetyngede" Væsen kan ikke berolige sig selv med denne blotte Erkendelse af kosmisk Uskyld.

Da Samvittighedsnag saaledes, som her bemærket, hos det kærlige Væsen ogsaa er til Stede i Situationer, hvor dets Ophav fysisk, aabenlyst er ganske uden Skyld, og hos det kosmisk bevidste Væsen for hvem det forlængst er blevet realistisk Viden, at ingen kan lide eller gøre Uret, bliver det en Kendsgerning, at dets Fremkomst ikke udelukkende skyldes blot og bar Brødebetyngethed eller Skyldfornemmelse, men at det derimod maa være Udtryk for en anden af absolut Skyld eller Uskyld ganske uafhængig, dybereliggende, normal sjælelig Foreteelse. Denne Foreteelse vil jeg her udtrykke som Individets "Bevidsthedsakse". Da denne "Akse", hvilket igen vil sige, den for det paa-gældende Individs Udviklingstrin normale Harmoni i Vekselvirkningen mellem dets egne Bevidsthedsenergier og Omgivelsernes, Medvæsernes og dermed "Næsten"s Energier, er Fundamentet for dets mentale eller sjælelige Almenbefindende, vil dette Almenbefindende naturligvis blive forstyrret i samme Grad, som nævnte "Akse" kommer ud af Balance. Man maa saaledes forstaa, at nævnte "Akse" har en bestemt mental "Hældning", igennem hvilken den holder Væsenets Bevidsthed i en for dets normale Almenvel passende Kontakt med den mentale Struktur, der udgør Fundamentet for Universets højeste og evige Love og Styrelse (Guds Bevidsthed) paa samme Maade som Jordens Aksehældning udgør en for Klodens midlertidige Almenvel (dens Beboeres normale Udvikling og Erfaringsdannelse) nødvendig Kontakt med Solen. Denne Væsenets normale, mentale "Aksehældning" er saaledes det samme som dets normale Indstilling til sit midlertidige særlige Udviklingstrin, hvilken Indstilling igen er det samme som dets Tilfredshed med nævnte Trins særlige specielle Foreteelser. Med andre Ord: Individets normale, mentale "Aksehældning" er det samme som den Manifestationsform eller Bevidsthedsudfoldelse, der er dets Trins højeste Ideal. Dette Ideal er saaledes Individets højeste mentale Balancepunkt eller Normen for dets normale Villen og Kunnen. I dette Balancepunkt har vi saaledes den førnævnte Væsenets Kærlighedsstandard eller Feltet for, hvad det kan "nænne" at gøre overfor sine Omgivelser, Medvæsener og Ting. Denne mentale "Aksehældning" er højst forskellig hos de forskellige levende Væsener. Ligevægten imellem Rovdyrets og Omgivelsernes Mentalitet udtrykker et andet Balancepunkt end Ligevægten mellem det planteædende Dyrs og Omgivelsernes Mentalitet, ligesom Bevidsthedens "Aksehældning" eller Ligevægt mellem f. Eks. en Hovedjægers og Næstens Mentalitet er ganske anderledes end Ligevægtspunktet mellem Verdensgenløsernes og Næstens Bevidsthed. Men vi ved jo, at Væsenernes særlige Standard, hvor forskellig den saa end viser sig at være med Hensyn til, hvad de kan "nænne" at gøre overfor Næsten, saa er den alligevel for hver især udtrykkende en midlertidig højeste Normalitet. At den ikke bliver ved med at gøre dette, men bevæger sig fremover imod en højere og højere Moralitet eller Kærlighedsstandard, er jo kun, hvad vi allerede kender som "Udvikling".

Udvikling er saaledes kun en normal Forandring af den mentale "Aksehældning", en normal Forskydning af Forholdet mellem Væsenet og Guddommen. Alle levende Væsener er saaledes ved deres mentale "Aksehældning" sjælelig, organisk rodfæstet i et bestemt Forhold til Guds Bevidsthed (Omgivelserne og Næsten), akkurat som Klodernes indbyrdes Forhold og Baner i Rummet er bundet ved Ligevægten i Vekselvirkningen mellem deres gensidige Energiudstraaling i det uendelige Rum. Denne Ligevægt kommer altsaa til Syne i deres "Aksehældning". Ogsaa denne Klodernes "Aksehældning" undergaar en normal Forskydning. Polerne flytter sig. Naar denne Forskydning foregaar paa normal Maade, sker der ingen Forstyrrelse i Almenbefindendet for Klodens Liv. Men hvis der nu sker dette, at Kloden pludselig kom for nær til et andet Himmellegeme, vilde dens normale Aksehældning blive forstyrret af den fremmede Klodes Tiltrækningskraft, og en umaadelig Ravage med Jordskælv, Cykloner og Oversvømmelser vilde indtræffe for dens levende Væsener. Ja selve Kloden vilde i værste Tilfælde blive totalt splintret, opbrændt og saaledes forsvinde fra det fysiske Plan.

Men ligesom der findes unaturlige Akseforskydninger for Kloder, saaledes findes der ogsaa unaturlige "Akseforskydninger" for de andre eksisterende levende Væsener f. Eks. for Jordmennesket.

Medens der ved den naturlige eller normale "Akseforskydning" (normal Udvikling) ikke sker nogen Forstyrrelse af Individets Almenbefindende, vil den unaturlige "Akseforskydning" derimod skabe en Forstyrrelse af Almenbefindendet, der i værste Tilfælde ligeledes kan blive til en fysisk, dødbringende Katastrofe for det paagældende Væsen. Denne unaturlige Forskydning af "Aksehældningen" vil ligesom for Klodernes Vedkommende altid skyldes for stærk Paavirkning af Kræfter udefra Omgivelserne. Denne for stærke Paavirkning udefra faar Stabiliseringen af den for Væsenets nuværende normale Almenvel nødvendige "Aksehældning" til pludselig at forskubbe sig, hvorefter de fremmede Kræfter, alt efter deres Overlegenhed, behersker Væsenets Bevidsthed og fører denne imod en Katastrofe eller Lemlæstelse. Det er disse fremmede Kræfters Overtag, vi mærker i Form af "Samvittighedsnag", "Brødebetyngethed" eller "Skyldbevidsthed". Men det er ogsaa disse Kræfters Forskydning af den normale "Aksehældning", der ligger til Grund for Sindssyge, Aandssvaghed eller kort sagt alle mentale Abnormiteter.

For Samvittighedsnagets eller Skyldfornemmelsens Vedkommende gælder det blot, at Individet har opdaget sin abnorme sjælelige Forskydning.

Vi har saaledes alle en særlig bestemt mental "Aksehældning", der betinger vort mentale Balanceforhold eller en bevidsthedsmæssig Harmoni mellem os selv og vore Omgivelser. Hvis vi nu f. Eks. kommer til at paaføre vor Næste en større eller mindre Lemlæstelse eller Gene, der giver os Samvittighedsnag eller Brødebetyngethed, vil det altsaa sige, at vi er kommet til at udløse en Handling, der aabner Tilstrømning af fremmede, mentale Energier til vor Bevidsthed. At denne Tilstrømning af fremmede Energier hurtigt bringer vor normale, mentale "Aksehældning" (vor normale Fornemmelse af et godt Forhold til Omgivelserne eller Næsten) til at forskubbe sig er naturligvis en Selvfølge. Og jo mere denne "Aksehældning" forskubber sig, jo mere kommer vi bort fra Fornemmelsen af at besidde den Normalitet, der udelukkende kun kan være Kulminationen af vort normale, mentale Almenbefindendes højeste Sundhed, der igen er det samme som den naturlige Glæde ved at være til.

Glæden ved at være til, hvilket altsaa vil sige: den for sit midlertidige Udviklingstrin tilpasset sande Lykkefølelse (det for Trinet gældende Almenvel), er saaledes en sjælelig, organisk Funktion. Den er Frugten eller Virkningen af en for netop denne Oplevelsesform tilpasset harmonisk Vekselvirkning mellem Individets Bevidsthedskræfter og Naturens og Medvæsenernes Almenudfoldelse (Guds Bevidsthedsudvidelse).

Alt, hvad der kommer ind under Begrebet "Samvittighedsnag", vil altsaa være det samme som fremmede Energiers ukontrollerede Passage ind i Individets Bevidsthedsomraade og der, ved sin ukontrollerede Fremmarch forrykkende Balancepunktet for den harmoniske Vekselvirkning mellem Individets egne og Omgivelsernes Energier, der udelukkende betinger det normale, mentale Velvære. Denne ukontrollerede Indmarch af fremmede Energier skaber et andet Balancepunkt i Vekselvirkningen af Energierne i det paagældende Væsens Bevidsthedsomraade. Derved opstaar der en Konflikt mellem Individets Villie og det, det kommer til at udløse. Det er en saadan Situation, Paulus udtrykker i Ordet: "Thi det Gode, som jeg vil, gør jeg ikke; men det Onde, som jeg ikke vil, det gør jeg". Det Gode, som Paulus vilde, udtrykker saaledes det ordinære Balancepunkt i Vekselvirkningen af hans egen og Omgivelsernes og dermed ogsaa Næstens Energiudfoldelse. Det betegner saaledes hans normale, mentale "Aksehældning". Det Onde, han ikke vilde, men som han alligevel gjorde, viser os saaledes Forskydningen af hans "Aksehældning" over imod et Balancepunkt eller en Ligevægt i hans Bevidsthedsenergier, der var ganske imod hans Villie og dermed imod hans normale Livsglæde eller Lykkefølelse. Naar Væsenet, saaledes som Paulus, opdager, at Ligevægten eller Tyngdepunktet af dets samlede Energifunktion eller Vekselvirkningen mellem dets egen og Omgivelsernes Energier udløser sig i Manifestationer, der afviger fra det, det i Virkeligheden anser for at være det retmæssige, det normale, det naturlige eller kærligste, er det klart, at denne Opdagelse kun kan udløse sig i "Skyldfornemmelse" eller "Brødebetyngethed" ganske uafhængigt af, om det rent praktisk kan dokumenteres, at det selv er ganske uskyldig i det begaaede.

At det er uskyldig i Foreteelsen betyder, saaledes som Læserne her har set, altsaa ikke, at dets mentale "Aksehældning" ikke er forskubbet, og at det ikke er blevet et udløsende Redskab for Udfoldelse af Kræfter, som det er imod dets Villie at være Redskab for. Da den forskubbede "Aksehældning" betyder Disharmoni i dets Forhold til Livet, til Omgivelserne eller Næsten, hvilket er det samme som i dets Forhold til Guds Bevidsthed, vil det naturligvis kun være i Overensstemmelse med Væsenets normale Standard eller Trin at faa bragt denne Disharmoni ud af Verden og derved igen faa Harmoni i sit Bevidsthedsomraade.