Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinus afholdt i "Kosmos Feriekoloni"
den 12. Juli 1943
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig

(fortsat)

For Jordmenneskene gælder det endnu i en overordentlig stor Udstrækning, at man maa kæmpe for at leve, ligesom den gamle Tradition: "I dit Ansigts Sved, skal du æde dit Brød", er lige saa almengældende. Saalænge Jordmenneskene i saa stor Udstrækning, som Tilfældet er, maa "albue" sig frem for at tilegne sig det "daglige Brød", hvilket sidste vil sige: Opfyldelsen af de mest nødvendige Betingelser for Opretholdelsen af sit normale Livs Sundhed og Velvære, vil den med de stærkeste "Albuer", hvilket i dette Tilfælde vil sige: den med de stærkeste fysiske Kræfter, den mest snedige, brutale og hensynsløse eller ufølsomme overfor Næsten, jo blive den herskende Part over Adgangen til de levende Væseners fysiske Livsværdier. Det bliver derfor i samme Udstrækning en af denne herskende Part afhængig Naadessag for det mindre "albuestærke" Væsen at faa den livsvigtige Adgang til disse Værdier, og i Særdeleshed da den nævnte herskende Part stundom slet ikke kender til nogen som helst Form for Mættelse af sit Begær efter at besidde Værdierne. Vi ser da ogsaa det Særsyn indenfor den jordiske Menneskehed, at nogle enkelte Væsener kvæles i Ødselhed, Fraadseri, Dovenskab og Overkultivering, udelukkende baseret paa kolossale Rigdomme, paa Hundreder og atter Hundreder af Hjems eller Tusinder af Medvæseners Livsfornødenheder, som er blevet disse Matadorers "legitime Ejendom". At disse Tusinder af Medvæseners Adgang til disse Livsfornødenheder kun kan finde Sted ved en klækkelig Skatteydelse til denne "legitime Ejendomsret"s Besidder eller disse Livsfornødenheders "legitime" Ophav, saalænge denne eller dette endnu er umættelig eller glubsk i sit Begær efter at besidde, er naturligvis en Selvfølge. Og denne Skatteydelse til Livsfornødenhedernes "legitime" Besiddere standser da heller ikke ved nogen som helst rimelig Grænse, men tilsigter en total Udplyndring af alt og alle til Fordel for Ophobningen af yderligere Mængder af Rigdomme for disse "albuestærke" Væseners Fødder, og hvorved nye og endnu mere drastiske Udplyndringer kan iværksættes. At dette Forhold maatte føre til Fattigdom, Nød, Elendighed og Sultedød for Millioner af andre Væsener indenfor det jordmenneskelige Samfund er forlængst blevet til en urokkelig Kendsgerning. Og det er ikke saa mærkeligt, at disse Væsener raaber til Gud om at faa det daglige Brød. At denne Bøn er i Kontakt med den guddommelige Villie bliver ogsaa til Kendsgerning igennem den Omstændighed, at samme guddommelige Villie forlængst er begyndt at likvidere det førnævnte uheldige Forhold med Hensyn til Livsfornødenhederne og disses Fordeling. Regeringer, Statsstyrelser, Øvrigheder er opstaaet, som tager Haand i Hanke med Administrationen af Værdierne og Adgangen til Livsfornødenhederne kommer mere og mere under Kontrol. Love dannes, der skal beskytte den svage og mindre albuestærke imod den mere albuestærkes glubske, men i Form af "legitim Forretning" camoufleret, Udplyndring og Røveri. At denne Udvikling af Øvrighed eller Statsmyndighed ikke skal standse, før den har naaet en saadan Position, at den fuldstændig garanterer ethvert Menneske en ligelig Adgang til de naturnøvendige Livsfornødenheder og umuliggør enhver Form for materiel Fattigdom, Sult og Elendighed saavel som enhver Form for samfundsskadelig Adgang til Ødselhed, Fraadseri eller andre Misbrug af de fysiske Livsværdier eller Materier, er jo et Ideal, der mere og mere urokkeligt danner Undergrunden i alle de moderne politiske Bevægelser og Kampe. Jo, den guddommelige Villie er stærkt i Færd med at skabe Bønhørelsen af den femte Tankekoncentration i Fadervor.

At bede om at faa det daglige Brød er saaledes ikke blot lige akkurat dette at bede til Gud om en øjeblikkelig Hjælp i en pludselig opstaaet fysisk Situation, hvor Adgangen til Hjælp ad anden Vej tilsyneladende er bristet, og i hvilken Situation en saadan Bøn naturligvis i højeste Grad er paa sin Plads, men den er ogsaa i sin dybeste, kosmiske Natur en total Indstilling af den Bedendes Villie i Kontakt med den ophøjede guddommelige Villie med Hensyn til Skabelsen af det fuldkomne Samfundssystem eller Oprettelsen af det rigtige Menneskerige paa Jorden.

Dernæst har vi den sjette Tankekoncentration i Fadervor, som udtrykkes: "Og forlad os vor Skyld, som vi og forlade vore Skyldnere". For den moderne Aandsforsker vil denne Tankekoncentration i Fadervor maaske lyde lidt overflødig eller meningsløs. Da Studiet af den guddommelige Verdensplan eller Livet viser os, at "alt er saare godt", og at ingen i Virkeligheden kan lide Uret eller gøre Uret, saa kan jo ingen komme i en saadan Situation, at der kan blive Tale om nogen Skyld, hvilket vil sige: en begaaet "Synd" eller "Uret" imod nogen, og som man derfor i absolut Forstand har Pligt til at bede om Forladelse for. Men da det er et kosmisk Væsen, der anbefaler denne Tankekoncentration som et Led i den Bedendes Bøn, vil der ikke være noget logisk Grundlag for at antage, at nævnte Koncentration skulde være en Illusion eller et Produkt af Overtro. Der maa altsaa være en fuldstændig logisk Begrundelse for Anbefalingen af denne Bøns Tilstedeværelse i Fadervor. Hvilken kosmisk Sandhed eller absolut Realitet kan der da ligge skjult i denne ydre tilsyneladende misvisende Ordform. Ja, er det ikke saaledes, at denne Bøn skal raade Bod paa "Brødebetyngethed" eller "Skyldbevidsthed". Og er en saadan "Brødebetyngethed" eller "Skyldbevidsthed" i sin værste Form ikke netop en af de allerstørste sjælelige Lidelser, der kan vederfares et Jordmenneske? – Er det ikke netop den, der i Form af "daarlig Samvittighed" piner den Døende paa Dødslejet, giver ham en kvalfuld Død og skaber "Skærsild" for samme Væsen efter Døden? – Og kan den samme "daarlige Samvittighed" ikke ogsaa skabe en ulykkelig Tilstand i mange andre af Livets forskellige Felter, saasom: i Ægteskab, i Venskab, i Forhold til Overordnede, Underordnede og Ligestillede, ja, kort, sagt, er den ikke ødelæggende i alle Individets ellers lykkelige og harmoniske Forhold til Næsten, hvis den ikke kommer til Udløsning i Form af Skyldbevidsthed og Bøn om Tilgivelse hos rette Vedkommende? – Og repræsenterer den moderne Aandsforsker en Undtagelse herfra? – Kan han med sin høje teoretiske Viden fuldstændig gøre sig immun eller sjælelig uberørt af enhver fremtrædende Gene eller Ulykke, han eventuelt maatte være kommen til at paaføre sin Næste? – Kan han overlegent berolige sig selv med, at denne Hændelse, Gene eller Ulykke var denne Næstes "egen Skæbne", hvilket vil sige: var en Virkning til hvilken samme Næste selv var den oprindelige udløsende første Aarsag og derfor ikke kan have noget som helst Krav om noget i Retning af Undskyldning fra hans Side? – I saa Fald er Aandsforskningen endnu slet ikke blevet noget alvorligt Problem for denne Aandsforsker, men er derimod kun udgørende et behageligt Tidsfordriv i Retning af en teoretisk Kæphest, bag hvilken han søger at bortforklare for sig selv og andre sin endnu fremtrædende store Mangel paa Næstekærlighed. Den Mangel paa Næstekærlighed, der afslører sig i en saadan Holdning overfor begaaede Gener imod sin Næste, afslører nemlig sit Ophavs Primitivitet som hjemmehørende paa Udviklingstrin, der staar langt under den almindelige ædle Troendes og Vantroendes Trin. Vilde ikke ethvert af disse Væsener blive mere eller mindre ulykkelige i enhver saadan Situation, hvor de kom til at forvolde et andet Væsen stor Ulykke eller Lidelse f. Eks. stor, livsvarig Invaliditet, Tab af Syn eller anden stor organisk Evne? – Og vilde det gøre nogen videre Forskel, at de slet ikke bevidst havde tilsigtet denne Ulykke for Næsten, men ganske uforvarende var kommet til at forvolde denne? – Har man ikke Eksempler paa, hvorledes Bilister og Førere af andre motordrevne Befordringsmidler ligefrem har faaet sjælelige Sammenbrud i Situationer, hvor de med deres Befordringsmiddel er kommet til at lemlæste eller dræbe andre Mennesker, skønt Skylden for Ulykken ganske aabenlyst laa hundrede Procents paa de forulykkedes Side? – Nej, tro endelig ikke, at den sjette Koncentration i Fadervor saa let bliver overflødig. Vi ser saaledes her, at selv i Situationer, hvor vedkommende, fysisk aabenlyst, er absolut uden Skyld, kan dette ikke være tilstrækkelig for det sympatisk eller næstekærligt anlagte Væsen til at hindre en mere eller mindre fremtrædende sjælelig Krise eller Sorg over at være blevet det udløsende Redskab for at paaføre Næsten den skete Ulykke.

Men naar denne aabenlyse Uskyld ikke engang helt kan berolige det mindre næstekærlige Væsen, hvorledes tror man da, at Synet af den aabenlyse Uskyld skulde kunne berolige det i Næstekærlighed endnu langt mere fremtrædende Væsen? –

Nej, Sagen er, at Problemet i sin dybeste kosmiske Analyse i Virkeligheden slet ikke er et Spørgsmaal om Skyld eller Uskyld, men derimod er et Spørgsmaal om en Kontakt med sit eget Selvs Almen- eller Næstekærlighedsstandard. Denne Standard udgør Omraadet for, hvad man kan nænne at gøre imod sin Næste. Nævnte Standard er meget individuel. Nogle Væsener kan nænne at paaføre andre Væsener svære mentale og legemlige Lidelser, medens andre slet ikke tilnærmelsesvis kan nænne at tillade sig en saadan Opførsel overfor Medvæsenerne. Ja, er der ikke netop Væsener, der hellere selv vil lide end paaføre andre Væsener selv de mindste Lidelser?

Væsenerne tilhører saaledes forskellige mere eller mindre høje eller lave Former for Næstekærlighedsstandard. Men fælles for ethvert Væsen er dette, at hvis det kommer til at paaføre sin Næste Skade eller Lidelse, der ligger under dets specielle Kærlighedsstandard eller det, der er Normen for, hvad det ellers kunde nænne at paaføre sin Næste af Ubehag eller Lidelse, kolliderer det med denne sin almene eller virkelige Bevidsthedsstandard. Da denne Bevidsthedsstandard igen er det samme som dets mentale Almenbefindende, kolliderer det altsaa ved ovennævnte Handling med sit mentale Almenbefindende. Det bliver mentalt sygt. Det er saadan en Sygdom, vi kalder "Samvittighedsnag".