Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinus afholdt i "Kosmos Feriekoloni"
den 12. Juli 1943
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig

(fortsat)

Det udviser derimod for den udviklede Aandsforsker eller Sandhedssøger, et Gudebillede, der kun er en Kopi af et almindeligt Jordmenneskes Bevidsthed. Et saadant Væsen har Fjender, af hvilke det kan blive forfulgt, og med hvilke det derfor mere eller mindre maa være i Krig. Det ønsker mere eller mindre Hævn eller Straf over Forfølgerne. Og er det ikke netop disse ufuldkomne jordmenneskelige Bevidsthedstendenser, der overskygger eller formørker Gudebilledet? – Er "Djævelen" ikke Guddommens store Modstander eller "Fjende Nr. 1"? – Betragtes Vrede og Harme over samt Forfølgelse af dette Væsen og dem, det har "forført" af "Guds Børn", ikke som "hellig" og "retfærdig"? – Er ikke "evig Fortabelse" den store "ideal-Straf" for denne "gudefjendtlige" Virksomhed? – Tænk hvilket glimrende og fuldkomment Udtryk for Kulminationen af jordmenneskelig Skadefryd og Hævntørst. Og tænk hvilken formørket Opfattelse af den evige, alvise Guddom, hvis blændende Kærlighed ligesom Solen skinner paa alt og alle, paa Rige og Fattige, paa Unge og Gamle, paa Mennesker, Dyr, Planter og Mineral, og hvis funklende Højintellektualitet ikke eet eneste Sted i Altet eller Universet har kunnet finde eller paavise noget, der ikke var "saare godt". I Sandhed, Væsener, der har faaet dette i Kærlighed saaledes kulminerende absolutte Gudebillede formørket af Troen paa Djævelen, hans Haandlangere og det evige Helvede, trænger til at faa "helliget" Guddommens Navn. Og tænk hvilken guddommelig Velsignelse det er, at disse Væsener ogsaa har lært at bede "Fadervor". Thi uden at de faktisk ved det, beder de igennem denne Bøns anden Tankekoncentration om "kosmisk Klarsyn", saa de kan komme til at gennemskue absolut alt, hvad der ellers maatte holde dem bundet til et primitivt og ufuldkomment Syn paa dette Altets evige Ophav og altgennemtrængende Guddom. Og absolut kun igennem Opfyldelsen af denne Bøn kan det Klarsyn faa Sæde i den Bedendes Bevidsthed, der lader Guddommen fremtræde i en saa højintellektuel Renhed og Kulmination af Kærlighed, at hans Navn i samme Bevidsthed udelukkende kun kan være Indbegrebet af "Hellighed" og Resultatet af denne "Hellighed": Verdensaltet til Kombination af Kærtegn. Kun saaledes kan det guddommelige Ord: "Alt er saare godt" urokkeligt lyse og funkle som absolut evig Sandhed. Og udelukkende kun igennem den totale Erkendelse af denne Sandhed kan Guddommens Navn være virkeligt eller absolut "helliget".

Den tredie Tankekoncentration af "Fadervor" er givet Udtryk i Ordene: "Komme dit Rige". Med denne Bøn er den Bedende ogsaa helt i Kontakt med den guddommelige Villie. At "Guds Rige maa komme" er kun, hvad der allerede eksisterer som en evig Bestemmelse i den guddommelige Verdensplan. "Guds Rige" er jo det samme som en Tilværelsesform, i hvilken "Dyret" er forvandlet til "det fuldkomne Menneske". At denne Forvandling finder Sted kan ikke fornægtes uden samtidigt at fornægte Udviklingen. For ethvert almindeligt intellektuelt begavet Jordmenneske, der ikke er hildet eller bundet af "videnskabelige" saavel som religiøse "Dogmer", kan det ikke undgaa at være en Kendsgerning, at dets daglige Liv er Erfaringsoplevelse, og at denne Erfaringsoplevelse bliver villiebestemmende, ligesom denne Villiebestemmelse tilsidst bliver karakterforædlende. I modsat Fald maatte Væsenet være abnormt. Med Oplevelsen af den tilstrækkelige Erfaring for, hvad der danner Aarsagerne til ulykkelige eller bitre Hændelser i Oplevelsen af Livet eller Tilværelsen, vil ethvert normalt Menneske fremtidigt bekæmpe disse Aarsager. Da dette Princip er Fundamentet i ethvert Væsens Normalitet, kan en Mentalitetshøjnelse eller Aandsforædling umuligt undgaa at blive Følgen. At en overordentlig stor Del af Jordens Mennesker stadigt manifesterer Aarsager saasom: Laster, Udsvævelser, Begærlighed, Magtsyge, Had og Intolerance, hvis Virkninger uundgaaeligt maa resultere i Foreteelser som de i Øjeblikket netop almengældende ulykkelige Hændelser, vi kalder Krig, Forfølgelse, Lemlæstelse, Sygdom og Armod forandrer ikke Princippet, men viser blot, at man endnu ikke i tilstrækkelig Grad har faaet Overblik over disse mørke Foreteelsers sande Aarsager eller første spirende Udspring i Individernes daglige Sjæleliv, Villiebestemmelse og Moralfunktion. Men at de nævnte Hændelser har sin Betydning som Moralforædling viser sig allerede som en urokkelig Kendsgerning i den Omstændighed, at Humanitet i Form af "en varig Fred" er blevet de samme Individers højest eftertragtede Ideal eller Attraa. Er dette Ideal ikke netop blevet en saa fundamental Faktor i Jordmenneskenes Moralbegreb, at ingen Kamp, ingen Forfølgelse, ingen Krig eller Lemlæstelse tør begaas eller kan finde noget gyldigt Forsvar eller nogen retmæssig Begrundelse under noget som helst andet Paaskud end netop dette, at Udløsningen finder Sted i "Retfærdigheden"s og dermed i "Moralen"s og "Humaniteten"s Navn.

Saa attraaet eller absolut ønsket er altsaa en altbeherskende Humanitet, fuldkommen Kultur eller varig virkelig Fred, at enhver Blodshandling, Rædselsterror, Lemlæstelse, Forfølgelse med Mord og Brand af Jordmenneskene tolereres, naar blot Almenhedens Tro paa, at disse Foreteelser udelukkende er i Retfærdighedens og dermed i Humanitetens eller en virkelig kollektiv Freds og Harmonis Tjeneste, er usvækket.

At en saa urokkelig Tro paa en bestemt Metodes eller et særligt Middels Ufejlbarlighed i Opnaaelsen af den attraaede Humanitets og Freds Tjeneste i første Instans maa føre til nævnte Metodes eller Middels praktiske Anvendelse er naturligvis en Selvfølge. I modsat Fald maatte de paagældende Væsener jo være abnorme. Det vilde være intolerant at forlange, at de netop skulde gaa ad Veje mod Opfyldelsen af deres Ønskes Maal, der for dem maatte se taabelige og ufejlbarlige ud.

Men netop i Kraft af deres Frihed til at anvende de taabelige saavel som de fuldkomne eller retmæssige Veje og Metoder, bliver det jo tilsidst til levende Kendsgerning, hvilken Vej eller Metode, der er den fuldkomneste eller direkte fører til det ønskede Maal. Og da Krigens og Brutalitetens primitive Magt- og Voldsmetoder er indtil Overdaadighed anvendte i Jordmenneskehedens Historie, og Ønsket om Humanitet og Fred ikke desto mindre trods dette er endnu mere utilfredsstillet i vor Tid end i nogen som helst anden Tidsperiode, er det ikke vanskeligt at se, at Erfaringerne ikke taler til Gunst for Krigs- eller Terrormetodernes Bevarelse i Bestræbelserne for at opnaa den attraaede varige Fred, Humanitet eller fuldkomne Kultur. Erfaringerne vil gøre det til Kendsgerning for Individerne, at man ikke kan afskaffe eller udrydde et Onde ved at holde det i Live, udvikle og formere det. Man kan ikke udrydde Terror ved at praktisere, dyrke og hædre den. "Guds Rige" eller "Himmeriges Rige" kan ikke tvinges ind over Kontinenter eller holdes i Skak ved Hjælp af Mordvaaben, Lemlæstelse og Drab. Kun igennem Forstandens eller Intellektualitetens Overflødiggørelse og Fjernelse af disse primitive Metoders Nødvendighed eller formentlige Nødvendighed fra Individets Bevidsthed, vil det kunne opleve "Guds Riges Komme" i sin egen mentale Sfære eller sjælelige Indre.

At bede om "Guds Riges Komme" vil saaledes være det samme som at bede om, at man maa være i Kontakt med denne her skildrede Erfaringsdannelsens Førelse af "Dyret" imod Lyset eller Guddommens Skabelse af "det fuldkomne Menneske".

Den fjerde Tankekoncentration i "Fadervor": "Ske din Villie, som i Himmelen, saa og paa Jorden" er i Realiteten kun en yderligere Forstærkning af den tredie Tankekoncentration. Gennem Erfaringerne bliver det, som De lige har hørt, til Kendsgerning, hvad der er "Guds Villie". "Guds Villie" er altsaa "Dyrets Forvandling" eller det jordiske Menneskes Tilegnelse af alle Intellektualitetens højeste og skønneste Dyder. "Himmelen" er jo netop en mental Tilstand, i hvilken alle disse, de højeste og fuldkomneste bevidsthedsmæssige Egenskaber kulminerer, og en som Følge heraf hundrede Procents Harmoni er altbeherskende imellem de levende Væsener. Da Jordmennesket er et Væsen, der befinder sig under Udvikling fra den primitive, ufærdige eller dyriske Tilstand til den fuldkomne, højintellektuelle, menneskelige Tilværelse, har det to mentale Naturer i sig, nemlig: de degenererende "dyriske" Anlæg og de begyndende eller spirende "menneskelige" Anlæg. Undertiden kan de "dyriske" Anlæg beherske Individer, medens til andre Tider de "rent menneskelige" Anlæg bliver villiebestemmende i samme Væsen. Da de "dyriske" Anlæg sætter Individet i Kamp og Strid med Livet og "Næsten", medens de rent højintellektuelle eller menneskelige Anlæg sætter Individet i Harmoni med Livet og Næsten, og denne sidste Manefestationsform er den samme som den, der udfolder sig som "Guds Villie" i "Himmelen", vil den fjerde Tankenkoncentration i "Fadervor" saaledes være det samme som at bede om, at de højintellektuelle eller rent næstekærlige Anlæg maa blive saa stærke i ens Mentalitet, at de altid vil udgøre det overlegne villiebestemmende Moment i ens Manifestationer. Dette vil med andre Ord sige: at man beder om, at al Selviskhed eller ethvert herunder henhørende ikke livsbetingende Ønske eller Begær om personlig Fordel man maatte nære, maa blive totalt ignoreret af Forsynet til Fordel for Opfyldelsen af et hvilket som helst livsbetingende eller nødvendigt Ønske, der maatte være aktuelt hos ens "Næste". Den fjerde Tankekoncentration i "Fadervor" skaber saaledes en vidunderlig Indstilling af Mentaliteten paa den guddommelige Villie. Det var ikke saa mærkeligt, at Verdensgenløseren bad: "Fader, ske ikke min, men din Villie".

Den femte Tankekoncentration i "Fadervor" hedder: "Giv os i Dag vort daglige Brød". Med denne Tankekoncentration er der ogsaa givet Individet et stort Hjælpemiddel i Hænde. I Dyrerigets Zone er Livets Opretholdelse baseret paa Kamp. Det er i denne Zone, at Princippet: "Den enes Død er den andens Brød" er kulminerende.