Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Det hændte mig engang, at en af mine Venner fra den Periode af mit Liv, hvor jeg endnu ikke havde mødt Martinus, spurgte mig direkte: "Hvor kan du nu vide, at de Tanker, du idag lever paa, virkelig er sande"? Hvad jeg svarede ham dengang, husker jeg ikke, men Spørgsmaalet har jeg aldrig glemt, det er atter og atter dukket op i mit Sind, men ejendommeligt nok, altid i positiv Form, nemlig naar jeg pludselig har oplevet et eller andet, der har bekræftet Ting, jeg ikke havde helt Klarhed over.

Naar jeg fører dette Spørgsmaal frem for Dem, er det, fordi det berører noget, vi alle er pligtige at tage Stilling til. Aandsvidenskab, i den Betydning De og jeg kender den, er andet og mere end en intellektuel Interesse, den er den Kanal mellem os selv og det mystiske Noget, vi kalder Gud, igennem hvilken vor Bevidsthed tilføres det ekstra Plus af Livskraft, der giver os Kræfter til langsomt at sønderbryde de sjælelige Lænker, indgroet Vane og Tradition har indspundet os i. Thi hvis ikke dette Studium medførte andet end en bestemt Viden – ganske vist af fremragende intellektuel Art – til Anvendelse i saakaldt "aandrige" Diskussioner, saa vilde det i Princippet være direkte amoralsk at lade denne Viden faa en saa stærk Indflydelse paa andre Menneskers Liv, at deres Skæbne helt ændredes derved. Aandsvidenskab maa være mere end en Viden "i og for sig", den maa være en Kombination af teoretisk Viden og indre bevidst Oplevelse. Er den ikke det, vil den i sin Natur være ligesaa gold som det, man under eet kalder "materialistisk Videnskab".

En snart aarelang Beskæftigelse med disse Problemer har da ogsaa forlængst vist mig, at Aandsvidenskaben kan antage denne Form. Behandlingen af disse Problemer spænder virkelig over et Register, der strækker sig fra barnlig, overfladisk Døgnjournalistik og frem til det aandeligt modne Menneskes ydmyge given Udtryk for, at det klart erkender med "Hamlet", at "der findes mere mellem Himmel og Jord end Eders Skolevisdom drømmer om"! Det er givet, at Aandsvidenskab som Erfaringsvidenskab betragtet, kan drøftes paa lige Fod med en hvilken som helst anden Videnskab, altsaa nøgternt rubricerende, men det maa være ligesaa klart, at denne Indstilling til Aandsvidenskaben er af ren udvendig Art og altsaa i Princippet ikke-forpligtende. At denne Maade at dyrke Aandsvidenskab paa i sin Natur er af negativ Art, er ihvert Fald indlysende for den, der kender den modsatte Tilstand.

Personligt forekommer det mig altid interessant for Eks. at høre Ikke-vegetarer drøfte det vegetariske Problem. Jeg ser i denne Forbindelse helt bort fra den Mangel paa Kærlighed til og Forstaaelse af det Dyr, der skal lægge Krop til Middagsmaden, som selve Diskussionen altid afslører. Jeg tænker i denne Forbindelse kun paa Problemet, som det ofte fremføres, nemlig om man kan leve af denne Form for Føde eller ej, – et i Virkeligheden ret overflødigt Spørgsmaal, da saa mange Tusinder Jorden over forlængst i Praksis har besvaret det ved simpelthen stadigt at eksistere. Men Spørgsmaalet har en Side, som saa at sige aldrig kommer frem ved disse Diskussioner, af den ganske simple Grund, at dette Spørgsmaal ikke kan fødes i den kødspisendes Bevidsthed og normalt ikke fremsættes af den Vegetar, for hvem Vegetarismen er andet og mere end et Kostproblem, nemlig hvilken Virkning den kødfrie Kost har paa selve Sanseevnen. Det er klart, at dette Problem er "ufødt" for Kødspiseren, ja jeg vil ovenikøbet formode, at han vilde smile højt, om det blev ført paa Bane. Og naar det ikke bliver berørt af den Vegetar, der er fortrolig med det, beror det sikkert dels paa reel Beskedenhed og dels paa en klar Erkendelse af det unyttige i Drøftelsen af et Problem, hvor Modparten er uden Erfaringer. Men Problemet er der, og det baade i Forhold til Kødspisning, Tobaksrygning og Nydelse af Alkohol. Ved at give Afkald paa disse Former for Nydelse sker der ikke alene det, at ens rent fysiske Legeme bliver sundere eller "renere", nej, denne opnaaede fysiske Sundhed er i Virkeligheden ren sekundær i Sammenligning med den Ændring i Sanseevnen, der gradvis finder Sted.

Medens den "udvendige" Oplevelse af Aandsvidenskaben ikke sigter imod en direkte positiv Livsændring, gør det modsatte Forhold sig jo gældende der, hvor man er Sandhedssøger paa Grund af en uimodstaaelig indre Trang til at kende det virkelige Liv. Selv det mest "irreligiøse" Menneske kan jo blive en fremragende Religionshistoriker. Men Mennesket, der søger Sandheden for Sandhedens egen Skyld, vil ogsaa i sig have en stærk Drift efter at bringe sit Liv i Kontakt med den Sandhed, det klart erkender. En saadan tiltagende gradvis Harmonisering mellem Viden og Handlemaade fører uundgaaeligt Mennesket bort fra de grovere Nydelsesmidler og frem imod den enkle, spartanske Levemaade. Men det her skildrede er kun Billedets udvendige Side. Den "indvendige" Side af Problemet afslører, at med den voksende Afstandtagen fra de ovennævnte Nydelsesmidler plus en tilsvarende Afstandtagen fra enhver Form for mental eksplosiv Optræden, begynder den indirekte Oplevelse af det, vi under eet kan kalde "Guds egen Bevidsthed" for Alvor at gøre sig gældende. Takket være Blodets finere kemiske Sammensætning og Sindets Beherskethed, begynder de sjælelige Organer at fungere paa en Maade, som det kødspisende Menneske overhovedet ikke drømmer om. I denne Tilstand ved man, at selv den mindste Stump Kød, den mindste Cigaret eller det mindste lille Glas Vin vil virke paa de sjælelige Sanseorganer paa nøjagtig samme Maade, som en Haandfuld Grus kastet ind i Øjnene vil virke paa den fysiske Synsevne. Man ved disse Ting, men man tier hyppigst med dem, fordi man for det første ikke bryder sig om at faa Ord for at lide af Storhedsvanvid og for det andet faar en efterhaanden ret stærk psykologisk Evne til at skønne, om det Menneske, man staar overfor, i sig har et virkeligt Begær efter at forandre sig. I langt de fleste Tilfælde føler man, at det ikke har det, og man føler derfor ogsaa, at ens Viden om dette specielle Felt følgelig maa afdæmpes mest muligt, idet Aandsforskeren her hele Tiden holder sig for Øje, at "over al Viden, maa Venskabet til et Menneske altid bevares". Men det er igennem den her skildrede Form for Sansning, at de Oplevelser indtræffer, der gør, at man med hele sin Sjæls Styrke tør sige god for den Overbevisning, ens Liv er forankret i, og det er ogsaa ud fra denne Oplevelsesform, at ens Erkendelse af Begrebet "Ydmyghed" som selve Fundamentet for et sandt Gudsforhold, vokser frem. For imidlertid at prøve at forebygge mulige Misforstaaelser, vil jeg her gerne indskyde, at det naturligvis er en Selvfølge, at den her skildrede voksende Afstandtagen fra de ovennævnte Nydelsesmidler er et Produkt af en naturlig og harmonisk aandelig Udvikling og intet har med Fanatisme at gøre. Det Menneske, der indenfor disse Omraader løfter sin moralske Pegefinger og meddeler en undrende Yderverden, at han forlængst er "vokset" fra "at nyde Lig" eller andre Gifte, røber blot ved sin egen Fremtræden, at han selv intet har forstaaet af det, han er ifærd med at belære andre om.

Med kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere