Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinus afholdt i "Kosmos Feriekoloni"
den 12. Juli 1943
bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig

(fortsat)

Normalt bliver en saadan Bøn derfor ogsaa "bønhørt". Men naar Barnet er vokset til, kan begynde at tænke, forstaa og tale paa det fysiske Plan, kan det faa Begær eller Ønsker, der ikke hører ind under de livsbetingende, ja, er maaske direkte skadelige for Medvæsenerne. Saadanne Tanker og Begær er selviske og er saaledes ikke Udtryk for den guddommelige Villie. Denne kommer derimod til Syne igennem den sunde Opdragelse, der netop afstedkommer en Bekæmpelse af disse Ønskers Opfyldelse, ligemeget hvor meget Barnet saa end maatte græde, klynke og klage over ikke at blive "bønhørt". Akkurat ligesaadan er det med Hensyn til Gudesønnens Forhold til Guden. Alle de Begær, der er livsbetingende eller naturnødvendige, saasom Sult, Tørst m.fl., og uden hvilke det daglige Liv umuligt kunde opretholdes, er ikke selviske og er derfor direkte i Kontakt med den guddommelige Villie. Det kan kun være godt at flette disse ind i sin Bøn, hvis der er opstaaet Gene eller Hindringer for disses Opfyldelse. Men alle de Begær, der ikke er livsbetingende og kun kan opfyldes paa Grundlag af en større eller mindre Ødelæggelse af Medvæsenernes Liv og Førlighed, er "selviske" og saaledes heller ikke i Kontakt med den guddommelige Villie. At indflette disse i sin Bøn, er at appellere til en "Bønhørelse", som Guddommens "Opdragelse" eller den guddommelige Verdensorden er indstillet paa at bekæmpe.

Ligesom der i Væsenets Korrespondance med sin Moder eller sine Forældre kan forekomme mange Begær, Forældrene ikke kan efterkomme, saaledes kan det jordiske Menneskes Forhold eller Bøn til Guddommen ligeledes udvise mange "Bønner" eller Begær, Forsynet ikke kan opfylde. Og det er rigtigt, at det for det almindelige Menneske kan være svært at skelne de falske Begær fra de rigtige eller naturlige. Men her har Forsynet igennem Verdensgenløsningen udstrakt sin hjælpende Haand og skænket Menneskene Bønnen "Fadervor". Denne Bøn er, som jeg her skal omtale, en kosmisk Bøn og fuldstændig i Kontakt med det, den guddommelige Villie selv ønsker gennemført med Hensyn til Gudesønnens egen Indstilling til Verdensaltet, Livet og Guddommen.

Bønnen "Fadervor" udtrykker den absolut fuldkomne sjælelige Indstilling til Forsynet eller Guddommen i ni særlige Tankekoncentrationer. Heraf udgør den første Ordene "Fadervor, du som er i Himlene"! – Ved Hjælp af disse Ord kan den Bedende efterhaanden fuldstændigt lukke alle uvedkommende Tankearter ude og dermed helt aabne en Kanal mellem sig og det almægtige Forsyn eller den evige Fader, ad hvilken hans efterfølgende Ønsker direkte kan stige ind i det himmelske Væsens Bevidsthed. Ordene er saa tydelige og saa koncentreret affattet, at de ikke kan lade nogen som helst Tvivl tilbage hos de usynlige, englelige Væsener, der overalt og i alt i Naturen er til Stede som den himmelske Faders særlige "Lytteorganer" for selv de Bedendes mindste Suk, og igennem hvilke Bønnens Vibrationer bringes videre til andre englelige, usynlige, himmelske Væsener, der er den overjordiske Faders Organer for Skabelsen af hans Reaktion paa den Bedendes Bøn eller Henvendelse. Angaaende disse usynlige Væseners Eksistens maa jeg henvise til mit Hovedværk "Livets Bog". Her skal jeg blot lige antyde, at det i Virkeligheden er disse Væsener, der udtrykkes under Begrebet "Engle", og om hvilke Kristus siger: "Er ikke alle disse tjenende Aander, udsendte til Hjælp for dem, som skal arve Salighed". Igennem disse Væsener foregaar en hvilken som helst Korrespondance mellem den Bedende og Forsynet, mellem Guden og Gudesønnen. Uden disse Væsener som Mellemled vil en hvilken som helst Korrespondance med Guddommen være totalt umulig. Guddommens Bevidsthed kan ligesaa lidt som andre Former for Bevidsthed fungere uden Organer. Og hvorledes skulde Guddommens Organer kunne eksistere uden at være identiske med de levende Væsener? – Det er derfor ogsaa saa guddommeligt indrettet i den evige Verdensordning, at vi ikke kan sanse, se eller opfatte alle de Væsener, som Forsynet benytter som Mellemled mellem sig og os, thi da vilde vi tage Fejl af disse Væsener og Guddommen paa samme Maade, som Jordmenneskene paa primitive Stadier permanent tager Fejl af de levende Væsener og Guddommen. De tror her, at de levende Væsener, Venner og Fjender er en Ting og Guddommen en anden Ting. De kan her se, sanse eller opfatte disse deres Medvæsener, medens de tiltror Guddommen at være et helt andet Væsen, som slet ikke er fysisk synlig og ligefrem befinder sig et andet Sted henne. Dette andet Sted har de betegnet som "Himlen". Men hvis Væsenerne fysisk kunde se dette "andet Sted", og Guddommen som et Væsen boende paa dette "Sted", vilde de opleve, at nævnte "Sted" var ligesaa befolket med levende Væsener som deres egen Sfære, og Guddommen fuldstændig blive borte i denne Vrimmel af Liv. De vilde aldrig i al Evighed komme til at opleve nogen Guddom. Alt vilde der kun blive "Medvæsener" og "Ting", akkurat ligesom alt kun er "Medvæsener" og "Ting" i deres egen Sfære. Men takket være den Omstændighed, at Verdensaltet for ethvert levende Væsens Sanseevne urokkeligt maa fremtræde i to Afsnit, nemlig et synligt og et usynligt, bliver det muligt for det levende Væsen at frigøre sin Sanseevne og dermed sin Tanke fra det synlige Afsnit: "Medvæsenerne og "Tingene", og derved opleve Altet, Universet eller Naturen i Form af det usynlige Afsnit fremtrædende som noget helt andet end "Væsener" og "Ting". At dette usynlige Afsnit af Verdensaltet ikke er noget "Intet", afslører sig hurtigt som Kendsgerning for Væsenet. Det ser nemlig, at alt synligt udgaar fra dette usynlige Afsnit og indgaar atter igen i dette Afsnit. Hvis dette Afsnit derfor var det samme som et "Intet", maatte alt det synlige: "Væsener" og "Ting" jo komme af "Intet", hvilket jo er totalt umuligt. "Intet" kan aldrig blive til "Noget", ligesom "Noget aldrig kan blive til "Intet". Naar dertil kommer, at den synlige Del udelukkende viser sig som Virkninger af den usynlige Del, bliver den usynlige Del saaledes identisk med "Noget", der aabenbarer sig igennem den synlige Del. Men derved bliver Verdensaltets Analyse jo identisk med det levende Væsens Analyse, der ogsaa urokkeligt udtrykker et "usynligt Noget", der aabenbarer sig igennem et "synligt Noget". Jeg kan ikke her komme nærmere ind paa dette Problem, men maa henvise til mit Hovedværk. Her har jeg kun berørt Problemet for at vise, at "Væsener" og "Ting" ikke er udgørende alt, hvad der eksisterer, men at alt "det usynlige" i Universet tilsammen udgør et "Noget", for hvilket alt "det synlige" er Redskaber. Alt synligt er saaledes Manifestationen eller Aabenbaringen af dette "Noget". Og da denne Manifestation eller Aabenbaring er logisk Skabelse, er den Udtryk for Tanke og Villie. Den usynlige Del af Altet, Livet og Tilværelsen udgør altsaa "et tænkende og Villieførende Noget". Og det er Fornemmelsen af dette højeste Noget, der danner Grundlaget for et hvilket som helst Væsens Religiøsitet eller Gudsforhold. Men dette Forhold vilde altsaa aldrig nogen Sinde kunne være blevet til Virkelighed eller absolut Oplevelse, hvis ikke netop Væsenernes Sanseevne blev begrænset, saaledes at en Del af det eksisterende Verdensalt med dets levende Væsener og Ting blev usynlig, og Væsenerne derved blev frigjort fra udelukkende at skulle betragte Altet som en blot og bar Mangfoldighed af Væsener og Ting. Med Usynliggørelsen opstaar Muligheden eller Evnen til at se Mangfoldigheden som Udtryk for et villieførende usynligt Noget og dermed som udgørende en Enhed med samme Analyse som det levende Væsen. Om dette Væsen kan der derfor, som det netop staar angivet i den første Tankekoncentration af "Fadervor", kun siges "Du som er i Himlene".  "Himlene" kan kun være Sfærerne, Universet eller Altet. Den Bedendes Indstilling til Guddommen bliver saaledes her hundrede Procents korrekt eller fuldkomment indstillet. Det er ikke et Væsen "oppe i Himlen" eller paa anden Maade et Steds henne, det er ikke et Væsen af den eller den Rang eller Størrelse, den Bedendes Indstilling her bliver koncentreret paa eller rettet imod. I saa Fald vilde det jo kun være et "Medvæsen", det bedende Væsen i dets Bøn da henvendte sig til. Et Væsen, der er et Sted henne, et Væsen, der har en Størrelse, Rang eller repræsenterer Udviklingstrin, er ikke en Guddom, men en Gudesøn. Men det Væsen, som er i "Himlene", kan udelukkende kun være et Væsen, der er "allestedsnærværende", et Væsen der udgør alle Sfærerne, et Væsen, der er alle "Himlene". Af saadanne Væsener kan der kun være eet, nemlig den evige Guddom. Med Udtrykket "Fadervor" indstiller vi hele vor Sjæl paa en sønlig Indstilling til denne Guddom. Med Udtrykket "Du som er i Himlene" giver vi denne vor sønlige Indstilling en absolut ufejlbarlig Adresse, en absolut lige direkte urokkelig Retning imod den evige Fader. Her kan kun være Tale om det ene Væsen, som er i "Himlene". At der ikke i denne Bøn kan ligge noget som helst egoistisk, fremgaar tydeligt af Ordet "Fadervor". I Ordet "vor" udtrykker den Bedende tydeligt Guddommen som "alles Fader". Han føler ikke sig selv som nogen Favorit overfor denne Fader, men gør sig i sin Bøn til eet med alle Medvæsener og erkender disse som sine Brødre overfor Guddommen. En mere fuldkommen og ædel Indstilling til en Bøn til Guddommen kan ikke manifesteres.

Den næste Tankekoncentration i Bønnen Fadervor udtrykkes i Ordene: "Helligt vorde dit Navn"! At Guds Navn maa vorde "helligt" for et Væsen kan kun komme til at ske fyldest i Kraft af Fornemmelsen eller Oplevelsen af, at "alt er saare godt". I samme Grad, som man ikke ejer denne Fornemmelse, men tvivler paa Fuldkommenheden i Verdensaltets eller Livets inderste guddommelige Struktur, er man i Dishamoni med den evige Fader. Her underkender man hans Fuldkommenhed og stempler ham indirekte som ufuldkommen. At denne Stempling af Guddommen som ufuldkommen er tilsløret under Begrebet eller Overtroen "Djævelen", hvilket igen vil sige: Troen paa, at alt det formentlige ufuldkomne, der jo ogsaa udtrykkes som "det onde", har et andet Ophav end Guddommen, forandrer ikke Princippet.