Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Med disse mine første Linier til Dem i det nye Aar vil jeg gerne bringe Dem min kærligste Tak for alle gode og kærlige Tanker i Anledning af Julen og Aarskiftet, – Tanker, som vi alle her paa det hjerteligste gengælder! Officielt er Julen jo forbi, men selvom Hverdagen paany har indfundet sig, har jeg alligevel den Tro, at noget af Julens særegne Atmosfære er blevet tilbage i Deres Sind og der lever sit eget stille Liv videre! Det er jo paa sin Vis dybt tragisk, at denne vældige Bølge af Kærlighed, som i selve Vinterens Hjerte rejser sig og gennemstrømmer hele den kristne Verden, at den saa hastigt svinder bort igen, tragisk, fordi dens Kortvarighed er et saa forfærdende realistisk Udtryk for det Udviklingstrin, vi befinder os paa.

Paa den anden Side er den ogsaa et Vidnesbyrd om, at vi med det inderste i vort Væsen drages imod en anden Tankeverden end den, der netop nu saa grusomt materialiseres omkring os. Det synes mig hvert Aar et Mirakel, at Julen formaar at lukke Munden paa alle de, der paa Aarets øvrige Dage skriger op om, at der ingen Gud er til, og at Overbevisningen om, at Livet fortsætter udover det, vi kalder "Døden", er det rene Nonsens. Naar man betænker i hvilken fantastisk Grad disse Mennesker ellers har Presse og alt, hvad derunder hører, til deres Raadighed, saa er det simpelthen imponerende, at denne Fest for "Børn og barnlige Sjæle" endnu eksisterer. Men det gør den og mere end det, den er idag mere urokkelig end nogen Sinde.

Jeg ved ikke, om De nogen Sinde har tænkt over, i hvor høj en Grad det jordiske Menneske kører rundt i sine egne Følelser, hvis ikke, saa er Julen et vidunderligt Skoleeksempel paa det, Martinus kalder "udefineret Følelse". I de faa Dage denne Højtid staar paa, oplever vi alle realistisk, hvorledes Følelsesenergien næsten Time for Time vokser i Magt. Selv Mennesker, som i det daglige ligefrem gør Fordring paa at være Ateister, bøjer sig for denne Magt og køber Gaver – Kærlighedsgaver – til dem, de føler sig knyttet til. Hvis man spurgte disse Mennesker, om det var paa Grund af Julens Indflydelse, at de købte disse Ting, vilde de muligvis svare: "Visvas, det er kun, fordi man nu engang giver Gaver til Jul!" eller saadant noget lignende, og gik man dem videre paa Klingen, vilde man maaske tilsidst faa Svaret: "Fordi man ikke er religiøs, kan man da godt nære menneskelige Følelser!" – saa skal man ikke gaa længere, men blot nøjes med at smile paa Indersiden! Hvortil al den Krig om det religiøse Problem? Er det ikke saa uendeligt ligegyldigt, om man betegner en Følelse som religiøs, human eller menneskelig? I sin Art er den afvigende fra den dyriske egoistiske Følelse og altsaa af uselvisk – eller menneskelig – Natur. Hvor bliver det dejligt engang at vaagne op i en Verden, hvor hvert eneste Menneske er fortrolig med Tilværelsens Grundenergier og derfor helt er fritaget for den endeløse Diskussion om Følelsernes Karakter.

Naar Julen af det udviklede Menneske fornemmes som en aandelig Skønhedsaabenbaring, beror det jo netop paa, at denne Højtid i ganske faa Døgn formaar at gennemtrænge Atmosfæren paa en saadan Maade, at det rigtige Menneskerige næsten fysisk fornemmes nærværende. Alle lægger i de faa Døgn ligesom en Alen til deres Vækst og giver os derved et Indblik i den Verden, som engang vil afløse vor. Tragisk blot at denne Tilstand endnu kun er en "Stemning", som hastigt vejres hen. Og dog – den, der har lært at se, oplever i Mødet med Julen et Syn, hvis Virkninger ingen nok saa graa Hverdag kan formaa at udviske!

At Julen er mere end en ydre Fest, ved vi alle, men mon det ikke er de færreste, der bevidst tænker herover? Netop fordi Følelsesenergien i disse Døgn har saa stor en Magt, tror jeg, at de fleste "ind under Jul" ret let bliver Ofre for en Længsel i "tilbagegaaende Retning". Jeg tror, de fleste længes efter at opleve Barndommens Jul, opleve Juletræ, Julemad, de gamle Salmer – alt det, som vi under eet kalder "Julens Stemning". Men der findes ogsaa en "fremadgaaende Retning", og da jeg selv i saa rigt Maal har faaet Lov til at opleve den i en snart lang Aarrække, vil jeg her prøve ganske kort at give Udtryk for den.

At vi alle i os har en vis Længsel efter at genopleve Barndommens Jul, forudsætter jeg som givet, og hver af os finder sikkert en eller anden Mulighed derfor. Fra skjulte Æsker dukker Julens ældgamle Symboler frem og genopretter Kontakten med den "nedadgaaende" Retning. Men den "opadgaaende", hvordan manifesterer den sig? Rent primært i en kødløs, tobaks- og alkoholfri Fest. Dernæst – og det er her, jeg selv oplever Julen som Aarets mest straalende Oplevelse – i Fordybelsen af Juleposten. I vor fortravlede Verden sker det altfor let, at Livet faar en overfladisk Karakter. Man mødes og skilles, og hvis man ikke selv vil, efterlader disse hastige Møder ikke dybere Spor. Men de burde gøre det! Vi er alle Dele af samme kosmiske Stof, og vi burde vide, at der over vort Liv hviler et vist Ansvar. Her er det, at man i et Glimt ser Julens opadgaaende Retning. At bruge den til i et lille Brev at sige hinanden Tak for hastige Smil i Forbifarten er en Kærlighedsgerning, som baade bringer Glæde til en selv og til Modtageren. At lade Modtageren et kort Nu tone frem for sit indre Blik, alt imedens man former nogle faa kærlige Linjer til ham eller hende, er i Virkeligheden det samme som at knytte et usynligt Baand mellem sig og et Menneske, uden hvilket man i Virkeligheden ikke kan leve. Thi vi kan ikke leve lykkeligt uden den skjulte Strøm af kærlige Tanker, som der i det daglige gaar mellem vort og alle de Menneskers Hjerter, til hvem vi føler os knyttet, eller for hvem vi føler Sympati. Om Menneskene blot et Sekund kunde se disse Kærlighedsstrømme materialiserede i Farver, vilde de i langt højere Grad, end det idag er Tilfældet, bevidst dyrke denne opadgaaende Retning. Omend det er sandt, at Ensomhedstrangen vokser, efterhaanden som den aandelige Udvikling tager til, saa maa man her være klar over, at den aandelige Ensomhedstrang under ingen Omstændigheder udelukker den kosmiske Samhørighedsfølelse, tværtimod! Den kosmisk Bevidstes Liv former sig jo netop som en uden personligt "Komsammen" permanent Kærlighed til det ganske Menneskesamfund. Men for at en Kontakt skal føles som noget personligt, maa man selv gøre noget dertil, og her er det, at den bevidst formede kærlige Hilsen har sin store Mission. Som vi nu baade har "Far"s og "Mor"s Dag, kan man roligt gøre Julen til sine Venners Dag. Af egen Erfaring ved jeg, at ingen Time er lykkeligere end den, man tilbringer i Selskab med kærlige Breve fra Venner nær og fjern! I en saadan Time kan man, i langt højere Grad end det ellers forundes en, føle, hvorledes den samlede Sum af Kærlighed fra dem, man traf paa sin Vej, fortættes til et Kærtegn af saa guddommelig Natur at Ordet "Gud", der ellers maaske nok kan føles noget upersonligt, pludselig kommer til at dække en levende, straalende Realitet.

- - -

Som en lille Overraskelse i det nye Aar, vil De paa den næste Side finde en Tegning af en af Deltagerne paa Medarbejderholdene WITHUS. I det næste Brev vil De ligeledes finde en Tegning, denne gang af Tegneren MOGENS MØLLER, som ligeledes er Deltager paa et af Medarbejderholdene. Det er vor Hensigt, at hvert Brev skal være ledsaget af en saadan Tegning, der hver Gang skal illustrere et kosmisk-kemisk Problem. Med Haabet om, at denne lille Overraskelse vil berede Dem en Glæde, beder jeg Dem modtage en rigtig kærlig Nytaarshilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere!