Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinus afholdt i "Kosmos Feriekoloni"
den 12. Juli 1943
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig

(fortsat)

Den første Søn vilde saaledes aldrig have lært sin Faders virkelige Natur at kende, og den anden Søn vilde have været nødsaget til i Faderen at se et mentalt Uhyre, værre end de Røvere og Banditter, han havde mødt ude i Livets Skyggezoner. Men Gud ske Lov og Tak. Begivenheden formede sig i Kraft af den rene Kærligheds Uafhængighed af lyse eller mørke Pletter helt anderledes. Den evige Fader opfyldte ligesaa hjerteligt sin elskede Søns Ønske om at komme tilbage og være hos Faderen, som han i sin Tid gavmildt opfyldte den samme Søns Ønske om at faa sin Arv udbetalt og Lov til at rejse ud, bort fra Hjemmet. Og var det en Ulykke, at han opfyldte dette Sønnens Ønske om at rejse ud? – Og var det en Ulykke, at han ikke opfyldte den anden Søns Ønske om at ignorere den hjemvendte Søn ved ikke paa nogen Maade at vise ham Hædersbeviser eller Gæstebud? – Nej! – Vilde det ikke netop have været en Ulykke for alle tre Parter, hvis det modsatte havde været Tilfældet? – Den første Søn vilde ganske vist være blevet hjemme hos Faderen og vilde dermed aldrig have kunnet opleve den Fornedrelsens mørke Baggrund, der gjorde det muligt for ham at se Faderens umaadelige Storhed. Den anden Søn vilde aldrig have faaet Lejlighed til at opdage, at hans Retfærdighedsbegreb var anderledes end Faderens. Der vilde ikke være opstaaet noget Grundlag for Skabelsen af noget ønske i ham om at forlade Faderen. Den Disharmoni eller Uoverensstemmelse, der nu umuligt kan fjernes, uden at Sønnens Syn eller Retfærdighedsbegreb med Hensyn til den tilbagevendte Broder bliver eet med Faderens, vilde umuligt kunde være opstaaet. Og for Faderens guddommelige Værdighed vilde en saadan Optræden have været katastrofal. Hans Identitet som Kærlighedens evigt funklende Sol vilde være blevet saa temmelig formørket. De to Gudesønner vilde aldrig i al Evighed have faaet Lejlighed til at opleve sig selv som bevidst eet med denne Fader og hans straalende Lysvæld, Aand og Bevidsthed. Her er noget at tænke over for den, der ønsker at bede til denne Fader.

Vi har hermed faaet afklaret Forholdet mellem Fader og Søn, hvilket i dette Tilfælde altsaa vil sige: mellem Guddommen og det levende Væsen eller den, der vil bede til Gud. Enten maa den bedende være den tilbagevendte Søn, eller ogsaa maa han være Sønnen, der endnu ikke har været borte fra Faderen. Til hvilken af de to Kategorier den Bedende hører, ses udelukkende af dennes Bøn. Hvis der ud fra denne Bøn Straaler Ønsket om at faa Kraft og Styrke til at maatte gøre godt, hvad man der eller der har forbrudt, at man maa faa Lov til at velsigne alt, hvad man har forbandet, at man maa faa Lov til at være til Glæde og Velsignelse for Alt og Alle eller paa alle Maader faa Lov til at følge Guddommens absolutte Villie fremfor ens egen Villie, og samtidigt er gennemsyret af en stærk Taknemlighedsfølelse for alt, hvad man har faaet Lov til at opleve og gennemgaa og kan se den guddommelige Kærlighed i de mørke saavel som i de lyse Oplevelser eller Erfaringer, Livet har givet en, da er man identisk med den tilbagevendende Søn. Da har man naaet Visdommen, det kosmiske Klarsyn eller den store Fødsel, Indgangen til det virkelige Livs Port, Indgangen til Guddommens egen Sfære eller Zone. Her er Indstillingen koncentreret i dette ene: "Ske ikke min, men din Villie". Og med denne Indstilling er den Bedende gennem sin Bøn blevet Guddommens Medarbejder.

Hvis der ud fra den Bedendes Bøn udstraaler Begæret efter at blive fri for den eller den Ubehagelighed, blive fri for det eller det Mørke, den eller den Gene, eller den Bedende paa anden Maade er hundrede Procents opfyldt af kun at faa sin egen Villie tilfredsstillet, da vil han i højeste Grad blive utilfreds, hvis Guddommen ikke opfylder dette Begær. Da vil han mere eller mindre føle sig forladt eller uretfærdigt behandlet af Guddommen. Vantro, Antipati, ja maaske endog Vrede imod Guddommen eller alt, hvad der kommer ind under Begrebet "Religiøsitet" opfylder i en saadan Situation vor Bevidsthed. Vi kommer mere og mere til at foregøgle os, at mange andre Væsener i langt højere Grad end os bliver skæbnemæssigt begunstiget af Forsynet eller Guddommen. Vi synes endog at kunne konstatere, at disse andre slet ikke er nær saa pligtopfyldende eller nær saa opofrende overfor Guddommen eller Forsynet, som vi har været. Ja, disse vore Medvæsener beder maaske slet ikke til Gud, lader maaske ligefrem haant af os, fordi vi er indstillede paa dette Væsen, og dog faar disse Væsener alle Livets Goder: Sundhed, Rigdom, Magt og Ære, medens vi selv mener at være saa temmelig ugunstigt behandlet af Forsynet, hvad disse Goder angaar. Er det ikke let at se, at vi i dette Tilfælde er den hjemmeværende Søn, der kommer i Disharmoni med Faderen om dennes anden Søn? – Vi er opfyldt af Begæret efter de Goder, som Faderen nu begunstiger den anden Søn med. Men hvad er dette for Goder, denne anden Søn saaledes paa et vist Stadium svælger i? – Er det ikke netop den udbetalte "Fædrenearv"? – Er det ikke netop de Goder, som denne Søn senere satte over Styr og derved i Fornedrelsens Mørke blev i Stand til at se sin Faders straalende Fuldkommenhed eller guddommelige Herlighed? – Er det ikke tydeligt at se, at vi er ganske uforstaaende med Hensyn til Guds Villie bag "Goderne": Sønnens Omskabelse til "Guds Billede i hans Lignelse". Vi tror jo netop, at vi allerede er i denne "Lignelse" og har ingen Anelse om, at disse "Goder" er Fornedrelsens Fundament og derfor kun er et "Middel" til Opnaaelsen af den guddommelige Bevidsthedsafklaring eller den hundrede Procents fuldkomne Kontakt med Guddommen. Vi tror, de er Guddommens "Gunstbevisninger" og derfor udgørende det endelige "Maal" for Oplevelsen af Livet. Og derfor bliver vi misfornøjede og tror os uretfærdigt behandlede, naar vi ser andre af Forsynet blive tildelt disse "Begunstigelser", som altsaa slet ikke er "Begunstigelser" i kosmisk Forstand. De er udelukkende Redskaber, Midler, uden hvilke det vilde være umuligt for noget Væsen at komme i en absolut aandelig Kontakt med sig selv og dermed med Guddommen eller Forsynet. Det er denne sjælelige Primitivitet eller aandelige Uformuenhed, der saaledes lader os tilbede eller dyrke "Midlet" i Stedet for "Maalet", Guddommen igennem Fornedrelsen eller Mørket kan fjerne fra vor Bevidsthed.

Med dette Klarsyn paa den Bedendes Situation har vi nu faaet Forudsætninger for i vor Bøn at kunne begynde at indstille os i Kontakt med Guds Villie. Denne Situation kan altsaa kun udløse sig i dette, enten beder vi om "Gunstbevisninger", hvilket i kosmisk Forstand igen er det samme som at bed om Favorisering, bede om at blive en af hans særligt "Udvalgte", blive i Yndest hos dette almægtige Væsen og vil da aldrig i al Evighed blive "bønhørt", eller ogsaa er vi hundrede Procents indstillede paa den guddommelige Villie og lever da fra Morgen til Aften i en tilsvarende evig "Bønhørelse". Dette er altsaa Bønprincippets dybeste Struktur og bærende Fundament, at ingen som helst Bøn, der skal udløse Tilfredsstillelsen af et Begær om særlig Favorisering eller Gunstbevisning hos Guddommen, kan blive "bønhørt" eller efterkommet. ligesom enhver Bøn, der udelukkende kun skal udløse Tilfredsstillelsen af Begæret efter, at den guddommelige Villie med ens eget Selv indtil hundrede Procents maa ske, kun kan blive totalt "bønhørt" eller opfyldt. I samme Grad som den Bedende ikke er i Kontakt hermed, vil hans Bøn være noget, der er i Disharmoni med den guddommelige Villie og forblive uopfyldt. I modsat Fald maate Gudesønnens eller den Bedendes primitive Ønsker eller Villie ske, og Guddommens højintellektuelle, almen kærlighedsbefordrende Villie maatte standse og Universet og dermed Livet gaa sin Undergang i Møde.

Til hvad Nytte er da Bønnens store og evige Princip? – Naar en "Bønhørelse" kun kan finde Sted der, hvor den udtrykker Begæret efter, at Guds Villie maa ske Fyldest, er den ikke nødvendig, thi denne Villie er jo under alle Omstændigheder det sejrende Slutresultat i enhver Situation og opfylder saaledes den Bedendes Begær. Hvad skal man saa bede om? –

Og naar det Væsen, der beder om rent selviske Begærs Tilfredsstillelse, fordi denne Tilfredsstillelse for ham (hende) synes at være det eneste fornødne eller attraaværdige Lykke, ikke kan bønhøres, til hvilken Nytte saa dette Væsens Bøn? – Er det ikke saaledes, at Bønnen her viser sig at være totalt overflødig. Nej, tværtimod. Her er det netop, at Bønnen begynder at vise sig i sin sande guddommelige Skikkelse som det, der er dens endelige Mission, nemlig som "en levende daglig Samtale eller Korrespondance med Guddommen". Den afslører jo her, at det, vi tidligere kendte til dens Natur kun var dens Fostertilstand, dens Begynderzone. Saalænge Bønnen udløser sig som et selvisk Begær, er den endnu kun identisk med "Dyret"s Angstskrig i Junglen, selv om den hos Jordmennesket ganske vist udløses i "kultiverede"Ordformer". Forholdet mellem den Bedende og Guddommen er i Virkeligheden det samme som Forholdet mellem det lille spæde Barn i Vuggen og dets Moder. Det lille spæde Væsen kender ikke til anden Henvendelse til Moderen end "Skrigen" og "Græden", naar et eller andet ubehageligt vederfares det. Dette "ubehagelige" er som Regel noget livsvigtigt og naturligt, saasom Sult, Renligholdelse og lignende. Her er det en "Advarsel" et Raab, en Bøn til Moderen, der jo er Barnets Skytsengel i dets endnu hjælpeløse Situation. Et saadant Raab eller en saadan "Bøn" til Modren eller andre, der maatte være i Modrens Sted, kan ikke komme ind under Begrebet "Selviskhed". Tværtimod, Skriget er det eneste Middel, ved hvilket det selv kan være i Kontakt med den guddommelige Villie, hvilket vil sige: dets egen livsvigtige Pasning og Plejning. Uden Skrigen, Græden eller Klynken kunde det jo ikke paakalde de Væseners Assistance, der er nødvendige for dets fysiske Livs Fortsættelse.