Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Jeg har i de sidste Dage tumlet med et lille Problem, som jeg har Lyst til at delagtiggøre Dem i. De ved, at hele den vestlige Verden kalder sig kristen, og hvis man har Mod til at spørge en af sine Venner om, hvilken Religion han føler sig hjemmehørende i, vil han højst sandsynlig – og muligvis lidt forbavset – omgaaende svare Dem: den kristne. Men, og her er Problemet: – hvis De saa videre har Mod til at spørge ham om, hvad han mener, Grunden kan være til, at Kristendommen i sin Tid evnede at overvinde de paa den Tid eksisterende Religioner, hvad tror De saa, han vil svare?

Maaske synes De, at dette Problem er uden videre Betydning. Nu er vi jo engang kristne, og hvordan det er gaaet til, kan da egentlig være saa ligegyldigt. Ja maaske vil De ydermere synes, at hele dette Problem faktisk er løst paa akkurat samme Maade som vort nationale Tilhørsforhold, altsaa ved vor Fødsel. Men hvis De nu alligevel giver Dem til at tænke Problemet igennem, mon De saa trods alt ikke vil studse lidt over den Kendsgerning, at det virkelig lykkedes denne mærkelige Mand, som ovenikøbet døde en forsmædelig Død paa et Kors, at komme til at udøve en saadan Magt over Sindene, som Tilfældet blev.

Naturligvis vilde jeg ikke trætte Dem med dette, om der ikke bag mit "lille" Problem skjulte sig et større. Naar jeg har valgt denne Maade at indlede paa, skyldes det virkelig den Kendsgerning, at kun de allerfærreste har stillet sig selv ovenstaaende Spørgsmaal. De fleste nøjes med blot at konstatere Fakta uden at undersøge Forudsætningen. Og en Forudsætning maa der være, naar et enkelt Menneskes Liv igennem maaske kun tre korte Aar kan udløse noget, der nitten Aarhundreder senere stadigt formaar at sætte Sindene i Bevægelse.

Og Forudsætningen var den enkle, at alle Datidens Religioner kun beskæftigede sig med Samfundet som Helhed. De var "Statsreligioner" i en ganske anden Forstand end i vore Dage, hvorfor den Inspiration de kunde udløse i det enkelte Menneske var saare relativ. Ganske vist var der forskellige Tilløb til mere individualistiske Religioner som for Eks. Serapis-Isisdyrkelsen i Grækenland. Serapis blev her gjort identisk med baade Zeus, Romernes Jupiter og den persiske Solgud. Desuden var der Mithrasdyrkelsen, en Religion af persisk Oprindelse. Baade den og den indviklede Serapis-Isis Lære lovede enhver af sine Dyrkere Udødelighed, men ingen af dem havde i sig Kraft nok til at udkonkurrere de eksisterende Statsreligioner med deres utallige baade religiøse og politiske Guder.

Midt i dette religiøse Virvar fødtes Jesus af Nazareth. Fjerner man al forloren og sødladen Romantik fra hans Person, møder man en Skikkelse, der maa have virket som et Slag i Ansigtet paa Datidens gode Borgerskab. Sjældent har et Menneske i den Grad revset baade Enkeltvæsen og Samfund, som han gjorde. Nok var han af jødisk Æt, men faa har i den Grad hudflettet sit eget Folks Trang til Traditionsdyrkelse som han. Prøver man ganske uhildet at se paa ham med Datidens Bedsteborgerøjne, vil man ikke undre sig over, at de dengang "pæne" Mennesker i ham saa en Oprører. Uden Tøven kastede han Vrag paa næsten samtlige akcepterede Forestillinger om Sæd og Skik. Skaanselsløst forlangte han den Sindelagets totale Ændring, der idag synes mere paakrævet end nogen Sinde. Naar man betænker, i hvor høj en Grad Jøderne levede paa Illusionen om at være et "udvalgt Folk", kan man forstaa, hvor chokerende det maa have været for dem, at høre en Mand staa frem og sige, at Gud var alt levendes kærlige Fader, og at der hverken fandtes foretrukne i Himlen eller paa Jorden. Og hvordan maa hans Ord: "Hvem er min Moder og hvem er mine Brødre? – " ikke have lydt i de Menneskers Øren, for hvem Begrebet "Familie" næsten var det helligste af alt? Eller tænk paa hans Ord, da Farisæerne bebrejdede ham, at hans Disciple ikke overholdt de Ældstes Skik med at vaske Hænderne, inden de spiste: "Esaias har spaaet rettelig om Eder, I Øjenskalke! som skrevet er: dette Folk ærer mig med Læberne, men deres Hjerter er langt fra mig –".

Overalt nedbrød han de Lænker, Mennesket havde spundet sig selv ind i, baade de familiemæssige og de nationale. Ustandseligt viste han sine Tilhørere, at alle Mennesker i Virkeligheden var Brødre, og at intet tolk, ejheller nogen Race af Gud var kaldet til at herske over andre. Med fuldt Overlæg sigtede han imod en total forandret baade fysisk og aandelig Verden, og bag hans Mildhed anede enhver, der lyttede til ham, hin urokkelige Overbevisning om at tale Sandhed, der til alle Tider vil virke betagende. Han viste dem, at der var større Glæde i Himlen over een, der virkelig forandrede sig end over en hel Flok Retfærdige, og lagde dermed Grunden til den Individualitetens Religion, som ene vilde formaa at tilfredsstille en kommende Fremtid.

Ved altid at henvise til de fleste Riges ynkelige Afhængighed af eget Gods, skabte han i den Fattiges og i Slavens Sind den første Følelse af eget Værd, og ved at indføre Uselviskheden som ny Værdimaaler, sønderbrød han i Virkeligheden Materiens Magt. I sit farverige Sprog tolkede han en ny Verdens Fødsel, og saa stærk en Kraft gemte der sig bag hans Ord, at de netop blev det "Brød", Masserne hungrede efter. Det mægtige storromerske Rige smuldrede hen, men Kristendommen blev født og født af et enkelt Menneskes brændende Tillid til Gud og til Sandheden.

Forstaar man, at Begrebet "kosmisk-Kemi" dækker en virkelig Realitet, har man her et konkret Billede paa "Ord" eller "Ordet" som kosmisk-kemisk Stof. Som Lynstraaler brød denne Mands Ord igennem Generationers haardtstøbte Mentalmure. Gamle, hævdvundne Forestillinger søndersprængtes, naar de blev udsat for hans Genis Bombardement: "Det er lettere for en Kamel at komme igennem et Naaleøje, end det er for en Rig at komme i Himlen"! "Den, der er ren, han kaste den første Sten"! – læs selv hans Ord, og De vil se, at hver eneste Sætning ligefrem gnistrer af kosmisk Dynamit. Saa levende er disse Ord, at ligegyldigt hvor megen sødladen Følelsesreligiøsitet man end svøber dem ind i, hvor "milde" man end prøver paa at gøre dem, saa brænder de sig Vej igennem enhver nok saa velmenende Indpakning. Man kan skrive bindstærke Værker om, hvordan Sætningen: "Hver den, der ombringer ved Sværd, skal selv omkomme ved Sværd!", skal forstaas. Sandheden i disse Ord ler den op i Øjnene, der vil "fortolke" dem.

Og som denne enlige Mand i Gethsemane Have bøjede sin Egenvilje ind under hin Lov, paa hvilken al Fremskridt beror, saaledes ser vi nu, mange Aarhundreder efter hans Død, en hel Menneskehed, badet i Blod og med Fortvivlelse i Hjertet, følge hans Eksempel. Med egne Øjne saa han, at kun den, der evnede at tjene, fuldt og helt, havde sejret og fuldendt sit kosmiske Løb – en Sandhed, som nu dæmrer for den ganske Verden, "Verdensherrernes" Tid er uigenkaldeligt forbi, kun de, der vier alle deres Evner til det ene: at tjene det Samfund, i hvilket de bliver født, vil i Fremtiden modtage Sejrskransen – det er Essensen i Beretningen om Manden fra Nazareth!

Med kærlig Jule- og Nytaarshilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere