Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinus afholdt i "Kosmos Feriekoloni"
den 12. Juli 1943
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig

(fortsat)

Men der vilde have været en meget slem Brist eller Ufuldkommenhed i Verdensgenløsningens Princip, hvis det slet ikke havde kunnet række en eneste hjælpende Haand ud til alle de, der endog imod deres Villie slet ikke havde selv den mindste lille Form for Trosevne. Hvis disse Hundrede Tusinder, ja, Millioner af Mennesker, der i Dag slet ikke kan tro, kun lever for at skulle ende i "Helvede", en Tilstand hvoraf de aldrig i al Evighed mere kan udfries, naar de blot en Gang er kommet der, bliver den autoriserede kirkelig kristne Verdensopfattelse ikke noget særligt flatterende Billede af Guddommen, selv om den ogsaa i sin Terminologi forsøger at udtrykke den som "alvis", "almægtig" foruden at være identisk med selve "Alkærligheden".

Hvis Guddommen saaledes er "alvis", vidste han jo i Forvejen, hvorledes alle de nævnte "vantroende" Mennesker af i Dag vil ende i "Helvede". Hvorfor har han da skabt alle disse Sjæle. Det maatte da være langt kærligere aldrig nogen Sinde at have ladet disse ulykkelige Væsener opleve Livet. Hvis han var "almægtig", hvorfor har han saa ikke udstyret absolut alle med "Trosevnen"? – Har han været interesseret i at skabe Væsener blot for at se dem lide? – Og hvorfor lade dem lide i al Evighed. Naar de aldrig kan udfries af denne Lidelse mere, naar de ikke af denne skal uddrage Erfaringer og Viden, ved hvilken de kunde dygtiggøre sig til en fuldkommen Tilværelse bag efter, til hvad Nytte saa denne fortsatte Lidelse? Ynder Guddommen da at se Lidelse? Er det en Velbehagelighed for ham at se disse Sjæle vaande sig i de frygteligste Pinsler, siden han har betinget, at de aldrig i al Evighed skal kunne udfries? – Hvis ikke, hvorfor har han da ikke i sin Almagt skabt denne Foreteelse om til lysende Humanitet? – Hvis han ikke kan gøre det, er han jo ikke "almægtig". Og hvis han ikke vil gøre det, er han jo ikke "alkærlig", thi en Lidelse, der aldrig nogen Sinde skal høre op, kan kun have et eneste Formaal, nemlig dette, at være til Underholdning eller Vellyst for den, der betinger dens stadige Eksistens trods Besiddelsen af Evnen til at kunne lade den ophøre.

Er det ikke et urgammelt "hedensk" Gudebillede, der her toner frem af Kristendommens Terminologi. Er det ikke udstyret med et Bevidsthedslag, der rigtig passer ind i det primitive lave menneskelige Niveau, hvor man ikke kan faa Had eller Hævn nok over sine Fjender, hvis det da ikke er Udtryk for den rene Sadisme eller Perversitet? –

Men det ser det troende Menneske ikke. Det har forlængst igennem sin Tro fundet Støtte og Hvile i Troen paa Jesus, er kommet i Yndest hos Guddommen, har faaet sine "Synder forladt". Det fornemmer sig i Kontakt med Guddommen. Hvorledes denne Guddoms Bevidsthedslivs særlige Detailler former sig, er noget, der ligger ganske udenfor dets Begær at vide Besked med. Det har nok i at kende Kristus særlige Bevidsthedsliv og Kærlighed. Ja, det mener endog, det er Blasfemi at beskæftige sig med selve Guds Bevidsthed, som det jo paa Forhaand mener slet ikke er tilgængeligt for noget Væsens Forskning. Det finder fuldstændig Tilfredsstillelse i den overleverede Sætning: "Guds Veje er uransagelige".

Men naar Verdensgenløsningen saaledes med saa stor Sikkerhed kan give den Troende Frelse og Salighed, tror man saa ikke den i Dag, hvor Verden er mere fuld af vantroende Mennesker end nogen Sinde, og de virkeligt troende er i Mindretal, ogsaa har en hjælpende Haand at række alle disse Sjæle, saa slet ingen kan gaa tabt eller komme i et "evigt Helvede"? I saa Fald bliver Guddommen mere synlig som svarende til at være baade alvis, almægtig og alkærlig.

I det Guddommen igennem Verdensgenløsningens Princip lader fødes et Væsen, hvis Væremaade og Fremtræden var den rene Alkærlighed, var den rene Elskelighed overfor Ven som Fjende, tror man saa ikke det i nogen Grad har været for at gøre det gamle hedenske Gudebillede til Skamme. At lade fødes et Væsen, der langt overstraaler de Begreber og Idealer, Menneskene havde dannet sig om en Guddom, maatte dog før eller senere bringe det hedenske Gudebillede i Forfald. Før eller senere maatte man komme til den Erkendelse, at naar et Væsen i fysisk Kød og Blod kunne være udstyret med en saa straalende Hengivenhed for alle, maatte den almægtige Guddom absolut ikke kunne betragtes som værende et ringere Væsen. Man maatte før eller senere blive nødsaget til at revidere sit Gudsbegreb. En Guddom, der bliver overtrumfet i Intellektualitet eller Kærlighed af et Væsen i fysisk Kød og Blod, kan ikke være en sand Guddom. Altets højeste Bevidsthed eller Væsen maa da være mindst ligesaa fremtrædende i Humanitet og Kærlighed som et saadant animalsk Væsen. Og er det ikke her, Verdensgenløsningens store Kærlighedskilde sender sine hjælpende Straaler ud og fører de "Vantroende" til Guddommens Hjerte? –

Hvem er de "Vantroende", og hvorfor er de "vantroende"? – De "Vantroende" er jo alle dem, der ikke kan tro. Og Grunden til, at de ikke kan tro, skyldes jo udelukkende den Omstændighed, at deres Intelligensevne er for fremragende udviklet i Forhold til den religiøse Terminologi, i hvilken de møder Beretningerne om det guddommelige. Man maa her huske paa, hvorledes disse Beretninger i de autoriserede Religionens Terminologi hovedsageligt er baseret paa "Stemningsskabelse". Den er med sin ceremonifordrende Natur kun indstillet paa Skabelse af lykkelige Stemninger i Individets Bevidsthedsliv. Og her har denne Form for religiøs Kultus sin store Mission. Men den betinges udelukkende af "Troen". Dette vil altsaa igen sige, at for at man kan faa Del i dens lykke- og glædegivende Natur, maa ens Intelligensevne paa det religiøse Omraade være saa lidet fremtrædende, at man ikke stiller selv de mindste Fordringer med Hensyn til "Guds Veje" og derfor kan faa hele sit religiøse Behov tilfredsstillet igennem Ceremonierne, opbyggelige Prædikener, Sang og Orgelbrus, religiøse Dekorationer, illuminerede Altre, Kirke- og Tempeltjenere i religiøse Dragter, Røgelse. Alle disse Foreteelser skaber en vis ophøjet Kontrast til Foreteelserne ude i Dagliglivet med dets Sygdom og Fattigdom, dets Genvordigheder for det store Flertal af Menneskene. At Fornemmelsen af denne ophøjede Kontrast maa virke som en oplivende Feststemning paa det følsomme Sind er naturligvis en Selvfølge. Og den eneste Hindring for, at det ikke her kan blive mentalt løftet, blive begejstret, er netop lige akkurat "Vantroen". Det er nemlig saaledes, at i samme Grad, som Intelligensevnen udvikler sig, hvilket jo i særlig Grad sker igennem al den moderne Skoleundervisning paa alle Omraader, som er under en stærk voksende Udvikling, skaber den Lysten til eller Begæret efter ogsaa at blive "vidende" paa det religiøse Omraade i Særdeleshed, da den religiøse Terminologi paa mange Omraader ganske kolliderer med det, det foreløbig med dets Intelligens kan udforske eller eftertænke. Og det er netop denne Intelligensens Kollision med de overleverede religiøse Dogmer eller Opfattelser, der umuliggør Troen paa disse Dogmer. Og da den paagældende Intelligensevne alligevel er for lille til, at Individet ad denne Vej selv kan finde ud af de religiøse Problemer eller Livets største og evige Fakta, ja, saa er disse Fakta efterhaanden helt stillet i Skyggen af alle de mange almindelige daglige og direkte livsbetingende Problemer, som det magter at løse med sin Intelligens. At dets Interesse for det rent materielle derved udvikler sig samtidigt med, at dets Interesse for de førnævnte højeste Fakta, som ligger udenfor dets Intelligensomraade, tager af, er naturligvis givet. Det man beskæftiger sig med, det udvikler sig i ens Bevidsthed, medens det modsatte er Tilfældet med det, man ikke er beskæftiget med. Og Resultatet af den her nævnte Intelligensudvikling eller mentale Indstilling hos Individet maa da nødvendigvis blive en stærkt fremtrædende Materialisme eller Gudsbenægtelse.

Som man her ser, er denne mentale Tilstand saaledes en ligesaa naturlig Bevidsthedstilstand som den religiøse. "Vantroen" er ligesaa naturlig som "Troen". Hvis "Vantroen" er "syndig", er "Troen" ligesaa "syndig". Den "Vantroende" kan ligesaa lidt gøre for sit mentale Trin, som den "Troende" kan gøre for sit. Deres mentale Tilstand eller Holdning er saaledes for begge Parters vedkommende en Foreteelse, der ligger ganske udenfor deres dagsbevidste Villie. De kan hver især ligesaa lidt bestemme at ville tro eller ikke tro, som de kan bestemme at ville have brune eller blaa Øjne. At en Guddom derfor skulde betragte den ene af de nævnte Parter som "syndig" og "straffe" dette Væsen med en Terror eller Pinsel, for hvilken der i al Evighed ikke eksisterer nogen "Frelse", samtidigt med at han betragter den anden Part som "hellig" eller "frelst" og begunstiger denne med en ligesaa evig Tilværelse i Herlighed og Glæde, er en Opfattelse, der nok skal berøve det intelligente Væsen enhver Evne til at se den autoriserede religiøse Terminologi som Sandhedens og Retfærdighedens absolutte Udtryk.

Men da et saadant Væsen, som før nævnt heller ikke, grundet paa dets intellektuelle Evners Utilstrækkelighed, selv kan se, hvad der er absolut Sandhed, maa det leve paa sin egen af dets begyndende Intelligens affødte Filosofi. Da denne Filosofi ikke er baseret paa de autoriserede religiøse Forskrifter og heller ikke kan være baseret paa en højere kosmisk Indsigt i Livets absolutte Analyser, kan den kun blive baseret paa de Foreteelser og Erfaringer, der er mest dominerende i det daglige Samliv mellem Jordmenneskene. Og for den endnu spæde Intelligensevne kan disse Foreteelser og Erfaringer kun udløse sig i Begrebet: "Enhver er sig selv nærmest".