Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Jeg ved ikke, om De for nogle Dage siden bemærkede den lille Notits i Bladene om, at øen Patmos i det Ægæiske Hav, var blevet erobret? Saa lille og ubetydelig denne Meddelelse tilsyneladende end var, forekommer det mig, at den i sig rummer de allerdybeste Perspektiver. Thi det var paa denne Ø at Apostlen Johannes havde den Aabenbaring, der for alle Tider vil bevare hans Navn i Menneskehedens Historie.

Jeg ved fuldt vel, at denne Aabenbaring er uden Betydning for en Mængde Mennesker, der i "aandelige Oplevelser" blot ser et Udtryk for en sjælelig Overspændthed, der grænser til Sindssyge. For Aandsforskeren derimod udtrykker den en Guldgrube af Viden. I straalende Visioner, som det tydeligt volder ham uhyre Besvær at udtrykke i et tilgængeligt Sprog, oplevede Johannes et Blik ind i Fremtiden af saa store Dimensioner, at det aldrig er blevet overtrumfet. At dette Syn, i den Form han maatte give det Udtryk, har givet Anledning til de usandsynligste Fortolkninger, rokker ikke ved den Kendsgerning, at Johannes i de Sekunder, det stod paa, har været i umiddelbar Kontakt med Hovedlinierne i den Evolution, Tiden efter ham har bekræftet. Og naar nu den moderne Krig med alle sine drastiske Metoder ogsaa er naaet til denne lille Ø, saa er det for mig kun en Bekræftelse paa de Syner, Johannes her oplevede. En blodig og tung Atmosfære har nu længe hvilet over de Egne, hvor denne Mand dengang færdedes. For den, der har vænnet sig til at søge efter andre Aarsager til Krig og sjælelig Krise end de rent overfladiske, er der intet mærkeligt i, at en saa selektiv Aand som Johannes evnede at komme i Kontakt med kommende Begivenheder, ligefrem "opleve" dem og derefter give Udtryk for dem. Han har set "centnertung Hagl" falde til Jorden, set "Heste" fra hvis "Munde og Haler" der stod Ild og Svovl. Dengang kendte man ikke Bombeflyvere og Tanks, men naar man sammenligner Johannes Syn og vor Virkelighed, falder det ikke svært at tyde det Sprog, Aabenbaringen taler.

I det store Verdensdrama er Øen Patmos blot et ubetydeligt Punkt. Men alligevel et Punkt hvorfra dette Drama første Gang blev iagttaget. En uhyre Evolution er fuldbyrdet siden da. Fra en nebuloseagtig Tilstand har Samfundene siden dengang nærmet sig hinanden i en saadan Grad, at et sammensmeltet internationalt Verdensrige nu er den eneste virkelige Løsning paa alle opstaaede Problemer. Men et Verdensrige maa hvile paa menneskelige Principper, kan simpelthen ikke hvile paa dyriske. Som vi i vort eget "Jeg" har en Kerne, omkring hvilken hele vor Tilværelse drejer sig, maa ogsaa et Verdenssamfund have en Kerne, omkring hvilken alt kan gruppere sig paa en for alle synlig logisk Maade. Denne Kerne kan ikke være af fysisk Natur. Paa samme Maade som vort "Jeg" er af ren aandelig Art, paa samme Maade maa Verdenssamfundets "Jeg" være af aandelig Natur. Det maa udtrykke en aandelig Ide som baade kan bære og samle alle. Denne Ide, dette "Jeg", maa være det kosmiske Verdensbillede. Og vi ser da ogsaa, hvorledes alle de Realiteter, dette kosmiske Verdensbillede langsomt afdækker, bekræftes af den Verden, vi idag oplever. Vi ser en "Dommedag" udfolde sig for vore Øjne. Men ikke en Dommedag i hvilken Verden gaar under, men derimod en "Dommedag", af hvilken en helt ny Verden gaar frem. Vi oplever nu med egne vaagne Sanser, hvorledes fortidige Forestillingskrese bukker under for den Revision, Begivenhederne afføder. Paa det religiøse, det sociale, det nationale saavel som det seksuelle Omraade, oplever vi en Opløsningstilstand, som faar de mindre indsigtsfulde til at styrte sig over Blækhusene for derefter at gennemhegle den Ungdom, som gror op omkring dem. Midt i al deres Iver lægger disse Mennesker slet ikke Mærke til, at Tiden gaar, og at de i deres aandelige Ophidselse slaas med Vindmøller. Disse Mennesker vil have Ungdommen tilbage til Kirkerne, til gamle moralske Systemer osv. osv. Men om de kendte Livets egne Love, vilde de vide, at Begrebet "tilbage" ikke eksisterer. I Stedet for at angribe Ungdommen vilde de da søge at forstaa den og selv lære derved. I deres uendelige Kortsynethed ser de ikke, at de selv efterhaanden vil komme til at staa paa en øde Ø. Som Lots Hustru, vil de langsomt, men usvigeligt sikkert, blive "Saltstøtter". Nej, vor Ungdom fejler ingenting. Den kæder sig naturligt ind i den Række af Slægter, som gik forud. Men at den paa en hel Mængde Omraader bliver anderledes "indstillet", tænker og handler anderledes, det har intet som helst med "Tilbagegang" eller "Undergang" at gøre. Noget helt andet er, at den, der stadig gaar og bærer paa Drømmen om, at vi, naar det, vi nu oplever, er overstaaet, skal vende tilbage til Tiden før 1939, vil komme til kort. En saadan Indstilling vil føre til Skuffelser, hvis Natur man daarligt tør tænke paa.

Vi lever idag i Grænseskellet mellem to Verdener. Bag os ligger den Tankeverden, i hvilken vi voksede op. I svære Stunder kan den se tillokkende ud, men vi bør vide, at den bag al sin tilsyneladende Venlighed dækker over sociale Kløfter og Afgrunde, der gennem Tiderne har knust Millioner, vi bør erindre os, at takket være de Forestillinger, den indebar, baade paa de religiøse og seksuelle Omraader, har andre Millioner levet Liv efter Liv tilende i Forbandelse. Foran os ligger en ny Verden, ny og for de fleste fremmed. Det vil tage os Tid at vænne os til denne nye Verden, Tid, fordi man ikke skifter Tankeverden eller Sind fra Dag til Dag. Men den staar stærkt, som erkender denne nye Verdens Fødsel og indstiller sig paa den. Var vor gamle Verden forankret i taageagtige Følelsestilstande, saa vil denne nye Verden være gennemstraalet af en Tankeklarhed paa een Gang skærende haard og dog langt kærligere end den Verden, vi idag kender. Thi Følelser, der fører til Vold, er ikke kærlige. Og Vold oplever Kloden idag til Overmaal og det ikke alene paa de fysiske Slagmarker.

- - -

Johannes paa Øen Patmos er et Kapitel i Jordens Historie, ingen vil kunne ignorere. I straalende Visioner saa han Virkningerne af Had, Hævn og Forfølgelse, men han saa ogsaa – og det er det, vi bør hæfte os ved, – at Mørket kulminerede og at Lyset i al sin Vælde brød frem, – maaske er dette Lys meget nærmere end vi idag tør tro!

Med kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere!

E. S. Blot denne lille Fodnote for at meddele københavnske Deltagere i Korrespondanceafdelingen, at jeg Søndag d. 28. ds. fortsætter og afslutter mit Foredrag "Fra Mineral til Menneske". Foredraget er Kl. 14 og ledsages af mange nye Lysbilleder.