Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kontaktbrev 1943/54 side 3
<<  2:11  >>
BØNNENS MYSTERIUM
Foredrag af Martinus afholdt i "Kosmos Feriekoloni"
den 12. Juli 1943
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig
(fortsat)
Og en bedre Medvind kan en Bøn vel ikke faa? – Det var ikke saa mærkeligt, at Kristus kunde love "alle", der bad til Gud i Kontakt med denne Aand eller uselviske Natur, Bønhørelse. Thi hvorledes skulde det vel kunde gaa til, at en Bøn saa vældigt i Kontakt med Guddommens eget Ønske og Villie ikke skulde blive bønhørt? –
En Bøn kan altsaa manifesteres paa to Maader, nemlig, i "Jesu Navn" eller Uselviskhedens Aand, hvor man netop siger "Fader, ske ikke min, men din Villie", og i Selviskhedens Aand, hvor det er ens eget Ønske, man absolut vil have opfyldt, ganske uafhængigt af hvilken Pris eller hvor meget det saa end kan være til Skade og Lidelse, kollektivt set eller i den store guddommelige Plan. I det første Tilfælde bliver Bønnen hørt, medens den i det sidste Tilfælde ikke kan bønhøres. Det store Problem for den bedende bliver derfor dette at faa lært at bede i "Jesu Navn", hvilket altsaa vil sige: i Alkærlighedens Aand, den Aand i hvilken Bønnen aldrig i noget som helst Tilfælde kan være andet end til stor Glæde og Velsignelse for alle og til Gene eller Ulykke for absolut ingen.
Har det almindelige kristne Menneske da ikke forlængst lært at bede i denne Aand? Har Kristus ikke netop med sin Bøn "Fadervor" givet det et storslaaet Eksempel i Hænde paa, hvorledes en fuldkommen kosmisk Bøn, eller Bøn, der kun kan være til Gavn for alle og til Skade for ingen, bør se ud? Er den ikke i hele sit Væsen kollektiv eller befordrende Almenhedens Vel? – Gør den bedende sig ikke her til eet med sine Omgivelser eller Næste? – Hvem er det ellers, han mener, naar han siger "vor" og "os"? – Jo, de Kristne har ganske vist faaet en genial Model af den fuldkomne Bøn, men den dækker ikke alt det, de endnu ønsker eller mener sig nødsaget til at bede om for dem selv rent "privat". I saa høj Grad er de endnu ikke blevet eet med Almenheden, at deres egne "private" Genvordigheder er underordnede eller uvæsentlige i Forhold til Almenhedens. Og det er i denne deres Selvopholdelsesdrifts Kamp og Kvide, de griber til Bønnen som et Vaaben eller et Middel, ved hvilket de haaber paa mirakuløs Maade at kunne forhindre alle de mange mørke Foreteelser, der har taarnet sig op i deres Skæbne.
Men her maa man erindre sig, at den hidtil almene kristne Opfattelse og Indstilling til nævnte mørke Foreteelser er baseret paa Troen paa, at disse er "Straf" fra Forsynet over "Synder", som deres Ophav har begaaet. De føler sig saaledes stedet overfor en "vred" Guddom. Deres Syn paa Guddommen er endnu ikke gennemlyst af Intellektualitetens klare Solskin. De er endnu i stor Udstrækning bundet af Naturmenneskets primitive eller endnu uoplyste Indsigt i selve Livets virkelige Struktur. At deres Forbillede for deres Forestilling om Lidelserne og Ubehagelighederne i deres Skæbne maa blive deres eget Væsen eller de Love, der gør sig gældende indenfor deres egen primitive dagsbevidste Horisont, er naturligvis en Selvfølge. De kender jo ikke til nogen højere Form for Udøvelse af Bevidsthedsliv end deres eget. Og dettes Struktur er jo i en vældig bærende Udstrækning baseret paa at hævne og straffe, begunstige og kærtegne. Det falder dem derfor umaadeligt vanskeligt at forstaa et Bevidsthedsniveau, hvor Hævn, Straf og særlig Begunstigelse er aldeles udelukket, og kun en hundrede Procents Kærlighed er altbeherskende. At de mørke Foreteelser i deres Skæbne derfor udelukkende kun kan være en "Straf" fra en Guddom, er derfor det eneste selvfølgelige for dem at antage. Ja, saa dybt bunder denne Overtro, at den ikke engang kunde aflives eller fjernes ved Jesu Liv, der jo var en levende Demonstration af, at en saadan Kærlighedsbevidsthed virkelig kunde eksistere. Var han ikke netop Aabenbaringen af en højintellektuel Tilstand, i hvilken man hverken hadede eller straffede. Ja, vendte han ikke ligefrem den højre Kind til, da han blev slaaet paa den venstre og bad paa Korset, midt i sine Lidelser, for sine Bødler: "Fader forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør"? – Troede man ikke, det var her, hans Mission kulminerede? – Troede man ikke, det var her, at Guddommens egen særlige Bevidsthedstilstand blev aabenbaret? – Troede man ikke, det var her, at Verdensgenløseren var Modellen for det vordende fuldkomne Menneske i "Guds Billede efter hans Lignelse"? – Nej, det troede man ikke. Saa stærk var det primitive Gudsbegreb, at der endnu skulde hengaa nitten Aarhundreder, inden det for Alvor begyndte at tabe sit Tag i Menneskenes Sjæleliv. Ja, selv i Dag er Tusinder af Væsener ansatte som dette Gudebilledes statsautoriserede Præster rundt om i den kristne Verden for at forkynde "Bøn" og "Syndsforladelse".
Da "Syndsforladelse" kun kan være det samme som "Fritagelse for Straf", og "Straf" igen i absolut Forstand kun kan være "Hævn", og Hævn igen er "Vredens" Udtryk, er dette de Kristnes Gudebillede saaledes endnu en "Vredens Gud". Ja, denne Gud var endog saa vred over den "ugudelige" Menneskehed, at han ifølge den samme Overtro netop kun kunde formildes og Menneskene fritaget for "Straf" ved Jesu Korsfæstelse eller Lidelse og Død. Kun ved at dette uskyldige Væsen overfor sin himmelske Fader paatog sig "Straffen" for de "Synder", Alverdens Mennesker havde begaaet og efterhaanden vilde begaa, kunde denne Guddoms "Straffebegær" eller "Hævntørst" over "Synderne", over Menneskene, blive tilfredsstillet. Var det ikke en lidt haard Guddom og Fader, men en elskelig Søn? – Det er ikke saa mærkeligt, at dette Gudebillede blev trængt mere i Baggrunden og denne elskelige Søn kom frem i Lyset, kom frem i Menneskenes Tanker, blev hyldet og tilbedt som deres "Redningsmand", og at enhver Bøn til Guddommen i hans "Navn" maatte være nok til at fjerne alle Hindringer eller mørke Skygger paa Vejen til Himlen. Og saaledes staar i Virkeligheden den kirkelige Kristendoms Struktur i Dag. Og det kan kun siges at være heldigt, at Koncentrationen saaledes mere hviler paa den elskelige Søn end paa den lidt mærkelige Fader. Hans ædle og fuldkomne Væsen, samt hans Væremaade overfor sine Fjender og Forfølgere har saaledes ikke kunnet undgaa de Troendes Opmærksomhed. Ja, de har endog fundet den saa ophøjet og guddommelig i Forhold til deres egen, at de netop har følt det ganske utænkeligt, at de skulde kunne udvikle sig til at kunne gøre en saadan ophøjet Væremaade til deres egen. De har slet ikke fattet, at denne Væremaade netop var Modellen for denne Udvikling. Og Resultatet af Verdensgenløsningen kunde derfor foreløbig kun blive "Frelsen" ved "Naaden" eller Guddommens "Forsoning" igennem Jesus Kristus. Resultatet af Verdensgenløsningen blev derfor ikke dette, at faa Menneskene til at stræbe efter at udvikle Jesu Væremaade i dem selv og saaledes paa naturlig og fortjent Maade engang opnaa Himmeriges Rige som et Resultat af deres egen Flid, egne Gerninger og Manifestationer. Nej, de kunde komme meget lettere til dette ophøjede Resultat. Ja, de gode Gerninger betød ligefrem intet. "Frelsen" eller Opnaaelsen af "Himmeriges Rige" kunde udelukkende kun tilegnes i Kraft af "Naaden" og "Syndsforladelsen". Og Forestillingen om "Naaden" og "Syndsforladelsen" blev til et "Sakramente", igennem hvilke de angrende "Syndere" og de, for den guddommelige "Vrede" rædselsslagne Væsener, kunde hente "Syndsforladelse", blive fri for den guddommelige Gengældelse, ligegyldigt hvor mange andre Væsener, der saa end endnu maatte befinde sig i de Lidelser eller Besværligheder, deres "syndefulde" Liv havde afstedkommet. De kunde saaledes i Virkeligheden selv opnaa at gaa ind i Herligheden, endnu medens deres Ofre martredes i de dem paaførte Pinsler eller Lidelser. Dette Sakramente fik sin ydre Ceremoni i Form af den saakaldte "Hellige Nadver".
Som vi her har set, kunde den "Troende" saaledes igennem "Nadveren" og ved Bøn bringe sin daarlige Samvittighed ud af Verden, faa Fred og faa Fornemmelsen af at have faaet sine "Synder forladt" og dermed være kommet i Yndest hos Guddommen. At dette maatte give absolut Fred og Ro i Sindet hos den Troende er jo en absolut Selvfølgelighed. Men læg Mærke til, at Troen er en absolut Nødvendighed for Opnaaelsen af et saadant Resultat. Men hvis man nu ikke kan tro, hvad saa? – "Troen" er ikke en Villiesakt. Den er en Evne, man enten har eller ikke har. De, der ikke har denne Evne, kan altsaa slet ikke tro, ligegyldigt hvor gerne de saa end ville det. Bønnen fordrer jo ogsaa, ifølge den kirkelige Terminologi, at man skal tro, for at den kan blive "bønhørt". De Væsener, der ikke kan tro, kan saaledes slet ikke faa Del i "Naaden". De er hjemfalden til Guddommens Vrede". De er "fortabte". En evig MArtring i "Helvede"s Luer er dem vis. "Graad og Tænders Gnidsel" vil i en al evig Fremtid, hvor "alt Haab er ladt ude", være deres eneste Manifestation. Saa streng er den kirkelig kristne Guddomsopfattelse.
Men tror man ikke, Verdensgenløsningens store Princip havde et endnu større Formaal end blot det at hjælpe de "Troende"? – Det er selvfølgelig guddommeligt, at nævnte Genløsning paa et Tidspunkt, hvor Trosevnen var det kulminerende Bevidsthedsfelt hos det store Flertal af Menneskehedens Individer, kunde afstedkomme en Foreteelse, der kunde give alle ulykkelige indenfor dette Bevidsthedsfelt Hjælp i deres Kvide, kunde give dem Beroligelse og Ligevægt netop igennem den Evne, der var højst udviklet hos dem.
(fortsættes)
  >>