Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kontaktbrev 1943/53 side 3
1:11  >>
BØNNENS MYSTERIUM
Foredrag af Martinus afholdt i "Kosmos Feriekoloni"
den 12. Juli 1943
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig
Kære Venner! Jeg vil gerne i Aften tale til Dem om selve Bønnens Mysterium, dens Teknik og særlige Betydning. Mange Mennesker tror, at Bønnen ikke er noget for det nutidige moderne Menneske. Ja, der findes vist endog Mennesker indenfor Tilslutningen til mit Arbejde, der ikke rigtig kan blive fortrolig med at bede til Gud. De synes, at naar alt er logisk og fuldkomment, naar "alt er saare godt", hvad er der saa at bede om? – Vil det ikke være Blasfemi at trygle Guddommen om den ene eller den anden særlige Begunstigelse, den ene eller den anden særlige "Hjælp i Nøden", naar alt er saa inddraget i den guddommelige Villie, at "vore Hovedhaar er talte", ja, at ikke engang et Støvfnug kan lægge sig tilfældigt det ene eller det andet Sted? –
At Materialisten, der jo slet ikke har nogen som helst Indsigt i nogen absolut aandelig eller kosmisk Foreteelse, men udelukkende kun sværger til Maal- og Vægtfacitter, betragter dette at bede som det rene Nonsens, ja, som Kulminationen af Naivitet og Overtro er naturligvis en Selvfølge. Men kan han i Længden leve paa dette Standpunkt? – Kan stor Indsigt i de materielle Facitter og en derpaa erhvervet fremragende videnskabelig og social Position være en urokkelig Garanti for, at han aldrig nogen Sinde vil blive ulykkelig? –
Og har det fremskredne religiøse Menneske, der allerede tror paa, at alt er fuldkomment underordnet den guddommelige Villie, ja, nævnte Væsen er endog begyndt at kunne se, at det er saaledes, i dette Syn eller i denne ny Viden en absolut betryggende Garanti for, at det heller aldrig nogen Sinde kan blive ulykkelig? – Nej, absolut ikke. Hverken Viden paa det materielle eller aandelige Plan kan give en saadan Garanti. Hvad nytter det, at man er en genial Forsker i Geologi, Astronomi, Fysik eller Kemi eller endog i Psykologi? – Kan det garantere, at man aldrig skal miste dem, man elsker mest? – Kan det garantere, at ens Ægtefælle ikke bliver syg og dør længe før Tiden? – Kan det garantere, at ens Børn bliver lige akkurat de Pragteksemplarer i Sundhed, Moral, Begavelse og Position, som man inderligt havde haabet og drømt om? –
Er den fremragende religiøse Forsker ikke stillet akkurat paa samme Maade? – Kan den Viden, han sidder inde med om Altets Fuldkommenhed, give ham nogen som helst Garanti for, at han ikke kan komme ud for de samme Kalamiteter? – Nej, Viden alene kan ikke garatere Lykken.
Kan Bønnen da garantere Lykken? – Ja, Bønnen kan blive saa fuldkommen, at den i Forbindelse med kosmisk Viden helt kan udelukke Sorgernes og Ulykkernes mørke Skygger fra Individets Sjæleomraade. Ikke saaledes at den gør det immun overfor Smærter og Lidelser i Kød og Blod. De kropslige Lidelser er meget ofte ganske uforandrede, trods megen Bøn. Det er heller ikke saaledes, at Bønnen er en Aladdinslampe, hvorved man er i Stand til at give dem, man elsker, et langt Liv eller bringe sine Børn til at opfylde det Ideal i Sundhed, Moral, Begavelse og Position, som er enhver naturlig Faders og Moders inderligste Haab eller Drøm. Det er meget lidt, Bønnen her kan udrette. I modsat Fald vilde Bønnen jo være et Middel til Opløsning og Modarbejdning af den guddommelige Verdensplan. Alle saadanne Foreteelser, som de nævnte, er nemlig allerede i Forvejen skæbnebestemt. Dette vil igen sige, at deres midlertidige Situation, enten i god eller daarlig Retning, er en naturlig Nødvendighed for de paagældende Væsener selv. Den er en Videreførelse og nødvendig Udvikling af deres Erfaringsdannelse, en Udvikling de vilde være ganske afskaaret fra, hvis den f. Eks. ved Bøn helt kunde forhindres. Det er rigtigt, at det vilde være meget tiltalende og behageligt, om man ved Bøn kunde "redde" en Mor fra at dø fra sine smaa Børn og derved fjerne de Bekymringer, en saadan Katastrofe vilde afføde, men hvis man derved forhindrede den samme Moder saavel som hendes Børn i at naa ind i et højere Udviklingsplan, kan det jo kun være guddommeligt, at en "Bønhørelse" her ikke kan finde Sted. Paa det fysiske Plan er der mange Muligheder til Stede, ved hvilke de efterlevende smaa Børn kan lindres Savnet af deres Moder, men der er absolut ingen Muligheder til Stede for at kunne give Moderen det, hun vilde tabe ved ikke at faa Lov til at gennemgaa den allerede skæbnebestemte for tidlige Død. Den er ikke en Straf for noget som helst, men en nødvendig Undervisning, en nødvendig Bevidsthedsberigelse, som netop kun kunde udløses i den paagældende Situation. Bønnen kan saaledes ikke bruges til at gøre underminerende Indhug i den Plan, Forsynet har med ethvert levende Væsen. Hvis et Barn fødes med en Begavelse, der stempler det som primitivt, kan det ikke nytte noget at bede om, at dette Barns Begavelse pludselig maa blive forandret og derved fremtræde som højintellektuelt. En saadan Bøn kan Forsynet ikke bønhøre, thi en fremragende Begavelse eksisterer kun som et Resultat af forudgaaende Oplevelser, Arbejde og Flid. Og uden disse Foreteelser vil Skabelsen af Begavelse være en Umulighed, thi den skulde da være frembragt af "Intet". Og "Noget" kan som bekendt umuligt komme af "Intet". Og det er lige akkurat det samme Princip, der gør sig gældende ved den for tidligt døende Moder saavel som for de moderløse Børn. Den for tidlige Død er et Resultat af en forudgaaende Sammensætning af Skæbnematerier, hun enten i det nuværende eller tidligere Liv har afstedkommet og er saaledes en ligesaa naturlig Følge heraf, som Vandets Udstrømning fra en Vandhane, man har aabnet for, er naturligt. At bede til Forsynet om, at Vandet ikke maa strømme ud af Vandhanen, trods dette at man holder Hanen aaben, vilde jo være en højst unaturlig Brug af Bønnen, ligesom Forsynets Bønhørelse af en saadan Bøn ogsaa maatte være at betragte som total abnorm. Ligesom den for tidlige Død er et Resultat af Aarsager, der allerede er udløste i Forvejen og derfor maa finde Sted, saaledes er ogsaa den Situation, at være "moderløs", et Resultat af forudgaaende udløste Aarsager. Men naar noget er udløst, hvilket vil sige: sket, kan det ikke være usket, Moderens Død er sket og kan ikke gøres usket. Men naar det skete ikke kan være usket, tror man saa, man ved Bøn kan bringe det til at være usket? – Det er ikke saa mærkeligt, at mange Mennesker i stor Udstrækning opfatter dette at bede som ganske værdiløst, idet de i samme Udstrækning har oplevet ikke at faa deres Bøn hørt, hvilket vil sige: opfyldt af Forsynet. Hvad er det da, de har bedt om? – Er det ikke netop Foreteelser eller Situationer, der, hvis Forsynet skulde have frembragt disse, maatte være blevet til af "Intet", eller ogsaa maatte Forsynet have bragt det skete til at være usket? – Ligesaa lidt som det kan nytte at bede til Forsynet om, at Solen maa staa før eller senere op om Morgenen, ligesaa lidt kan det nytte at bede Forsynet om, at den eller den Situation eller Begivenhed i en Paarørendes Skæbne, der er ligesaa skæbnebestemt af allerede forud udløste Betingelser som Solens Tilsynekomst over Kontinentet om Morgenen, maa blive udløst eller ikke udløst.
Bønnen har saaledes sine egne Love, sin egen Struktur, sit eget bestemte Formaal. Kendskab til Bønnen er en Videnskab for sig. Uden dette Kendskab vil man i stor Udstrækning anvende Bønnen i Situationer og Felter, hvor den af Forsynet slet ikke kan bønhøres, og hvorved Skuffelse, Tvivl og Vantro paa Forsynet opstaar i den bedendes Bevidsthed. Han bliver irreligiøs og i værste Tilfælde Gudsfornægter. Dette, at ville anvende Bønnen til noget andet end det, den er beregnet til, kan saaledes afføde temmelige alvorlige Konsekvenser. Hvorledes kan man da vide, om man anvender Bønnen paa den rigtige Maade eller i det rette Formaal? – Har Kristus ikke netop sagt, at "alt, hvad I beder om i mit Navn, skal han (Gud) give Eder"? – Her er jo slet ikke sat nogen anden Betingelse op end den, at Bønnen skal være i "Jesu Navn". – Jo, det er rigtigt, saaledes staar der skrevet, men er det ikke klart, at det maa være underforstaaet, at dette "alt" ikke kan betyde alt i absolut Forstand? – Hvis et Menneske i god Tro finder paa at bede om, at Jordaksehældningen maa forandres til Fordel for en evig Sommer her paa vore Breddegrader, tror man saa, denne Bøn vil blive "bønhørt", hvilket vil sige opfyldt af Forsynet, selv om den er i "Jesu Navn"? – Tror man, at man ved sin Bøn kan forandre Solens Løb eller Maanens Bane, selv om man i denne sin Bøn indfletter Jesu Navn? – Hvad vil det da sige, at bede om noget i "Jesu Navn"? – Ja, er det ikke saaledes, at man ved "Jesu Navn" forstaar Jesu Aand? – Kan der være noget andet, der under dette Navn kan have Interesse i Forbindelse med Bønnen? – Kan det være den Krop eller det fysiske Legeme, der forsvandt i Graven? – Er det ikke netop det evige "Jeg", der forherliget opstod af Gravens Mørke og fra hvis Aasyn det funklede ud over Sfærerne: "Jeg er Opstandelsen og Livet, hver den som tror paa mig, om han endog dør, skal han dog leve". Tror man ikke, det er denne Side ved Jesu Natur, han har hentydet til angaaende Bønhørelsen? – I denne hans Natur var han jo eet med Opstandelsen og Livet, hvilket vil sige: eet med Uselviskheden, eet med Guddommen, der igen er det samme som at være eet med den Alkærlighed, der i Form af Guds Plan, Villie og Manifestation aabenbarer sig som Verdensaltet. Dette alkærlige eller uselviske Væsen var altsaa det samme som Jesu Aand eller det "Noget", der markeredes ved Navnet Jesus. At bede om noget i "Jesu Navn" var altsaa det samme som at bede om noget i Jesu Aand. At bede om noget i Jesu Aand vil saaledes igen være det samme som at bede om noget i Kontakt med Alkærligheden, hvilket vil sige: Uselviskheden, og dermed i Kontakt med den guddommelige Villie, i Kontakt med Guddommens direkte Ønske.
(forts)
  >>