Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Atter hjemme fra min Rejse til Jylland og Fyn føler jeg en stærk Trang til at bringe hver eneste Korrespondancedeltager paa de forskellige Hold min kærligste Tak for deres Tilstedeværelse! Selvom en saa forceret Rejse, som den der her er Tale om, idag er mere anstrengende end i "gamle" Dage, finder jeg, at denne Anstrengelse er for intet at regne imod alle de dejlige Oplevelser, den har skænket mig. Det er som om Begrebet "gamle Venner" idag har langt større Betydning end nogen Sinde før, i hvert Tilfælde følte jeg i Mødet med de forskellige Hold, at den Aand, Martinus Arbejde har frembragt, ikke alene er en Kraft, der kommer de respektive Holddeltagere til Gode, men ogsaa forbinder de forskellige snart store Hold paa en saadan Maade, at de samlet udtrykker en stadigt voksende Gruppe af Mennesker, for hvem praktisk Kristendom ikke alene er en Selvfølge, men ogsaa en ganske naturlig Ting.

Personligt har jeg altid haft den Indstilling, at det største Gode ved Martinus Arbejde er den Frihed, det giver os alle. Det ikke alene ikke stræber efter at danne nogen sektagtig Sammenslutning af Mennesker, det bekæmper direkte enhver Tendens til den Slags indenfor sit eget Omraade. Beviset herpaa finder man i den lyse Tone, der gaar igennem hele Undervisningen over det. Den sande Humor har her faaet et Hjemsted indenfor det religiøse Liv, som den sikkert længe har savnet. Vi er, saalænge klar Tænkning endnu ikke har afløst den udefinerede Følelses mentale Taagebanker i vort eget Sind, fødte Tragikere med fremragende Evne til at tage os selv saa højtideligt, at en Yderverden faktisk ikke er særlig tjent med os. Udprægede Trosmennesker er maaske nok stærke paa deres specielle Facon, men særlig gemytlige er de nu ikke. Vi ser det ved en Iagttagelse af os selv i de Dage, hvor vi falder for Fristelsen til at tro, at Livet er særlig nederdrægtig ved os, – en Tro vi, som de fleste andre, evner at praktisere ret grundigt. Er vi egentlige særlig spændende at omgaas de Dage? Afføder vi Glæde ved en saadan Væremaade? Sandsynligvis kun for den, der helt kan gennemskue os og klart se den Babymentalitet, vi i vor egen Selvhøjtidelighed gaar og lægger for Dagen. For de fleste andre er vi i den Tilstand sikkert intet mindre end en Byrde!

Naar jeg paa denne Rejse drog saa stærkt i Leding mod den udefinerede Følelses farlige Virkninger, var det med fuldt Overlæg. Vi lever netop nu i en Tid, hvor denne farlige Sjælstilstand fejrer rene Orgier. Overalt flammer – i Retfærdighedens Navn – Intolerancens blodrøde Fane. Overalt møder man i denne Tid de store Følelsers "Meninger" og ser deres hærgende Virkninger. Kan sunde humanistiske Tanker, hvilende paa sand Livsviden og real Næstekærlighed, give daarlige Nerver og pessimistisk Livsindstilling? Nej! Absolut Nej! Men hvorfor har de fleste Mennesker af idag da daarlige Nerver? Hvorfor klager saa mange over at deres Nerver staar paa "Højkant"? Mon det ikke er, fordi disse Mennesker ikke er Tænkere? Jeg tror det! Var de nemlig Tænkere, vilde de ikke finde sig i, at deres indre Mentalverden blev taarnhøje Lossepladser for alskens forældet Tankeskrammel. Som vi i den ydre Verden stræber frem imod Lys og Luft, mod rene Linier og "gesimsfrie" Huse, saaledes maa vi ogsaa til at stræbe frem imod en Tankeverden befriet for alt aandeligt "Klunkeri".

Man hører saa ofte, at det religiøse Liv har set sin bedste Tid. Passer det? Er Menneskene virkelig saa gudløse, som man vil gøre dem til? Er de virkelig vokset op over Evnen til blindt at tro? – – En nøgtern Undersøgelse vil vise ethvert tænkende Menneske, at det modsatte er Tilfældet. Mennesket af idag har ikke mindre Trosevne end sine Forfædre. Det har blot byttet om paa Etiketterne. Hvor der før stod "Kirke", staar der nu hyppigst "Politik", "Nationalisme", "Seksualisme" eller en anden Slags "-isme", men for samtlige Tilstande gælder det, at Fanatismen, som er en decideret Trosvirkning, fejrer kronede Dage.

For Forskeren er det ikke uden Værdi at vide, at den udefinerede Følelses fornemste Kendemærke er dens Trang til i alle Livets Forhold at søge Skyldproblemet for et eller andet afgjort ved at placere det længst muligt fra sig selv. I Følelsernes taagede Verden er det altid "de andres" Skyld, aldrig ens egen. Forskellen mellem den Troende og den Vidende er her afgrundsdyb. Det vidende Menneske vilde aldrig drømme om at placere Skylden for egen Fiasko andre Steder end i sin egen manglende Viden. Det er derfor, det vidende Menneske hører til "de stille i Landet". At Følelsesmennesket skal skraale op og gøre sig bemærket, skal man ikke bebrejde det, det er nu engang den Tilstands Natur. Og der er saa meget mindre Grund til Bebrejdelse, som denne Tilstand jo bærer sin bitre Konsekvens i sig selv, – den er selve Nervøsitetens Grundkilde. Nej, langt hellere end at bebrejde disse Mennesker deres Fremfusenhed, bør man i det stille gaa i Gang med at lære dem det virkelige Liv at kende. I Stedet for at skændes med dem, hvorved man jo blot rubricerer sig selv som hjemmehørende i samme Taageverden, skal man blot lade dem snakke færdig. Intet er saa hjælpeløst som en Mand, hvis hele Indstilling hviler paa udefineret Følelse. Siger man ham ikke imod, falder hele hans Front uhjælpeligt sammen og afslører for ham selv – og det er langt det vigtigste – i hvor høj en Grad han har "bygget paa Sand". Nej, tro ikke at Nazaræeren ikke vidste Besked, dengang han formede en af sine fornemste kosmisk-kemiske Formler: "I skal være blide som Duer og snedige som Slanger", føj til denne Formel en anden, ligesaa kendt: "Eders Svar skal være Ja, Ja, Nej, Nej", og De har lige netop det Vaaben ihænde, ved Hjælp af hvilket De kan erhverve Dem det vigtigste af alt, hvad Livet af idag byder paa: et gennemsundt Nervesystem, et lille lunt Blink i Øjet og den vidunderlige Følelse af real Tolerance, som er selve Forudsætningen for at føle sig virkelig fri. Det er ikke Livet, der er noget i Vejen med. Livet er en straalende Aabenbaring for den, der har Øjne at se med og Øren at høre med. Nej, er der endeligt noget, der ikke er saa godt, som det kunde være, saa vær overbevist om, at en nøgtern Revision af de Forestillinger, De lever paa, er den eneste farbare Vej frem til den indre Ligevægt, der er selve det lyse, glade Smils egen Forudsætning!

Med kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere!