Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Langsomt sænker Mørket sig over den før saa travle By. Lydløst og stille sniger det sig frem langs Byens trange Gader og ind i høje Huses smaa Stuer. Fra hver en Krog kommer det frem og dækker og skjuler, – nænsomt og barmhjertigt.

Varm og fugtig bølger den sene Aftens Taage lavt henover Byens Tage og Spir, over Parkens mørkegrønne Løv og Gadernes slidte Asfalt og Stenbro. Ganske tæt, – og dog saa uendelig blidt at den næppe føles, svøber den sig om alt værende! Her, ved Gadelygtens matte, gullige Skin, omgivet af Mørket og drivende Taageskyer, synes intet latterligt eller dybt tragisk, ejheller øjner jeg den overjordiske Lyksalighed, som af Digtere og Elskende beskrives saa skønt. Nej, her favnes vi alle, grimme og skønne, latterlige og ensomme, tragiske og lykkelige. Her er vi alle Børn af samme Moder: Dagen! Her, i Mørkets uendelige Favn bliver vi alle til Een, som Natten varsomt og ømt kærtegner med sine blide Taagehænder! Her bliver alle Drømme og Ønsker til en vemodig Længsel, der blidt driver afsted paa Mørkets og Taagens lette Skyer mod Harmoniens Kyster!

I Dages sollyse Flimren med al den ilsomme Jag efter Lykke og Ære, forekommer Livet mig ofte saa stumt og ubønhørligt som Sfinxens stolte Skikkelse; men her ved Mørkets tyste Porte, hvor Dagens Larm langsomt ebber ud, og hvor Tankerne standser for at lade Hjertet lytte, begynder selv de livløse Ting at hviske i deres dybe Søvn, og Freden lister sig ind i Hjertets skjulte Kroge og Gemmer, som vilde den aldrig derfra igen.