Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinus afholdt i "Kosmos Feriekoloni"
den 26. Juli 1943
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig

(fortsat)

Og jeg vil gerne her fremføre et enkelt Blad af denne store Billedbog, nemlig det Blad, der udgøres af en af de allerbedste Sommerdage her i vor tempererede Zone.

Hvad er da Meningen med en Sommerdag? – Hvad vil Guddommen vise os i Kraft af den? – Hvilken direkte guddommelig Henvendelse til Jordmennesket, sker der igennem den? – Ja, for at faa Klarhed herover vil vi nu begive os ud i den lyse Sommernat. Vi vil nemlig iagttage en Sommerdag i hele sin Udstrækning lige fra før Solopgang og til efter Solnedgang. Vi maa saaledes være tidligt paa Færde. Solen staar jo op noget over Klokken 3 paa de længste Sommerdage eller ved Midsommertid. Vi vil derfor begynde vor Iagttagelse allerede ved Totiden. Her paa vore Breddegrader er vi jo Naboer til Midnatssolens Rige og har derfor de saakaldte "lyse Nætter". Paa vor Vandring ud i Sommernatten befinder vi os derfor ikke i Mørke, men er omgivet af et herligt Tusmørke eller rettere sagt et svagt dæmrende Lysskær fra den nordøstlige Himmel. Det er den yderste Periferi af den Dags Straaleglorie, der nu frem over Sibirien, Kina og Indien iler os i Møde. Det er denne Periferi af Morgenlandenes Solskin, der bringer vor Dag til at dæmre, faar Engenes hvide Taager til at forsvinde og bringer de første spæde Fuglerøster til at juble imod Himlen. Endnu slumrer Menneskene i deres lune Senge, men om lidt vil Røgen fra en Skorsten hist og her blande sig med de svindende Nattetaager og markere den første Opvaagnen af Menneskets daglige Liv. Imidlertid er den østlige Himmel blevet et sandt farvestraalende Orgie i Lysvariationer, ja, er blevet et Arrangement i Guld, Purpur, Opal og Safir. Dagens klare Stjerne er efterhaanden naaet op over Horisontens Rand og kaster sit Væld af varmende Lys over Marker, Skove og Enge. Unge Knøse trækker Køerne paa Græs, Hen ad Vejen skumpler en Mælkevogn og lader sin agende Knirken blande sig med Lyden af en Hunds Gøen i det fjerne. Og se! Den lysende Sol har nu allerede forvandlet Nattens Taager til et Dugdraabernes Perletæppe, der fra Blomster, Blade og Buske i overdaadig Mangfoldighed funkler sit Genskin af Livets Kilde ud til alt og alle. Insekterne begynder at summe. Dagen er fremme. Solen skinner paa rige og fattige, paa unge og gamle. Gud har taget det vaagnende Liv til sit Hjerte.

Vi har hermed set den første Del af en guddommelig Aabenbaring fra Guds store Billedbog. Vi har set Nattens Møde med Dagen, Mørkets Møde med Lyset eller Livets Møde med Gud. Men dette Møde betegnes i daglig Tale ved et mere almindeligt Begreb i Form af Udtrykket "Morgen". Nævnte Udtryk dækker altsaa over Mørkets Møde med Lyset. Da Mørket og Lyset er de to største kontrære Foreteelser eller Principper, der findes, har vi altsaa i Oplevelsen af Nattens Møde med Dagen overværet den største og fuldkomneste Form for et Møde mellem to Faktorer, der overhovedet kan manifesteres eller finde Sted. Og det var jo for rigtigt at kunne iagttage dette "Møde" i sin fuldkomneste Form, at vi valgte en Sommermorgen, hvor dette Møde netop kulminerer i Fuldkommenhed. I Guddommens store Billedbog udgør en Sommermorgen saaledes en levende Illustration af, hvorledes et fuldkomment Møde mellem to store kontrære Faktorer bør manifesteres. Denne Illustration er saa meget desto mere nødvendig for os, eftersom Princippet "at mødes" udgør en absolut livsbetingende Faktor i vor daglige Tilværelse. Uden denne Faktor vilde enhver Oplevelse af Livet være totalt umuligt. Hele denne vor Oplevelse vil saaledes være afhængig af, hvorledes vi former vort Møde med Væsener og Ting. Vi kan forme dette Møde saaledes, at det resulterer i en mørk Skæbne. Og vi kan forme det saaledes, at det afføder en lys Skæbne. Vort Møde med Væsener og Ting kan være lagt til Rette saa fuldkomment, at det resulterer i en sollys og varmende Sommerdag, ligesom det ogsaa kan være formet saa ufuldkomment, at mørke Skylag forhindrer Solen i at bryde frem i vor Bevidsthed. Sorgens og Melankoliens mørke Nat vil saaledes ved en uheldig Udformning af vort Møde med Væsener og Ting gøre vor Tilværelse glædesløs og dermed ulykkelig og smertefyldt. Vi kan med Udformningen af vort Møde med Væsener og Ting ligefrem lukke vort Liv inde i mentale, slimede Kældere langt borte fra Varme og Lys.

Hvad kan vi da lære af det store Møde mellem Natten og Dagen en Sommermorgen? – Ja, der kan vi i allerhøjeste Grad blive Vidne til, at dette Møde urokkeligt er en "Solopgang". Og saaledes skal et hvilket som helst Møde mellem Væsener og Ting formes. Hvorledes skulde Mødet ellers blive Lys og Glæde, hvorledes skulde Nattens Mørke ellers forsvinde? –

Da det levende Væsen næsten i alle Situationer skal mødes med Væsener og Ting, kan det umuligt undgaa at udgøre den ene Part i Manifestationen af dette "Møde". Da det er mest vidende i den Part af Mødet, det selv udgør, idet det jo ikke kan være ligesaa bevidst eller hjemme i den anden Parts Liv og Bevidsthed som i sit eget, udgør det saaledes selv "Solen" eller "Dagen", medens den fremmede Part udgør "Natten" eller "Mørket" i deres fælles Møde. Det maa derfor ogsaa udføre Solens Rolle, hvis Mødet skal faa et naturligt eller normalt Forløb og afføde en virkelig lysende Dag for begge Parter. Mødet er af Naturen bestemt til at være en "Solopgang". Og vi har saaledes i Naturens Solopgang, den dejlige Sommermorgen, vi lige har oplevet, et glimrende Forbillede af, hvorledes en Solopgang skal være for at være fuldkommen. Blev vi ikke netop Vidne til, hvorledes Solen paa en kærlig og dermed fredfyldt Maade optog Mørket eller Natten i sit lysende og varmende Favntag. De klamme Taager blev omskabt til et funklende Dugdraabernes Perletæppe, der mangfolddiggjorde Genskinnet af Solens Liv til alt og alle. Solen udstraalede sin Hjertevarme paa unge og gamle, rige og fattige i lige overdaadige Mængder. Den kendte ikke til nogen Standsforskel. Dens Gavmildhed betingedes ikke af egoistiske Fordomme. Den tog absolut alle til sit Hjerte. Intet Under at Freden, Glæden og Lykken og dermed Sundheden og Livet vaagnede til Daad, der hvor før Mørket og Nattekøligheden regerede. Intet Under at hver en Ting, hver en Detaille i Morgenens Panorama, det være Skorstensrøgen, den knirkende Mælkevogn, det fjerne Hundeglam, de unge Knøse med Kvæget saavel som de funklende Dugdraaber synes at være uundværlige Detailler i Skabelsen af Morgenens Fred. Hvad skulde ellers have markeret denne? – Hvorledes skulde vi have sanset Morgenens Fred og Velsignelse, hvis ikke netop disse Detailler var blevet lysende? – Hvis Solopgangen ikke netop havde været saa straalende smuk og forgyldende alt i sit himmelske Lys, men derimod havde været formørket af Lyn og Torden, være formørket af Cykloner og Stormcentre eller øsende Regnvejr, hvem tror man saa, der vilde være blevet fyldt med Glæde og Taknemlighed over Mødet med den ny Dag? – Hvem vilde midt i dette Bulder og Brag have opfattet den Stilhed, der lod os opfatte Nattens Taager og Røgen fra de enlige Skorstene eller de andre nævnte Foreteelser? – Naar Sommermorgenen blev saa smuk, som Tilfældet var, skyldes det jo netop den store og fuldkomne Stilhed eller Ro, den aabenbarede altsaa en Stilhed i hvilken selv de spædeste eller sarteste Ting fik Ørenlyd, fik Adkomst til at gøre sig gældende. Mødet mellem Dagens vældige Stjerne eller Lysocean og den roterende Klodes Overflade med dens Have, Dale og Bjærge var saa fint afstemt, at selv de spædeste eller sarteste Ting i Naturen fik Lov til ubeskadiget at gøre sin særlige Natur gældende helt ind i vor Aand og Tanke. Og det var denne Oplevelsen af de spæde eller sarte Tings Manifestation, der gav os Velværet og Glæden i Fornemmelsen af Dagens Komme. Tænk, hvis Mødet mellem to Væsener var ligesaa fint afstemt. Tænk, hvis ethvert Jordmenneske overfor ethvert andet Væsen, det møder, former sin Energiudfoldelse saaledes, at dette Væsens fineste og spædeste Nuancer faar Lov til ubeskadiget at vise sin sarte Natur. Tror man saa ikke, man her ligeledes vilde blive Vidne til en hel Verden af Detailler og Ting, som vi umuligt kunde blive Vidne til, hvis vor Bevidsthed var et frembrusende Uvejr af Hidsighed og Hævntørst. Vilde dette Uvejr ikke netop rasere saa voldsomt, at de spædeste eller fineste Bevidsthedsnuancer hos den anden Part maatte sønderflænges? – Maa denne anden Part ikke skyndsomst lukke sin Bevidstheds Luger, Vinduer og Døre for at skærme sine intimeste og lønligste Tanker overfor vor frembrusende Bevidstheds Cykloner, Orkaner eller Jordskælv? – Og tror man ikke, at disse Luger, Døre og Vinduer lige saa sikkert bliver slaaet op paa vid Gab der, hvor vi udstraaler al vor rene Hjertevarme, Sympati eller Kærlighed i en saa kultiveret eller stille Form, at den intet kan sønderflænge, intet kan mase eller knuse af Modpartens spædeste intimeste Foreteelser? – Tror man ikke de mørke Nattetaager i Modpartens mentale Enge af denne vor Hjertevarme vil blive omdannede til et Dugdraabernes Perletæppe og i overdaadig Mangfoldighed bringe Genskinnet af vor Kærlighed til at funkle ud fra hver eneste af Modpartens bevidsthedsmæssige Blomster, Blade og Grene? – Og der, hvor Dugdraabernes Mangfoldighed genspejler den opadgaaende Sols Lys, forsvinder Natten. Der, hvor vor Næstes Øjne bringes til at funkle Genskinnet af vor Kærlighed ud, begynder Dagen. Og kun der alene vaagner det virkelige Liv.

Som vi her har set, blev vor Oplevelse af en Sommermorgen, skønt den kun udgør en ringe Del af et enkelt Blad i Guds store Billedbog, dog afslørende for os ikke saa lidt Visdom. Vi fik set, at Mødet mellem de to store Faktorer: Dagen og Natten i sin fuldkomneste Form var Forbilledet for, hvorledes Væsenerne i det daglige Liv bør møde hverandre.