Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Udenfor mit Vindue gløder Rønnebærrene i Solen. En Drossel har sat sig til Rette midt i al Skønheden og nyder nu med glubende Appetit den Frokost, Naturen her saa overdaadigt har serveret for den. Alt aander tilsyneladende Fred og Glæde.

Tilsyneladende ja. Men heller ikke mere. I en Verden af Skønhed, en Verden i hvilken Solens Lys frembringer alt det, der kunde gøre vort Liv saa usigeligt skønt, stiger Hævnens og Hadets blodrøde Bølge Time for Time.

Det er netop paa saadan en stille solfyldt Morgen, at man uvilkaarligt spørger sig selv, om det, vi oplever omkring os, i Virkeligheden ikke er et ondt Mareridt, som Solens Lys om lidt vil fjerne fra vort Sind. Men nej, Hadet og Hævnen er realistisk nok, – det er blot vore Drømme om det modsatte, der endnu hører en aandelig Verden til.

Endnu! Kunde jeg dog blot med disse faa Linier faa Dem, kære Læser, til at forstaa, at det netop er i en Verden som den, vi nu oplever, at den Enkelte stilles overfor de store sjælelige Afprøvelser. Det er paa Saadanne Dage, at den Enkelte faar Lejlighed til at se, hvor stærkt befæstet hans Indreverden er. Stillet overfor mandshøje nationalt betonede Følelsesbølger faar den Enkelte Lejlighed til, inde i sig selv, at se, hvor stor Afstanden er mellem ham og den Gud, han foregiver at elske.

Eengang lød en Røst igennem Verden og Ordene: "Alt er saare godt!" blev født. Indtil nu har vist kun faa helt forstaaet disse Ord. Langt de fleste af os maa opleve at styrte næsegrus i den udefinerede Følelses vidtomfattende Grav. Langt de fleste af os lever paa Meninger, som er rodfæstede i vort nuværende lokale Livs spinkle Muldlag. Med store Dele af vort Sind er vi mere eller mindre aabenlyst bundne til Traditioner, som kun har Rod i de uklare Følelsers frodigtvoksende Jungle. Med en saadan Uklarhed i Sjælen maa det ikke forundre, at det, vi i Øjeblikket oplever, hos adskillige faar Fanatismens farlige Lys til at flamme i Øjnene og brænde i Ordene.

Det jordiske Menneske af i Dag har Tænkeevnens kostelige Naadegave, men ved saa uendelig lidt om hvordan denne Gave skal anvendes. Det tror, det tænker, og sætter ved denne sin Tro forfærdende Energimasser i Bevægelse. Energimasser som i deres evige Kresløb fortætter sig og som Laviner styrter ned over Folkeslagene. Tænker du Torden, Lyn og Hagl, vil alt dette ramme dig en Dag. Igennem Aarhundreder har Menneskene tænkt i Torden og Lyn, og nu er hint store kosmiske Uvejr, som længst hensmuldrede Seere kunde iagttage, og som de kaldte "Ragnarok", over os. Fra Klodens fjerneste Egne kommer sorte mentale Skyer drivende for at forbinde sig med hinanden. Lyset er gaaet ud over den ganske Klode. Men som disse store Seere kunde iagttage dette vældige Mørkes Fødsel, kunde de ogsaa svagt skimte det, der fulgte. Lytter vi for Eks. til den Røst, vi møder i den nordiske Mytologi, kan vi ikke undgaa at føle, hvor vældigt disse Seere har været i Kontakt med den Fremtid, der var skjult for Almenhedens Øje. Hør blot følgende Vers fra Nordens Gudelære:

Overalt skal Hadet og Hævnen rase og, som det hedder:

Men naar denne Tid er overstaaet og den sidste forfærdende Brand, der udtrykkes i følgende Linier:

Naar alt dette er overstaaet, da fødes Lyset i Verden, thi:

– – –

Forleden Morgen hørte jeg en lille Purk gaa og synge med sin lyse Barnerøst: "Alting faar jo en Ende, snart er dette forbi – ". Jeg gør hans Ord til mine og i Haabet om, at De forstaar mig, sender jeg Dem en kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere.