Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinus afholdt i "Kosmos Feriekoloni"
den 26. Juli 1943
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig

Kære Venner! Jeg vil i Aften gerne tale lidt om Guds store Billedbog. Som jeg saa ofte har udtrykt i mine Foredrag og skriftlige Arbejder, er selve Livet, det være sig Naturen, vore Omgivelser saavel som os selv tilsammen udgørende en stor "Billedbog". I denne Bog tilkendegiver Guddommen sin evige Eksistens og Almagt, sin umaadelige Visdom og uendelige Kærlighed. Hele denne altomspændende Tilkendegivelse eller Manifestation vælder frem som en altgennemtrængende og altbeherskende eller altoverskyggende Lysmanifestation. Den er en levende Aabenbaring af Kulminationen af alle de eksisterende seks store Grundegenskaber, der udgør Liv eller Bevidsthed, nemlig: Instinkt, Tyngde, Følelse, Intelligens, Intuition og Hukommelse. I Guddommens store Billedbog kan vi se alle disse Egenskaber varieret i den allerskønneste Harmoni, og de heraf affødte jordiske og overjordiske Resultater. Alt, hvad vi overhovedet kan blive Vidne til, alt, hvad der kan sanses eller opleves, alt hvad der kan skabes eller frembringes, kan umuligt eksistere eller blive til uden i Kraft af at udgøre en eller anden Komposition af Virkningerne af de nævnte Egenskaber. Ser vi paa alt, hvad der forekommer i Mineralmaterie lige fra Stenene paa Marken til Frostblomsterne paa vore Vinduesruder, eller vi ser paa Planterne, Træer og Blomster, eller vi lukker vore øjne op i Beskuelse af Dyr og Mennesker, kan vi kun blive Vidne til en Aabenbaring af, hvad der kan frembringes i Kraft af de nævnte Egenskabers særlige indbyrdes Kompositioner eller Sammenspil. Er ikke de levende Væseners Organismer Kulminationen af Fuldkommenhed? – Er ikke hvert enkelt Organ i nævnte Organismer Aabenbaringen af en hundrede Procents Hensigtsmæssighed? – Er ikke samme Organ dermed Aabenbaringen af en tilsvarende fuldkommen teknisk Ide? – Altsaa Udtryk for en levende Tanke? – Organer der er sammensat i hensigtsmæssig Orden, kan jo kun eksistere som Resultatet af en tilsvarende hensigtsmæssig ordnet Tankerække. Men en hensigtsmæssig ordnet Tankerække er det samme som en Aabenbaring af Bevidsthed eller Liv. Da alt, hvad vi bliver Vidne til i Form af Naturens Skabelse viser denne Planmæssighed eller er Kulminationen af Logik og saaledes er afslørende sig som samarbejdende Ideer eller Tankerækker og dermed er aabenbarende Bevidsthed eller Liv, bliver det synligt, at det daglige Liv, Naturen, vore Omgivelser saavel som os selv tilsammen udgør en stor Bevidsthedsfunktion. Denne Bevidsthedsfunktion, i hvilket det enkelte levende Væsens Bevidsthedsudfoldelse kun udgør en enkel lille Celles nødvendige Medvirken i et større Hele eller Sammenspil, kan saaledes ikke tilhøre noget enkelt Væsen i Naturen eller Livet. Den kan ikke være Deres eller min Bevidsthed. Vi er og bliver kun Brøkdele eller Brudstykker af denne samlede Bevidsthedsmanifestation. Men en Bevidsthedsudfoldelse, en Manifestation af hensigtsmæssig Skabelse, en Aabenbaring af en levende logisk Ide- eller Tankekombinering, der ikke kan tilhøre noget enkelt Væsen i Livet eller Naturen, men derimod er sammensat paa en saadan Maade, at hvert eneste enkelte Væsen kun kan eksistere i Kraft af at være en medvirkende Celle i den, kan jo kun være Aabenbaringen af den ene store Bevidsthed eller det altomfattende ene levende Væsen, i hvilket vi alle "leve, røres og ere". Vi er her stedet for den levende Guddom. Hvad skulde hele denne store logiske Skabelsesproces, vi kalder Naturen, og som har formaaet at forvandle Jordkloden fra at udgøre flydende Ildmasser til at være en fuldkommen Bolig for levende, animalske Væsener i Kød og Blod, hvilke Væsener den ogsaa har frembragt af de glødende Masser, ellers være? – Hvis den ikke var Guds Bevidsthed, og hvis ikke alle eksisterende Organismer tilsammen var Guds Organisme, Manifestationsredskab eller Legeme, eksisterer der jo ikke noget som helst, der kan udgøre denne Foreteelse. Guddommens Bevidsthed saavel som dennes Organisme maatte være lig "Intet". Men hvor finder vi dette "Intet"? – Er den mest urokkeligt eksisterende Kendsgerning ikke netop denne, at Verdensaltet ikke udgør et "Intet", men et "Noget"? – Og da det netop er dette "Noget", der viser sig at udgøre en Foreteelse, der udløser logisk Skabelse, der igen er det samme som Tanke- og Villieføring og dermed er Aabenbaringen eller Tilkendegivelsen af sig selv som et "levende Væsen", bliver enhver Opfattelse, der frakender Verdensaltet, Naturen og Livet denne Identitet, uvirkelig og dermed falsk. At frakende Naturen logisk Skabeevne er jo det samme som at frakende Jordkloden dens egen Tilblivelseshistorie eller den Forvandlingsproces, af hvilken vor egen Forekomst paa Jorden er et haandgribeligt Resultat. Men en Benægtelse af nævnte Historie vil jo betyde, at man bag Naturens logiske Udfoldelse eller Skabelse saavel som bag enhver anden Tanke- eller Villieføring maa sætte et "Intet" som Ophav. Men en Forekomst, der kun har et "Intet" til Ophav, kan jo kun være blevet til af sig selv. Men et "Noget", der er blevet til af sig selv, er jo det samme som et "Noget", der er blevet til af "Intet". Men da "Noget ikke kan komme af "Intet", lige saavel som "Noget" heller ikke kan blive til "Intet", bliver den gamle Analyse: "I ham leve, røres og ere vi", her til videnskabelig eller højintellektuel Sandhed. Da man ved Ordet "ham" retmæssigt kun kan udtrykke et "levende Væsen", vil den overleverede Sætning udtrykke det samme som: "I et "levende Væsen" leve, røres og ere vi". Og da dette, at "leve, røres og være" er det samme som at indaande og udaande, spise og drikke, tænke og handle og eksistere som Midtpunkt i samtlige disse sine Manifestationer, og disse igen kun kan finde Sted som en Vekselvirkning imellem os selv og Naturen, kan det kun være denne Natur, der i den guddommelige Sætning er udtrykt ved "ham". Nævnte guddommelige Sætning vil da i sin dybeste Analyse være at udtrykke: "Naturen er et levende Væsen, med hvilket vi befinder os i en livsbetingende Vekselvirkning". Men da en Vekselvirkning i sin fuldkomneste Form eller Kulmination er det samme som Korrespondance, er vort Liv eller vor Tilværelse saaledes en permanent Korrespondance med Guddommen eller det levende Væsen, der udgør Verdensaltet eller Naturen.

At denne Korrespondance ikke er en død eller livløs Funktion, udløst ved blot og bar Tilfældigheder, er det Intellektualitetens Lysvæld, der funkler og straaler igennem hver en Krystal, hver en Ædelsten, gennem hver en Plante, hver en Blomst saavel som det Genialitetens Skabevælde, der aabenbarer sig i det Ocean af animalske Organismer, vi kalder "Dyr" og "Mennesker", en urokkelig Borgen for. I den store Verdensplan eller i Livets store Hovedfacit eksisterer intet Kaos. Alt er her i enhver Henseende plan- eller hensigtsmæssigt, opfyldende nyttige Formaal. Men idet den saaledes er hensigtsmæssig, afslører den Tænkning og Tanker. Men Afsløring af Tanker er det samme som et levende Væsens Bekendtgørelse af sit eget Selv, Væsen eller Liv. Igennem Naturens tusindfoldige Foreteelser bekendtgør Guddommen saaledes sit eget Selv, Væsen eller Liv. Vil man finde Gud, forstaa hans Tanker og Væsen, maa man altsaa søge der, hvor samme hellige Væsen netop manifesterer eller gør disse tilgængelige for sin Søn: det levende Væsen.

Naturen, vore Omgivelser, det daglige Livs Foreteelser, vor Skæbne udgør altsaa tilsammen Guds særlige specielle Henvendelse til hver af os. Hver en Detaille i denne Henvendelse er Ord eller Udtryk for oplysende Tanker, Guddommen vil overføre til vor Bevidsthed og derved indvi os i hans egen Viden, Planer og Hensigter og saaledes gøre os fortrolige med den Kærlighed, i hvilken han selv kulminerer, og som netop betinger, at ingen som helst i Verdensaltet i absolut Forstand kan lide Uret eller gøre Uret, og at alt derfor er "saare godt".

Forstaaelsen af denne Guddommens Tale eller Henvendelse til det enkelte Individ er kun et Spørgsmaal om Udvikling. Men det er denne jo ogsaa, naar der er Tale om Far og Søn eller Forældre og Børn i Almindelighed. Det lille spæde Barn i Vuggen forstaar ikke noget som helst af Forældrenes Tale til det. Ikke engang den kærlige Pleje og Pasning, som en normal Moder lader det vederfares, kan det opfatte som Kærlighed, men skriger undertiden stærkt misfornøjet i vilden Sky. Betragter vi Forholdet mellem Guden og Gudesønnen eller det levende Væsen, ser vi, at dette gennemløber de samme Stadier. Paa de primitive Naturmenneskestadier saavel som paa de rent materialistiske Kulturmenneskestadier kan Væsenet ikke opfatte Naturen som Guddommens Tale og kærlige Pasning og Plejning af dets Liv. Her skriger Væsenet ogsaa undertiden vældigt misfornøjet op. Men ligesom det lille Barn, naar det er vokset til, kan forstaa Forældrenes Tale og Væsen, saaledes kan Jordmennesket ogsaa, naar det kommer tilstrækkeligt frem i Udviklingen, er kommet igennem de primitive Følelsesstadiers religiøse Dogmetilbedelse og de materialistiske Intelligensstadiers Tilbedelse af Maal- og Vægtfacitter, begynde at forstaa Naturen som Guddommens Tale. Da er det ikke mere bundet hverken af religiøse Dogmer eller Materialistisk Videnskab. Det er et frigjort Væsen. Da det ikke er partisk hverken for Dogmer eller Videnskab kan det begynde at bedømme alt retfærdigt. Og de Bedømmelser eller Ræsonnementer, det da kommer til, er saaledes selve Sandheden. Og Sandheden er igen selve Guds Bevidsthed, Tanker og Væsen. Og det er denne Oplevelse af Sandheden, jeg i mit Hovedværk "Livets Bog" udtrykker som "kosmisk Bevidsthed".

For det Væsen, der er naaet saa langt frem i sin Udvikling, at det har faaet "kosmisk Bevidsthed", ser Naturen og Livet helt anderledes ud, end det almindeligvis ser ud hos det Væsen, der endnu er bundet i Dogmernes og Materialismens Svøb. For det kosmiske Væsen er Livet saaledes udelukkende kun udgørende en eneste stor levende Billedbog. I denne Bog findes der intet som helst Billede, der ikke enten er vejledende, opdragende, underholdende eller kærtegnende.