Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Jeg formoder, at De i det mindste een Gang har hørt Mogens Lorentzens berømte Sætning: "Saa gik den Maaned!"– omtrent det samme føler jeg i dette Øjeblik Trang til at sige. Juli Maaned 1943 er Historie nu. Som paa et Trylleslag ophørte Koloniens mere aandsbestemte Liv Lørdag den 31. Juli, og faa Timer senere var Husene paany fyldte med Gæster, men af en helt anden Slags. Med "anden Slags" maa De nu ikke tænke Dem en ringere Kvalitet, slet ikke, men blot Mennesker uden Kendskab til de Ideer, der bærer vort eget Liv.

Ni Somre har jeg nu oplevet paa denne skønne Plet, men jeg føler mig dybt berettiget til at sige, at den niende har været saa langt den skønneste! Under ydre Forhold langt vanskeligere end noget tidligere Aar har selve Koloniens indre Liv været een ubrudt Kæde af dyb aandelig Harmoni. Hold efter Hold har afløst hinanden. Fra Landets fjerneste Egne har Interesserede i Martinus Arbejde søgt hertil og ved deres egen Længsel efter blot en kort Tid at leve i Kontakt med de guddommelige Love, selv bidraget til den vidunderlige Følelse af menneskeligt Liv, der hele Tiden har hvilet over Kolonien.

Maaske kan det se ud, som om jeg personligt er beruset af den Sukces, Kosmos Feriekoloni faktisk har, men jeg beder Dem tro, at Forholdet er anderledes. For mig, saavel som for alle de, der har haft med denne Kolonis Skabelse at gøre, har det hele Tiden været saaledes, at det, vi her byggede, i Virkeligheden var en tiltagende Materialisering af en Drøm, vi bar i vore Hjerter. Den Generation, jeg selv tilhører, er vokset op i en haard og realistisk Verden, en Verden i hvilket mit eget Køn mere kom til at "smage Staal end Kærlighed". I en saadan Verden sker det let, at ens inderste Drømme om at være med til at bygge en skøn og menneskeværdig Tilstand op, faar et uovervindeligt Knæk. Jeg har selv forlængst mødt gamle Skolekammerater, som uden Skrupler har kastet alle humanistiske Drømme overbord. Mænd, der engang i deres pure Ungdom havde de samme ideale Længsler, som jeg selv havde, men som Livet tog saa haardt fat paa, at der simpelthen opstod Tvivl i deres Hjerter om Godhedens reale Eksistens. Jeg forstaar disse Mænd, men jeg forstaar ogsaa, at de har taget fejl og i Dag lever paa den smertefulde Konsekvens af denne Fejltagelse. Maaske er det min Viden herom, der gør, at jeg føler mig i en saa dyb Gæld til Forsynet, fordi jeg fik Lov til at være med til at bygge denne smukke Ferieby. Saa paradoksalt det maaske end lyder, føler jeg mig altid dybt beskæmmet, naar nogen siger mig Tak for Feriedage heroppe. Jeg føler med hele min Bevidsthed, at det er mig, der er Tak skyldig. Thi hvad vilde alle vore Anstrengelser vel være værd, om Kolonien blot tilhørte os og ikke, som Tilfældet er blevet, er selve Sagens "Kød og Blod"? Nej, naar Koloniens Liv i Dag formaar at Udløse en stedse dybere Taknemmelighedsfølelse hos hver eneste af dens Skabere, beror det netop paa, at den i sin stille, solide Vækst udgør selve Beviset paa Godhedens reale Eksistens. Den er i sig selv et Bevis paa det aandelige Livs ubrudte Magt over Materien. For mig, som for alle, der har gæstet denne Plet, er det realistisk Viden, at det, der fører os herop mindre er den skønne Natur eller de rart indrettede Huse, end den indre dybe Viden vi alle har om, at her rinder en Kilde, hvis "Vand" formaar at rense og helbrede. I Fællesskab har Ung som Gammel her tvunget Materien til at tage Form efter de Love, paa hvilken al sand Lykke hviler. At denne Form endnu synes ubetydelig, betyder i denne Forbindelse intet. Den eksisterer, og vi ved alle, at den udgør Kimen til noget langt større.

En ny Sommers Oplevelser har nu føjet sig til alle de foregaaende. Fra et Utal af taknemmelige Gæster har vi mødt en Kærlighed og Forstaaelse for vort Arbejde, der kun kan fylde os med Inspiration til kommende Dages Virke. Fra i sin Tid at være en umaadelig svag Spire er Martinus Arbejde forlængst brudt igennem og er nu i det stille begyndt at folde sine Blade ud. Stilfærdigt organiserer det sig i Kontakt med selve Livets Love og danner allerede nu en ret omfattende Organisme. Om denne Organismes Levedygtighed behøver man ikke at nære Tvivl. Uafhængigt af det Tidsbegreb, som hos det mindrevidende Menneske avler Utaalmodigheden, vil Martinus Arbejde i den uhyre Fremtid, der venter det, vokse frem og naa de Maal, det indebærer. Skønheden i denne Mands Arbejde beror jo netop paa dets uhyre Uafhængighed af Tid og Enkeltmennesker. Det er skabt for hele Menneskeheden og vil en Dag være hele Menneskehedens Ejendom. At vi, før saa mange andre, har mødt det, kan kun indebære en Forpligtelse til os om baade at værne det og frugtbargøre det, – hele Tiden at have den Indstilling for Øje vil ikke alene gøre os selv, men ogsaa vore Omgivelser meget lykkelige!

Med kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere