Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Husker De mon det Brev, i hvilket jeg anholdt den 21. December som en Dag, jeg, midt i Vinterens Hjerte, længtes efter at komme paa den rigtige Side af? Hvis De gør det, tilgiver De mig nok, at jeg i dette Brev bemærker, at vi netop nu har passeret den anden af Aarets Milepæle, den 21. Juni! Nu kulminerer den danske Sommer! I disse Dage og især i disse Aftener kulminerer det rent fysiske Liv i en Overdaadighed af Farver, Duft og sidst, men ikke mindst – Atmosfære! De lyse Nætter, dette specielle nordiske Fænomen, syntes virkelig at være en Himmelens Gave til den inkarnerede Naturelsker. I Fuldmaanens Lys oplevede jeg forleden Aften det fantastiske at se den forlængst forsvundne Klintesø fødes lyslevende for mine Øjne. Som en mod Kulmination stigende Materialisation fortættedes Taagerne over Klintsøgaards 500 Tdr. Land store Areal, og ganske langsomt svandt hele det dyrkede Areal bort og gav Plads for Synet af den Sø, som i gamle Dage lod Koloniens Omraade komme til Syne som en Tange mellem Kattegat og Tengslemark Bakker. Jeg kunde have undt Dem sammen med mig at have set, hvorledes Taagerne langsomt druknede vor egen Nutid og for en Stund lod Fortiden lyslevende genopstaa, – det var en virkelig Skærsommernatsdrøm!

Skærsommer –! Om De var her idag, vilde De helt forstaa den Lykke, der besjæler os ved at eje denne skønne Plet. Ganske vist er det ikke vore "egne", men derimod "Folkeferie", der i Øjeblikket fylder alle Husene. Men det betyder nu saa uendeligt lidt, thi ogsaa disse Gæster er snart saa "gamle i Gaarde", at de føler sig helt hjemme iblandt os, – og Glæden over Ferien er jo ens hos alle Mennesker. Men lad os gaa en lille Tur rundt og kigge paa det hele! Vi gaar ind i Kolonien fra Strandsiden ved Hustype B., og hvad er saa det første, vi faar Øje paa? En lille barrumpet Unge! Ja saamænd, kig Dem omkring og ved næsten alle Huse vil de i disse Dage se Smaabørn ligge og rumstere, baade til deres Forældres og til deres egen absolutte Fryd. Jeg havde en lille Størrelse paa godt to Aar til at ledsage mig idag, mens jeg plukkede Jordbær. Han kan saadan lige udtrykke de første Stavelser i mit Navn og saa Ordet "Jordbær" – naa, vores Samtale var meget beskeden, han ledsagede mig blot og det nærmest i Stil som en sulten Graaspurvunge, De ved, saadan med Munden paa Klem hele Tiden. For Sjovs Skyld – Moderen var ikke i Nærheden – lod jeg ham konsumere alle de Jordbær, han havde Lyst til. Det var helt usandsynligt! Hans Øjne straalede, mens de delvis tandløse Gummer smaskede af salig Fryd. Til min Forbavselse holdt Bundventilen til hele Rækken – – saa kom Moderen!

Inde i Pumpehuset, lige over det Sted, hvor vi skal staa og veje de forskellige Grøntsager, har et Svalepar i Aar bygget Rede. I disse Dage er Ungerne kommet, og det ser ganske pudsigt ud, at se Svalemor ryge ud og ind over Hovedet paa Flygge. Til at begynde med gjorde hun Vrøvl, men nu enes de fortræffeligt! I Drivhusene har Tomaterne forlængst begyndt at rødme, vi har Masser af dem i Aar og stor Sukces med dem. Det var en stor Glæde for os at kunne byde dette første Hold Gæster nye Kartofler, Tomater og Blomkaal, da det kom – og Gudskelov, at vi havde det! For at Kolonien i Juli er en Vegetarkoloni er en Sag for sig, det er vi indstillet paa – men at hele Egnen p. T. ogsaa skal leve vegetarisk er alligevel lidt udenfor Programmet. Men det gaar fint, og mange af vore nuværende Gæster paastaar ovenikøbet, at det gaar saa godt, at de kan tænke sig at fortsætte!

Overalt ligger Gæster og lader sig gennembage af Solen. Det er et fantastisk Syn at se alle disse blege Kroppe passere Hummerstadiet for saa lige at naa det helt nøddebrune lige før Afrejsen! Den Dag Holdet ankom, kom en lille, usædvanlig bleg Københavnerfrue ned til os i Gartneriet og bad om Lov til at luge "et og andet" – hun vilde bestille noget. Jeg tænkte ved mig selv, at det blev hun snart ked af, men hun er der stadig, bare snart helt sortebrun! Hvergang jeg kigger paa hende, kan jeg ikke lade være med at tænke paa, i hvor høj Grad vi Mennesker er en Forlængelse af Planteriget. Lys, Luft og nærende Mad – saa sker Miraklet! Og det er et Mirakel, man aldrig bliver træt af at iagttage. Kun kunde man ønske, at her var Plads til dobbelt saa mange Gæster. For der er Brug for det! Se nu f. Eks. den lille snottede Tøs, der kommer der. Det første hun sagde til mig, da hun kom, – vi er snart "gamle Bekendte" – var: "Gerner Larsson, jeg har været rigtig syg!" Tonen var meget alvorlig og heller ikke uden Grund, hun saa forbistret daarlig ud. Se hende nu! Brun som en Mulat og i uophørlig Rutefart mellem Husene. Jeg gav hende det Job at passe paa de mindre, at de ikke løb ud paa Vejen, et Job hun passer saa upaaklageligt, at bare Synet af hendes strenge Mine berøver enhver mindreaarig Lysten til "Vejbesøg". Naturligvis ved jeg, at det hovedsageligt er Voksne, som besøger Kolonien, men Børn har nu engang en stor Plads i mit Hjerte, og jeg vil ikke lægge Skjul paa, at jeg nyder at se alle disse Smaapuslinger tulle rundt iblandt os. En Barndom paa Stenbroen er ingen rigtig Barndom, herude modtager disse Barnesind Indtryk, som kan faa blivende Værdi for dem. Og hvem ved, maaske findes der iblandt alle disse Smaastørrelser netop de, som engang skal afløse os, Tanken forekommer mig ikke absurd. Men selv om dette ikke skulde være Tilfældet, er det ligefuldt en Lykke, at vort Arbejde, som Vinteren igennem mere udløses paa "den indre Front", her har faaet Betingelser for i Praksis at faa Udløsning for sin egen Aand. At dette er Tilfældet, bekræfter vort Folkeferiearrangement, thi atter og atter kommer disse Gæster helt uopfordret og fortæller os om, hvor lykkelige de er ved at være her. Og da det er min urokkelige Overbevisning, at Aand mere gror ved Eksemplets Magt end ved noget andet, nærer jeg ikke Skygge af Tvivl om, at her i det stille saas en Kultursæd, som senere i rigt Maal vil opveje hver eneste Times Slid for Skabelsen af denne snart ikke helt lille Ferieby ved Nyrup Bugt.

– Sommeren kulminerer nu. Naturen staar i sin skønneste Pragt og er i sig selv et levende, varmende Kærtegn fra Guddommen. Men i det fjerne tordner Kanonerne, og Verden vil snart være et hylende Crescendo af Blod og Staal. Men saa – naar Stilheden atter sænker sig over de blodige Marker, naar Vanviddet er tømt til Bunds – saa vil der i Verden fødes en Længsel efter Aand som aldrig før. Er det da ikke en skøn og inspirerende Tanke, at det, der heroppe har faaet Form, er en første begyndende Spire til noget, som skal gro frem overalt? Bør ikke alle vi, som i Stilhed har lært disse skønne Tanker og Ideer at kende, være Forsynet inderlig taknemmelig for, hvad vi her har faaet Lov til at være med til at fuldbyrde? Jeg tror det, og jeg tror ydermere, at det, at bygge videre paa det, som her er skabt, er den eneste Vej til Lykken for os!

Med kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere