Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinus afholdt i "Kosmos Feriekoloni"
Skærtorsdag den 22. April 1943
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig

(sluttet)

Selve "Aanden"s eller "Jeg"ets evige Eksistens er uberørt af Opstandelsen. Kun "Aanden"s eller "Jeg"ets Tilkendegivelse af denne sin Eksistens er skiftende Og det er disse "Jeg"ets skiftende Tilkendegivelser af sin evige Eksistens, vi kalder "Jordliv". Et "Jordliv" er saaledes i sit Princip en "ny Tilkendegivelse" af vor "Aand"s eller Vort "Jeg"s evige Væren. Disse "Tilkendegivelser" (Jordlivene) er ikke udgørende en fuldstændig Kopi af hinanden. Hver "ny Tilkendegivelse" afviger i nogen Grad fra den foregaaende. Denne Forandringsproces afslører sig igen som udgørende et "Kredsløb". Ved et "Kredsløb" vil igen her være at forstaa en Manifestations Passage igennem "aandelige", luftformige; flydende og faste Materier. Det er denne Forandringsproces, vi bliver Vidne til i enhver Form for Materie og i enhver Form for Skabelse. Vi ser saaledes f. Eks. Luften fortætte sig til Vand, Vandet fryse til Is og Isen igen smelte, blive til Vand, der igen fordamper og bliver til Luft, hvorfra det igen overgaar i elektriske Former eller bliver "aandelig" i sin Natur. Men det er ikke alene med Vandet, at denne Proces foregaar. Enhver Form for Materie vil udelukkende kun kunne fremtræde i en eller anden af disse nævnte Tilstande. Ingen Materie kan saaledes forekomme uden at være fast eller flydende, luftformig eller elektrisk. Og vi ser da ogsaa, at selve Jordens Tilblivelse udviser det samme Kredsløb. Dennes Tilblivelse begyndte ude i Himmelrummet som en Kombination af elektriske Kræfter, der efterhaanden blev til lysende Taager, blev til flydende Ild, blev fortættet til en fast Klode, der igen igennem de levende Væseners Udvikling i dens Sfære er under Forvandling fra den grove materielle fysiske Tilstand til vældige sjælelige eller tankemæssige Udfoldelser og Forfinelser. Fra at være tung primitiv fysisk Materie er den nu paa Vej til at blive aandeliggjort. Det er ogsaa denne Proces, vi bliver Vidne til i Studiet af selve Menneskets Udviklingsbane. Er de første abelignende, primitive Naturmennesker ikke udstyret med en vældig materiel Organisme med kolossal Skelet- og Benbygning og en fortættet Muskulatur, men kun med en meget lille Tankefunktion. Gaar vi endnu længere tilbage i det levende Væsens Udvikling her paa Kloden, ser vi de store Fortidsdyr. Her er Tankefunktionen endnu langt mindre, medens Organismens Repræsentation af Massivitet og Rumfang er af en endnu vældigere Art. Ser vi derimod paa det nulevende mest forfinede og intellektuelle Kulturmenneske, da har det kun en Organisme af langt mindre materiel Natur, men med en kolossal Tankefunktion. Da Tankefunktionen jo er af elektrisk Natur, vil det altsaa sige, at Jordkloden saavel som de levende Væsener i dens Sfære er paa Vej mod Kredsløbets "aandelige" Materietilstand. Og det er denne Passage i Kredsløbet, vi kender under Begrebet "Udvikling". Denne Proces udgør i Virkeligheden en Slags "Aandeliggørelse" af Materien eller dennes Omformning fra en fast massiv Tilstand til mere porøse, luftformige og "aandelige" Tilstande. Det er denne "aandeliggjorte" Materie, vi kalder "Tanker" eller "Bevidsthed". Materiens "Aandeliggørelse" betyder altsaa "Bevidsthedsudvidelse" og en hertil svarende "Formindskelse" af den materielle Organisme. Og vi er her stedet for Opstandelsesprincippet i sin højeste Analyse. Opstandelse er saaledes det samme som Bevidsthedsforøgelse eller Bevidsthedsberigelse. Men en Bevidsthedsberigelse er jo igen det samme som en Slags Opvaagnen fra "Uvidenhed" til "Viden". Og er det ikke netop denne "Opvaagnen", vi bliver Vidne til i Form af den kolossalt tiltagende "Undervisning", som mere og mere bliver herskende indenfor alle Kulturstater. Er ikke selve den nu dominerende Verdenskrig en kolossal Erfaringsoplevelse i Udfoldelsen af "det dræbende Princip" og Virkningerne heraf? – Tror man ikke, de Tanker, denne Oplevelse giver eller det Kendskab til nævnte Princips sande Virkninger, som Væsenerne igennem Krigen oplever, bliver til Bøger, der igen danner Grundlaget for Undervisning i Kulturskabelse, hvilket igen vil sige Undervisning i Skabelsen af "Humanitet"? – Er Krigen ikke netop en Levendgørelse af alt, hvad der ødelægger eller modarbejder Humanisme og dermed Undermineringen af al Kulturskabelse? Er ikke de store Universiteter, Læreanstalter og almindelige Skoler baseret paa at skulle skabe Kultur samtidigt med, at deres Paakrævethed udgør Bevis for Religionernes, Kirkernes og Troens Utilstrækkelighed i denne Skabelse? – De udgør Beviset for, at Erfaringerne maatte til, saaledes at de evige Facitter, der fra Kirkerne doceres som "Trosdogmer", fra Universiteterne og Læreanstalterne kan doceres som "Videnskab" eller "Kendsgerninger". Da disse Kendsgerninger ingen som helst Steder eller i noget som helst Tilfælde er i Inhumanismens, Krigens eller Myrderiernes og Lemlæstelsernes Favør, men overalt enten direkte eller indirekte er til Fordel for Skabelsen af Humanitet og en herpaa baseret Fred eller Næstekærlighed saavel mellem Stater som Individer, vil man heraf se, at jo vældigere Krigen med sine Ødelæggelser, Myrderier og Lemlæstelser finder Sted, jo vældigere underminerer eller ødelægger den sig selv og skaber hermed tilsvarende hurtigere "Opstandelsen" af en ny Æra for Menneskeheden. De Millioner af Grave, i hvilke den har nedstyrtet Tusinder af Slægters Individer Generation efter Generation, vil urokkeligt pointere de Vildfarelser, det mentale Smuds og Affald eller den mentale Uformuenhed, der har afstedkommet Krigens Gru. Og sammen med disse Graves Indhold: de lemlæstede Lig, de bristede Øjne, de kolde Hænder og det størknede Blod, vil alle disse Vildfarelser gaa sin totale Opløsning i Møde, gaa over i andre Former, blive til ny Materie adlydende Kredsløbets evige Lov. Og se, de mørke Grave vil engang være forsvundne, være gaaet over i Glemselens store Intet, men deres triste Indhold vil da i Form af Markens Lillier, Roser, Plæner og Parker funkle i deres Opstandelses klare Lys. Og der, hvor før de saaredes Dødsskrig gik imod Himlen og deres Blod imod Jorden, vil Terrænet være forgyldt. Sommermorgenens mangfoldige Dugdraaber i Græs, Blade og Blomster giver Genskin af Solens varmende Lys, gør Jorden til eet med Himlen, medens tusindtallige smaa Struber lader et Væld af Lovsange til den evige Faders Pris stige imod Skyerne. Og Himlen fornemmes paa Jorden. Og hen igennem denne skønne Sfære vandrer, i herlige skønne nye Organismer, de Jeg'er, hvis tidligere Organismer engang som Lig fyldte de mørke Grave, men som nu, i Kraft af Kredsløbsprincippet, i opstanden, forherliget Tilstand her er blevet Materiale for Guddommens Kærtegnen af sine evige Sønner, Gravenes Indhold, de stinkende Lig blev til lysende Materie, blev til ny Næring og Liv, blev til Farve og Kolorit, blev til Glæde og Velsignelse. Et skønnere Møde med de levende Væseners fortidige Affald kan vel ikke tænkes. Og ligesom Kloakkens Mudderpøl er forvandlet til det krystalklare Vand, vi drikker, er blevet til den rene Luft vi indaander og er identisk med den blaa Himmel, vi ser paa, saaledes er ogsaa Vildfarelsernes Virkninger omdannet til Fornemmelsen af Guds Nærhed. Denne Forvandling er det samme som "Opstandelse". Og denne "Opstandelse" er al Materie underkastet.

Paaskemysteriets "Opstandelse" er saaledes ikke en blot og bar Beretning om Jesu Tilsynekomst i et aandeligt Legeme, der var fri af den fysiske Materie, men er ogsaa Symbol for selve Kredsløbsprincippet eller det fundamentale Princip, der betinger, at ingen absolut Undergang eller Tilintetgørelse kan finde Sted, idet det gør al Tilintetgørelse saavel som Skabelse identisk med "Omskabelse". Og det er denne Materiens Omskabelse, der er udtrykt i de tre kendte Sætninger: "Af Jord er du kommen" – "til Jord skal du blive" – "og af Jord skal du igen opstaa". Hvad er disse Sætninger Udtryk for andet end en evig rytmisk Forandringsproces eller Omskabelse. Det er en Beskrivelse af to fundamentale Realiteters Forhold til hinanden. Disse to Realiteter udtrykkes i Sætningerne som "Jord" og "Du" og vil kosmisk set igen henholdsvis være identisk med "Materien" og "Jeg"et. Da Jeg'et ikke kan blive til "Materie" og "Materien" ikke kan blive til Jeg'et, vil de førnævnte tre Sætningers absolutte Indhold dermed kun kunne udgøre dette: "Af Materien har Jeg'et frigjort sig", – "til Materien vil Jeg'et igen knytte sig", – "og af Materien vil det atter frigøre sig". Jeg'et bliver saaledes "det evige" og Materien "det foranderlige". Og hermed har vi jo Paaskemysteriets dybeste Indhold og absolutte Facit, hvilket vil sige: Beskrivelsen af Jeg'ets evige skiftende Forhold til Materien. Dette skiftende Forhold er udgørende en Frigørelse og en Tilknytning til Materien. Disse to Foreteelser udgør altsaa Kredsløbets to store Hovedfaser. Og af disse oplever Jordmennesket for Tiden Frigørelsen, der er det samme som det, vi udtrykker som "Udvikling". Denne Frigørelse vil tilsidst kulminere i det det højeste og fuldkomneste, bevidste Herredømme over Materien, hvilket igen vil sige: den totale hundrede Procents Oplevelse af Livslovenes Opfyldelse, der igen udgør den totale Næstekærlighed eller dette: at være eet med Guddommen. Den anden Fase i Kredsløbet udgør Udviklingens Modsætning og udtrykkes i "Livets Bog" som "Indvikling". Her bliver Individet i Kraft af stærke materielle Begær og Ønsker mere og mere tilknyttet Materie. Denne Tilknytning kulminerer i en total Fortættelse af Materien, der Lag paa Lag har lagt sig uden om Individets aandelige Bevidsthed og indtil en vis Grad har bragt denne ud af Funktion, har bragt den i en Slags Hviletilstand. Det er denne svækkede aandelige Funktion eller de høje aandelige Centrers Hviletilstand, der ligger til Grund for den totale Uvidenhed om sit eget Væsen, sin Udødelighed og Identitet som Søn af Guden og den heraf affødte ligefremme Antipati; Intolerance imod og Forfølgelse af al Religiøsitet, som kendetegner det primitive, materialistiske Jordmenneske og gør det til begejstret Udøver af alt, hvad der kommer under Begrebet "det onde".

Men Jordmenneskene er altsaa allerede langt fremme i "Udviklingen" eller Frigørelsen af denne Tilstand og befinder sig midt i den største Form for Princippet "Opstandelse". Dets dybeste Haab, Længsel og Maal er "Freden", hvilket vil sige: den totale Næstekærlighed. Det udøver ganske vist endnu megen Deltagelse i Krig og Blodsudgydelser, men det sker udelukkende fordi, det tror dermed at kunne indhente eller skabe den saa stærkt attraaede Fred eller en fuldkomnere idealisisk Tilstand. Slagmarken af i Dag er ikke som forhen Skuepladsen for en vild Begejstringsrus i Tilfredsstillelsen af blot og bar Krigslængsel eller Blodtørst, men er derimod Resultatet af en indbildt Nøvendighed som Middel til Opnaaelsen af Tilfredsstillelsen af den virkelige Attraa: Den fuldkomne Kultur, der igen er det samme som Næstekærligheden eller den varige indbyrdes totale Fred imellem Stater saavel som Individer og den heraf følgende virkelige fuldkomne Oplevelse af Liv og Tilværelse.

Som De her har hørt, er de omtalte tre Sætninger i de Kristnes Begravelsesritual intet mindre end straalende, fuldkommen Beretning om Gudesønnens virkelige ophøjede Identitet som Materiens og dermed Dødens absolutte suveræne Behersker. Det er Paaskemysteriets dybeste Facit og Verdensgenløsningens absolutte Grundvold eller Fundament formuleret i en Nøddeskal. Næstekærligheden er det virkelige, fuldkomne Liv. Og i samme Grad som De, mine kære Venner, hver især paa intellektuel Maade begynder at indhylle dem og det, De i Dag ikke kan lide eller maaske ligefrem hader, ind i det Forstaaelsens og Sympatiens varmende Lys, hvormed De ellers kun omslutter Deres bedste Venner, i samme Grad begynder et nyt forklaret Legeme at bære Deres Bevidsthed og kaste sit himmelske Lys igennem Deres fysiske Fremtræden. Og se, De vil da som en lysende Fakkel kaste Fredens overjordiske Skin i alle de Øjne, Sind og Hjerter, det er givet Dem at møde. De er Freden. Der, hvor De gaar hen over Kloden, vil Almagtens Velsignelse straale og Guds Nærhed føles.