Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinus afholdt i "Kosmos Feriekoloni"
Skærtorsdag den 22. April 1943
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig

(fortsat)

Man forstaar, at det levende Væsen repræsenterer to uomstødelige Principper, nemlig "Materien" og den saakaldte "Aand". "Materien udgør igen Funktionerne, og "Aanden" udgør det "Noget", der dirigerer Funktionerne. Funktionerne er igen det samme som "det skabte", medens nævnte "Noget" udgør "Skaberen". Vi har saaledes her fundet den virkelige, urokkelige "Skaber" bag Funktionerne, bag Villien og Intelligensen. Vi har fundet en "Skaber", der viste sig at være - ikke en blot og bar "Funktion" eller en herre- eller ophavsløs Intelligens- og Villiemanifestation, men derimod et levende "Noget", overfor hvilket alt uden Undtagelse i Livet maa være underordnede Egenskaber eller Biting. At dette "Noget" i sig selv ikke kan have nogen Begyndelse eller Afslutning er en Selvfølge, idet det aldrig nogen Sinde er blevet skabt. Men naar det ikke har haft Begyndelse, ikke er blevet skabt, kan det ikke være Funktion eller Bevægelse. Men naar det ikke udgør nogen Bevægelse, kan det ingen Forandring udvise eller være underkastet og vil saaledes ingen Afslutning kunne repræsentere. Det er en absolut evig Realitet. Og det er denne evige Realitet, vi ikke har kunnet undgaa at give Udtryk i selve Sproget. Det er nemlig denne, vi udtrykker som "Jeg"et. Naar vi vil udtrykke os selv, siger vi ikke: "Organismen saa" eller "Materien saa", hvilket jo ellers vilde være det fulde korrekte Udtryk, saafremt det nævnte evige "Noget" ikke eksisterede, og Organismen eller Materien saaledes var det absolut eneste, der var til. Men vi siger derimod: "Jeg saa", "jeg gik", "jeg skrev" o.s.v. At udtrykke Organismen eller Materien som det villiedirigerende Ophav har saaledes ikke været tilfredsstillende. De to Faktorer har altsaa ikke kunnet dække selve Livsoplevelsen. Men ved at man saaledes har maattet finde Udtryk for "Noget", der ikke kunde udtrykkes vel "Organismen" eller "Materien", men derimod maatte udtrykkes som "Jeg"et, bekræfter vi jo hver især, omend ubevidst, dette "Noget"s Eksistens hver eneste Gang, vi føler os nødsaget til at udtrykke vort eget Selv ved Begrebet "Jeg".

Som vi her har set, udgør det, vi udtrykker ved Begrebet "Jeg", saaledes hverken "Materien" eller "Organismen". Men naar det ikke er "Materien" eller "Organismen", kan det kun være Individets eller Væsenets virkelige, evige, organisme- og materiebeherskende Selv. Og vi har saaledes her i "Jeg"et fundet Individets virkelige "udødelige Aand". Men at forklare denne "Aand er ikke gjort med et Foredrag, dertil maa der bruges et helt Værk. Og det er jo netop et saadant Værk, det er blevet min Opgave at manifestere i Form af "Livets Bog". De vil derfor, mine kære Venner, forstaa, at jeg her i mit Foredrag kun har kunnet antyde for Dem de mest fremtrædende Konturer eller Detailler ved nævnte "Aand" eller dette vort evige, udødelige Jeg. Men idet vi saaledes er kommen til Erkendelse af nævnte udødelige Jeg, bliver det lettere at forstaa Sætningen, "af Jord skal du igen opstaa", ligesaavel som Opstandelsesmysteriet Paaskemorgen ogsaa hermed bliver tilgængelig for Intelligensen eller intellektuel Forskning.

Idet det levende Væsens Organisme saaledes ikke udgør det virkelige Væsen, men bestaar af Materie, der ved Intelligens og Villie er kombineret sammen paa en saadan Maade, at samme Organisme udgør et Redskab, ved hvilket "Jeg"et kan aabenbare sin Eksistens eller Nærværelse i Altet, er det givet, at samme Jeg saaledes er hævet over Organsimens eller dette Redskabs Eksistens. Det staar og falder saaledes ikke med dette. Det, der derimod staar og falder med Organismen eller Redskabet, er saaledes ikke Jeg'et eller det evige "Noget" i Væsenet, men det, der udgør Resultatet af Organismens eller nævnte Redskabs Eksistens. Og da dette Resultat jo udgør Jeg'ets Aabenbaring eller Tilkendegivelse af sig selv som et "Individ" eller "levende Væsen", er det denne Aabenbaring eller Tilkendegivelse, der staar og falder med Organsimen. Men at "Jeg"ets Tilkendegivelse eller Aabenbaring af sin Identitet som "Individ" eller "levende Væsen" overfor andre Væsener saaledes staar og falder med Organismen, betyder jo ikke, at samme Identitet i sig selv ikke eksisterer. Tværtimod, den vil jo i Kraft af "Jeg"et eller den evige og dermed udødelige Del netop udgøre selve Individualiteten eller det virkelige, det uforgængelige i Individet. Dette vil saaledes igen betyde, at det kun er udadtil imod andre levende Væsener, at Individets Død eller Forgængelighed tilsyneladende eksisterer. Disse Væseners Erkendelse af Individets Eksistens er jo udelukkende afhængig af den Tilkendegivelse af samme Eksistens, som Individet kan give i Kraft af sin Organisme. Idet Organismen, der jo er en "skabt Ting" og derfor er forgængelig og ligesom alle andre skabte Ting, grundet paa det store universelle Kredsløbsprincip al Materie er underkastet, igen maa opløses, kan Individet derefter jo ikke mere manifestere denne Tilkendegivelse. Og naar den ikke mere eksisterer, kan den naturligvis heller ikke skabe Reaktioner i de andre Væseners Sansesæt. De kan ikke mere se Liv i Individets Organisme og tror derfor dette tilintetgjort, og Individets bevidste Eksistens dermed ophørt med at eksistere. Og vi er altsaa her stedet overfor Livets største Illusion eller det, vi kalder "Døden". Døden er saaledes i sig selv kun Individets Ophør med at tilkendegive sin Eksistens overfor andre Væsener. At denne Tilkendegivelses Indtræden og Ophør normalt ikke er underkastet Villien, men dirigeres af det førnævnte universelle Kredsløbsprincip al Materie er underkastet, forandrer ikke Dødens Identitet som Illusion. Den er og bliver - ikke et Individs Ophør - men kun en Tilkendegivelses Ophør. Denne Tilkendegivelses Ophør beror altsaa paa, at det Redskab (Organismen), igennem hvilken Tilkendegivelsen kunde manifesteres, svigter. Denne Svigten kan altsaa skyldes en Ulykke eller Katastrofe, ved hvilken Organismen er blevet saa lemlæstet, at den slet ikke mere kan holdes i Funktion og udskilles da fra Jegets Domæne. Men normalt sker denne Organismens Adskillelse fra Jeg'ets Domæne ved Alderdom, der igen er baseret paa det førnævnte Kredsløbsprincip.

Men da Jeg'et jo engang, i Kraft af dets uforgængelige eller evige Tilstand, har været med til at bygge den afgaaede Organisme op, vil det jo ogsaa igen kunne være med til at bygge en ny Organisme op, igennem hvilken det atter kan tilkendegive sin Eksistens eller Nærværelse i Altet eller Livet. Og vi faar her Grundlaget for Reinkarnationen. Individet danner sig saaledes stadig en ny Organisme, naar den gamle, grundet paa Kredsløbsprincippet, maa udskilles eller opløses. Denne Udskiftning af Organismer, som Reinkarnationen saaledes er, er altsaa ikke en Afbrydelse i Individets Eksistens eller dets virkelige Liv, men kun en Afbrydelse af dets Tilkendegivelse af denne sin evige Eksistens. Og det er derfor, vi igennem fysisk Sansning ikke kan blive Vidne til nogen permanent eller evig Tilværelse for Individet. Vi bliver derimod Vidne til, at den netop hos alle Individer uden Undtagelse bliver afbrudt. Vi ser ganske vist nye Organsimer blive til, men da Væsenerne endnu hovedsageligt kun kan sanse fysisk og ikke har nogen dagsbevidst Erindring om tidligere Liv, kan der ikke finde nogen dagsbevidst Genkendelse af de nye Organsimers Ophav Sted, selv om disse Ophavs "Jeg"er eller "Aand" har kendt hinanden i mange tidligere Liv. Og Væsenerne maa da være henvist til at tro, at det er helt nye Individer eller Væsener, der begynder med enhver Fosterdannelse i Moders Liv, og at deres eget Liv saaledes har haft sit allerførste Udspring samme Sted, og at det nuværende Liv er det absolut eneste, de har oplevet og vil komme til at opleve, idet de tror i værste Tilfælde, at Døden er en absolut uforsonlig Tilintetgørelse af deres Eksistens. Men i Dybden bor trods alt alligevel Haabet om en fortsat evig Tilværelse hos alle Individer, selv om det midlertidigt kan være skjult bag uigennemsigtige, mørke, materialistiske Tankeskyer.

Idet Individet eller det levende Væsen saaledes bestaar af en Organsime sammensat af Materie og et "Jeg" eller en "Aand", som er evigt eksisterende, bliver det let at analysere selve Opstandelsesprincippet. Da "Jeg"et eller "Aanden" er evigt uforgængelig og dermed i tilsvarende Grad er "udødelig", kan en "Opstandelse", som før nævnt, ikke udgøre Tilblivelsen af en "ny Aand" eller et "nyt Jeg". Saadanne vil overhovedet aldrig nogen Sinde kunne eksistere. Alt det Liv, der i Dag eksisterer, har evigt eksisteret og vil i al Evighed fortsat eksistere. Kun de Materiekombinationer, der er et Produkt af "Jeg"ets eller "Aandens" Villie og Magt, hvilket vil sige de "skabte Ting", er Tilblivelse og Ophør eller "Fødsel" og "Død" underkastet. Med Hensyn til "Opstandelse" vil der kun kunne være tale om noget, der "opstaar", hvilket igen vil sige noget, der bliver til, noget der "skabes", noget der "fødes". Men da "nye Aander" eller "Jeg"er ikke kan "skabes" eller "blive til, vil en "Opstandelse" saaledes ikke kunne udgøre Tilsynekomsten af et "nyt Jeg" eller af en "ny Aand", men derimod Tilsynekomsten af en af "Jeg"et eller "Aanden" frembragt "ny Skabelse". Men da "Skabelse" jo er "Aanden"s eller "Jeg"ets "Tilkendegivelse" af sin Eksistens eller Nærværelse i Altet, vil en "Opstandelse" saaledes kun kunne udgøre en "ny Tilkendegivelse" af denne "Aanden"s eller "Jeg"ets evige Eksistens. Naar et lille Barn fødes, vil denne Fødsel, der jo i sin Natur ogsaa er en "Opstandelse", ikke være Tilblivelsen af en "ny Aand" eller et "nyt Jeg", men derimod Tilblivelsen af en "ny Tilkendegivelse" af en evigt eksisterende "Aand" eller et" udødeligt Jeg".