Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Mon De ikke kender den Situation, at et Menneske - maaske helt tankeløst - har fortalt Dem, at et tredie Menneske har sagt noget nedsættende om Dem selv, altsaa "sladret" om Dem? Jeg skriver med Vilje "tankeløst"; idet langt det meste af det, vi kalder "Sladder" ikke fødes af egentlig ond Vilje, men derimod i langt højere Grad af en ukontrolleret Trang til at gøre sig interessant paa et andet Menneskes Bekostning. Mange Mennesker lider af en Slags "Talekløe", og før de rigtig har faaet set sig for, træder ellers latente Digterevner i dem i Funktion, - og saa er Rygtet løbet af Stabelen.

I Almindelighed kan man vist godt sige, at man i et Menneskes Reaktion overfor Sladder har en vis Maalestok for dets aandelige Niveau. Det, der for det lidt primitive Menneske er en "Sensation", det straks maa bringe videre, er ofte for det mere fremskredne Menneske af en saadan Art, at det end ikke gider repetere det for sig selv.

Men at Sladder bringer Smerte, ved vi alle. Men ikke alle ved, at der til dette Problem knytter sig et andet, som, selvom det er sekundært, alligevel kan være byrdefuldt nok, og det er den Kendsgerning, at man, dersom Sladderen angaar en selv, faar rejst en Mur imellem sig og Sladderens Ophav. Efter en Samtale, Martinus engang havde med et Menneske, bemærkede han bagefter stilfærdigt til mig: "Jeg vilde saadan ønske, at denne Mand ikke altid følte sig forpligtet til at fortælle mig, hvad denne eller hin mener om mit Arbejde, det gør det lidt svært altid at tænke kærligt paa de Mennesker". Mon ikke denne Sætning rummer noget, vi alle kender? Medens man indtil det Øjeblik, hvor man hører, at denne eller hin har sagt noget nedsættende om En, har haft let ved at tale venligt om Vedkommende, saa besværliggøres denne Følelse af Venlighed nu af Sladderens Gift. Sagen er jo den, at der mellem os selv og alle dem, vi har mødt paa vor Livsvej, eksisterer et Utal af smaa fine Kanaler, gennem hvilke Tilværelsens skjulte Kraftkilde: Sympatien, stadigt rinder. I Forholdet til disse fine, men saa vigtige Kanaler, virker Sladderen som en Art stoppende Slam. Medens Sympatiens livgivende Strøm før uhindret cirkulerede mellem en selv og dette andet Menneske, saa melder Sladderens Virkning sig nu pludselig i Form af følgende Tanke: "Naa, det var ham (hende), der sagde det om mig - ", og i Stedet for en ubrudt Strøm af Sympati blandes der nu uvilkaarligt visse Procentdele Antipati ind i de cirkulerende Energier.

At en tilstrækkelig Portion Sladder er i Stand til at afføde en aandelig Blodforgiftning, er en Kendsgerning, man bør være fortrolig med. Det er ikke ufarligt at omgaas Sandheden letsindigt. Vi er alle forbundet med hverandre, idet vi samlet udgør een stor Organisme. Det vi i Dag kender som den omfattende Verdenskrig, vi nu oplever, er jo, dybest set, kun Udtryk for Virkningerne af en enorm aandelig Blodforgiftning. Vi har her et makrokosmisk Udtryk for det, der i Virkeligheden finder Sted inde i os selv, naar hele vor Bevidsthed kommer i Oprør mod et eller andet Menneske. Ingen vil kunne bestride, at det primitive Menneskes første Reaktion overfor ondsindet Sladder om det selv, er Tanken om Hævn, - altsaa Krig. Og læg Mærke til, at den første Virkning af den "Mobilisering", der i dette Tilfælde finder Sted, er en omgaaende "Tilmuring" af de Kanaler, igennem hvilke en tidligere Sympati for Sladderens Ophav cirkulerede. At den næste saa maaske bliver en omhyggelig Planlægning af Hævnens Realisation er ikke ualmindeligt. Men hvad er denne Planlægning andet end Skabelsen af de Kanaler, igennem hvilke en mørk og lidelsesfyldt Skæbne senere skal vende tilbage til den hævnende? Vi har alle selv først støbt de Kanaler igennem hvilke de Lidelser, vi maaske gruer mest ved at tænke paa, naaende frem til vor Skæbne.

Det er sandt, at vi ikke kan undgaa at møde Sladder, desto mere, jo mere "kendte" vi er. Men denne Sladder bør ikke bringe os i Affekt. Og mere end det, den bør ikke bringe os til selv at tilmure de Kanaler, der forbinder os med alle de Mennesker, vi har mødt paa vor Vej, - og slet ikke til dem, der mere eller mindre tankeløst tænker ilde om os. Vi bør her vide, at disse Mennesker netop har Brug for vor Sympati, fordi denne Kraft, ene af alle, har det i sin Magt at genaabne de Kanaler, Vedkommende maaske selv har haft lidt for travlt med at faa tilmuret. I mit daglige Samvær med Martinus gennem snart mange Aar, har det været en stadig Kilde til Inspiration for mig at se, hvorledes han altid stræber efter at fri sig selv for nogen mørk Skæbne i Forholdet til de Mennesker, der har en anden Opfattelse af Livet end den, han selv lever paa. For ham - det ved jeg - er det en selvfølgelig Ting at sende kærlige Tanker til selv de mest bitre Modstandere af hans Sag. At denne Handlemaade skyldes hans sikre Viden om dens Konsekvens, ved jeg ogsaa. Thi det er en evig Kendsgerning, at den eneste Vej til den Frihed, Oplevelsen af "Den store Fødsel" indebærer, gaar over den Lov, der skjuler sig bag Nazaræerens manende: "Du skal elske dem, der hader og forfølger dig - ". De giftige Tanker saarer aldrig den mest, de er rettet imod, de flænger dybere Saar i den, der fødte dem. En voksende, realistisk Viden om denne Kendsgerning vil efterhaanden tvinge Menneskehedens store Flertal til en dybere Ærbødighed for Sandhedens virkelige Majestæt, Vi vil alle en Dag komme til at opleve, at Graden af den Varme og Forstaaelse, vi omfatter vor Næstes Rygte og Liv med, er bestemmende for den Beskyttelse vort eget Liv og vor egen Skæbne er undergivet.

Med kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere