Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Når man begynder at interessere sig for bogstaver, ord og meninger åbner der sig indgange til skjulesteder, man ikke kendte før. Almindeligvis strør man ordene omkring sig meget letsindigt og holder sig ofte til gamle prøvede, slidstærke ord og meninger. Så langt så godt. Man må jo have en base at bevæge sig ud fra i daglig tale. Hvem orker at gå rundt og vende og dreje på ord og sætninger og grunde over, hvad der menes med dit og dat.

Men når man går ind i sit kammer, alene eller med en god ven, og begynder at gruble over de eksistentielle spørgsmål, må man have noget til at beskrive alt det, som ord måske ikke kan udtrykke. Så er det man må gribe til billeder og beskrive andre ting, som på en eller anden måde anskueliggør det man mener. Symbolik. Ofte strømmer der også følelser ind, som man vil beskrive på en letforståelig måde.

Og dér er det man begynder at granske sproget. Vende og dreje på ordene. Afprøve nuancerne. Sammensætte og analysere. Smage og tygge på det.

Man bliver temmelig kritisk. Det er som at lære et nyt sprog, og man begynder at opdage skjulte meninger i det man læser. Underforståede meninger man ikke bemærkede før. Og pludselig ser man, at der findes et sprog mellem linierne, og man snuser som en sporhund, og havde man haft hale ville man have logret af ren glæde.

Når man læser Livets Bog og fascineres af alt det nye og forsøger at fordøje og bearbejde det, har man måske lidt svært ved at forestille sig, at der mellem linierne findes endnu et sprog, som kun kan læses ved hjælp af intuitionen. I meget benådede øjeblikke kan dette sprog i form af en tanke flagre forbi – men være af en så flygtig substans – at den i næste øjeblik er borte. Måske er dette sprog lig med den fulde forståelse af analyserne med den absolutte logik, der igennem det selvoplevede tilkendegiver sig og markerer sandheden.

For mange år siden læste jeg en bog af Prisjvin som hed Livets Rod, og den handlede om en søgen efter Zjen-Sjen, livets rod. Bogen er en prosalyrisk naturbeskrivelse af bl.a. den plettede hjort i Manchuriet. Prisjvin ville sikkert ikke have drømt om, at nogen ville bære hans beretning med sig gennem et halvt liv som en kilde til lykke og glæde.

Men ligesom i Livets Bog gemmer der sig også i hans sprog endnu et sprog, som formidler sandheder og følelser, der overlever langt efter at bogens handling er glemt.

At Livets Bog er mangebundet og rummer uendelige muligheder ved alle vi, der studerer den. Martinus har bag ordene en kundskabskilde at øse af, som i sig selv måske er ordløs og ubeskrivelig. Man kan se, hvordan han vender og drejer på formuleringerne for at gardere sig, og han skyr ingen anstrengelse, når det gælder at undgå at blive misforstået. Af og til kan man få fornemmelsen af, at han arbejder med et råmateriale, som er ganske uhåndterligt og primitivt. Derfor gør han sit yderste for at vække vor evne til at læse mellem linierne, gennem ord-rigdommen at opleve alle afskygningerne og hjælpe os til at sammenfatte og få overblik.

Man kan let drukne sig i hans tekster, og selv om man læser og tror at forstå dem, fortaber man sig i mangfoldigheden og kan bagefter ikke gøre rede for det man har læst. Men man fortsætter og drives af et lidenskabeligt begær efter at få mere at vide og forhåbentlig indridse nye spor i hjernebarken, som efterhånden bliver til stier, man senere kan betræde og her få fornyet og uddybet sin viden.

Alt det nye tager tid. Alle nye tanker, alle nye begreber, alle nye områder er i begyndelsen flygtige og svære at forstå, svære at få til at forblive i hukommelsen. Men intet af dette afskrækker én. Man ved, at sådan må det være, og man bliver glad, når noget kommer op til overfladen i en konkret sammenhæng, hvor det gælder om at drage nytte af det man har lært.

Og her er vi ved det vigtigste. At kunne forklare og genfortælle er da glimrende, men at leve op til kosmologien i rette øjeblik er hvad der er dens mening: den indre forvandlingsproces, der har udvasket sandheden af ordene og linierne, så den dukker op i rette øjeblik. Det er vel kosmologiens kerne, dens praktiske anvendelse.

Martinus analyser er som et fremmed sprog for den, der ikke er åben for dem, men det fremmede sprog kan oversættes til et forståeligt sprog ved praktisk handling. På den måde kan den der er velbevandret i hans analyser fungere som et mellemled og behøver ikke at føle sig magtesløs overfor den udenforstående.

Sproget lever sit eget liv i hjernevindingerne, hvor tankevirksomheden har sine domæner. Spørgsmålet er om det førstnævnte kan leve uden den sidste, eller om det ligefrem er sådan, at "de to er ét". Eller findes der en ordløs tænkning? Skønt der findes selvfølgelig et sprog uden større tankevirksomhed. Men helt uden?

Sproget er følelse, billede og intellekt i en smart indpakning med 29 ingredienser. Et levende væsen?

Oversætter: SB