Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinus afholdt i "Kosmos Feriekoloni"
Skærstorsdag den 22. April 1943
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig

Kære Venner! Nu da vi er kommen sammen for at holde Paaske, vil jeg gerne i Dag tale lidt om selve Paaskens Mysterium. Selv om De ganske rigtigt kender mit Syn paa dette Mysterium igennem min lille Bog "Paaske", vil der alligevel endnu være nogle Ting at kunne bemærke angaaende denne overleverede hellige Beretning. Selv om Paaskeberetningen slet ikke var Udtryk for en realistisk stedfunden Begivenhed, saaledes som Tilfældet er, vilde den alligevel have været et saa overordentligt fundamentalt Digterværk med genial Rodfæstning i selve Livets Princip, at den til de seneste Tider maatte staa som et urokkeligt Symbol paa selve Virkeligheden.

Paaskeberetningen vil kunne inddeles i tre Afsnit, der hver udtrykker en særlig bestemt Side ved Livet. Det er disse tre Afsnit, vi mindes igennem de tilsvarende tre Helligdage: Skærstorsdag, Langfredag og Paaskedag. Det første Afsnit kan vi saaledes kalde: "Skærstorsdagsprincippet", det næste: "Langfredagsprincippet" og det tredie: "Paaskedagsprincippet". Disse tre Principper er langt dybere rodfæstet i det daglige Liv, end De maaske hidtil har anet. Ja, de er endog saa rodfæstet indenfor den kirkelige Kristendom, at de her bliver nævnt ved enhver Begravelse i Form af de tre Sætninger: "Af Jord er du kommen", - "til Jord skal du blive", - "og af Jord skal du igen opstaa".

Hvad forstaar man da ved "Skærtorsdagsprincippet"? - Ifølge den overleverede Beretning hedder det jo, at Jesus spiste Paaskemaaltid sammen med sine Disciple, og at Judas forlader Forsamlingen for at forraade sin Mester. Endvidere fortælles der om Vandringen til Gethsemane Have samme Aften og om Jesu Sjælekamp, Engelens Nærværelse og Disciplene, der faldt i Søvn og overlod Jesus til hans egen tunge Skæbne. Hvad er det, vi her bliver Vidne til? - Er det ikke lige akkurat en fuldstændig Karakteristik af den endnu primitive jordmenneskelige daglige Tilværelse. Ser vi ikke her Menneskene være intime Venner, spise Festmaaltid med hverandre? - Er det ikke tillige meget ofte Tilfældet, at Venner i samme Sfære er søvnige og ligegyldige overfor hverandres Lidelser? - Og finder vi ikke ogsaa her Hjemstedet for Kulminationen af Sjælekvaler og Dødsfrygt? - Og er der nogen anden Situation eller Bevidsthedssfære, i hvilken en Engels Nærværelse er mere paakrævet end netop her? - Og er det ikke en saadan Engel, der aabenbarer sig igennem enhver af Kærlighedsevangeliets absolutte Praktikere og Fortolkere? - Findes der en større englelig Handling end den: at sætte sit Liv til for at redde sin Næste? - Der findes i alle Fald ikke nogen kærligere Handling. Skærtorsdagsberetningen er saaledes, foruden at udgøre et Afsnit i Beretningen om Verdensgenløseren, ogsaa udgørende et symbolsk Billede af selve Jordmenneskeheden.

Som vi nævnte før, udtrykkes dette Billede ogsaa igennem den koncentrerede Sætning: "Af Jord er du kommen". Er det ikke netop saaledes, at det igennem den moderne videnskabelige Forskning paa alle Omraader bliver mere og mere synligt, at Jordmennesket ikke er frembragt af "Intet" ved Udfoldelsen af et øjeblikkeligt Magtbud, men at dets ydre Tilblivelse er synlig som Udtryk for en igennem umaadelige Tidsrum stedfunden Udviklingsproces? - Er det ikke aabenlyst for ethvert intellektuelt Menneske, at Jordkloden engang befandt sig i en flammende og glødende Ildtilstand, og at den da maatte være totalt blottet for alt vegetabilsk og animalsk Liv. Er det ikke ligeides en Kendsgerning, at de flammende Materier efterhaanden blev mere og mere afkølede og dermed omdannede til Vand og Grus og Sand, blev til "Jord". Og udviklede der sig ikke her, ved et Sammenspil imellem denne "Jord" og Solens Skin og Klodens Vand, det vegetabilske Liv? - Og blev det vegetabilske Liv ikke efterhaanden til animalsk Liv? - Er de vegetabilske Overgangsformer, der baade er halvt Plante og halvt Dyr, ikke forlængst blevet til videnskabelige Kendsgerninger? - Og kan vi ikke netop følge Dyreorganismernes gradvise Udviklingsproces helt op til Jordmenneskeformen? - Den jordmenneskelige Organisme er saaledes bogstavelig talt blevet til af "Jord". Og den kirkelige Kristendoms Sætning udtrykker saaledes en videnskabelig Sandhed.

Det næste Princip i Paaskemysteriet udtrykkes som "Langfredagsprincippet". Dette udtrykkes i Bibelen som Beretningen om Jesus Fremførelse for den øverste Dommer i Palæstina Pontius Pilatus samt hans Hudstrygning, hans guddommelige Udtalelser, Lidelser og Død paa Korset. Hvad udtrykker nu disse Begivenheder. Ja, udgør de ikke netop i Princip selve Døden og den ydre Staffage, der altid eksisterer omkring Døden? - Ethvert Jordmenneske skal jo gennemleve den Proces, vi udtrykker som "Døden". Og er det ikke saaledes, at ethvert Jordmenneske, som begynder at fornemme Døden nærme sig, bliver Angst, begynder at føle sig stedet for den højeste Dommer og igennem denne Fornemmelse kan opleve allehaande Former for Rædsler. Og er det ikke netop disse Rædsler, der tilsammen er Begyndelsen til den saakaldte "Skærsild". Er der ikke netop mange Jordmennesker, der her oplever en eller anden Form for "Korsfæstelse"? - Ja, der er endog dem, der paa Grund af en meget daarlig Samvittighed ligefrem fornemmer sig i "Helvedes brændende Ild" og i denne deres Kvide raaber til Forsynet eller Verdensgenløseren om Frelse eller Befrielse, ligesom der ogsaa er dem, der befinder sig lykkelige, tilgivende alt og alle og opgivende sin Aand i den største og inderligste Tillid til den evige Guddom. Og er det ikke netop disse omkring Dødsprocessen forekommende Detailler, der symbolsk kan udtrykkes i selve Verdensgenløserens Dødspanorama? - Er Tornekroningen, Hudstrygningen, Mængdens Haan og Spot plus selve Fastnaglingen til og Døden paa Korset ikke et værdigt Udtryk for "Skærsilden" eller "Helvede"? - Er Fornemmelsen af at være borte fra Gud ikke her fremtrædende i Kulmination? - Raaber Verdensgenløseren ikke netop Bekræftelsen her paa ud igennem de kendte Ord: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig"? - Men ser vi ikke Frelsen eller Saligheden symboliseret i Verdensgenløserens Dødsscene? - Havde han ikke netop midt i Forhaanelsen og Fornedrelsen, da han stod overfor Pilatus og Mængden, i sig Bevidstheden om at være en "Konge", selv om hans Rige "ikke var af denne Verden"? - Følte han ikke sin Livsgerning, sin Mission som fuldbragt. Og tog han ikke alle sine Fjender til sit Hjerte i Udbruddet "Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre". Og ser vi ikke en grænseløs Tillid til Forsynet i de sidste svage Suk fra hans døende Læber: "Fader! I dine Hænder befaler jeg min Aand"? - Kan man tænke sig en større Symbolisering af Modsætningen til "Helvede"? - At føle sig indhyllet i en Kongeværdighed, at føle sin Livsgerning fuldbragt, at befinde sig omsluttende sine Bødler eller Plageaander med sin Kærligheds dybeste og inderligste Attraa samtidigt med, at man i Kulminationen af Tryghed overgiver sin Aand i Guds Varetægt, kan da kun være Kulminationen af Idealet for et Væsens Møde med Døden eller dets Tilbagevenden til Gud.

Dette "Langfredagsprincippet" er igen, som nævnt, ogsaa udtrykt i Sætningen "til Jord skal du blive". Hvad er det egentlig, der skal og kan blive til "Jord"? - Ja, er det ikke netop det samme som det, der var "kommet af Jord"? - Og det, der var "kommet af Jord", var jo, som vi før berørte, Væsenets kødelige, animalske Organisme. Denne animalske Organisme skal altsaa igen blive til "Jord". Men det er jo kun, hvad der forlængst er blevet en Kendsgerning for alle Mennesker. Det er jo denne Kendsgerning, alle kalder "Døden". Men der er noget, som ikke kan dø, noget som ikke er "kommet af Jord" og derfor heller ikke kan "blive til Jord". Det er det "Noget" i Organismen, der føler Angst for Døden og Glæde ved Livet; det "Noget", der føler Sjælekval og Lidelser og hungrer efter Kærlighed; det "Noget", der finder Forløsning i Fornemmelsen af en Guddom, i hvis Hænder det kan befale sin Aand. Det er denne "Aand", der er det levende, befalende, bydende og skabende i Organismen. At der er et saadant bydende og befalende "Noget" i Organismen bliver til Kendsgerning igennem den Omstændighed, at vi kan bevæge vore Lemmer, vi kan sanse, føle og fornemme, vi kan elske og hade. Dette sker jo altsammen i Kraft af Villien i et eller andet af dens tre Stadier, saasom: "A.Viden", "B.Viden" eller "C.Viden", hvilket igen vil sige: Villie som vaagen dagsbevidst Funktion eller Villie som Automatfunktion. Det er dette villieførende "Noget", vi udtrykker som "Jeg'et", naar vi taler om os selv. Vi siger saaledes: "Jeg tænkte, jeg talte, jeg skrev" o. s. v. At dette villieførende eller bydende "Noget" maa være forud for Organismen, er jo kun, hvad der overalt viser sig som Kendsgerning. Man har jo endnu aldrig set andet end, at en Organisme lige fra dens første spæde Fosterstadium og frem til dens fulde voksne Tilstand normalt bliver bygget fuldstændigt planmæssigt op. Og Planmæssighed kan jo netop kun eksistere som et Produkt af Villie. Da Villie igen kun kan eksistere som et Produkt af Ønske, og Ønske i sin dybeste Instans er det samme som "Begær af Liv", afslører dette altsaa, at der forud for Organismen har eksisteret "Noget", der har haft Begær efter det Liv, der kan opleves igennem Organismen. Begær kan nemlig udelukkende kun eksistere som en Egenskab ved "Noget". Det kan ikke være en Egenskab ved "Intet".

Det er altsaa dette levende, villieførende "Noget", der udgør "Skaberen" bag "det skabte". I modsat Fald maatte det være "det skabte", der frembringer "Skaberen", hvilket jo er hundrede Procents i Strid med Kendsgerningerne eller Virkeligheden. Der skal en Bygmester til at skabe et Hus, der skal en Bager til at bage Brød, ligesom der skal en Digter til at skrive Digte. Intet kan blive til af Tilfældigheder eller Kaos. Kun et stærkt planbegærende, villieførende "Noget" kan omdanne Tilfældigheder og Kaos til Planmæssighed eller logisk Organisation. Det er denne Organisation, vi udtrykker som det skabte. Og til en saadan Organisation hører netop det levende Væsens Organisme. Og dennes Organisator udgør altsaa det, vi kalder "Jeg'et" eller "Aanden". Og det er denne, Anelsen om eller Haabet paa denne "Aands" Ttilstedeværelse og Udødelighed, der særligt dukker frem i Individets fysiske Dagsbevidsthed igennem "Langfredagsprincippet" eller i Fornemmelsen af, at det skal til at "dø". Det er denne "Aand", det mere og mere bliver vænnet til at overgive i Guds Varetægt, hver Gang dets fysiske Organisme nødvendigvis igen maa blive til den "Jord", af hvilken den er kommet. "Langfredagsprincippet" er saaledes "Dødsprincippet" eller Tilbagegivelsen af Organismens Materie til Jorden. Det er Jeg'ets eller "Aanden"s Adskillelse fra den fysiske Organisme. Denne Adskillelse finder Sted i Kraft af det overalt i Naturen forekommende Kredsløb. Uden denne Adskillelse vilde det levende Væsen aldrig nogen Sinde blive i Stand til at opleve sin guddommelige Suverænitet som Materiens og Livets absolutte Herre. Hvis ikke det fik oplevet sit Liv udenfor den eller den Art Materie eller Grundenergi, maatte det evigt forblive i Uvisheden om sin Udødelighed, sit Jeg's sande Natur som en Gnist af Guden.