Ældre Kosmos og Kontaktbreve

(sluttet)

Maa det ikke, hvis det har jordmenneskelig Tænkemaade, opfatte disse ukendte Funktioner som "Naturkræfter". Det kan jo ikke vide, at det er et levende Væsens Aandedræt, Blodomløb, Fordøjelse o.s.v Og vilde ikke alle de ukendte Terræner for samme Mikrovæsen ligeledes være blot og bar "Naturlandskaber", der mindst af alt kunne tænkes at udgøre Dele af et levende Væsens Organisme? - Men er det ikke netop lige akkurat den Situation, Jordmennesket befinder sig i? - Er det ikke ogsaa omgivet af Myriader af kendte og ukendte levende Væsener, Funktioner og Terræner, som samme Væsen altsaa kalder "Naturkræfter" og "Naturlandskaber" eller blot og bar "Naturen? - Men naar det er en Kendsgerning, at vor Organisme saaledes udgør Sfærer og Zoner for levende Væsener, i hvilke de kan opleve Livet, men af disse Væsener alligevel kun kan opfattes som "Naturen" eller "Naturkræfter", hvorfor skulde det saa ikke være den samme Situation, Jordmennesket befinder sig i. Hvorfor skulde dette Væsen ikke ligesaa godt kunne være "Mikroindivid" i en Kæmpeorganisme som Mikroindividerne fra dets egen Organisme? - Og hvorfor skulde ikke alle Naturens Funktioner eller Udløsninger af Kræfter ikke ligesaa godt kunne være et saadant Kæmpevæsens Organismefunktioner? - Ja, hvad skulde disse ellers være eller udgøre? -

Vi bliver saaledes nødsaget til at maatte acceptere vor egen Fremtræden i "Naturen" som identisk med et "Mikrovæsen"s Fremtræden i et "Makrovæsen" paa samme Maade, som vi maa acceptere vor egne Mikrovæseners Fremtræden i vor egen Organisme. Ligesom vi selv befinder os i en uden om vor Organisme fremtrædende ydre Verden med hvis Kræfter, Stoffer eller Materier, vi maa samarbejde, og af hvilket Samarbejde Resultatet igen udgør det, vi kalder vor Skæbne, saaledes befinder Mikrovæsenerne i vort eget Indre sig ogsaa i en dem omgivende ydre Verden, med hvilken de maa samarbejde, og af hvilket Samarbejde deres "Skæbne" opstaar. Men da denne, disse smaa Væseners ydre Verden, er vor Organisme, og vort Blodomløb, vor Fordøjelse, Kirtelfunktion o. s. v. derved for mange af nævnte Væsener bliver ydre "Naturkræfter", med hvilke de maa sanarbejde for at kunne opretholde deres fysiske Eksistens, er det her indlysende, hvor vældigt vi med vor Villieudløsning og Tilfredsstillelse af Begær og øvrige kropslige Indstilling udgør en fundamental Faktor i disse Væseners Livsoplevelse og Skæbnedannelse. I ingen som helst anden Situation har vi en saa kolossal Adgang til at skabe Lykke eller Ulykke for andre levende Væsener som den, vi her er i Besiddelse af overfor de Mikrovæsener, vor Organisme bestaar af. Hvad mener De f. Eks. om "Drankerne"? - Har Saadanne Væsener ikke, ved Gang paa Gang at fylde alkoholholdige Vædsker i deres Organisme, efterhaanden skabt denne om til et "Helvede" for de i samme Organisme normalt hjemmehørende Mikroindivider? - Hvad er den af Drikfældigheden frembragte Svækkelse eller Ødelæggelse af Hjerne og Nerver samt af andre indvendige Organer andet end Nedbrydning af Organismens Mikrovæseners normale Livsskuepladser. Og tror De ikke, at denne Nedbrydning betyder Svækkelse og unaturlig Død for disse Mikrovæseners Organismer ligesaavel som for "Drankerens" eller Makrovæsenets Organisme? - Og er det ikke de samme Konsekvenser, der gør sig gældende med de mange andre mere elller mindre giftige Stofarter eller Materier, som det er blevet Mode, Skik og Brug at indlemme i sin daglige Nydelse? Fører ikke overdreven Tobaksnydelse til "Nikotinforgiftning"? - Og fører ikke Nydelsen af en altfor voldsomt koncentreret Kaffe til Hjertebanken? - Og hvorledes er det, det staar til med Opiumsnyderne og vore egne hjemlige til Narkotica hjemfaldne Væsener? - Ender de ikke alle som mere eller mindre defekte eller som ligefrem totale Vrag, hvad deres fysiske Organisme angaar og den hermed forbundne og afhængige mentale Manifestation? -

Hvad gavner det, at Nydelsen af disse Midler i første Instans giver Individet Fornemmelsen af Stimulans, Velvære og lyse Drømme, naar den i sidste Instans fuldstændigt har undermineret Individets oprindelige naturlige eller normale, sunde og livskraftige Velvære, ja, ligefrem fører Individet til ikke blot almindeligt Hospitalsophold, men ogsaa til Indespærring og Spændetrøje paa et Sindssygehospital og yderligere til en Aandssvaghedsanstalt i det næste Jordliv, hvilket et nærmere specielt kosmisk Studium af Problemet udviser? -

Men foruden disse ydre fysiske Virkninger af Narkotica har Problemet ogsaa en anden og for Individet meget alvorlig Natur. Det er ikke dette, at det ved Narkotica ødelægger sin egen fysiske Organisme og dermed sit eget Liv og Velvære og bliver til Gene for sine nærmeste Paarørende og Medmennesker, der gør Narkotisering til den største Overtræder af Næstekærlighedsbudet. Hans Overtrædelse vil være til Gene for et langt større Individantal for Mikrokosmos i hans egen Organisme end for det Individantal i hans ydre Omgivelser eller Mellemkosmos, overfor hvilket den ogsaa er til Gene. Hvis hans Last gør ham til Gene for blot ti eller tyve Mennesker eller Væsener i Mellemkosmos, vil den mindst gøre ham til Gene for Tusinder, ja, hundreder af Tusinder eller endog Millioner af Væsener i Mikrokosmos i hans Organisme. Som De vil kunne forstaa, kære Venner, er vi her stillet overfor et umaadeligt Omraade af Væsener, hvis Identitet som vor "Næste" vi ikke paa nogen som helst Maade kan komme uden om. At disse Myriader af levende Væsener ikke repræsenterer det samme Format i fysisk Fremtræden, Udstrækning og Vægt som det, Væsenerne fra Mellemkosmos repræsenterer, forandrer ikke noget som helst i deres Identitet som "levende Væsener". Og naar de udgør "levende Væsener", der endog er saa intimt forbundne med os, at de udgør uundværlige Medarbejdere for os i vor Organismes Opretholdelse, kan de under ingen Omstændigheder frakendes at høre med ind under de Væsener, vi maa udtrykke som vor "Næste", ja, endda i Udtrykkets allermest bogstaveligste Forstand. At de derved hører med ind under den "Næste", Livslovene byder os at "elske som os selv", er naturligvis selvfølgeligt. Der staar jo intet i det store Kærlighedsbud om, at Betingelsen, for at man skal "elske sin Næste som sig", er den, at samme "Næste" er af den eller den Størrelse eller skal veje saa og saa meget, skal staa paa det eller det mentale Trin. Der findes absolut intet, hverken i Skriften eller selve Livet, der viser os en Situation, der giver nogen som helst Form for Dispensation fra Lovens Overholdelse eller paapeger nogen "Næste", vi ikke skal elske. Vi skal derfor lære at betragte vor egen Organisme som en Bolig, Verden eller et Opholdssted for og bestaaende af "levende Væsener". Disse er vi ligesaa pligtige til at "elske som os selv", som vore Medmennesker. Dette er altsaa her synlig som en uundgaaelig Hovedbetingelse for at kunne være i Kontakt med "Al Lovens Fylde" og fremtræde helt sund paa Sjæl og Legeme eller Mentalitet og Organisme og derved besidde Fornemmelsen eller Oplevelsen af den allerhøjeste Form for Velvære, Fred, Lykke eller Salighed, Det er denne Fornemmelse, der igen er det samme som det at være "et med Kærligheden" eller "den hellige Aand" og i hvilken Tilstand, man er "et med Faderen" og udtrykker hans "Billede efter hans Lignelse".

Hvorledes skal man da kunne elske disse smaa Væsener i ens egen Organisme, som man, mentalt set, jo slet ikke kan komme paa Bølgelængde med? - Hvis man kunde tale med disse smaa Individer og derved udveksle gensidige Tanker og Følelser, var det jo en helt anden Sag. Men staar der ikke skrevet, at man ikke blot skal elske med Ord og Tunge, men i Gerning og Sandhed. Og her har vi netop Feltet eller den særlige Metode, ved hvilken vi kan gavne vore smaa Venner i Mikroverdenen. I Gerning og Sandhed kan vi nemlig gøre Livet og Omgivelserne umaadelig lettere og behageligere, ligesaavel som vi kan gøre det grusomt og ødelæggende for deres Tilværelse. Og det er denne Skabelse af Lys eller Mørke, vi besørger om end ubevidst igennem vor Ernæring, igennem hele den øvrige Pleje af vor fysiske Organisme.

Tror man ikke, det Menneske, der lever sundt, faar passende Motion og frisk Luft, faar den naturligt tiltrængte Søvn i Døgnet og ligeledes faar den for sin Organismes særlige Trin tilpasset sund Føde og sunde Drikkevarer og ikke indlemmer her nogen som helst Slags af skadelige Giftarter eller Stoffer, skaber gode Betingelser i sin Organisme for Mikroindividerne? - Tror man ikke Livsbetingelserne er ulige vanskeligere i Situationer, hvor Væsenet indtager store Kvanta af stimulerende eller narkotiske Midler eller dagligt faar mangelfuld eller forkert Ernæring og i Tilgift hertil yderligere faar for lidt Søvn eller Hvile, men maaske ligefrem overanstrenger sig? - Det er jo Virkningerne af alle disse for Organmaterierne skadelige Fremmedenergier, der direkte opleves af Mikrovæsenerne i Organismen. Disse smaa Væseners Omgivelser bliver efterhaanden, i Kraft af al den Unatur som Fremmedenergierne afstedkommer, defekte og kan ikke opfylde de Krav, som er en Betingelse for Mikrovæsenernes Liv og Velvære. Disse bliver syge og døende. Ved Indførelse i Organismen af alle Saadanne Stofarter, der i særlig Grad er stimulerende, bringes visse Organer frem til et forceret Tempo, de slet ikke er beregnet paa og bliver derved overanstrengt. Men denne Overanstrengelse kommer jo først til Syne, naar Virkningerne af de stimulerende Stoffer er forbi. Saa kommer Organernes og dermed Mikroindividernes Overanstrengelse og der heraf følgende Lemlæstelse til Syne som "daarlige Nerver", "svagt Hjerte", "nervøst Sammenbrud" og lignende. De samme Symptomer vil naturligvis ogsaa gøre sig gældende ved en permanent almindelig fysisk eller legemlig Overanstrengelse. Dertil kommer saa de mange andre Sygdomme, som en Organisme kan være belastet med. Disse vil ligeledes mere eller mindre være at føre tilbage til manglende Hensyn til Organismens Pleje eller Pasning, dens Kost og Ernæring, dens Beskyttelse imod Kulde og Varme, imod Smitte og Ulykke. Det er saaledes ligegyldigt, hvad en Organisme saa end maatte fejle, ligefra Vanførhed, Aandssvaghed og til en blot og bar simpel Forkølelse, vil Aarsagen kun kunne være en eller anden Mangel i Hensyntagen til vor egen Organisme. Men da den bestaar af levende Væsener og deres Verden og Livsskueplads, bliver vor mangelfulde Hensyntagen til vor Organisme saaledes identisk med en mangelfuld Hensyntagen til disse vore smaa Brødre eller vor "Næste" i Mikroverdenen. Men manglende Hensyntagen er det samme som Ukærlighed. Men da Ukærlighed igen er det samme som Overtrædelse af det store Bud: "Du skal elske din Næste som dig selv", vil De, mine kære Venner, saaledes her se, hvad de legemlige organiske Sygdomme i Verden betyder. De er en realistisk Paavisning af store af Jordmennesket endnu uopfyldte Terræner og Omraader af Kærlighedsloven.

Men igennem Sygdommenes Lidelser og Smerter, igennem Erfaring og Studium vil Menneskene blive givet et saa overordentlig Overblik eller Kendskab til deres egen Organisme, deres eget Mikrokosmos og Kærlighed til dettes Individer, at enhver Hensyntagen til disses Liv og Velvære, som Automatfunktion vil blive praktiseret indtil en saadan Fuldkommenhed, at enhver Sygdom, ethvert organisk Onde, enhver Smærte og ethvert Ubehag for stedse vil være banlyst fra enhver Organisme Omraade. Og med denne højintellektuelle og kærlighedsmættede Indstilling i Opfyldelsen af Kærlighedsloven vil enhver Form for Medicin, Serum eller andre Helbredelsesmidler, fremstillet paa Bekostning af andre Væseners Liv og Førlighed, være totalt overflødigt i Jordmenneskets Liv og Færden.