Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Fra 1929 til sin død i 1973 var Erik Gerner Larsson knyttet til Martinus sag. Hans evne til at begejstre og føre initiativer ud i verden var præcis, hvad der var brug for i denne første pionertid. Læs her et eksempel på hans særlige stil. Kan man undgå at blive smittet af hans (velmotiverede!) gode humør?

 

Foråret, denne så længselsfuldt ventede, men såre flygtige gæst, er atter iblandt os og fylder vort liv med farver og fest. For en stund oplever vi lige for vore øjne reinkarnationens vidunderlige princip. Grene, der før stod nøgne og skeletagtige, iklædes med ét de skønneste farver. Overalt bryder livet – det skønne, levende, farvemættede liv – frem og fortæller os med titusindtunget røst om den kraft, der bag alt flygtigt stof evigt vil bestå, den kraft som er selve vor egen sjæls inderste kerne.

På ingen anden årstid udfolder det åndelige princip i tilværelsen sig stærkere end i disse uger, hvor hele naturen med ubrydelig kraft stiger imod den kulmination, der lader vinterens kolde og mørke dage fortone sig bagude som noget, vi Gud være lovet ikke behøver at skænke en tanke. "Liv er bevidsthed" siger Martinus og giver dermed udtryk for den vidunderlige tanke, at som vi selv er en bevidsthed med alle universets muligheder i os, lever vi i og er omgivet af en endnu større bevidsthed, hvis strålende nuancer i form af det, vi kalder "naturen" ustandseligt beriger vort eget sind med nye, inspirerende indtryk. Og blandt et af de største indtryk denne vidunderlige korrespondance skænker vor sjæl finder vi selve reinkarnationsprincippet, der i forårets skikkelse lader os møde selve den guddommelige verdens kulminerende liv i farver og form. Overalt møder vore øjne i denne tid beviset for større og skønnere kræfters eksistens end dem, der fører til krigens både skjulte og åbenlyse "heltegrave". Det var aldrig livets mening, at mennesket skulle fødes med rige og skønne evner for blot at segne, inden disse evner bar frugt. Tværtimod. Som vi for vore øjne ser et kredsløb, der begynder med den spæde spire og slutter med den modne frugt, skulle også vort eget liv udtrykke et kredsløb, der som noget naturligt og selvfølgeligt fulgte den lov, vi ser komme til syne overalt i den natur, der i disse skønne døgn beruser vore sanser med farver og dufte.

Der er noget dybt tragisk i dette, at det jordiske menneske nu er kommet så langt i sin udvikling, at det både kan betjene sig af teleskoper og mikroskoper – at det kan se ind i strålende stjernebyer og ned i vidunderlige mikroverdener – uden at begribe det mindste af det, det ser. Det hilser forårets og sommerens tilbagekomst uden deri at se andet end en "naturrytme". Det ser ikke det i vidunderlige former og farver indpakkede guddommelige budskab om sin egen udødelighed. Det forstår ikke, at den kraft, der på en enkelt nat forvandler en tilsyneladende uanselig gren til et eventyr i farver, også bor i dets egen indreverden og dér til sin tid fuldbyrder det samme eventyr. Midt i en verden af strålende liv, af vidunderlige udtryk for en altomfattende guddommelig bevidsthed dyrker det jordiske menneske døden og høster herfor dødens løn: den bitre forurettede og lidelsesfyldte ensomhed.

Iagttag Deres omgivelser, og De vil ikke kunne undgå at se, at jeg her taler sandhed. Det jordiske menneske af i dag lever i en lukket, angstfyldt verden. Det er næsten kun hos de små børn, vi stadigt møder det åbne, levende blik, der fortæller om kosmisk medvidenhed. Men børnene ved ikke med deres forstand. Det er jo netop fordi den er sovende, at deres sjæl kan give udtryk for den evighed, der lyser i deres øjne. Som blomsten ikke kan lade være med at åbne sig for solen, og som fuglen ikke kan lade være med at synge, når morgenrøden fortæller den om en ny dags fødsel, kan barnet ikke lade være med at smile igen, når det bliver mødt med smil. Men den voksne kan. Overalt møder vi voksne, som forlængst er vokset fra at smile, fordi de synes, det er naivt. Det synes som om de fleste voksne har dyrket dødens tanker så længe, at dette at smile er blevet dem fremmed.

Men livet er ikke bitter alvor og lidelsesfyldt mørke alene. Disse ting eksisterer, det er sandt, men de er kun virkninger af forvredent tankeliv. Jeg skrev før, at vi ejer alle universets muligheder i os og vil dermed gerne give udtryk for, at vi dybest set er fostre til kommende kosmiske sole. Vi er gudesønner i svøb. Som pinsesolens varme bringer alt liv omkring os til at folde sig ud og demonstrere evige kosmiske kræfters eksistens, skal også vi engang med vort eget væsen nå frem til at blive kosmiske solvæsener, hvis hele atmosfære dirrer af guddommeligt liv og skønhed. Først i den time dette sker, er "vort løb fuldendt og vort mål nået".

Fra korrespondanceafdelingen, brev nr. 121, dateret 7. juni 1946.