Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Det danske Klima er nu ikke kedeligt! Medens vi i Fjor ved denne Tid oplevede endnu at have vældige Isflager liggende og fylde hele Bugten samtidigt med, at alt i Naturen ligesom syntes at betænke sig to Gange paa at vise, at det endnu var i Live, saa bringer dette Aar os en Paaske, i hvilken Træerne midt i det hele folder sig ud og dermed fortæller os, at selve det levende, skønne danske Foraar nu er en Kendsgerning.

Her ved Klint har dette Foraars Fødsel været en fantastisk Oplevelse. Lige paa en Gang stilnede Blæsten af, og med eet var det vidunderligt varmt og stille. Omkring os dirrede Ozonduften fra Fyrreplantagen, og de forskellige Paaskegæster saa pludselig ud, som om de havde set forkert paa Kalenderen og faktisk havde forvekslet Paaske og Pinse. Men det var Paaske - en Paaske, i hvilken man oplevede at se Koloniens Gæster lægge Tøjet for at faa givet Ryggen den første Antydning af Solbrændthed!!!

Ogsaa for vort eget Vedkommende har dette Foraar byttet rundt paa alle Begreber. Medens det i tidligere Aar har været vor store Stolthed at have Kolonien klar til Pinse, er dette i Aar blevet naaet til den nu overstaaede Paaskehøjtid, - og det baade paa den ene og den anden Side af Plantagen. Da den sidste Sætning kun kan forstaas af Indviede, maa jeg vel lige her indskyde, at endnu ligger samtlige Sommerhuse paa den ene Side af Plantagen - og Gartneriet paa den anden. Og det er den Kendsgerning, at ogsaa det praktisk talt er tilplantet og bragt i Orden, der gør Aaret saa ekceptionelt. Og at vore Kartofler allerede nu myldrer op af Jorden paa et Tidspunkt, hvor vore Naboer i al Ro og Fredelighed er begyndt at snakke om, at det vel snart er paa Tide at faa dem i Jorden, gør os jo ikke mindre kry. Naa, vi har nu ogsaa en Del at svare til i den kommende Tid, alt er jo belagt i den tilstundende Feriesæson - og saa er det rart at vide ved sig selv, at det, der skal gøres, er blevet gjort!

Takket være at Kolonien saaledes snart er bragt klar til Ferieinvasionen, har jeg i al Stilhed kunnet tilrettelægge en lille Foredragsrejse til Provinsen. Jeg tilstaar, at jeg omtrent havde opgivet Rejsen i Aar, det hele ser jo lidt broget ud, men da jeg blev ved med at føle en usædvanlig daarlig Samvittighed ved min Beslutning, saa pakker jeg altsaa min Randsel og ankommer til de forskellige Byer i følgende Orden: Aalborg Mandag d. 24., Aarhus Tirsdag d. 25., Horsens Onsdag d. 26., Odense Torsdag d. 27., og Svendborg Fredag d. 28. Maj. Det hele forudsat jeg ikke skal svømme til Fyn, det tør jeg ikke paatage mig!

Om selve Paaskens Forløb heroppe tror jeg at turde sige, at den har været en skøn Oplevelse for vore Gæster. Martinus har holdt nogle ganske dejlige Foredrag, lærerige og stærkt personlige. Det er, som om man ved Beskæftigelsen med disse skønne Ideer evner at holde sig alt det, der i Øjeblikket tynger enhver saa stærkt, fra Livet. Jernhaardt gaar Krigen jo sin Gang og kræver, for hver Dag der gaar, flere og flere Liv. Paa Baggrund af denne Kontrast føles Mødet med Martinus aandelige Ideverden saa stærkt og levende, at man næsten ikke fatter, hvorledes Mennesket, uden Kendskab til de kosmiske Analyser, kan bære sine Dages Byrder. Det nulevende Menneske er født i en tung Tid. Uden virkelig Viden om det, der sker, hylder det sig selv i Had mod det, det bliver Vidne til og aner ikke, at det derved gør sig sit eget Liv sværere at leve. Gang paa Gang møder man denne Mur af Trods og Uvidenhed. Atter og atter hører man Sætningen: "Der har altid været Krig, og der vil altid være Krig!" Og ved dette "altid" tror et saadant Menneske, at det har givet Udtryk for selve Evigheden uden at vide, at Menneskets Liv her paa Jorden, i Forhold til den Tid vor Klode har eksisteret, nærmest er af sekundmæssig Karakter. Nej, Krigen, i den Form det jordiske Menneske nu kender den, skal ikke blive ved med at eksistere. Den kæmper nu sin egen Dødskamp i den Klodeorganisme, hvor vi i Dag opretholder vor Tilværelse. Slagmarkernes Dage er talte. Hver Time, der gaar, bringer os deres Ophør nærmere. At Krigen gør den enkelte modløs er ingen Skam, men den maa ikke gøre os aandløs! Det er saa let at lade staa til og bare plapre de andre efter Munden. Men vi har en Hjerne, og det er vor Pligt at bruge den. Ved Hjælp af denne Hjerne kan vi analysere det, vi oplever. Og denne Analysering, denne Dissektion af det, der sker rundt omkring os, vil vise os, at Krigen ikke længere er Udtryk for indre, hemmelige Længsler efter at demonstrere dyrisk Heltemod. Der er ingen Sandhed i Paastanden om, at "en lille rask Krig gengiver Samfundet dets aandelige Sundhed og Spændstighed". Saadan en Frase lyder saa tiltalende og bestikkende, men hvilken Far og Mor vil med fuldt Overlæg staa frem og sige: "Brug min Dreng til denne Renselsesproces"! Hvilken Kvinde vilde føde sit Barn, om hun fik at vide, at det tyve Aar gammelt skulde lemlæstes til Fordel for Samfundets Sundhed? Nej, Krig er et Ord, der dækker alt det, der kun er til at græde over. Og vidste man ikke igennem de kosmiske Analyser, at enhver Smerte kommer den til Gavn, som oplever den, vilde selv det skønneste Foraar ikke kunne opveje den Sorg, som da vilde tynge ens Sjæl.

Men udenfor Menneskets Omraade gaar Naturen sin evige Gang. Uafhængigt af primitivt jordmenneskeligt Had smykker Naturen sig paany. Uvidende om det jordiske Menneskes Sorger og Bekymringer snor Lærken sig i Spiraler jublende op imod Solen. For den betyder Foraaret Salighedens Genfødsel, og hvem kan da bebrejde den dens Trang til at delagtiggøre andre i sin Glæde. Aften efter Aften fyldes Luften med en tusindstemmig Musik fra Væsener, der endnu ikke kender vore Sorger, men som af et alvidende Forsyn er sat paa vor Vej for at minde os om vort Livs virkelige Bestemmelse. Ogsaa i os er der en Længsel efter at synge, efter at give Udtryk for det i os selv, som intet har med Had, Vrede og Bitterhed at gøre. Men som hint Væsen, for hvem vi nu fejrer Paaske, i sin Tid maatte passere Gethsemane Have og der træffe sit tunge Valg, saaledes maa ogsaa enhver af os møde sit "Gethsemane" og vælge. Det koster Smerte at fri sig for Dyrerigets tilvante og bekvemme Ham, tusinde Traade skal her sønderslides først, men som hin straalende Skikkelse vandt Sejr over sig selv, saaledes vil ogsaa enhver af os engang naa frem til at staa som Sejrherre overfor alt det i os selv, der i Dag skaber Smerte og Mørke i vor Skæbne. Naar den Dag kommer vil det mærkelige ske, at vi knæler ned og siger Tak for alt det, vi i Dag i vor Uvidenhed raser imod. Da vil vi forstaa, at det Mørke og den Smerte, der stod os imod, ikke var hans Værk men vort eget, og med den Viden i vor Sjæl vil vi da være naaet frem til hin Opstandelse, der er selve Paaskemysteriets inderste Kerne.

Med kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere