Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Ved Erik Gerner Larsson

Medens vi i det foregaaende Afsnit berørte Hukommelsesenergiens Stilling i det jordiske Menneskes Bevidsthedsliv, skal vi i det efterfølgende undersøge, hvilket Erindringsmateriale det samme Menneske i Dag hovedsageligt disponerer over. Da det jordiske Menneske endnu tilhører Dyreriget, vil vi se, at det i den Del af Spiralen det indtil nu har passeret, hovedsageligt har været undergivet Virkningerne fra "Det dræbende Princip", der som bekendt er Hovedfaktoren i Dyrets Tilværelse. Da det jordiske Menneske saaledes i overvældende Grad har levet indenfor et Omraade, hvor Kamp, Lidelse og Undergang hører til Dagens Orden, vil dets Erindringsmateriale derfor ogsaa hovedsageligt bestaa af Mord-, Drabs-, Kamp- og Lidelseserindringer.

Men disse Lidelseserindringer har en bestemt Mission, nemlig den, at bibringe det jordiske Menneske Kendskab til de kosmiske Energier, af hvilke dets Tankeliv bestaar. Igennem de selvoplevede Smerter kommer det levende Væsen paa Sporet af Tilværelsesmysteriet. Det er de selvoplevede Smerter, der danner et Væsens Karakter. Naar Smerterne har fuldbyrdet den Hensigt, der er deres Mission, undergaar de en Proces, efter hvilken de fremtræder som Kopier af deres oprindelige Tilstand, men med den Forskel, at medens de i deres første Fremtræden kom til Syne som Lidelses- eller Tyngdeerindringer, fremtræder de efter denne Proces som tro Kopier af disse Erindringer, men nu opbygget i Kærlighedsmaterie. Martinus bruger her den Lignelse, at medens Lidelseserindringerne i deres første Fremtræden kan lignes ved "Jernbilleder", altsaa et forgængeligt Stof, saa bevirker den Aandsproces, der her er Tale om, at de efter den fremtræder i et ædelt og uforgængeligt Materiale f. Eks. "Guld". Alle Erindringer, hvor mørke og uhyggelige de end er, vil, naar deres Mission er fuldbyrdet, undergaa denne Forandring eller Forvandling. Det er denne Proces, der ligger til Grund for, at samtlige ens Erindringer, efterhaanden som Tiden gaar, kommer til at straale i et mere og mere forherliget Skær, saavel som det er den samme Proces, der ligger til Grund for den af Livet bekræftede kosmisk-kemiske Formel, at "Tiden læger alle Saar".

At det ogsaa er denne Udvikling, der ligger til Grund for Evnen til at tilgive og Længslen efter Forsoning, nævnes kun, fordi vi netop her er stillet overfor en bestemt Realitet, enhver Livsforsker maa være fortrolig med, nemlig den Kendsgerning, at jo nærmere et Jordmenneske mentalt staar Dyreriget, desto sværere har det ved at glemme en tilføjet Uret, og desto ivrigere er det efter at faa "Hævn". Naar man faktisk i Dag ser saa mange Karikaturer af Ansigter, skyldes det i høj Grad disse Menneskers nære Tilknytning til Dyreriget. Atter og atter mærker man, hvorledes dette at faa Hævn for en formentlig Tilsidesættelse eller Fornærmelse er Ledemotivet i mange Menneskers Liv. Det jordiske Menneske har endnu meget sarte Følelser, hvad dets egen "Ære" angaar. Selv den uskyldigste Udtalelse kan ved heldige Misforstaaelser afstedkomme skæbnesvangre Dramaer. Men da ingen kan komme til at betræde en højere mental Zone, før Evnen til at taale en Fornærmelse er blevet en naturlig Bestanddel af ens Væsen, vil man her forstaa, at enhver Form for hængen sig i mentale Bagateller, enhver Form for tagen til Genmæle overfor usand Sladder og Bagtalelse, i Virkeligheden er Baand, der knytter en til en lavere Form for Tilværelse. Sandheden er jo her netop den, at hvis man i sig udvikler Evnen til at erindre sig enhver ubehagelig Udtalelse om en selv, da vil Livet uundgaaeligt føre en ind i stadig mere og mere koncentreret Krig imod ens daglige Omgivelser, en Krig, som først vil kunne slutte den Dag, man med et stort Smil affærdiger det, som før bragte en i Harnisk. At det ikke er let at foretage denne Omstilling, ved vi alle, men man maa her altid tænke paa, at dette at blive Livskunstner kun er den beskaaren, der for Alvor tager sit eget Sind op til Revision og uden Tøven paabegynder Træningen i den Selvdisciplin, uden hvilken man ikke maa forvente nogen nævneværdig Ændring af sin egen Mentalitet.

Da Livet altsaa medfører som Kendsgerning, at enhver mørk Erindring sukcessive frigøres for sin Tyngde og sluttelig kommer til at straale i ædelt aandeligt Metal som en "Guldkopi", har Martinus givet den Zone, i hvilket det levende Væsen udelukkende lever i eller af Erindringer for "Salighedsriget". Som allerede antydet vil Livet i den Zone udelukkende bestaa i en Genoplevelse af de for al Smerte udrensede Erindringer. Da denne Genoplevelse ikke er indskrænket til kun at angaa Erindringerne fra et enkelt fysisk Jordliv, men derimod angaar samtlige de Erindringer det levende Væsen har erhvervet sig indenfor den Spiral, i hvilken det befinder sig, vil det altsaa sige, at det her genoplever i "Guldkopimateriale" hele sit eget straalende Udviklingspanorama. Det er første svage Genskin fra denne for os saa ufattelig skønne Verden, vi møder, naar vi hører ældre Mennesker med Begejstring og straalende Øjne berette om deres Ungdomsoplevelser. Her har Perspektivprincippet allerede gjort sin Virkning. Begaaet Uret er glemt og tilbage er nu kun Erindringerne om de lyse og skønne Dage. Med den Viden som Kendskabet til Skabelsen af "Guldkopierne" giver en, skulde det ikke være vanskeligt at forstaa, at kun det Menneske er virkeligt stort, der hurtigst formaar at gøre en svunden Dag til Fortid og ikke i den nye Dag medbringer en Tyngde af ondskabsfulde og hævngerrige Tanker.

Det levende Væsens indre Verden udgør saaledes en Slags Arkiv, i hvilket det opbevarer samtlige Detaljer fra sit fortidige Evighedspanorama, nu fremtrædende i Guldkopimateriale. Denne indre Verden vil først bevidst kunne opleves, naar Hukommelseslegemet bliver tilstrækkeligt udviklet, hvilket altsaa sker i "Salighedsriget" eller i det Rige, der grænser direkte op til Intuitionsplanet eller "Den guddommelige Verden". Bevidst at kunne opleve Guldkopierne af Detaljerne i sit eget Livspanorama, vil jo være det samme som at kunne erindre tilbage i selve Verdensaltets Historie, idet ethvert levende Væsen, som allerede tidligere berørt, udgør en af de Enheder, af hvilket Verdensaltet er bygget op, noget vi senere skal vende tilbage til.

For imidlertid kort at resumere det jordiske Menneskes Forhold til Hukommelsesenergien, maa vi her erindre os, at denne Energi i Forhold til Følelse, Intelligens og Intuition befinder sig paa nedadgaaende Bane. Det jordiske Menneskes Evne til at erindre i Detaljer bliver ringere og ringere. Denne Forringelse spiller imidlertid ikke den Rolle, man maaske vil tænke, idet den stadigt voksende Evne til at anvende Intelligens og Intuition her træder til og befordrer en Livsoplevelse af langt mere intens Karakter end den, det jordiske Menneske af i Dag oplever. Det er kun for det Menneske, der i Formen ser alt, at den svindende Hukommelse betragtes med Ængstelse, Mennesket, der lever i Hensigter og Motiver, bemærker overhovedet ikke den Forskydning, der her finder Sted.