Ældre Kosmos og Kontaktbreve

(fortsat)

Overalt i dens Sfærer herskede voldsomme Bevægelser, Højeksplosioner, larmende Flodbølger af glødende Materiemasser, ligesom orkanagtige Storme rasede hen igennem dens Ildatmosfære. Hvorfra al denne Energi? - Kan selve Døden, den absolutte Stilhed, den totale Livløshed afstedkomme en saa voldsom Manifestation af Bevægelse? - Kan "Bevægelse" fremtræde som det livløses urokkelige eller absolut sikre Kendetegn? - Er det "Døden", der frembringer "Bevægelsen", eller er det "Livet"? - Hvis det er Døden, hvilket vil sige den absolutte Livløshed eller Stilhed, vil det altsaa være denne Stilhed, der har frembragt "Bevægelsen". Men hvorledes kan en absolut Stilhed afstedkomme "Bevægelse"? - Tror man ikke snarere, det er selve "Livet", der frembringer "Bevægelsen", og at denne saaledes er dettes urokkelige Kendetegn? - Ser De ikke hver især, kære Venner, i Deres egen Fremtræden eller indenfor Deres egen Oplevelse af Livet, at "Bevægelse" og "Stilhed" er skiftende Udtryk for Deres egen Villen og Kunnen? - At tro, at Bevægelse kan være Udtryk for noget som helst andet end Liv, er at være indhyllet i den største og dybeste Overtro eller Vildfarelse, der kan eksistere. Livet er "Bevægelse". "Døden" er "Stilhed". Men en absolut Stilhed eksisterer ikke. Enhver sansemæssig Oplevelse af "Stilhed" eller "Ubevægelighed" er kun Oplevelsen af Mangelen af Kontrasten mellem to Bevægelser af forskellig Hastighed. Der, hvor vi ikke har denne Kontrast, synes vi at opleve Stilhed. Det er jo netop i Kraft heraf, at vi synes, at Jorden udgør en fast og stillestaaende Foreteelse for os. Den i Forhold til Jordens Bevægelse langsommere eller hurtigere Bevægelse, der skal til, for at vi direkte kan sanse eller opleve Jordens egen Bevægelse, kan kun ydes os af Solen og de andre Kloder i den Himmelegn, Jorden tilhører. Men disse Himmellegemer er saa langt borte i Rummet, saa disse i Forhold til vort eget Himmellegeme bliver ligesom af mikroskopisk Natur. Deres Bevægelse bliver derfor i dette vældige fysiske Perspektiv, i hvilket vort Øje ser dem, ligeledes af en mikroskopisk Natur, ja endog i en saadan Grad at de slet ikke udgør nogen for vort øje direkte synlig Bevægelse og kan da ikke i dette Perspektiv udgøre den i Forhold til Jordens Bevægelse langsommere eller hurtigere Bevægelse, der udelukkende er nødvendig, for at vi i samme Perspektiv direkte kan se Jordens Bevægelse. I vort fysiske Perspektiv ser det derfor ud, som om disse fjerne Detailler staar stille. Dette udelukker derved for os det direkte Syn af Jordklodens Bevægelse, idet samme Klode ogsaa maa synes at staa stille, da der jo ikke opstaar nogen direkte synlige Kontraster i Forholdet mellem denne og de fjerne Foreteelser i Perspektivet. Det er jo det samme Princip, vi bliver Vidne til bag Kupevinduet i Toget. Medens det er let at konstatere Togets Bevægelse paa de nærmeste Detailler eller Omgivelser langs Banelegemet, bliver det sværere og sværere at konstatere Togets Bevægelse paa Omgivelsernes Detailler, jo længere disse befinder sig ude i Horisontens Periferi. Fra et frembrusende Togs Kupevindue vil man saaledes i en given Situation i længere Tid kunne se paa fjerne Bjærgtoppe uden derved at opdage den Stedforandring paa snesevis af Kilometer, der eventuelt har fundet Sted med ens eget Selv i den Tid, man har nydt Udsigten. Alle for Sanserne direkte fremtrædende "faste Punkter" vil altsaa kun kunne eksistere som Ligevægtspunktet mellem to Bevægelsesarter. De udgør altsaa en Virkning af "Bevægelse". Uden "Bevægelse" kunde de ikke eksistere. Det vi oplever som "Faste Punkter" er saaledes i Virkeligheden kun en skjult Form for "Bevægelse". Denne skjulte Bevægelse bliver synlig i samme Øjeblik, vi staar overfor en ny Bevægelsesart, der afviger fra den Ligevægt eller Stilstand i dette eller hint Sanseobjekt, vi i Forvejen er indstillet paa. Men indtræder denne ny Bevægelsesart ikke overfor nævnte Sanseobjekt, forbliver dette ved med at udgøre den Ligevægt eller det "faste Punkt", vi i Forvejen opfattede det som eller bedømte det til at udgøre. Af saadanne "faste Punkter" eller "Ligevægtstilstande" mellem "Bevægelserne" er hele vort Sanseomraade bygget op. Det er nemlig disse, der udgør alt, hvad vi udtrykker under Begreberne "Stof" eller "Materie". I den daglige Tilværelse skelner vi jo mellem "Bevægelse", der jo er det samme som "Energi", og "Stof" eller "Materie. En hvilken som helst Form for Stof eller Materie, ligegyldigt af hvilken Art det saa end maatte forekomme, ligegyldigt om det er det, der udgør Materialet for vor Beklædning, eller det udgør Materialet for Opbygningen af vore Boliger, ligegyldigt om det er Jern, Kobber, Guld eller Platin, eller det udgør Materialet for vor Ernæring, ja ganske ligegyldigt om det udgør de Materier, der repræsenterer vort eget Kød og Blod, vor Hjernes og vort Hjertes Substanser, vore brune eller blaa Øjnes Farvestoffer, eller det er vore Kirtelfunktioners Sekreter, alle Foreteelser, der saaledes kommer ind under Begrebet "Stof" eller "Materie", er i Realiteten kun "skjult Bevægelse". Emnet er naturligvis altfor omfattende til, at det fundamentalt kan uddybes her i et Foredrag. Naar jeg har berørt nævnte Emne her, er det, fordi det jo er af Vigtighed at lære at forstaa denne "Stoffet"s eller "Materien"s Hemmelighed. Thi hvis man forstaar denne og derved opfatter al tilsyneladende Stilhed eller Ubevægelighed i Materien som camoufleret "Mikro-Bevægelse", bliver det langt lettere at opfatte samme Materie som Udtryk for Liv og dermed som Udtryk for Tanke, Villie og Begær. Og er man først naaet hertil, aabner der sig jo derigennem en hel ny Horisont med et Udsyn over hidtil uanede Verdener, befolkede med levende Væsener, med hvilke man for nogles Vedkommende befinder sig i et hidtil uanet saa intimt og skæbnedannende Samarbejde, at det ikke kan overtrumfes eller overgaas af nogen som helst Form for det Samarbejde, man maatte befinde sig i med Væsener fra vor egen Sfære ud over det Samarbejde mellem vort eget Jeg og vor Moders Jeg, der resulterede i den Del af vort Liv, hvor vi befandt os under hendes Hjerte paa Vej mod den fysiske Verden.

Mikroverdenen bliver saaledes her levende for os, bliver synlig som et Ocean af levende Væseners Livsfunktioner, og at al Materies Karakter som sur, salt, bitter eller sød ligesaavel som dens Fremtræden i alle Farvenuancer: rød, gul, grøn, blaa o.s.v. er at føre tilbage til disse smaa Medvæseners dagsbevidste saavel som underbevidste Villieudfoldelse, deres daglige Liv og Færden, deres Oplevelse af Sorg og Lidelse, saavel som deres Oplevelse af Lykke, Glæde og Velvære. Men det er ikke alene dette, at Materien saaledes bliver en levende Verden for os, det er ogsaa dette, at vi selv igennem dette nye Panorama faar aabenbaret den Side i vort Væsens Fremtræden og vor Organismes Natur, der udelukkende kun kan være det "Billede af Guddommen", det er blevet vor Opgave at være med til mere eller mindre at skabe i "hans Lignelse", der gør vor daglige Oplevelse af Livet til et Eventyrernes Eventyr, der med sin levende realistiske Virkelighed overstraaler al Fantasi.

Hvad er det da, vi her bliver Vidne til? - Det er intet mindre end dette, at vi hver især i Princip befinder os som Hersker over Terræner, Riger og Sfærer med et saadant Utal af levende Væsener under os, at alt, hvad der har eksisteret af jordiske Herskere, Paver, Konger og Kejsere trods al deres Glans og Enevælde, her maa blegne ved Siden af den Storhed og Magt, der er underlagt vort Jeg, og hvormed vi dirigerer saa umaadelige Hærskarers og Omraaders Skæbner, at de udgør intet mindre end hele Universer. Til den Storhed og Magt, der er nedlagt i det levende Væsens Fremtræden, findes intet Sidestykke, ingen Paralleller, den kan sammenlignes med. Individet er suverænt i sin kosmiske Vælde. Kun Guddommen alene kan være dets Forbillede. De levende Væsener er Sfærernes Genskin af Guddommens Straaleglans. I deres klare Øjnes Mildhed og Hænders Kærtegn skal vi møde den direkte Varme fra Gud og igennem denne Kærlighed se dem som hans udtrykte "Billede efter hans Lignelse".

Med dette vort Syn ind i Mikrokosmos har der altsaa her aabnet sig et helt nyt Perspektiv. Dette Perspektiv indeholder ikke alene et vældigt Panorama af Omraader, befolkede med Myriader af levende Væsener, men disse Væsener er direkte Medarbejdere i Skabelsen af vor egen Skæbne, vort eget Velvære og vor egen Lykke, ligesom vi selv er en overordentligt fremtrædende Faktor i Opretholdelsen af disse Væseners "Himmerige" eller "Helvede".

Vor Organisme bestaar saaledes udelukkende af levende Væsener, det være sig lige fra vore Organer: Hjerte, Hjerne, Lunger, Lever, Nyrer, Mavesæk etc. og helt ned til de mindste Mikropartikler i selve vort Skelets Brusk og Benbygning. Hele vor fysiske Organisme er saaledes en Organisation af Myriader af levende Væsener fra højst forskellige Livsstadier og udgør alle hver især Livsformer, der for vort Jeg betyder hele dets Mulighed for Oplevelse af fysisk Liv samtidigt med, at dette Jeg naturligvis ogsaa betyder Muligheden for disse Livsformers fysiske Fremtræden. Jeg'et er altsaa Hersker i denne store Organisation af Livsformer. Det udgør udelukkende det fundamentale Bindeled eller Sammenholdsbasis for denne Organisation og har med sine, igennem Jordlivene erhvervede, Talentkerner og Automatfunktioner opbygget denne vældige Skueplads for Udfoldelse og Oplevelse af Liv. De ydre Omstændigheder ved denne Opbygning saasom: Parringsakten, Fosterdannelsen, den fysiske Fødsel, Barndommen, Ungdommen, Manddommen og Alderdommen udgør alle almenkendte Foreteelser. Derimod er det endnu ikke en udbredt Kendsgerning, at alle de indre Omstændigheder i samme Opbygning er Skabelsen og Opretholdelsen af et "Univers", en Skueplads mod Zoner og Sfærer for Myriader af levende Væseners Oplevelse af Livet. Uden at vide er Millioner og atter Millioner af Jordens Mennesker saaledes hver især udgørende den øverste bestemmende Magtfaktor eller Autoritet i et Univers, ja, er en levende realistisk Pendant til det, vi kalder "Forsynet" og tilbeder som højeste Autoritet, Myndighed eller Guddom i den uden om vor Organisme fremtrædende ydre Verden med sin Himmel og Jord, Stjerner og Solbyer. Kan man tænke sig en større Retfærdiggørelse af det levende Væsens Fremtræden i "Guds Rillede efter hans Lignelse"? - Aabner der sig ikke her et vidunderligt guddommeligt Perspektiv eller Panorama, der ikke alene gør denne Biblens hellige Beretning om det levende Væsens Identitet med "Guds Billede" eller "Lignelse" til Kendsgerning, men ogsaa ligefrem giver os Nøglen til Løsningen af det Mysterium, vi lever og røres i eller paa alle Verdenshjørner er omgivet af, og hvis eneste autoriserede Udtryk endnu kun udgøres af det fattige eller intetsigende Ord: "Naturen". Har vi ikke netop i vort Indblik i vor egen Organismes kosmiske Struktur fundet en Pendant til Strukturen for hele det os omgivende ydre Univers? - Bliver vi ikke her, kære Venner, nødsaget til at maa bruge vor egen Organismes Struktur som Støtte- eller Holdepunkt for vor Undersøgelse eller Forskning af andre Legemer, i hvilke vi ser, der finder Bevægelse eller Livsfunktioner Sted? - Og er "Naturen" ikke netop et saadant Legeme? - Er Naturen ikke fuld af levende Væsener, Bevægelser og Funktioner? - Bliver der i Princip nogen Forskel paa et Mikroindivids Syn paa sine Omgivelser fra vor egen Sfære? - Er ikke Mikroindividet inde i vor Organisme omgivet af Medvæsener og kendte og ukendte Funktioner og Terræner? Har det nogen Ide om, at disse ukendte Funktioner og Terræner henholdsvis er Organfunktioner og Organer i et levende Væsens Organisme? -