Ældre Kosmos og Kontaktbreve

(fortsat)

Vaccination med ufarlige og sygdomsforebyggende Virkninger forekommer endnu i langt flere Tilfælde end Vaccination med direkte farlige Følger. Om man tør tilraade en Vaccination paa dette Grundlag, bliver saaledes her et individuelt Samvittighedsspørgsmaal.

Vaccination eller Serumbehandling er saaledes ikke uden Risiko og Gene, selv om den i Øjeblikket er uundværlig i Jordmenneskenes nuværende Tilstand. Men netop paa Grund af at den volder Gene og kan afstedkomme Livsfare ved sin Anvendelse, er det synligt, at den ikke er helt fuldkommen og derfor heller ikke er den absolut naturlige og endelige Løsning paa Problemet. Desuden er der jo ogsaa mange Sygdomme eller kropslige Lidelser, hvor Vaccination eller Serum er ganske uden nogen som helst Virkning. Men selv om ogsaa man kunde skabe Serum for en hvilken som helst Lidelse, vilde Problemet ikke dermed være løst. Det er ganske vist godt at kunne lappe og klinke eller reparere ituslagne Ting, men selve den utidige Ituslagning er ikke dermed fjernet. Tingene kan stadigt blive slaaet utidigt i Stykker, saalænge selve Betingelserne herfor ikke er fjernet. Som jeg før har nævnt, er det ligesaa med Organismerne. Selv om Lægevidenskaben efterhaanden er blevet overordentlig dygtig til, ikke alene at kunne helbrede mange Sygdomme, men ogsaa at kunne forebygge mange Lidelser, saa har de dog ikke dermed naaet den absolut højeste eller fuldkomneste Løsning af Problemet, saalænge Bekæmpelsen og Forebyggelsen kun kan opretholdes i Kraft af Midler, det kun er muligt at fremstille i Kraft af andre Væseners Lidelse og Død. Jeg tænker her paa de mange Hundreder af Dyr, der har maattet miste deres Førlighed eller Livet ved Vivisektion. Hvor megen Lidelse og Lemlæstelse tror man ikke, det har kostet disse yngre Medvæsener i Udviklingen eller Livet at have maattet stille deres sunde og friske Organismer til Raadighed som Materiale for Forskerens Forsøg, hans Kniv, hans Giftpræparater og Serumfremstilling for ikke at tale om de mange andre smertefulde og lemlæstende Indgreb, der i Videnskabens Navn kan foretages af den autoriserede Eksperimentator? - Jeg skal ikke dvæle ved de eventuelle Uhyrligheder, der her kan manifesteres, hvis Forskeren ikke hører til dem, der udelukkende kun arbejder med Tingene som et "nøvendigt Onde", men derimod hører til dem, for hvem Vivisektionen er en sand Nydelse, er en camoufleret Adgang til Tilfredsstillelse af en altfor overdreven Unatur: sygelig Videbegærlighed og Perversitet. Men selv om man ser bort fra denne sidste Eventualitet og betragter denne som udelukket indenfor den autoriserede Forskning, bliver der Lidelser og Drab nok endda, der raaber til Himlen om, denne af Jordmenneskehedens Nød og Kvide udløste Valplads, Dødszone og Helvede for Myriader af Væsener. At denne Tilstand hvor uundværlig denne saa end maa siges at være i Øjeblikket, og hvor formaalstjenlig den end er i Opretholdelsen af Jordmenneskehedens Sundhed, kan den umuligt være den Opretholdelsesbasis for Sundhed, som Forsynet har tilsigtet som den endelige Løsning i Skabelsen af det fuldkomne jordmenneskelige Velvære. En Sundhed og et legemligt Velvære, der kun kan opretholdes ved andre Væseners Pinsler, Død og Undergang, kan umuligt udgøre det store Maal for den guddommelige Skabelsesplan, der er forjættet Jordmenneskene som "Himmeriges Rige". Hvad kan det nytte, at Menneskene faar afskaffet deres Krige, faar afskaffet Had og Antipati og kommer til at udvise stor Venlighed overfor Medmenneskene, naar deres Sundhed og Velvære for at kunne opretholdes fordrer, at de dagligt maa indtage saa og saa mange Draaber af et eller andet Præparat, maa vaccineres mod det ene eller det andet Onde med den eller den Serum, hvis Fremstilling udelukkende kun kan ske i Kraft af Sygdom, Lidelse og Undergang for andre Væsener i Kød og Blod? - At disse andre Væsener er "yngre" i Udviklingen end Jordmennesket ophæver ikke det femte Bud: "Du skal ikke dræbe", ligesaa lidt som det heller ikke kan forandre det evige kosmiske Facit: "Det et Menneske saar, det skal det høste". Et "Himmeriges Rige" i hvilket man saar og høster Lidelse, Mord og Drab, er ikke noget "Himmeriges Rige", men en Lidelseszone ganske analogt med den, Jordmenneskene netop i Dag kæmper saa stærkt for at blive fri af.

Som De her ser, vil en gennemført Menneskekærlighed absolut ikke være nok til at føre Dem ud af alle Lidelser. Det store Kærlighedsbud siger da heller ikke: "Du skal elske dine Medmennesker som dig selv", men derimod som bekendt dette: "Du skal elske din Næste som dig selv". Begrebet "Næste" dækker saaledes over langt mere end Medmenneskene. Det dækker over intet mindre end alle levende Væsener og dermed over alle Former for Liv. Hvis det ikke bliver opfattet saaledes, og Loven derfor heller ikke opfyldt i Forhold hertil, vil intet Væsen kunne opleve det fuldkomne "Himmeriges Rige". Det kan i Kraft af Menneskekærlighed og Kærlighed til Dyrene og Planterne ganske rigtigt opnaa et lykkeligt Forhold imellem sig og disse Livsformer, men denne Sympati eller Opfyldelse af Kærlighedsloven er altsaa ikke saa fyldestgørende, at den paa nogen Maade kan garantere Dem en fuldstændig organisk eller legemlig Sundhed. Deres Organisme vil saaledes trods al Deres megen Venlighed for Dyr og Mennesker kunne blive stærkt undermineret, afkræftet, ja blive befængt med saa megen Sygdom, at en Invaliditet eller en altfor tidlig Død kan indtræde. At dette er et Onde, som den menneskelige Aand ogsaa maa overvinde, er naturligvis en Selvfølge, da et "Himmeriges Rige" eller en Lykke uden denne Overvindelse kun kan være det samme som en Sol, hvis straalende Lys helt eller delvis formørkes af Pletter.

Som jeg fortalte Dem før, er man naaet frem til at kunne bekæmpe eller forebygge mange af disse "Pletter", hvilket altsaa vil sige: Sygdomme i Organismen, med forskellige Former for Serum eller Præparater, der mere eller mindre er fremstillet paa Bekostning af andre Væseners (Dyrenes) Førlighed og Velvære. Man kommer altsaa her til at overtræde Næstekærlighedsloven, da Dyrene jo ogsaa hører til ens "Næste". Den opfundne Form for Forebyggelse og Bekæmpelse af Sygdommene er saaledes ikke fuldkommen, og maa i Kraft af den menneskelige Aands Fremtrængen i Viden og Kundskab tilsidst komme til at vige for en Bekæmpelsesform eller Forebyggelse af Sygdomme, der ikke paa nogen Maade vil koste Førlighed og Velvære for noget andet Væsen, men derimod Skabelse af Harmoni og Lykke for alle Væsener. En saadan Bekæmpelsesform eller Forebyggelse er ikke nogen Kamp og derfor ikke paa nogen Maade Krig og Lemlæstelse eller Ødelæggelse af Liv og Velvære for andre Væsener, men er selve det fuldkomne Liv, selve den totale Opfyldelse af Næstekærlighedsbudet. Og det er jo udelukkende paa denne Opfyldelse, at den højeste Form for Oplevelse af Liv, der i Bibelen er udtrykt som "Den hellige Aand" og i mit Hovedværk "Livets Bog" udtrykkes som "kosmisk Bevidsthed", hviler.

For at naa frem til at blive eet med en saadan total Opfyldelse af Næstekærlighedsbudet og den hermed forbundne sygdomsfri Tilværelse, vil det være nøvendigt at lære at forstaa selve Livets store Hovedstruktur. Den vil fra et bestemt Synspunkt være at inddele i tre store Hovedomraader, nemlig "Mikrokosmos", "Mellemkosmos" og "Makrokosmos". Tilsammen udgør disse tre "Kosmos" hele Verdensaltet, Universet og Livet. De udgør saaledes tilsammen den ene Ting, vi almindeligvis ellers plejer at udtrykke ved Begrebet "Kosmos". Naar vi inddeler dette "Kosmos" i tre "Kosmos" eller Afdelinger, er det for at markere det perspektiviske Forhold, i hvilket vi med vor Organisme selv er stillet overfor dette umaadelige Verdensalt. Vi fornemmer alle hver især os selv som Centrum eller Midtpunkt i dette, ligegyldigt hvor vi saa end gaar og staar, eller hvor vi saa end maatte befinde os. Vi er i Stand til at manifestere Tanke, Villie og Bevægelse eller Udløsning af Kræfter, ligesom vi er i Stand til at se en hel Masse andre Væsener udstyret med lignende Evner og Anlæg. Dette Syn strækker sig altsaa, foruden at omfatte os selv og vore Medmennesker, ogsaa til Dyrene og i nogen Grad til de Livsformer, vi kalder Planter. Og det er alle disse Livsformer, der er mere eller mindre beslægtede med vor egen Fremtræden, jeg har givet Navnet "Mellemkosmos". Til dette Kosmos hører ogsaa en hel Del af de forekommende fremskredne, - selvstændige, men dagsbevidsthedsløse Krystalliseringsformer. Og her er den store Grænse for det almindelige Jordmenneskes Evne til direkte at opleve Livsformer eller Væsener udenfor sin egen Fremtræden. Og det har da ogsaa igennem Aarhundreder været Skik og Brug at opfatte alle de udenfor Mellemkosmos virkende Kræfter og Skabelsesprocesser som "døde" eller "livløse" Materier. Som Maalestok for Liv har man saaledes kun anerkendt Ting, hvis Bevægelsesart ligesom Menneskets gav Udtryk for bevidst villiemæssig Handling og Fremtræden. Det var derfor, man ikke regnede med Planteformerne som virkelige Udtryk for Liv. De spaserede jo ikke rundt eller gav Udtryk for nogen særlig dagsbevidst Villen og Kunnen saaledes som Mennesket og Dyret. Det er først igennem intellektuel Forskning, at det begynder at gaa op for Jordmennesket, at Planten ogsaa udgør en Form for Liv, selv om den ganske vist hverken kan tale, le eller græde i en saadan udstrakt Grad som dette. Forskningen viser saaledes, at Planten i Princip ligesaa vel som Dyr og Mennesker kræver Næring, Lys og Varme for sin Eksistens. Dens Tilværelse er ligesaa nødtvungen som disse Væseners: Stofforvandling eller Omskabelse af Materie er "Fordøjelse", er Vækst og Organismeskabelse. Man begynder at genkende i Plantens Natur eller Liv de samme Hovedprincipper eller Foreteelser som de, der er de førende og bærende i vort eget Liv. Man begynder at forstaa, at Forskellen mellem dette Liv og Plantens Liv kun udgør en Gradsforskel, ja, er i Virkeligheden kun udgørende et mentalt Vækstspørgsmaal. Planten vil engang blive Dyr, ligesom Dyret og Mennesket kun udgør den fremskredne eller merudviklede Plante. Denne Vækstskala stemmer jo ogsaa fuldt overens med, hvad Jordens Historie selv udtrykker. Dyrene og Menneskene har jo ikke altid forekommet paa Jorden. Engang var Vegetationen eller Plantelivet det fuldkomneste eller højeste eksisterende paa dens Overflade. Dernæst kom der en Periode, hvor Dyret begyndte at vise sig paa den jordiske Scene, og ud af hvis Liv det begyndende Menneske, der i Dag behersker Kloden som den højeste Livsform, er udrundet. Hvis ikke disse to sidste Livsformer, Dyret og Mennesket, er Plantelivets Fortsættelse i Form af Udvikling og mental Vækst, hvor er nævnte Former da kommet fra? - De kan jo ikke være opstaaet af intet. af "Intet" kan der umuligt komme "Noget", ligesaa lidt som "Noget" kan blive til "Intet". Men naar Livet saaledes her er synligt som fremvokset fra Plantevæsenet, hvor er saa dette Væsens Liv vokset fra? - Engang var der jo heller ikke Planter paa Kloden. Vil dette da sige, at Dyrets og Menneskets Liv begyndte i selve Plantevæsenets Organisme? - Finder vi i denne Organisme saaledes Grænsen mellem Liv og Død? - Rugede Døden, forud for Plantens Eksistens, over Kloden? Var der total Stilhed, Ubevægelighed eller Energiløshed overalt i dens Sfærer i denne fjerne Fortid? - Nej, det var der ikke, tværtimod.