Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Naar dette Brev er Dem i Hænde, er Vinterens Studiekresarbejde over Livets Bog afsluttet. Endnu en mærkelig Vinter er dermed gaaet til Ende, en Vinter det bliver vanskeligt at glemme. Gang paa Gang har Studiekresdeltagere her i København maattet i "Kælderen" paa Vejen hjem, ja en Overgang saa det næsten ud til, at Alarmeringen skulde til at blive Vane, saa regelmæssigt indtraf den. Og alligevel har vi oplevet, at al denne Gene næsten ingen Virkning har haft paa Mødedeltagelsen. Som Deltagerne sidste Vinter trodsede Mørke og Kulde, har de denne Vinter mødt paa deres respektive Hold, selv med den mest ubehagelige Udsigt til at skulde tilbringe baade en og to Timer i et alt andet end hyggeligt Beskyttelsesrum.

Personligt vil jeg ikke bestride, at denne flittige Deltagelse er et af mit eget Arbejdes mest inspirerende Elementer, og jeg tilstaar aabent, at jeg føler mig dybt taknemlig over den Kærlighed til Martinus Arbejde, som hermed er lagt for Dagen. Thi ret beset er en Deltagelse i Studiekresarbejdet jo ikke identisk med nogen Forlystelse. Studiet af de kosmiske Analyser fører saa sandelig ikke til nogen Selvforherligelse. Jo dybere man trænger ind i dette ikke særligt lettilgængelige Stof, desto mere opdager man, hvilket forbavsende sjæleligt "Foster" man endnu er. Fra at have levet i Illusionen om visse formentlige Fuldkommenheder hos en selv, opdager man igennem Studiet af dette straalende Verdensbillede, at man endog er mere nøgen, end man selv i sine klareste Øjeblikke havde drømt om. Paa den anden Side tror jeg, at det netop er dette Arbejdes absolut upaavirkelige Neutralitet, der er Hemmeligheden ved den dybe Tiltrækning, det udøver paa den modtagelige. Her er absolut intet Kæleri for det i ens Sind, der skal fjernes, om man vil betræde en højere Mentalverden. Paa tusinde Maader gennemtrænger det ens Indreverden og lyser op i selv de fjerneste Kroge. Som en Art Vaccine trænger dette Stof ind i ens Sjæleliv og giver sig til at angribe enhver Form for aandelig Usundhed, der maatte skjule sig der. Det store i Martinus Arbejde er jo netop det, at det af det, som vi helt og fuldt forstaar, øjeblikkeligt absorberes af os som vor egen Ejendom. Denne Viden har intet med Teori at gøre. Havde den det, vilde man kunde ryste den af sig igen og sige saadan noget lignende som: "naa-aa Martinus, jo det var noget, jeg engang interesserede mig for!" Men denne Indstilling er umulig i Forholdet til de kosmiske Analyser. Bruger man disse Ord, er det i Virkeligheden blot Udtryk for, at man praktisk talt intet har forstaaet af det, man har hørt, – og baade en selv og Martinus Arbejde som saadant er da bedst tjent med den smertefrie Adskillelse, som her har fundet Sted. Nej, har man blot begrebet lidt af disse store Analyser, skal dette lidet nok vide at gøre sit Arbejde inde i en. Det er en Sæd af en endog meget kraftig Levedygtighed. Overalt vil man i det daglige fornemme "Røsten" fra den Viden, man nu har erhvervet sig, en "Røst" der kun kan blive til Gavn og Glæde for vore Omgivelser. Thi det skønne ved de kosmiske Analyser er jo den Selvtugt, der følger i deres Spor. Det er ikke let at være hidsig og ondskabsfuld med god Samvittighed, naar man kender den inderste Analyse af denne Tilstand. Med de kosmiske Analysers Erkendelse bliver ens daglige Liv et ikke altid behageligt Spejlbillede af ens indre aandelige Kvalifikationer. Det er sandt, at dette "at se Vejen" ikke er det samme som straks at kunne vandre den, men det er ligesaa sandt, at har man engang set den Vej, der fører frem imod en skønnere Form for Liv, kan man ikke lade være med at forsøge at vandre den. Og det er disse Forsøg, hvor beskedne de saa end er, der i saa rigt Maal kommer vore Omgivelser til Gode, – og som i det stille bygger denne Sags Autoritet op. Martinus Arbejde fostrer ikke Krigere. Mere end noget andet, jeg har mødt, appellerer det til den Kamp paa "den indre Front", hvis Virkning uundgaaeligt bliver den Kultur, der i Yderverdenen helbreder og skaber Skønhed omkring sig. Ingen kan staa frem og sige, at denne Mands Arbejde skaber Fanatikere, tværtimod, rigtigt forstaaet findes der næppe nogen aandelig Inspirationskilde, der mere end de kosmiske Analyser avler Ydmyghed, Beskedenhed og Resignation. Overalt, hvor dette Lys trænger sig ind i ens Indreverden, belærer det en om, at Synet af Gud ikke bliver den til Del, der mere er optaget af at forædle andre, end sig selv. Men dette dets klare Krav om aaben Kamp med ens egne lavere Naturer er dets Styrke. Igennem dette Krav garanterer det sig selv imod at størkne i en eller anden livsdræbende Ramme. Paa tværs af adskilliges Ønske vil dette Arbejde altid være et stille Arbejde – og et Arbejde for de Stille. Men i denne Stilhed gror de skønne Oplevelser frem. Dag for Dag modnes Sindet til hin guddommelige Aabenbaring, der nu er vort Livs skønne Maal forude, og i en for os selv ukendt Time vil det ske, som Palle Ivert saa vidunderligt har formet i sit skønne Digt "Evig", af hvilket jeg til Slut skal citere følgende betagende Linier:

Med kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere