Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Ved Erik Gerner Larsson

Medens vi i de foregaaende Afsnit saa, hvorledes det jordiske Menneskes aandelige Opvaagnen fandt Sted paa Basis af en stadigt voksende Evne til at anvende Tilværelsens højintellektuelle Energier i sin Oplevelse af Livet, skal vi i det efterfølgende betragte den første store Virkning af denne vidunderlige Opvaagningsproces, den Virkning Martinus udtrykker med Navnet "Den store Fødsel".

Alene selve Navnet fortæller os om en mental Tilstand udover den, vi indtil nu kender. Studiet af de kosmiske Analyser viser os med umaadelig Klarhed, at det jordiske Menneske, sin tilsyneladende høje mentale Standard til Trods, i Virkeligheden endnu rent sjæleligt befinder sig i Fostertilstand. Igennem dets Bevidsthed udløser der sig en Mængde Kræfter, som det endnu instinktivt anvender i sin Reaktion overfor den eksisterende Yderverden. Men netop den Kendsgerning, at det jordiske Menneske anvender disse Energier instinktivt, fortæller os, at det er uden reelt Kendskab til disse Energiers virkelige Natur. Det jordiske Menneske lever paa den Illusion, at det er en logisk Tænker, medens den virkelige Sandhed er den, at langt den største Part af dets Tænkning maa rubriceres som "udefineret Følelse", hvilket igen vil sige Tænkning i Relation til Begreberne "Sympati" og "Antipati". Det jordiske Menneske har, takket være sin Tilknytning til en mental Energikonstellation i hvilken Tyngdeenergien saa absolut har haft Overherredømmet, skabt sig en hel Serie af Forestillinger om Tilværelsen, som alle røber dets manglende virkelige Indsigt i de Tilværelseslove, paa hvilke en sand lykkelig Skæbne beror. En kort Undersøgelse af de Forestillinger det jordiske Menneske har med Hensyn til det religiøse, det moralske, med særlig Henblik paa de erotiske Problemer, og det nationale vil hurtigt overbevise enhver Forsker om, at det jordiske Menneskes mentale Horisont i langt højere Grad er præget af "Lokalbevidstheden"s snævre, tyngdeenergiisprængte Forestillingskreds end "Universalbevidstheden"s altomfavnende altruistiske Livsindstilling.

Men da Loven for Skæbne netop betinger, at alle udsendte Energikombinationer vender tilbage til Jeget i den udsendte Blanding, vil det jordiske Menneske, som alle levende Væsener iøvrigt, igennem denne fortsatte Tilbagevenden, der jo, dybest set, blot er en Konfrontering med det selv i tidligere Livsstadier, gradvis blive indviet i selve Tankeprocessens Tilblivelse. Igennem selvoplevede Smerter og Skuffelser bliver det efterhaanden fortrolig med, hvorledes det skal blande disse mentale Energier. Det lærer at skelne mellem dem med samme Sikkerhed, hvormed det i Dag skelner mellem fysisk-kemiske Stoffer. Det bliver fortrolig med Virkningerne af Had og Kærlighedsenergi og opnaar efterhaanden et saadant Indblik i denne Tankeblandingsproces, at det opnaar det absolutte Herredømme over sin Skæbne. Det første store Udslag af dette begyndende Herredømme oplever det jordiske Menneske den Dag, dets Erfaringsmateriale er blevet af en saadan Beskaffenhed, at de første Intuitionsoplevelser indfinder sig. Disse Intuitionsoplevelser afviger fra alle de Oplevelser, det tidligere har haft ved at være af en direkte indre Natur. Det sker, at Mennesket, i en vidunderlig Tilstand af Ligevægt og sjælelig Harmoni, pludselig gennemstrømmes af en lysende Erkendelse af alle Tings vidunderlige Samhørighed. I straalende Lynglimt viser Livet sig for det som en guddommelig Helhed, og det fornemmer med fuldt vaagne Sanser, at alt, fra det mindste til det største, følger en Plan, hvorom det indtil nu har været uvidende. Disse spæde Intuitionsoplevelser er Forløbersymptomerne paa det Martinus udtrykker med Ordene "Den store Fødsel". Disse Forløbersymptomer vil vokse og tiltage i Intensitet for tilsidst at afslutte med en aandelig Indvielse af umaadelige Dimensioner. Naar denne Indvielse indtræder, vil det jordiske Menneske opleve en Serie af gyldne Ilddaabe, i hvilke det vil føle sig omgivet af et Hav af guddommelig Kærlighed. Dets Bevidsthed vil blive aabnet for Gennemstrømning af Intuition i et Omfang, det kun i Dag svagt kan ane. Verdensaltets Mysterium vil aabenbare sig for det; og dets egen Identitet som udødelig Gudesøn - nu evigt forbunden med hint guddommelige Ophav, det i Dyreriget dunkelt anede var, - vil være en uomstødelig Kendsgerning for dets Sjæl. Med denne Oplevelse bag sig har det jordiske Menneske tilbagelagt den lange Rejse, der begyndte dybt i Salighedsriget og bevægede sig gennem Plante- og Dyrerigets udstrakte Omraader. Det er dermed naaet frem til "Guds eget Udsigtspunkt", hvilket vil sige, at det nu, fuldt bevidst i de Kræfter hvoraf al Mentalitet bestaar, selv har overtaget det fulde Herredømme over sin Skæbne og uden yderligere Hindringer nu kan sætte sin Kurs direkte mod de høje guddommelige Verdener.

Men saa langt er det jordiske Menneske endnu ikke naaet. Paa sin lange Rejse er det i Dag naaet frem til en begyndende Anelsesoplevelse om de Kræfters Sammenspil, paa hvilken dets Skæbne beror. De første spæde Intuitionsoplevelser er begyndt at gøre sig gældende, og det er langsomt i Færd med at blive bevidst i den mægtige Faktor, der hedder "Begærledet Vilje" kontra "Viljesledet Begær". Takket være disse første spæde Intuitionsoplevelser begynder det nu at kunne skelne mellem disse to Faktorer og kan derfor nu fuldt bevidst begynde at ændre sin aandelige Kurs fra det direkte Dyreriges Krav om uindskrænket Magt frem til det rigtige Menneskeriges humane Indstilling. Det jordiske Menneske er begyndt at blive bevidst i, at to Naturer kæmper i dets Indreverden om Herredømmet og takket være sin egen voksende Viden om det virkelige Liv, kan det nu selv begynde at gribe aktivt ind i denne Kamp.

Men denne voksende Viden har ogsaa en Skyggeside. Det sker, at det jordiske Menneske overfører det koncentrerede Begær, der skabte det Sukces i lavere aandelige Tilstande, til de højere Omraader. Det har set et Lys, og det sker, at det bliver grebet af et lidenskabeligt Begær efter at nærme sig dette Lys uden at have den fornødne Modenhed til at bære og opleve dets Virkninger permanent. Igennem drastiske aandelige "Træninger", igennem Eksperimenter baade med Føde og paa anden Vis søger det at tiltvinge sig Adgang til Verdener, i hvilke det endnu ikke naturligt er hjemmehørende.

Dette Begær efter at tiltræde en Verden til hvilken man endnu ikke naturligt er moden, fører til Oplevelser af meget smertefuld Natur. Det jordiske Menneske oplever her Mødet med noget, Martinus udtrykker med "Tærskelens Vogtere". Disse "Vogtere" er ikke oversanselige Væsener med Flammesværd, men derimod det jordiske Menneskes egne uudviklede Naturer. Man maa her forstaa, at en virkelig Lykkeoplevelse forudsætter en total Modenhed. Er denne Modenhed, hvilket i denne Forbindelse vil sige den totale Udlevelse af alle lavere Begær, alle Ønsker om at have Magt, dominere eller spille Rolle, ikke til Stede, er det jordiske Menneske uden Evne til fortsat at kunne udholde Intuitionsenergiens stærke Lys. Et Brud paa de fysiske Organer kan blive Følgen, og det, som skulde have været evig Skønhed, kan afløses af et Ophold bag et Sindssygehospitals skærmende Mure. Det maa derfor paa det alvorligste indskærpes enhver Sandhedssøger aldrig at forcere sin aandelige Udvikling paa unaturlig Vis. Kun den gradvise Vækst fra Trin til Trin, den Vækst, der fortsat har den høje Moral, det kærlige ligevægtige, harmoniske Sindelag for Øje, sikrer det jordiske Menneske den Oplevelse der, med dets Fødsel som Aandsforsker, nu er dets skønne, lysende Maal forude.