Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Referat af Martinus Foredrag d. 20. Juli 1941
bearbejdet af Martinus personlig

Kære Venner! Jeg vil gerne i Dag tale til Dem om Mikrokosmos. Igennem Studiet af mit Arbejde saavel som igennem Deres Børnelærdom eller igennem Deres Religion har De lært, at man skal være god imod sin Næste, ja, at man ligefrem skal elske denne Næste. Hvem denne "Næste" er, er endnu ikke helt gaaet op for alle Mennesker. Naturligvis har man nok været klar over, at der med dette Udtryk mentes vore Medmennesker og i nogen Grad ogsaa Dyrene, ja, man kan maaske endda til Nød gaa med til, at Planter ogsaa i nogen Grad maa behandles humant, men at Mikrokosmos hører under samme Begreb er i overordentlig stor Udstrækning endnu udenfor de fleste Menneskers Livsindstilling og Dagsbevidsthed. Det store førende Bud: "Du skal elske din Næste som dig selv", og hvis Opfyldelse er "al Lovens Fylde", udgør jo dermed Fundamentet for al sand Lykke eller Væsenets Opnaaelse af det højeste Velvære, den fuldkomneste Skæbne, Livets Oplevelse overhovedet kan byde paa. Men hvis denne Opfyldelse ikke er fuldkommen, ja, hvis der blot viser sig een eneste lille Mangel i denne Opfyldelse, vil det paagældende Individs Skæbne, dets Lykke og Velvære urokkeligt i tilsvarende Grad være præget heraf. Ja, der findes ikke en eneste Form for Disharmoni indenfor et Væsens Oplevelse af Livet, selv den svageste lille Tendens i Retning af en mørk Skæbne uden, at denne leder sit Udspring tilbage til en eller anden Mangel i Opfyldelsen af det store Bud. Dette være sig ligesaa godt, naar Væsenet lider af en organisk Sygdom, som naar dets Velvære forstyrres af en personlig Forfølgelse af et eller andet Medmenneske. Loven byder jo: "Som man saar, skal man høste". Men her er det, at det maaske kan være vanskeligt for Dem at følge med. Medens De muligvis nok kan forstaa, at en personlig Forfølgelse kan være de yderste Konsekvenser af en af Dem selv forud udløst lignende Forfølgelse mod et Medmenneske, selv om denne Begivenhed nu er uden for Deres dagsbevidste Erindring, ja, maaske fandt Sted allerede i et tidligere Liv, saa vil det være ulige sværere for Dem at fatte, at Kræftsygdom, en Lungebetændelse eller blot og bar en simpel Forkølelse eller lignende skyldes - Mangel paa Næstekærlighed. Men dette er ikke desto mindre i Princip Tilfældet. Men det betyder naturligvis ikke, at Objekterne for denne Deres manglende Næstekærlighed har været Medmennesker, Dyr eller Planter. Tværtimod, De har maaske endda i en særlig udpræget Grad Talent for Udfoldelse af Sympati og Kærlighed imod disse nævnte Former for Liv og er dermed, hvad man i daglig Tale kalder "et sympatisk, kærligt og godt Menneske". De er maaske tilmed saa langt fremme i denne Form for Væremaade, at Deres Sympati og Kærlighed allerede er begyndt at straale tilbage til Dem fra disse Væsener, saaledes at Deres Skæbne her kun udviser de allerbedste Betingelser for et lykkeligt Velvære. Naar dette Velvære ikke desto mindre forstyrres af en eller anden mere eller mindre ondartet organisk eller legemlig Sygdom og denne Forstyrrelse ogsaa skyldes manglende Næstekærlighed fra Deres Side, afsløres der hermed, at De endnu ikke er i fuld Kontakt med Opfyldelsen af det store Kærlighedsbud eller Loven for selve Livets Eksistens eller Opretholdelse. Denne Disharmoni i Deres Skæbne viser os, at dette, at elske sine Medmennesker og være god imod Dyr og Planter, slet ikke er nok til at garantere en total eller fuldkommen lykkelig Skæbne, selv om et harmonisk og lykkeligt Forhold imellem Dem selv og disse Deres Medvæsener naturligvis er et overordentligt stort Gode og til Tider maaske endog kan forekomme at være selve Kulminationen af Lykke. Ved enhver Sygdom eller ved ethvert rent kropsligt eller legemligt Onde er De altsaa Genstand for noget ubehageligt, der bryder ind i og forstyrrer Deres ellers saa gode Velvære. Dette ubehagelige viser Dem, at der er Felter i Deres Liv eller Skæbne, hvor De ikke høster Velvære. Men naar De ikke høster Velvære, men derimod Ubehagelighed, maa der være Felter i denne Deres Skæbne, hvor De har "saaet" disse Ubehageligheder, hvor skulde disse ellers stamme fra? - Man kan ikke saa Rug og af denne Sæd høste Hvede. Man kan ikke ved at manifestere Betingelserne for Ubehag opleve Behag. Denne Oplevelse kan naturligvis kun udløses ved at manifestere de Betingelser, der fremkalder Behag. At De selv har udløst de Betingelser, hvoraf Deres nuværende eventuelle Sygdom eller Forstyrrelse af Deres Velvære er fremkommen, er i de fleste Tilfælde Dem ganske ubekendt. De er kun dagsbevidst i, at De er blevet Genstand for Ondet eller Sygdommen og henvender Dem i Deres Kvide til en Læge eller til et Væsen, De mener, der kan raade Bod paa Deres Lidelse. Og det er naturligvis det eneste rigtige. Der, hvor De ikke selv kan magte Deres Sygdom, maa De selv selvfølgelig henvende Dem til de Kapaciteter, der har Mulighed for at hjælpe Dem. Men det betyder naturligvis ikke, at disse Kapaciteter til fulde er i Stand til at hjælpe Dem, selv om de maa betragtes som Guddommens udstrakte hjælpende Haand og i mange Tilfælde kan raade Bod paa Miséren. Disse Kapaciteter, hvilket hovedsageligt vil sige Læger eller Videnskabsmænd, er endnu Forskere paa de særlige specielle Omraader, hvor det drejer sig om kropslige Foreteelser, de maa i mange Tilfælde famle sig frem. Deres Vej gaar stundom over Hundreder af Eksperimenter, før de kommer til et Resultat, hvormed de kan bekæmpe Ondet. Og naar de saa endelig har fundet ud af de Betingelser eller Midlet, hvormed Ondet fysisk kan bekæmpes, vil det i mange Tilfælde kun betyde en ren død ydre materiel Foreteelse, fuldstændigt baseret paa et hundrede Procents ydre fysisk Syn, uden at de har nogen som helst Anelse om, hvad det er, der i Virkeligheden foregaar, kosmisk set, eller set indvendig fra. De arbejder med Tingene som dødt Materie eller Stof. De lapper paa en Organisme, syer og opererer paa denne, som en Skomager opererer paa en Sko. Men Gud ske Lov for det. At de er naaet frem til at kunne gøre det med saa stort Held, som Tilfældet er, og ved deres Koldblodighed, stærke Nerver og fysiske Indsigt har faaet mangen en laset, lemlæstet og saaret Organisme bragt tilbage til en større eller mindre Del af dens Førlighed, er jo et af de moderne Vidundere, for ikke at sige Mirakler, de i Dag med deres menneskekærlige Indsats yder Tusinder og atter Tusinder af Mennesker. Men at kunne lappe og restaurere en tilskadekommen Ting er ikke altid det samme som at have bekæmpet de Aarsager, der frembragte Tingens Beskadigelse. Og saaledes ogsaa her, hvor det gælder Sygdomsaarsager eller Organismernes Beskadigelse. At en Læge helbreder et Brud paa en Arm eller et Ben, der er opstaaet ved et Fald i glat Føre, er jo ikke en Garanti for, at ikke andre ogsaa falder og kommer til Skade i glat Føre. Helbredelse af Virkningen er ikke altid det samme som Helbredelsen eller Fjernelsen af Virkningens Aarsag. Det glatte Føre maa bekæmpes eller gøres virkningsløs ved Sand eller Grus, hvis ikke flere Vejfarende skal komme til Skade ved Fald eller Snubling. At en Læge er blevet i Stand til at helbrede et slemt Maveonde hos en Patient garanterer jo ikke, at andre Mennesker ikke faar den samme Sygdom. Skal en saadan Garanti skabes, maa man opdage Sygdomsaarsagens Natur, saaledes at man kan bekæmpe den, inden den naar at blive til Sygdom i Organismen, paa samme Maade som man bekæmper det glatte Føre, inden nogen kommer til Skade i dette.

I denne Bekæmpelse er man for mange Sygdommes Vedkommende naaet langt, idet man har opdaget de smaa Mikrober: Bakterier, Baciller og Kokker, der med deres Snyltetilværelse i de levende Organismer fremkalder de paagældende Sygdomme. Med Opdagelsen af disse smaa Mikrobers Snylteri, Liv eller Natur er man blevet i Stand til at kunne bekæmpe dem ved Hjælp af en for hver især fremstillet særlig Form for Serum. Ved Indpodning af denne i Organismen har man helt eller delvis kunnet gøre denne immun overfor den tilsvarende Sygdom. Paa denne Maade er man altsaa i Stand til at gøre Organismerne immune overfor forskellige farlige Sygdomme. Men selv om denne Menneskets udvidede Kunnen paa dette Felt, fra et vist Synspunkt set, er en overordentlig stor Velsignelse, hvorved Tusinder af Mennesker har kunnet undgaa en unaturlig Undergang for deres Organismer, ja, har været det eneste Middel, hvorved de har kunnet bekæmpe eller faa Bugt med farlige Epidemier, saa er denne Viden og Kunnen slet ikke Udtryk for det Toppunkt eller den kulminerende Højde, som det i samme Felt efterhaanden vil naa. Efterhaanden vil Mennesket naa frem til at kunne gøre Organismen immun overfor Sygdommene ved dens egen Kraft og vil hermed have naaet frem til den absolut højeste Kunnen i Betjening og Plejning af sin Organisme eller dette det mest komplicerede, mest fuldkomne og underbare Instrument eller Redskab for dets Oplevelse af Livet. Vel er Serumbehandling eller Vaccination et stort Gode for Menneskeheden, ja, igennem en vis Periode eller paa visse Stadier i dens Udvikling ligefrem uundværlig, men det kan ikke nægtes, at dens Væsen i sig selv er Unatur for selve Organismen, og derfor ligesom al anden Unatur efterhaanden vil blive overvundet eller bekæmpet af den menneskelige Aand. At den netop anvendes af Mennesket er ikke, fordi den ikke er et "Onde", men fordi den er et "mindre Onde" end selve Sygdommen, den skal forebygge. At den er et "Onde" kan ikke benægtes. Dens Fremstilling er ofte paa Bekostning af Lidelse og Gene for Dyr, ligesom selve dens Virkninger i den menneskelige Organisme jo ogsaa indtil en vis Grad er giftige eller paa en Maade udgør en Brutalitet og Lidelse overfor Organismen, der kun tolereres, fordi den er et Middel til Bekæmpelse af et større Onde. Dertil kommer ogsaa, at der findes Organismer, for hvem den kan være farlig. Organismer, der slet ikke reagerer paa samme Maade overfor dens Indvirkninger som den, der er almengældende for Flokkens eller Flertallets Individer, men er langt mere saarbare end disse. Ja. der kan endog være Tale om Livsfare. I Saadanne Situationer kan det jo være et større Onde at blive vaccineret end slet ikke at blive vaccineret. Men da man ikke kan vide dette i Forvejen, bliver selve Emnet om Vaccination eller Ikke-Vaccination temmelig problematisk, idet mange Mennesker frygter den eventuelle uheldige Udgang af Behandlingen.

Men da Vaccinationen, som nævnt, har ydet Menneskeheden en overordentlig velsignelsesrig Støtte i Kampen for Overvindelse af voldsomme organismenedbrydende Epidemier, har reddet Tusinder af Mennesker fra en altfor tidlig Død og fremdeles yder Menneskeheden denne store Støtte, kan man ikke uden videre i Dag ignorere den eller fraraade Mennesker at lade sig vaccinere, thi man vil da kunne komme til at staa i den Situation, at det Menneske, man fraraader Vaccinationen, netop er et Menneske, der er meget modtagelig for en af de Sygdomme, som Vaccinationen netop kan beskytte det imod. Paa den anden Side kan det ogsaa være forbundet med en vis Risiko at tilraade et Menneske Vaccinationen, thi da kan Situationen netop blive den, at man staar overfor et af de Mennesker, for hvem Vaccinen er farlig. Som De her ser, kan dette, at tilraade saavel som at fraraade Vaccination, faa højst uheldige Følger. Men til Gunst for en Tilraadning taler altsaa den Omstændighed, at Procenttallet foreløbig er meget mindre for dem, der ikke kan taale Vaccinationen end for dem, der kan taale den.