Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Ved Erik Gerner Larsson

Efterhaanden som det jordiske Menneske i stadigt voksende Grad evner at anvende de højere aandelige Energier i sin Sanseoplevelse, bliver de i Bevidstheden efterladte "Spejlbilleder" eller Erindringer tilsvarende forfinede. Men i samme Grad som denne Forfinelse finder Sted, kan disse Erindringer ikke opleves i Kraft af Intelligenslegemsfostret alene. Paa samme Maade som man ikke med det fysiske Legemes Hænder kan "flytte" rundt med sine Fornemmelseserindringer, paa samme Maade kan man heller ikke med Intelligenslegemet "flytte" Erindringer, der er blevet af en saadan Finhed, at de udgør ren Kærlighedsmaterie. Disse Erindringer kan kun bearbejdes af det jordiske Menneske, naar Samarbejdet mellem dets Følelseslegeme og dets Intelligenslegeme er blevet af en saa harmonisk Karakter, at Kernen til et nyt Aandslegeme kan begynde at komme til Udvikling i dets Bevidsthed. Men ved et Samarbejde mellem det fremskredne Følelseslegemsfoster og Intelligenslegemsfoster og det nye Aandslegemsfoster: Intuitionslegemsfostret, bliver det jordiske Menneske i Stand til at skabe i Tilværelsens højeste Materier. Takket være Samarbejdet mellem disse tre Fosterlegemer bliver det jordiske Menneske i Stand til at opleve Tilværelsens højeste og reneste Erindringsmateriale, nemlig Erindringsbillederne fra dets harmoniserede højeste Følelses- og Vidensoplevelser, som tilsammen repræsenterer den Fuldkommenhed og Renhed, der i Martinus Arbejde bliver udtrykt som "Den virkelige Kærlighed". Den i det foregaaende Afsnit beskrevne Genkendelsesproces er hermed bragt frem til sin højeste Kulmination.

Da selve Verdensaltets Grundvold netop er fuldbyrdet i denne Materiekombination, vil denne nye Evne i det jordiske Menneskes Bevidsthed i Virkeligheden betyde den første begyndende Oplevelse af "Den evige Sandhed" eller det første spæde "Syn af Gud". Det er denne Sanseevne, der i Livets Bog udtrykkes som "Kosmisk Klarsyn". Med Hensyn til Virkningerne af Intuitionslegemsfostrets begyndende Funktion i det jordiske Menneskes Bevidsthed, skriver Martinus i Livets Bog Stk. 195 - 199 følgende:

"Da Intuitionslegemets begyndende Udvikling og Funktion betinges af en i Individet forudgaaende fremragende udviklet Evne til at opleve og manifestere Kærlighed eller en Harmoni af forædlet Følelse og Intelligens, og nævnte Legeme igen udgør det Organ eller Redskab i Kraft af hvilket, Individet skal "se Gud", faar vi saaledes her bekræftet det evige Ord "Salige er de rene af Hjertet, thi de skulle se Gud", idet dette "at være ren af Hjertet" netop er det samme som at manifestere Kærlighed. Alle fra Kærlighed afvigende Manifestationer indeholder jo ikke den ophøjede eller forfinede Følelses- og Intelligensenergi, der er den absolutte Betingelse for en Genkendelse af Livets allerhøjeste Analyser eller Detailler, og bliver saaledes som Udtryk for den virkelige Sandhed uægte og usandfærdige og dermed identiske med "urene" Manifestationer.

Med Hensyn til Intuitionslegemet da er det hos Jordmennesket endnu kun eksisterende som latent eller som Fosterkerne, netop fordi Følelses- og Intelligensenergierne i nævnte Væsens Manifestationer endnu ikke i nær tilstrækkelig Grad er forfinede eller harmoniserede nok til, at nogen i Renkultur virkelig eller fremragende Intuitionsoplevelse kan finde Sted. De Oplevelser, som hist og her hos enkelte Individer indenfor Jordmenneskeheden kommer til Udløsning, er endnu kun ganske elementære eller primitive og udenfor de paagældende Individers bevidste Villiekontrol. Men de er jo ogsaa Intuitionslegemets allerførste spæde Tilkendegivelser eller Livstegn.

Ved et Samarbejde mellem Individets Følelseslegems- og Intelligenslegemsfoster og Intuitionslegemskernen kan Individet udnytte og opleve sine højeste og reneste Aandsenergier, hvilket vil sige dets virkelige Kærlighedserindringer eller Erindringerne efter dets harmoniserede og kombinerede højeste Intelligensoplevelser og ædleste Følelsesoplevelser, dels til Fordel for Genkendelsesevnen, der giver Individet den højeste Videevne, og dels til Fordel for dets Kunstsans, der giver samme Individ den højeste eller fuldkomneste Skabeevne. Da den allerhøjeste og fuldkomneste Videevne saavel som Skabeevne er det samme som Genialitet, vil intet Væsen saaledes kunne opnaa Genialiteten i nogen som helst Form for højere Aandsmanifestation uden paa Basis af Intuitionsevnen.

I Henhold til Intuitionslegemets høje aandelige Standard, men spæde Fostertilstand i Jordzonen ligger den med samme Legeme forbundne Funktion ganske udenfor Jordmenneskets Dagsbevidsthed. Dette vil altsaa sige, at nævnte Væsen ikke bevidst oplever selve Intuitionsfunktionen, men kun dens Resultater eller Symptomer.

Hos ethvert Jordmenneske, der er saa langt fremme i Udviklingen, at det har enkelte Øjeblikke, hvor det er udrenset for lavere Energier, hvilket i dette Tilfælde vil sige Øjeblikke, hvor det gennemstrømmes af ren Kærlighedsenergi, og det derved befinder sig i ren og høj aandelig Ekstase, der igen er det samme som Inspirationstilstand, kan Intuitionsfunktionen finde Sted. Individet oplever da uden nogen som helst bevidst forudgaaende Analysering eller Definition i saadanne Øjeblikke en pludselig Opstaaen eller Fremkomst af nye Aandsoplevelser eller Tankebilleder i dets Bevidsthed. Saadanne pludseligt gennem Glæde eller Ekstase opstaaede nye og færdige Tankebilleder kalder vi "Intuitioner". Intuitioner er saaledes identiske med Symptomer paa eller Resultater af den i Form af Samarbejdet mellem Følelses-, Intelligens- og Intuitionslegemsfosteret udløste Aandsfunktion i Individets Underbevidsthed."

Vi har hermed faaet et første Indblik i den store Opvaagningsproces, der betinger det jordiske Menneskes Omskabelse fra "Dyr" til rigtigt "Menneske". I det efterfølgende Afsnit skal vi undersøge det første virkelig betydningsfulde Resultat af det jordiske Menneskes begyndende Korrespondance med Intuitionsenergien, nemlig den Oplevelse der i Livets Bog har faaet Navnet "Den store Fødsel".

Citat:

"De hadede og ihjelslog, og Mennesker priste dem.
Men Gud skammer sig og haster med at skjule Mindet derom under det grønne Græs".

"De Lærde sige, at Eders Lys engang skal blive slukket" sagde Ildfluen til Stjernerne.
Stjernerne svarede den ikke.

"Jeg skal dø igen og igen for at lære, at Livet er uudtømmeligt".

"Dette Liv er Overfarten over et Hav, paa hvilken vi mødes i det samme snævre Skib.
I Døden naar vi Kysten og gaar hver til sin Veren."

"Du skal ikke sige "Det er Morgen" - og affærdige den nye Dag med et Navn fra i Gaar. Se den for første Gang som et nyfødt Barn, der endnu ikke har faaet Navn."

"Ros beskæmmer mig, thi hemmeligt tigger jeg om den."

"Engang drømte vi, at vi var fremmede.
Vi vaagnede op og saa, at vi var hinanden kære".

"Han har gjort sine Vaaben til sine Guder.
Naar hans Vaaben vinder, er han selv slagen."

"Vi kommer de store nærmest, naar vi er store i Ydmyghed."

"Hvert Barn kommer med det Budskab, at Gud endnu ikke har opgivet Mennesket."