Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Jeg ved ikke, om De har lagt Mærke til det, men atter og atter kan man læse, at hvis Gud var til, maatte da nogen have set ham. Der ligger i denne Udtalelse en klar udtrykt Opfattelse af, at hvis Gud virkelig var til, maatte han have en Form, man kunde tage og føle paa. Men selve Udtalelsen vidner ogsaa om noget andet, det, at saa jordbundet er endnu de fleste, at de slet ikke har lagt Mærke til, at deres egen Fremtræden kun dækker den Form, bag hvilken de selv lever - evigt usynligt!

Hvem har nogen Sinde set et Menneske? Ingen! Det, vi ser af Mennesket, er jo kun Virkningerne af det, der skjult bag Formen ræsonnerer omtrent som saa: "Hvormeget af det, jeg virkeligt tænker og føler, skal jeg nu aabenbare for ham?" Ja, hvem vilde vel vove at vise sig blandt Mennesker, dersom man pludselig blev saaledes indrettet, at enhver kunde se, hvad man i alle Situationer følte og tænkte? Hvilket religiøst konstrueret Helvede kunde taale Sammenligning med en saadan Tilstand?

Og alligevel gaar langt de fleste rundt og tror, at de kender hinanden, - samtidigt med, at de selv er Eksperter i at skjule, hvad de i den eller hin Situation virkeligt føler! Hvor ofte hører man ikke det autoritære: "Ham - ham kender jeg storartet!" - og hvor mange dybest set næsten sindssyge Domme over Medmennesker udtales der ikke paa Grund af et formodet Kendskab, der i Virkeligheden blot er et Produkt af den andens maaske raffinerede - Forstillelsesevne!

Men hvorfor er det saaledes, kunde en og anden maaske fristes til at spørge. Vilde det ikke være langt dejligere, hvis vi alle kunde være aabne og ærlige og altid sige det, vi lige i Øjeblikket stod og tænkte paa. Jo, det vilde det, - det vilde i Virkeligheden være paradisisk! Men det forudsætter blot visse Smaating, bl.a., at vi i Stedet for at være Jordmennesker - Overgangsvæsener mellem Dyr og rigtige Mennesker - virkelig var rigtige Mennesker! Thi naar Mennesket ikke er Formen, men derimod den der bag Formen blander de Tanker, der udløser sig igennem Formen, saa er det jo nok værd at se lidt paa denne "Tankeblander". Og her møder vi Aarsagen til, at vi ogsaa i denne Verden lever i et Slags Paradis. Thi det er en paradisisk Tilstand, at ingen endnu direkte kan se, hvad vi staar og tænker paa. Det er en Lykke for os, at vi er skjulte, saalænge vi faktisk selv føler, at vi ikke kan taale at ses. Men læg Mærke til de Længsler, det jordiske Menneske bærer i sit Hjerte. Gaar disse Længsler ikke ud paa Ønsket om engang at maatte faa Lov til at leve i en Verden, hvor man kun tænker rent, d.v.s. tænker saaledes, at alle og enhver gerne maa se disse Tanker - altsaa se en, som man virkelig er? Er det ikke saligt her paa Jorden at maatte faa Lov til at aabne sig for et andet Menneske og helt tillade det at se ens Indre? Er det ikke det, man kalder Kærlighed? Er det ikke det, der er Fundamentet for det virkeligt livsvarende Venskab? Har man ikke givet en saadan Ven Lov til at se det, ingen anden har set? Er dette Syn fysisk? Nej! Har det Form? Baade og! I hvert Tilfælde en helt anden Form end det fysiske Legeme. Og da vi er skabte i "Guds Billede" - er vi da saa ikke her ved selve Hemmeligheden i Guds eget Væsen? Som vi er - er han ogsaa. Og som vi aabner os helt for den, vi anser for ren nok til at se os, saaledes gør han ogsaa - det var ud fra denne Viden om ham, at følgende Ord blev formet: "Salige er de rene af Hjertet, thi de skulle se Gud!"

Med kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere!