Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Ved Erik Gerner Larsson

Som jeg i forrige Afsnit berørte, bestaar Forskellen mellem det almindelige Dyr og det primitive Jordmenneske deri, at medens Dyret endnu befinder sig paa et Fosterstadie, hvad bevidst defineret Tænkning angaar, saa er det primitive Jordmenneske naaet dertil, at det er i Stand til at uddefinere sine forskellige Følelser. Det er i denne Forbindelse nødvendigt at gøre sig klart, at hele vor Sanseoplevelse beror paa Følelse. Naar man "ser" et eller andet, vil dette i Virkeligheden kun sige, at man "føler" en særlig Art fysisk Energi, det samme gør sig gældende overfor alle vore øvrige Oplevelser, enten det saa drejer sig om Lyd, Lugt eller Smag - disse Tilstande udtrykker hver for sig en særlig Art Følelse af bestemte Energivibrationer.

Medens Dyret i sin Bevidsthed endnu ikke har faaet udviklet særligt stærke Reaktionsorganer for disse Følelsesoplevelse, ser vi altsaa, at det jordiske Menneskes Sansesæt efterhaanden er blevet saa omfattende, at det igennem de respektive fysiske Organer er i Stand til at adskille alle disse Følelsesoplevelser i klare Tankebilleder, - i definerede "Følelsesbilleder". Men selvom Dyret endnu i vid Udstrækning lever paa "udefineret Følelse", er det dog, modsat Planten, i Stand til klart at skelne mellem Begreberne "Behag" og "Ubehag". Planten var, som man vil erindre, kun i Stand til rent anelsesmæssig at adskille disse to Tilstande.

Men da Dyrets Liv jo endnu er meget primitivt, mentalt set, efterlader dets daglige Livsoplevelse ogsaa kun faa Erindringsbilleder i dets Bevidsthed. Da al Nyoplevelse beror paa Evnen til at mobilisere det i Bevidstheden allerede eksisterende Erindringsmateriale uden hvilket en "Genkendelse" jo ikke kan finde Sted, ser vi her, at Dyrets daglige Liv endnu i overordentlig stor Udstrækning beror paa Anelse eller Instinkt. Dyret ejer paa en Mængde Omraader en "Forudanelse" om det, det skal opleve, modsat det jordiske Menneske, som i utallige Situationer i sig ejer en "Forudviden" om det, det vil møde. Da Dyret imidlertid er undergivet umaadelig haarde Livsbetingelser, ser vi, hvorledes denne Forudanelsesevne efterhaanden udvikles frem til Genialitet. Dyret er saaledes i Stand til at ane kommende ubehagelige Begivenheder, som f.Eks. Uvejr, Tørke etc. Ligeledes har det udviklet en fremragende Evne til at beskytte sig gennem Advarselssignaler, inden de ubehagelige Begivenheder er kommet frem til fysisk Udløsning. Denne geniale Forudanelsesevne koncentrerer sig i Skabelsen af det, vi kender under Navn af "Psykiske Evner". Disse psykiske Evner er det, der driver Trækfuglenes Flugt fra Nord til Syd, leder Biens og Myrens travle Liv, lader Brevduen vende tilbage til Hjemmet o.s.v. Disse psykiske Evner eksisterer helt op i de primitive Jordmenneskezoner og ligger blandt andet til Grund for det første primitive, religiøse Liv, de er den direkte Basis for det, vi allerede har lært at kende under Navn af "Den guddommelige Suggestion" eller den Tilstand, der bevirker, at et Menneske kan tro uden at vide.

I Forbindelse med disse psykiske Evner vil det her være paa sin Plads at bemærke, at der, hvor det primitive Jordmenneske stilles overfor en højere Mentalverden, begynder disse Evner at degenerere. Denne Degeneration er imidlertid ikke altid lige smertefri, idet Kollisionen mellem den definerede og den udefinerede Følelse meget ofte udløser baade Fanatisme og Overtro. Da ingen af det levende Væsen erhvervet Evne imidlertid forsvinder paa nogen brat eller voldsom Maade, maa man forstaa, at disse psykiske Evner i Form af Anelsesevnen ogsaa eksisterer hos Mennesket af i Dag, men her er disse Evner i rivende Tilbagegang, underkendt, som de i stadigt voksende Omfang bliver af det i det jordiske Menneskes Sanseomraade nu saa stærkt voksende Intelligenslegemsfoster, hvis Funktioner jo netop, i Modsætning til de psykiske Evners udefinerede Følelsesbilleder, udløser sig i klare, randskarpe Intelligensbilleder.

Med Intelligenslegemsfosterets begyndende Funktion begynder det jordiske Menneske at kunne betjene sig af Tilværelsens fjerde Grundenergi: Intelligensenergien. Evnen til at anvende denne Energi er i Virkeligheden ensbetydende med, at det jordiske Menneske nu er inde i et Udviklingsomraade, hvor det er i Færd med definitivt at løse sig ud af Dyrerigets Lænker. Med Evnen til at anvende Intelligensenergien under sin bevidste Viljes Kontrol, betræder det nu paany de højere aandelige Verdeners Sfære og bliver, i Kraft af denne Energi, mere og mere hjemmehørende i en Verden, hvis Lys Dyret kun dunkelt kan ane.

Medens Sanseoplevelsen igennem Følelseslegemet i Virkeligheden kun udtrykte den forlængede Anelsesevne, saa er Sanseoplevelsen igennem Intelligenslegemet af en helt anden Natur. Intelligensenergiens Virkning er af ordnende, definerende Art, hvilket vil sige, at det levende Væsen, takket være denne Energi, er i Stand til at omorganisere sine Erindringsbilleder paa en saadan Maade, at der sukcessive opstaar total Klarhed i dets Bevidsthed. Med Følelsesevnen "føler" man, at man har oplevet dette eller hint før, med Intelligensevnen ved man, at man har oplevet en tilsvarende Begivenhed tidligere og er endog i Stand til klart at præcisere hvor og hvorledes.

Denne Evne til at organisere sine Erindringsbilleder, sine "Erfaringer" spiller en overvældende Rolle i det fremskredne Jordmenneskes Liv. Takket være denne Evne er det i Stand til hurtigt at mobilisere samtlige sine Erfaringer indenfor et givet Omraade til Fordel for en Genkendelsesevne af et Omfang, det slet ikke tidligere kendte. Forskellen mellem Fortid og Nutid er her i Virkeligheden saa stor, at det jordiske Menneske, uden helt at være klar derover, er faldet for en Art Tilbedelse af denne Energi uden at tænke over, at den kan blandes med de andre Energier i Saadanne Forhold, at dens Virkning bliver af rent forbryderisk Karakter. For Aandsforskeren er det vigtigt hele Tiden klart at holde sig for Øje, at samtlige Tilværelsens seks Grundenergier er neutrale Tjenere, som kan blandes i de indbyrdes Forhold, som det levende Væsens Moral betinger. Det maa altsaa i denne Forbindelse paa det stærkeste understreges, at dette at være intelligent under ingen Omstændigheder er det samme som at være et højtudviklet Menneske. Højintellektuel eller virkeligt højtudviklet, er kun det Menneske i hvis Bevidsthed, Følelse og Intelligens afbalancerer hinanden paa en saadan Maade, at det i det daglige Liv fremtræder i en Form, der er gennemstraalet af Kærlighed og Hensynsfuldhed.