Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinus Julen 1941
Bearbejdet efter stenografisk Referat af
Inge Nørgaard og Lisbeth Dam

(fortsat)

Henover Verden gaar en Lysimpuls større end nogen Sinde før i Jordens Historie. Den straaler med umaadelig Kraft fra Mælkevejens Centrum. Mælkevejssystemet er en umaadelig Organisme, i hvilken de enkelte Solsystemer er Organer, som faar deres Kraft og Energi fra dette Centrum i Organismen paa akkurat samme Maade, som vore Organer forsynes med Kraft fra det Centrum i vor Organisme, vi kalder vort Jeg. Denne Energibølge fra Mælkevejens Centrum indebærer al den Kraft, som fører Menneskene frem til Oplevelsen af det rigtige Menneskerige. Denne Verdensimpuls Skyld er det, at der nu er Krig. Naar en saadan Impuls træder i Funktion, udløser den en enorm Bevægelse. De forskellige Tankearter bliver sat op mod hverandre. Saadan er det netop paa Jorden i Dag. Vi ser en Mængde Tankearter, der gaar ud paa at skabe Lys, blive sat op imod en hel Mængde andre Tankearter, der gør Fordring paa det samme. Af dette følger Krig, men i sin dybeste Analyse er Krig blot forceret Udvikling med det Formaal af hidføre en Afklaring.

Denne kosmiske Energibølge fornemmes særligt stærkt i Perioden omkring Jul, fordi Menneskene da, i Kraft af deres Indstilling paa Juleevangeliet, er mere modtagelig for den. Hertil kommer at Julefesten, der nu har været afholdt i Aarhundreder, efterhaanden har formaaet at skabe en Glans omkring sig, som ingen anden Fest har. Ved direkte at forkynde Lysets Sejr over Mørket, har den i en vældig Grad banet Vej for den nye kosmiske Verdensimpuls. I Lyset af den Kærlighed, som Menneskene under Julehøjtideligheden lægger for Dagen i Forholdet til hverandre, ses det meget let, at det menneskekærlige, det humane er for opadgaaende, og at Krigen er for nedadgaaende. Det enkelte Menneske skal være varsom med at blive saa højt udviklet, at det føler sig for "voksen" til at holde Jul. Jeg tænker ikke her paa Julens ydre Form, den vil ændre sig som alt andet, jeg tænker paa dens indre Sandhed. Det har saa umaadelig stor Værdi, at man bliver mindet om sine Medvæseners Eksistens saaledes, at man kan tænke kærligt paa dem. De fleste Mennesker har i sig en Tilbøjelighed til blot at tænke paa sig selv, at være sig selv nok. Denne Tilstand neutraliserer Julen, der jo netop viser os, at kun den er kærlig, som gør noget for andre. Julen er Kærlighedens Fest. Men Kærligheden er jo netop den kosmiske Kraft, som skal lyse op i vort Indre. Saalænge vi ikke formaar at bevare Julens skønne Indstilling i vort Sind hele Aaret rundt, er vi ikke helt lykkelige, men rummer en vis Procentdel ulykkelig Tilstand i vort Sind. Julen er saaledes et direkte Forbillede paa, hvorledes Livet skulde forme sig for os hver eneste Dag. Menneskene skal virkelig naa frem til at være i det daglige saaledes, som de er i Juledagene. At de ikke evner dette endnu, betyder ikke, at denne Væremaade er umulig. Det fortæller blot, at Menneskene endnu ikke har gennemført den Træning, der maa gaa forud for enhver ny Evnes Tilegnelse.

Naar De i Dag oplever Krigen, saa maa De prøve at forstaa, at den i sig selv er en Undervisning i, hvorledes Menneskene skal leve. Krig udtrykker en Handlemaade, som er i Disharmoni med de Kræfter, der skaber Harmoni og Lykke.

Det samme oplever De, dersom De bliver hidsig eller skinsyg, der raser Krigen blot inde i Dem selv. Men medens De ikke har saa stor Indflydelse paa det, der i Dag sker ude i Verden, har De en meget stor Indflydelse paa Deres daglige Tænke- og Handlemaade. Hvad De der oplever af Skuffelse og Modgang, gives Dem som Træningsmateriale for Deres Aand. Uden Modgang vilde der ingen Forædling finde Sted, og dette gælder i det Smaa, som i det Store. Og Menneskene skal nu lære at forstaa, at det ikke er nok blot at tro paa Lyset som det rigtige. Igennem disse tunge Tider vil Mennesket komme til Kundskab om Loven for Skæbne. Mennesket maa lære at forstaa, at det ikke er nok at tænke, man skal ogsaa kunne tænke rigtigt.

I Dag bliver Mørket trukket op som en vældig Kontrast til Lyset. Aldrig før har Menneskene levet i en Tid, hvor Uvederhæftighed har haft saa kronede Dage. Alle ønsker Lyset, men hver er saa sikker paa, at netop hans Lys er det rigtige, at han nægter at gaa til Side for de andre. Herved opstaar de voldsomme Gnidninger, vi nu er Vidne til. Gnidninger, der i Form af Kollisioner og Lemlæstelser, vil naa et Omfang ingen kan forestille sig. Var Livet ikke evigt, vilde dette være en uoverskuelig Tragedie. Men Livet er evigt, og fordi Legemet sønderbrydes, tilintetgøres Aanden ikke. Tværtimod, beriget med vældige Erfaringer for hvorledes Livet ikke skal leves, vender den en Dag tilbage til Tilværelsen her i et nyt Legeme, og da langt mere i Kontakt med de guddommelige Love end før.

Der var ikke noget jeg hellere vilde end afskaffe Krigen med et Par Ord i Dag, men det kan jeg ikke gøre, og hvis det stod i min Magt at gøre det, vilde en saadan Handling i sig selv udtrykke den højeste Grad af Ukærlighed overfor Menneskene. Thi det vilde betyde, at den Udvikling frem imod skønne Tilstande, som vi nu oplever, vilde blive standset. Menneskene er i Dag altfor højt udviklede til at kunne vende tilbage til en primitiv Sydhavsøtilværelse. Dybt i det enkelte Menneskes Sind er der et Krav om at møde Gud - at lære den virkelige Tilværelse at kende. Men Menneskene vilde ikke kende Gud, dersom der ikke fandtes Lys og Mørke. Igennem Krigens forfærdende Gru modtager Menneskene i Dag en Undervisning, der vil føre dem frem til en Tilværelse af uanet Skønhed. Det lyder paradoksalt, men for de Enkelte som for Samfundene gælder det, at det er de oplevede Lidelser, der gør dem værdifulde. Lidelsens inderste Hemmelighed er jo den, at den skaber de Erfaringer, paa hvilken en ny Tilværelse kan hvile. Jeg ved, at den bedste Maade, jeg kan bidrage til Krigens Afskaffelse, er, at vie mit Liv til at skildre, for Menneskene den Oplevelse, gennem hvilken jeg selv naaede frem til den indre Harmoni, mit Liv i Dag bekræfter. Igennem denne Oplevelse blev jeg bevidst i Aarsagerne til alt det, Menneskene i Dag oplever, og ved at vise Dem disse Aarsager og deres Virkninger bringer jeg det samme Lys ind i Deres Sind, som behersker mit eget. Naar De deltager i dette Arbejde, er det jo, fordi De føler Velvære derved. Da det ikke er min Person, det drejer sig om, men derimod det Arbejde jeg frembringer, der skænker Dem dette Velvære, og dette Arbejde kun retmæssigt kan udtrykkes som Lys, vil De se, at det i Virkeligheden er Studiet af dette Lys, der gør Dem lykkelig ved at beskæftige Dem med disse Ting.

Da Julen netop udtrykker et straalende aandeligt Lys vil de se, at De ikke kan interessere Dem for mit Arbejde uden at være i Kontakt med Julens inderste Væsen. Det er rigtigt, at Krigen vilde være en Undervisning for Dem ogsaa uden mit Arbejde, men da De igennem dette Arbejde lærer at forstaa Krigens Aarsager og ligeledes faar et meget stort Indblik i det, Krigen fører til, naar Krigstummelen stilner af, vil De se, at meget af det, der for andre i Dag er fortvivlende Mørke og Haabløshed, allerede er afsløret for Dem som et straalende Lys. Hvor andre kun ser Bevis for, at Gud ikke eksisterer, ser De i de samme Ting nu Beviset for hans absolutte Eksistens. De har det store Privilegium at leve lige midt i den nye Verdensimpuls Centrum, idet denne Impuls netop rammer Danmark og derfra straaler ud over den ganske Verden. Denne Impuls vil beskytte os. Naar Krigen engang er forbi, og De helt kan følge dens Spor, vil De se, hvorledes Norden i Forhold til Verdens øvrige Lande blev skaanet. Det er rigtigt, at vi oplever haarde Dønninger, men ingen, som vil være ærlige, kan bestride, at vi er kommet lykkeligere igennem disse tunge Aar end andre Folkeslag. Men derfor naa De ikke tro, at Danskerne er færdigtudviklede, det er de slet ikke. Men Danskerne er ikke længere et Krigsfolk, og dette er i sig selv et meget stort Fremskridt. Danskerne er et fredeligt Folk, og i denne deres Indstilling ligger en umaadelig stor Beskyttelse. Men paa mange andre Omraader har ogsaa dette Folk mange Ting at skulle lære.

Det vældige Mørke, som i Dag behersker Verden, har altsaa til Mission at skabe Længslen efter sin egen Modsætning i det enkelte Menneskes Sind. For Deres Vedkommende har denne Længsel efter Lyset i Dag bevirket, at De nu befinder Dem i et Studium, hvor De har Adgang til at faa dette Lys defineret i klare Tankerækker, synlige for Deres egen Intelligens. De faar nu Lov til at opleve dette Lys, ikke som Orgelbrus og Salmesang, men som realistiske Kendsgerninger. Det er De i Virkeligheden de eneste, der i Dag har Adgang til, men det vil De ikke blive ved med at være. Efterhaanden, som Krigen gaar sin egen Undergang i Møde, vil disse Tanker sprede sig ud over Jorden. Krigen oplever nu sin egen Dødskamp, ja begaar paa en Maade Selvmord. Jo mere den bruser op, jo haardere den raser, desto nærmere er den sin Afslutning, deri bestaar dens Selvmord. De, der i Dag bekæmper hinanden, har i Virkeligheden samme Idealer bag deres Kamp, alle længes de efter en Verden, hvor Generationer ikke skal staa i Våben mod hinanden. Alle længes de efter en Fred, der gælder hele Verden. I Lyset af denne Længsel vil de finde hinanden, og naar det er sket, vil Julens Lys komme til at straale over den ganske Klode, og en ny Himmel og en ny Jord vil blive født. Hvor mange Aar dette vil tage, staar det ikke i min Magt at fortælle Dem, men det bliver ikke saa mange, som De frygter. Blot maa De forstaa, at Udviklingen frem til et højere Samfund kommer til at gaa gradvis. De maa ikke forestille Dem, at denne Kamps Afslutning vil være det samme som at det hele saa paa een Gang bliver godt. Der vil endnu være mange Fejltagelser, som skal rettes, men Udviklingen vil gaa stærkt. Der vil komme en helt anden Administration af Værdierne og en langt større Frihed, Folkeslagene indbyrdes. Den stadigt voksende tekniske Verden vil tillade et internationalt Samliv af Dimensioner, De kun vanskeligt kan forestille Dem i Dag.

Medens det meste af det, jeg her har fortalt Dem, angaar Samfundene, vil jeg til Slut gerne vise Dem, at det enkelte Menneske ikke er afhængig af det samlede Samfunds Vækst. Det ligger i det enkelte Menneskes Haand, at fri sig af den Kamp, der raser rundt omkring det. Hvis De skaber Neutralitet i Deres egen Indreverden og ved Hjælp af Deres Vilje opøver Dem i at se Tingene i et upartisk Lys, vil Deres Sind blive langt mere harmonisk, end det maaske nu er Tilfældet. Selv oplever jeg i det daglige at leve i et Lys, der gør det muligt for mig at forstaa alle Mennesker. Og saadan, som jeg har det, vil alle Mennesker efterhaanden faa det. Denne Tilstand, hvor Bevidstheden er indstillet paa at være i Kontakt med Tilværelseslovene, kaldes kosmisk Bevidsthed, og den vil de alle opnaa. Da den er saa stærkt begæret, findes der Mennesker, som søger at naa den ad kunstig Vej, igennem forskellige Øvelser o.s.v., men det kan føre til frygtelige Tilstande, saa det kan jeg ikke tilraade Dem. Derimod findes der en Vej til kosmisk Bevidsthed, som De bør følge. Den gaar igennem en naturlig Tilegnen af den Viden, paa hvilken denne Bevidsthedstilstand beror. Det er sandt, at disse Analyser kan være svære og vanskelige at tilegne sig, men igennem denne indirekte Oplevelse af de aandelige Tilstande modnes De gradvis til den direkte Oplevelse. Modtager man disse Energier direkte, uden at have Organer der er udviklet dertil, kan man nemt komme ud for Sindsygens frygtelige Kvaler, saa voldsomme er disse Kræfter. Men indstiller man sig paa at erhverve sig Evne til at tilgive, til aldrig at blive fornærmet og hidsig, saa begynder man at faa noget af den Kraft, der skal til, for at man kan taale Indstrømningen af disse høje Energier i ens Hjerne. Men jo flere af disse Energier, der strømmer ind i Deres Bevidsthed, desto farligere for Dem vil det være at blive hidsig. Mange Mennesker er blevet sindssyge ved at komme i Berøring med disse Energier paa et for tidligt Stadium. Andre er blevet Fanatikere med voldsom Vilje til Selvhævdelse og rasende Intolerance mod andre. Atter andre er kommet ind i Tilstande, hvor de aandelige Energier helt har taget Herredømmet paa Bekostning af de materielle og lever i indbildte Tilstande, der gør dem ganske uskikkede til Livet her. Netop fordi der findes saa farlige Faldgruber i Forholdet til disse høje Energier, er det, at jeg har gjort det til et Princip kun at undervise i den eneste naturlige Vej til den høje Bevidsthed, den, at træne sig selv i den Næstekærlighed, der er det rigtige Menneskeriges Grundvold.

Denne Næstekærlighed er ikke fuldbyrdet med, at man gaar og klapper hinanden paa Kinden, siger smukke Ting og ellers fylder sit Sind med Sentimentalitet. Alt dette kan være meget pænt og smukt, men man skal elske hverandre paa en hensigtsmæssig Maade. Hører man, at et andet Menneske har talt mindre pænt om en, skal man øve sig i at tænke kærligt paa Vedkommende. Man skal ligeledes træne sig i altid at være neutral og undlade at bringe selv den mindste Form for Sladder videre. Kan man ikke sige noget godt om et Menneske, bør man i det mindste kunde tie stille. Og hvis man virkelig vil, vil der altid være noget godt at sige om et andet Menneske. Som skabt i Guds Billede, vil der altid være noget af hans Lys i dette Menneskes Øjne.

De kan træne Dem op til at faa den virkelige Jul i Deres Indre blandt andet derved, at De holder Deres Tanker bundne i de rigtige Retninger. I Begyndelsen kan De ikke undgaa at opleve Irritationstilstande, men disse maa blot ikke faa et synligt Udtryk overfor andre. Bliver De irriteret, da skriv de Tanker, som da behersker Dem, ned paa et Stykke Papir og vent saa med at læse det, til De atter er i rolig Tilstand. Det samme gælder, naar De skal skrive Breve. Intet Menneske burde sende et Brev, som er skrevet i en ophidset Tilstand, af Sted. Lad et saadant Brev hvile, - det er altid sundt bagefter at se, hvor abnorm man er, naar man er hidsig. Hidsighed og uligevægt er kun naturlig, hvor Rovdyret staar overfor sit Bytte, hos Mennesket er det en abnorm Tilstand. Eksplosion er kun berettiget, hvor det er en Livsbetingelse, og det er det i Rovdyrets Verden.

Men ogsaa indenfor Ernæringen findes der Omraader, hvor De skal øve Dem i Kærlighed. I Dag er det naturligt for de fleste Mennesker at spise Kød, ja i Virkeligheden fejrer de fleste Mennesker Lysets skønne Fest med et vældigt Blodbad paa Dyreriget. De samles til store Maaltider med Gaasesteg eller Flæskesteg uden at finde noget som helst forkert i det. Og jeg siger da heller ikke disse Ting til Dem, for at De nogensinde skal bebrejde disse Mennesker deres Handlemaade, slet ikke! Men jeg ønsker at fortælle Dem, at der findes en anden og langt skønnere Levevis end dette at ernære sig af dræbte Dyrs efterladte Lig. Ønsker man at betræde en højere Zones Omraade, maa man bringe sit Liv i Kontakt med de Love, der hersker der og til disse Love hører, at man indstiller sig paa en Ernæring, der ikke for sin Tilfredsstillelse kræver Drab af højtudviklede Dyr. Det udviklede Menneske ernærer sig udelukkende af vegetariske Produkter.

Træf aldrig en alvorlig Beslutning uden først at have sovet paa den! Under Søvnen - i Natbevidstheden - udarbejder De Deres Beslutninger, og De vil ofte opdage, at De, naar De vaagner, er langt mildere indstillet paa En, De maaske Aftenen før nærede vrede Tanker imod. Opøv Dem altid i at prøve paa at være i Modpartens Sted. Søg at se paa det, De i Øjeblikket oplever, med den andens Øjne, og De vil se, at det slet ikke er saa svært at lade være med at dømme. Man maa ikke lade sine mørke Tankestrømme gaa ud over andre. Man skal øve sig i at udsende lyse og kærlige Tankestrømme, blot ikke paa en generende Maade. Ligesom et Sind kan være ukultiveret, vredt, hidsigt og irritabelt, kan det ogsaa være ukultiveret, hvad Brug af tilsyneladende kærlige Følelser angaar. De maa fremfor alt øve Dem i at have et behersket Sind, hvad der slet ikke behøver at være det samme som et køligt Sind.

Nogle Mennesker har det saaledes, at dersom de ikke faar Gaasesteg Juleaften, saa er Julen helt ødelagt for dem. Dette er et Udtryk for den gamle Julestemning, som man hurtigst mulig maa se at fri sig selv af. At gøre sin Lykketilstand afhængig af saa primitive fysiske Ting, er kun Udtryk for et uudviklet Sindelag. Ingen kan slaa min Julestemning i Stykker, der er permanent. Der er ingen Forskel paa min Stemning i Julen og paa de andre Aarstider. Naar man har kosmisk Bevidsthed, er man i en Tilstand, hvor ens Glæde er usaarbar. Den rigtige Julestemning er en Tilstand, i hvilken man er højt hævet over de materielle Foreteelser. Det, der gør det jordiske Menneskes Liv saa svært, er, at det i altfor høj Grad knytter sin Bevidsthed til rent materielle Ting eller befinder sig i et Ægteskab, hvor det ligeledes er altfor voldsomt bundet af Forestillingen om Ejendomsretten. Lykken maa ikke være afhængig af Troen paa, at man ejer det Menneske, man har knyttet sig til, tværtimod, det gælder her mere end noget andet Sted, at Lykken kun kan vokse i Frihed.

Dersom Menneskene vilde prøve paa alvorligt at tænke igennem, hvormeget af det de gør, er betinget af Hensynet til dem selv, vilde de fleste blive forfærdet. Forlangt den største Part af Menneskene er Næstekærligheden endnu kun noget, de længes efter at opleve, men som de ikke selv har Mod til at praktisere. Det er denne Tilstand, man maa se at komme bort fra. Det er umuligt at naa frem til en højere Verden udenom Uselviskheden. Man maa øve sig i at være aaben overfor sine Omgivelser, og man maa lære at forstaa, at ingen kan være anderledes, end de er i Øjeblikket. Verden er til enhver Tid absolut fuldkommen i Forholdet til den Menneskehed, der lever i den. Men den bliver anderledes i Fremtiden paa samme Maade, som vi selv bliver anderledes. Og her er det, at Mennesket med en dybere Forstaaelse af Livet har en stor Mission. Det udviklede Menneske er jo Julens Sendebud til Menneskene. I samme Grad, som De begynder at forstaa den straalende Logik, hvormed Livet er indrettet, vil Deres Væsen begynde at blive Udtryk for det Lys, som Julehøjtiden forkynder for Menneskene.

Jo mere De studerer de aandelige Ting, desto mindre vil der være, der irriterer Dem. De vil da opdage, at De efterhaanden vokser fra at lade Dem paavirke af Deres Omgivelser. Paa denne Maade opbygger De i Deres Indre en fast Indstilling til det Gode og med denne Indstilling bag Dem, behøver De ikke længere at se hen til Beretningen om Jesus Fødsel for at komme i Julestemning, thi saa er De selv blevet en Del af det Lys, Julen forkynder Menneskene. Da er man blevet en Del af den Julestjernes Lys, som idag faar Børnenes øjne til at tindre og de Voksnes Øjne til at dugges. Den Stjerne, hvis Lys i to Aartusinder har varslet Menneskene den Fred, de idag mere end nogensinde længes efter at opleve - den Fred, hvis Fødselstime nu stunder til.