Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kontaktbrev 1942/31 side 6
<<  23:32  >>
Populær Gennemgang af Livets Bog
Ved Erik Gerner Larsson
Fra Dyr til Menneske
III
Medens vi i det foregaaende Afsnit beskæftigede os med det jordiske Menneskes Forhold til den fysiske Videnskab og saa, hvorledes denne udgjorde "Søluften i Nærheden af Havet", skal vi i det efterfølgende paabegynde en Undersøgelse af de mentale Kræfter, der ligger til Grund for vor ydre Fremtræden. Sagen er her den, at medens vi er vant til at betragte alt i Yderverdenen som sammensat af "Stof" eller "Materie", er det kun de færreste, der er klar over, at en hvilken som helst Tankekombination i Virkeligheden er en ligesaa "materiel" Stofkombination, som enhver direkte fysisk Ting er det. Ganske vist bruger man andre Betegnelser saasom: Kræfter, Energier, Bølger, Aura o.s.v. om de aandelige Stoffer, men dette ændrer ikke deres Karakter som Stof, idet Begrebet "Stof"s dybeste Analyse er den, at det er Energi eller Bevægelse.
Undersøger vi den Stofkombination, der ligger til Grund for den jordiske Videnskab, ser vi, at den udtrykker en Kombination af Tyngde- og Intelligensenergi blandet op med næsten primitiv Følelsesenergi. Denne Kombination fortæller os, at den jordiske Videnskab hovedsageligt er baseret paa rent fysiske Faktorer, altsaa næsten rent "materialistisk" hvad Livet da ogsaa bekræfter, idet den jordiske Videnskab hovedsageligt hviler paa Maal- og Vægtfacitter. Men da Livet foruden det fysiske Plan rummer 5 andre Planer eller Zoner, som ganske vist er af aandelig Art og derfor ikke kan opleves med fysiske Sanser, maa man indstille sig paa, at det jordiske Menneske, saalænge det kun bøjer sig for Faktorer, der er Resultater af ren fysisk Forskning, i Virkeligheden er en Slags sovende Væsen i Forholdet til disse aandelige Bevidsthedstilstande. Til sin Raadighed har det jordiske Menneske saaledes seks sammenkombinerede Legemer eller Sanseorganer af hvilke, det kun er fuld bevidst i det ene, det fysiske Legeme. Det har imidlertid en Anelse om, at der findes andet og mere end dette fysiske Legeme med dets tilhørende vaagne Dagsbevidsthed, dette andet, om hvilket det kun ved forbavsende lidt, har det givet Navnet "Underbevidsthed".
Men ud af denne Underbevidsthed er den fysiske Dagsbevidsthed vokset frem, og ud af den vil de øvrige fem Legemer sukcessive vokse frem, alt eftersom Betingelserne for denne Vækst kommer til Syne. Thi fuldt Herredømme over Livet eller Tilværelsen har det jordiske Menneske først, naar samtlige seks Grundenergier er underlagt dets dagsbevidste Vilje. I denne store Proces er det jordiske Menneske kun naaet frem til Underlæggelsen af Tilværelsens to laveste Grundenergier: Instinkt og Tyngde. Dette vil altsaa sige, at det jordiske Menneske, som Væsen betragtet, har været undergivet Livsoplevelsestilstande paa langt lavere Stadier, end det nu er Tilfældet. Stadier hvor dets ydre Tilværelse faktisk var identisk med det, vi nu kalder "Søvn". Dette Stadium har vi i Planteriget. Plantens fysiske Legeme er i Virkeligheden Plantens "Underbevidsthed". Plantens Dagsbevidsthed er ikke af fysisk, men derimod af aandelig Natur. Dette Forhold kan kun forstaas, naar man erindrer den i tidligere Afsnit omtalte "Udviklingsspiral", der netop omfattede det Omraade, indenfor hvilket samtlige seks Grundenergier kom til Udfoldelse. Vi saa, at Udviklingsspiralen havde en Lys- og en Mørkeside. Lyssiden repræsenterede den Del af Spiralen, hvor de højintellektuelle Energier havde Overherredømmet, Mørkesiden det Omraade, hvor de uintellektuelle Energier behersker Mentaliteten. Et Studium af Plantens Bevidsthed vil vise os, at den befinder sig i Grænseomraadet mellem disse to Tilstande. Dens Dagsbevidsthed er endnu undergivet Virkningerne af Spiralens Lysside samtidigt med, at stærke Kræfter i dens Underbevidsthed arbejder sig frem imod en kulminerende Oplevelse af en ny Spirals Mørkeside. Da det jordiske Menneske blot er den fremskredne Plante, og som Planten er undergivet Kravet om Lys og Luft, vil en Undersøgelse af dets Bevidsthed i Forhold til overliggende Zoner vise, at vi her er stillet overfor en Parallel til det, vi kan iagttage nedefter i Spiralen. Som Plantens fysiske Legeme udgør dens Underbevidsthed, ud fra hvilken dens kommende Dagsbevidsthed skal bryde frem, paa samme Maade udgør vort Følelses-, Intelligens- og Intuitionslegeme vort Underbevidsthedsomraade, ud fra hvilket vort kommende dagsbevidste Liv efterhaanden skal komme til Syne.
Paa det fysiske Plan repræsenterer Planten altsaa Mindsteudfoldelsen af mentalt Liv. Denne Mindsteudfoldelse fortæller os, at Planten endnu kun er bevidst i Instinktenergien. Da denne Energi ligger til Grund for alt, hvad der kommer ind under Begrebet "Anelse", vil dette altsaa sige, at Plantens Hovedbevidsthedsoplevelse paa det fysiske Plan kun er af anelsesmæssig Karakter. En Plante kan ikke opleve noget som realistisk Kendsgerning, der jo kræver intelligensmæssig Definition, alt er her Anelse. Dette maa imidlertid ikke forlede Forskeren til at tro, at Plantevæsenet som saadan er afskaaret fra at anvende de øvrige Grundenergier. Slet ikke, men den indbyrdes Kombination af Grundenergierne i Plantens Bevidsthed er, som vi senere skal se, af en saadan Art, at Plantens egentlige Livsoplevelse næsten intet har med det fysiske Plan at gøre.
"Da", som Martinus skriver i Livets Bog Stk. 183, "ethvert Tilværelsesplans samlede Energimanifestation udløser sig i to Kontraster, der opleves som "Behag" og "Ubehag", vil disse to Udløsninger saaledes være de koncentrerede Urformer, til hvilke alle Oplevelser indenfor enhver Form for Dagsbevidsthed kan føres tilbage".
I Relation til det her citerede ser vi, at medens det jordiske Menneskes Livsoplevelse er baseret paa en endog meget fremskreden Definering af de her nævnte Begreber Behag og Ubehag, er det anderledes med Planten, for hvem disse to Begreber fremtræder totalt udefinerede. Men, som allerede bemærket, er Planten, selvom den i Forholdet til det fysiske Plan befinder sig i Tilværelsens Mørkezone, alligevel med den øvrige Del af sin Bevidsthed i saa nær Tilknytning til Tilværelsens Lyszone (Salighedsriget), at dens dagsbevidste Liv bestaar i en Gennemstrømning af en altovervejende Behagsoplevelse. Denne Behagsoplevelse, som Instinktvæsenet saaledes er Genstand for, er i Virkeligheden saa stærk, at den kaster sit Lys igennem disse Væseners Underbevidstheder, der i Form af "Planter" befolker det fysiske Plan. Omend disse Væsener i deres Liv her ofte er undergivet en barsk Naturs koncentrerede Ubehagsudløsning, saa udstraaler de igennem deres fysiske Tilsynekomst en saa vidunderlig Refleks af de Behagsanelser deres Dagsbevidsthed er underkastet, at Livet her vil forekomme som et uudholdeligt Øde uden dem, thi, som Martinus skriver i Livets Bog Stk. 183: "Er ikke Planterne Inspirationskilde for Kunstnere, Forfattere og Videnskabsmænd? Er ikke Planterne Naturens egne Kærtegn overfor Sunde og Syge, overfor Lykkelige og Ulykkelige? I enhver frisk Blomst eksisterer Kontrasten til Vinterens Kulde. Saalænge der findes en Blomst, kan Erindringen om en højere Verden ikke slettes ud".
  >>