Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Af alle Aarets Dage er der især to, jeg hefter mig ved, den længste og den korteste! Og medens det altid giver ligesom et lille Stik i Hjertet, naar vi passerer den første, saa er mit Sind til Gengæld fyldt med frydefuld Forventning, naar den sidste ligger bag mig!

Jeg ved ikke, hvem der har haft den geniale Ide at lægge Julen netop omkring Solhverv, men jeg føler, at den vilde have mistet meget af sin Tiltrækning, om den var blevet lagt paa en anden Tid af Aaret, end Tilfældet er. En Digter, jeg erindrer ikke hvem, har efterladt sig en lille Versstump i min Bevidsthed, som lyder saaledes: "Ind under Jul - hvor er det trist, - Snesjap og Slud og mørke Dage!" Disse Ord har jeg husket nu hvert Aar saa langt tilbage, jeg næsten erindrer. Hvert Aar griber jeg mig omkring denne Tid i at gaa og smaamumle dem, - jeg synes de passer næsten uhyggeligt godt! Havde vi ikke Julen til at lyse op i December, var det en fæl Maaned at komme igennem. Men selv det mest ufølsomme Sind kan ikke undgaa at føle sig paavirket af den store Højtid, som Straaler en i Møde her i Vinterens Hjerte. Det er som om den Stemning, der nu engang er forbundet med Julen, giver selv den mest pessimistisk indstillede en Haandsrækning til at komme over det absolutte Nulpunkt, som Aarets korteste Dag er.

Julestemning - det vilde ikke være helt i Kontakt med Sandheden, om jeg paastod, at man endnu har mærket ret meget til den. Det er, som om den Afmagringskur samtlige Butiksvinduer har gennemgaaet, tog en Part af Julestemningen med sig. Og Lysene! Naar man tænker paa det Hav af Lys, vi før badede os i, saa kan man jo nok, uden at gaa nogen for nær, sige, at en mørkelagt Jul ikke er ligefrem spændende!

Og alligevel er jeg sikker paa, at Julestemningen kommer! Vent blot til Juleaftensdag saadan omkring ved 16-17 Tiden, saa skal De se! Pludselig kommer den os i Møde fra alle Sider, og lige paa een Gang bliver Livet helt anderledes end det plejer. Vældige Kræfter, som ellers slumrer, baner sig Vej indefra og skænker os alle en koncentreret Fornemmelse af, hvordan Livet kunde være, hvis - - ja, hvis vi bare havde Kærlighed nok! Paradoksalt er Julen det mest levende Vidnesbyrd, vi har, om vor egen aandelige Fattigdom. Saa megen Kærlighed ejer vi, at vi af Aarets 365 Dage lige har nok til at forgylde de seks, syv sidste!

Det er, som om denne Viden lader os forstaa Aarsagen til en hel Del af det, vi nu oplever, thi Krig kan aldrig være andet end Udtryk for et Kærlighedsunderskud! Den Dag dette Underskud er dækket ind, vil ingen længere behøve at se hen til Julen, som de faa Dage i December, hvor de faar Lov til at spise sig helt mætte! I Almindelighed vil vi jo gerne hylle os i Illusionen om, at vi har hævet os umaadeligt over Hulebeboerens Trin, men jeg gad vide, om vi ikke, da vi endnu havde mere af Dyrets Floktilbøjelighed i os, undte vore Stammefrænder det lidt bedre end Tilfældet blev, da vi blev kloge? Da Eskimoerne i sin Tid hørte om den første Verdenskrigs Udbrud, blev de rent forfærdede. De havde jo lært at se op til den hvide Mand som en Guddom, og de spurgte da forsigtigt, om den hvide Mand ikke havde Kvinder nok? Jo, det manglede der ikke paa. Om der da var Hungersnød? Nej, det var der ikke! Da forstod Eskimoen ikke længere, hvad han hørte, thi i hans Tankeverden var Myrderi kun noget, der fødtes af de to Ting, han havde nævnt og da der ikke paa hans Sprog fandtes noget Ord for Krig, døbte han den i Fællesskab men sine Venner for "Den hvide Mands Skam!"

Og vil vi gaa ind i vort eget Væsens Dyb, hvor vi paa sin Vis har Eskimoens eget Sind lyslevende, hans vaagne Instinkt overfor Savnet af Kvinde og Brød og hans enkle ubestikkelige Ærlighed, da maa vi bøje vort Hoved for hans Afgørelse, Krigen er den hvide Mands Skam. Vi føler vist alle, at Krig er Sygdom, er vor egen Kapitulation overfor de Kræfter vi, som Tanker, giver Husly i vort eget Sind. Aldrig vil jeg glemme den Dag, Martinus i ganske korte Rids viste mig det levende Væsens Forhold til sine egne Begær: den begærledede Vilje, - og det viljesledede Begær! I een Sætning hele Gaadens Løsning!

Kigger vi alle de Kulturer, der indtil nu har behersket Jorden, lidt efter i Sømmene, vil vi se, at de alle har været et Konglomerat af de ovennævnte Tilstande, og alle har de mest hældet til den første Side. Begærledet Vilje har været en enorm Drivkraft. Husk blot paa den gamle Formel: Mands Vilje er en Magt, som kan Bjerge flytte, Tusinde Viljer sammenlagt rokker knapt en Hytte! Og tænk saa ogsaa paa, hvad den samme Kraft formaar, naar Begærene bliver undergivet Kultur, naar det bliver en Viljesag hos alle, at Fattigdom skal ophøre!

Vi har i Dag i Verden Repræsentanter for begge Kategorier, straalende Vidnesbyrd om Lovens Ubestikkelighed! For den, der vil høre, lyder der bag Kamptummelen en stille Røst, hvis Ord er Lægedom for det syge Sind, Ord fra en enlig ung Mand, man sluttelig naglede fast til et Kors: Du skal elske din Næste som dig selv, det er al Lovens Fylde! Han havde ingen straalende Sejre at vise tilbage til - og alligevel nævnes hans Navn i Dag med Ærefrygt af Millioner af Mennesker! For ham er det, vi bag mørkelagte Ruder tænder Lys, takket være ham modnedes vi til igen at forstaa Lyset, da det atter flammede ind i vort Liv, og mere end nogensinde forstaar vi i Dag, at det er i hans Sæd, at alle Jordens Slægter skal velsignes!

Til Slut beder jeg Dem og Deres Kære modtage de kærligste ønsker for Julen og det nye Aar fra Martinus og samtlige Medarbejdere ved Livets Bogs Bureau med en inderlig Tak for, hvad De i det svundne Aar har været for os alle!

E.S.

Paa Grund af megen Travlhed vil Brev Nr. 32 først blive afsendt fra Bureauet Fredag den 8. Januar, altsaa en Uge senere, hvad vi haaber, De tilgiver os,