Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Ved Erik Gerner Larsson

Det jordiske Menneske befinder sig altsaa i en Zone, der repræsenterer en hel Skala af mentale Tilstande, strækkende sig fra det totalt "sovende" Væsen i Planteriget og frem til det "vaagnende" kulturmenneske, i hvis Bevidsthed høje aandelige Energier er begyndt at gøre sig gældende. Ved Selviagttagelse kan vi se, at der findes Mennesker der ved deres robuste Fremtræden staar Dyreriget nær, Mennesker hvis Udvikling fremover i Virkeligheden kun kan befordres igennem selvoplevet Lidelse. Men vi finder ogsaa Mennesker, hvis stilfærdige og fine Fremtræden røber det rigtige Menneskeriges Nærhed. Vi ser, at de sidstnævnte i sig ejer Evner til at korrespondere med Tilværelsens finere mentale Energier: Følelse, Intelligens og Intuition. Vi kalder disse Mennesker for "oplyste", "kultiverede" og "aandrige". Desuden møder vi indenfor det samme Omraade Mennesker, vi kalder "Kunstnere", "Forfattere" og "Videnskabsmænd", Mennesker, hvis mentale Fremtræden afslører, at de har naaet et Udviklingstrin, hvor de er begyndt at betjene sig af de aandelige Energier, har faaet udviklet aandelige Organer og er begyndt at skabe i aandelig Materie, kort sagt, er begyndt at blive aandelige Væsener. Vi ser, hvorledes disse Mennesker er vokset opover Dyrerigets instinktive Had, hvorledes de har befriet deres Mentalitet for plumpe, brutale Begær, Hævnfølelse og Jalousi. Vi møder her en Mennesketype, for hvem det at besidde jordisk Gods og Magt er noget tilbagelagt. Vi er, sagt i Korthed, her stillet overfor en Mennesketype, hvis Liv afslører en saa stor Magt over egne Begær, at dens Liv kun kan karakteriseres som en dæmrende forklaret Tilværelse.

Mod denne Tilværelse er ethvert Jordmenneske paa Vej. Sit eget Forhold til den finder man i en Undersøgelse af de Tanker og Begær, der passerer ens Bevidsthed. Er Begærene grove og søger sin Tilfredsstillelse i Besiddelsen af fysisk Materie og Magt, udtrykker det blot, at man endnu ikke er vaagnet op til begyndende bevidst Korrespondance med Tilværelsens finere Energier. Men da dette at betjene sig af grovere Energier igen er det samme som at begære Lykke for sig selv, uanset Prisen, vil denne Væremaade uundgaaelig føre til den Lidelse, der er Forudsætningen for Udviklingen af højere aandelige Egenskaber. Lidelse og Vækst er uadskillelige Faktorer i den Zone, hvor det jordiske Menneske i Dag befinder sig. Paa Spørgsmaalet om, hvornaar det jordiske Menneske befinder sig i Nærheden af det rigtige Menneskerige, svarer Martinus i Livets Bog Stk. 176: "Hvis det er modtageligt for den forfinede aandelige Strøm af Energi, der i Form af en indre Stemme neutraliserer enhver Form for Lyst til selviske Interesser, til at lyve, til at bedrage, til at dræbe, til at gaa paa Jagt eller Fiskeri, til at nyde Kød eller Blod, til ikke at vende den højre Kind til, naar det bliver slaaet paa den venstre, til ikke at finde sig i en Fornærmelse, til ikke at tage imod højere Undervisning og Belæring, til ikke at føle Tolerance o.s.v., da er det Udtryk for, at "Himmeriges Rige" eller "Den stor Fødsel" er nær", - - - "I modsat Fald, hvis Individet endnu ikke mærker noget til en saadan "Stemme" i sit Indre, er det Udtryk for, at samme Individ i ovennævnte Felter endnu er et sovende Væsen og kun vil kunne vækkes ved en kraftigere "Stemme", hvilket altsaa vil sige Smerte og Lidelse".

Vi er her stillet overfor den Kendsgerning, at i Omraader, hvor det jordiske Menneske endnu ikke kan betjene sig af Følelse, Intelligens og Intuition, maa det betjene sig af Tyngdeenergien, der urokkeligt befordrer ovennævnte Lidelsesproces. Af dette fremgaar det paa ny, hvor urigtigt det er at nære Intolerance mod Mennesker, for hvem de aandelige Problemer endnu er uden Interesse. Disse Mennesker ejer ikke i sig selv Forudsætningerne for at forstaa disse Problemer, hvorfor enhver Form for Intolerance imod dem, blot vil afsløre uudviklede Sider af ens eget Væsen. At disse Mennesker evt. vil nære voldsom Uvilje mod et højere Livssyn, ja endog bekæmpe det, berettiger ikke det mere klartskuende Menneske til at nære nogen som helst Form for Vrede imod dem, disse Handlinger maa ses under den Synsvinkel, at disse Mennesker "ikke vide hvad de gøre".

I Sammenligningen mellem den primitive Buskmand og den højtintellektuelt udrustede Videnskabsmand har vi et Billede paa to Faser af den Opvaagningsproces, det jordiske Menneske er undergivet. Vi ser, hvorledes denne Proces er i stadig Tiltagen, og vi ser, hvorledes denne Tiltagen udruster det før saa primitive Jordmenneske med helt nye Sanseorganer med uanet Rækkevidde. Fra at have levet i en primitiv dyrisk Forestillingsverden er det jordiske Menneske i Færd med at vaagne op til en Verden, i hvilket det bliver bevidst i at intet - absolut intet - af det, det ser, er det, det ser ud til at være. Med egne Sanser vokser det frem til at kunne iagttage, at Formernes Verden, som det før antog for det eneste virkelige, nu langsomt viger og giver Plads for en indre Viden om Tingenes Hensigt. Fra at have levet i en Verden hvor grove Maal- og Vægtfacitter, var det eneste saliggørende, vaagner det nu gradvist op til en Verden, i hvilken Studiet af Livsytringsfacitterne bliver det centrale. I denne dets Opvaagningsproces møder vi den jordiske Videnskab, som Udtryk for det største som det jordiske Menneske har naaet. Omend denne Videnskab endnu ikke repræsenterer den kulminerende Viden om Livet og Tilværelsesmysteriet, giver den dog et saa straalende Indblik i Tilværelsens Lovmæssighed, at dens Stilling, som gryende kosmisk Videnskab, ikke behøver nærmere Begrundelse. Da den fysiske Videnskab har haft en saa afgørende Indflydelse paa vor egen Forvandling fra en primitiv dyrisk Tilværelse og frem til den Civilisation, vi i Dag oplever, og som ogsaa indeholder andet end kulminerende Drab og Destruktion, vil jeg slutte dette Afsnit med at citere Livets Bog Stk. 180, i hvilket Martinus skriver: "Da Videnskaben udgør den første begyndende Viden om Verdensaltet og Tilværelsen, bliver den saaledes den kosmiske eller aandelige Verdens Periferi. Den er den gryende kosmiske Bevidsthed. Den er den friske Søluft i Nærheden af Havet. Den moderne Videnskab vil altsaa i Virkeligheden være et uomstødeligt Bevis for Jordmenneskets Aandeliggørelse. Træk Videnskaben fra dets Bevidsthed, og tilbage bliver kun en primitiv Dyrebevidsthed, der kun er modtagelig for grov Paavirkning. Den vilde udelukkende repræsentere Væsener, der umuligt kunde opfatte en skrevet Bogs klare Lys, umuligt kunde opfatte Talen ud fra et genialt kunstværk, umuligt kunde binde de materielle Kræfter i Form af Kraftmaskiner og andre Former for Maskiner, Befordringsmidler over Land og Hav, gennem Skyerne og under Vandet, Væsener, der ikke kunde skabe Bygningsværker, Klæder og Brugsgenstande, ja Væsener, der ikke engang kunde udtrykke sig ved et fuldkomment Sprog. Ved Hjælp af Videnskabens Resultater kan et Urs Dikken høres fra Pol til Pol og alle Jordens Folkeslag paa een Gang lytte til et og samme Foredrag. Ved Hjælp af Mikroskoper og Teleskoper har Jordmennesket forlænget sit materielle Syn Hundreder af Gange ind i den mikro- saavel som den makrokosmiske Verden. Fra Universiteter, Skoler og Læreanstalter Straaler det kosmiske Lys i Form af Videnskab udover hele Verden. Det hviler som nyfalden Sne i alt, paa alt og over alt. Videnskaben er saaledes et første fundamentalt Resultat af en højere aandelig Energis Indtrængen i Tyngdeenergien eller den fysiske Verden".