Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kontaktbrev 1942/30 side 2
<<  3:3
Aand
Foredrag af Martinus den 24. Maj 1942
Bearbejdet efter stenografisk Referat
af Inge Nørgaard og Lisbeth Dam
(fortsat)
I begge Tilfælde, ser De, to store Grundenergiers Kamp med hinanden. Vi har nu haft tre meget kolde Vintre, som har bundet Jorden mere, end De er Vant til at se. Denne Binding har tjent et dybt Formaal. Paa samme Maade som Kulde er det eneste, der kan binde et hidsigt Menneskesind, er det ogsaa det eneste Middel, der kan binde Krigen i Yderverdenen. Kulden, vi har oplevet, har været svær for mange Mennesker, men Tilværelsen vilde været blevet endnu sværere, om det samme Omraade skulde have været Krigsskueplads, skulde have været Slagmark. De vil engang komme til at forstaa, at paa samme Maade som Deres egen indre Tilstand er betinget af evige Love, paa samme Vis er Deres ydre Tilstand betinget af de samme Love. Igennem denne Lovmæssighed bliver alt Liv befordret frem til en højere og højere Udvikling.
Undersøger vi Jorden fra dengang, den var glødende og frem til nu, vil vi se, hvorledes den har repræsenteret et Hav af Bevægelse, et Hav af Aarsag og Virkning, der gradvis har ført den frem til det, den i Dag er. De kolossale Mængder af Indtryk, som det jordiske Menneske her oplever, kan se ud som planløse, men de er det ikke. De er i den Grad fuldkomne, at De, jo dybere De trænger ind i dem, vil komme til at opleve, at disse Indtryk samlet udgør Guds egen levende, straalende Bevidsthed. De vil blive bevidst i, at De ikke kan udtrykke een eneste Tanke, som De ikke har faaet fra den Yderverden, der omgiver Dem. Denne Yderverden lærer Dem, at for at Energierne skal føre til en lykkelig Livsoplevelse, maa de anvendes i Kontakt med de Love, som Naturen afslører. Vi maa altsaa lære at arbejde paa samme Maade, som Naturen gør. Den, som i alle Livets Forhold gør Naturen til sin højeste Læremester, vil ikke kunne undgaa at blive lykkelig, thi paa den Maade er man hele Tiden Deltager i et Studium, der medfører aandelig Vækst. Alt det, jeg fortæller Dem, har jeg fra min egen Vekselvirkning med den Tilværelse, der omgiver mig. De ved, at jeg ikke har læst mig til den Viden, mit Arbejde giver Udtryk for, jeg har set den i Naturen selv. Foruden at være Materie er Naturen ogsaa i allerhøjeste Grad Aand. I det Øjeblik De opfatter Naturens Manifestationer som Aand, er De hele Tiden sammen med Gud, saa er De hele Tiden undergivet hans Undervisning. Resultatet af denne Undervisning er, at De igennem den bliver kosmisk Kemiker. Indtil nu har De maaske blandet Deres mentale Energier efter de midlertidige Begær, der har behersket Dem. Igennem Studiet af det virkelige Liv opdager De, at Forudsætningen for virkelig Lykke er, at Deres Begær bliver kultiverede, hvilket jo blot vil sige, at de bliver bragt under Kontrol. At kontrollere sine Begær betyder, at man er i Stand til at overse, hvad deres Tilfredsstillelse fører til. Kan man da se, at de paa et eller andet Tidspunkt fører til Smerte for nogen, ja, da maa man give Afkald paa deres Tilfredsstillelse.
Naar vi nu holder Pinsefest, og nogen benytter denne til at tage i Skoven, andre til Bal eller anden Fest og atter andre til at deltage i Møder, da maa De forstaa, at alle disse Ting, hver for sig, er lige nyttige. De udtrykker, at hver enkelt faar en "Sult" tilfredsstillet. I den guddommelige Verdensplan sker der intet, absolut intet, som ikke er fuldkomment. Hver især har sine Interesser, som ikke alene skal, men som ogsaa bliver tilfredsstillet. Men ikke alle Interesser fører til lys og lykkelig Mentalitet. I mange Tilfælde bliver vi Vidne til, at et Menneskes Interesse fører det til Tungsind og Depression. Her er det, at De skal forstaa, at denne Interesse i sig selv har udgjort en Materiekombination i Disharmoni med Tilværelseslovene. Resultatet heraf bliver altid mental Uligevægt, bliver det, vi kalder Mørke. Studiet af de kosmiske Analyser fører Dem frem til en Tilstand, hvor De altid er besjælet af Mildhed og Sympati i Forholdet til Deres Omgivelser. Dette Studium fører Dem frem til en Forstaaelse af Lidelsernes sande Mening, som er den at belære den, der oplever dem, om hvorledes man skal handle rigtigt. Lidelserne er jo Konsekvenserne af forkerte Tankeblandinger, hvis de ikke fandtes, vilde intet Jordmenneske nogensinde lære at tænke rigtigt. Men takket være Lidelserne lærer det enkelte Menneske at spørge sig selv, om det ikke kunde have undgaaet Lidelserne ved at have handlet anderledes. Det er Svaret paa dette Spørgsmaal, der udtrykker aandelig Vækst. Denne aandelige Vækst vil uundgaaeligt føre Mennesket til Forstaaelsen af Guds virkelige Eksistens. Naaet dertil, vil det efterhaanden begynde at aabne sig for de guddommelige Kræfter. Den guddommelige Aand vil da gennemstrømme Bevidstheden, og i Lyset af den vil Mennesket se, at alt i Virkeligheden er saare godt.
I Dag er Mennesket naaet frem til et Stadium, hvor dets virkelige "Fødsel" er ved at være forestaaende. Denne "Fødsel" betyder en Opvaagnen til Erkendelsen af, at det levende Væsen altid har været og altid vil være. I Dag ved det jordiske Menneske ikke, at det har levet før, det tror i vid Udstrækning paa, at det er en "skabt" Ting, en Slags Reproduktion af Forældre og Slægt, men denne Indstilling kan kun føre til en forkert Vurdering af Livet. Som De i Naturen ser Aarstiderne skifte i et stort Kredsløb, vil De ogsaa engang se Deres egen Tilværelse som et stort Kredsløb. I dette store Kredsløb oplever De i Øjeblikket Tilværelsens Vinter, men i Dybet af Deres Indre rører vældige Kræfter paa sig. Et nyt straalende kosmisk Foraar holder paa at udløse sig. Det er dette kosmiske Foraar, som Pinsefesten skal symbolisere. Pinsen er Beretningen om den hellige Aand. Men den hellige Aand er Guds egen Bevidsthed, som begynder at gennemtrænge Deres Væsen. Det er Kræfterne fra den, som faar Dem til at bekæmpe Skinsyge, Vrede og Hidsighed. Det er i Kraft af den, at De længes efter et Liv langt borte fra Krigens og Smertens Zoner, og det er i Lyset af den, at De giver Afkald paa Hævn og faar Kraft til at tilgive. Jo mere De indstiller Dem paa denne Aand, desto mere vil dens Lysmasser vælde ind i Deres Sind og sprede Liv og Varme omkring Dem. Igennem Mødet med den vil De faa en straalende Fornemmelse af Guds evige Eksistens, De vil faa kosmisk Bevidsthed og vaagne op til den Viden om Udødelighed, der er al sand Lykkes evige Klippegrund.
- - 0 - -