Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinus den 24. Maj 1942
Bearbejdet efter stenografisk Referat af
Inge Nørgaard og Lisbeth Dam

(fortsat)

Altfor ofte møder man Mennesker, hvis Væsen føles splittet og ulykkeligt af de "Naturkatastrofer", som raser i deres Indre. Mennesket maa lære sine Begærs Konsekvenser at kende. Det maa lære at dirigere sine Indtryk over paa Omraader, der betyder harmonisk Vækst for dets Aand. Altfor mange Mennesker lader sig tiltrække af Ting, der bibringer dets Aand en disharmonisk Vækst, gør den forkrøblet. I Kraft af sit Væsen er Mennesket at ligne ved Naturen paa den Tid af Aaret, hvor Vinterkulden møder de første blide Foraarsvinde. Mennesket er aandeligt i Opbrud. Det har i sig en voldsom Længsel efter at have et behersket og kærligt Sind, men repræsenterer ofte det modsatte. Mange Menneskers Ansigter er præget af dette Opbrud, af disse Storme, af en alt for stærk given efter for Hidsighed og Irritation. Men det maa altid være Dem en Trøst at vide, at bag disse Storme lever der i hvert eneste Menneske en Drøm om en helt anden Væremaade. Og det er denne nye Væremaade, Pinsefesten skal symbolisere.

Pinsen er Aandens Fest. Det er ingen Tilfældighed, at den er blevet lagt paa en Aarstid, hvor Blomsterne vælder frem og Luften fyldes af Sang fra Titusinder af smaa Fuglestruber. Hvorfor tror De, at Mennesker i Tusindvis strømmer ud fra Byerne i Pinsen? Er det ikke for at opleve Naturens straalende Genfødsel, dens Tilbagevenden? Er det ikke for at fylde Sindet med nye Indtryk af Liv og Skønhed, af Sommer? Det hele ser saa materielt ud, og saa er Sandheden jo den, at alle disse Mennesker netop strømmer ud i Naturen for at kunne modtage Indtryk, som de kan genopleve i Erindringen, naar de atter vender tilbage til Byens mere triste Atmosfære.

Jeg sagde, at Pinsen var Aandens Fest. Den er et Symbol for den Sommerbevidsthed, Mennesket længes efter at eje. De vil se, hvorledes Naturen her er den store Model for Mennesket. Hvilket Syn er skønnere end en nyudsprunget Bøgeskov? Hvilken Lyd er skønnere end Lærkens jublende Triller? Overalt, hvorhen De end retter Blikket i Naturen, bliver De Vidne til Skønhed og Farver. Overalt ser De, hvorledes Naturen indtil Overflod aabenbarer Liv - og Aand. Hele denne Skabelse viser sig at være planmæssig. Gaar De i Dybden af den, vil De se, at den er et straalende Udtryk for en Bevidstheds Udfoldelse. At tro det modsatte, at tro, at alt det vi i Dag ser udfolde sig her for vore Øjne, at det skulde være Udtryk for Tilfældighed, for Meningsløshed, kan kun være et Vidnesbyrd om manglende Tænkeevne. Det, vi her ser, er Udtryk for en levende Bevidsthed, bygget op af en evig Fortids Indtryk og nu aabenbaret i et nyt skønt Foraars Udtryk.

Og paa samme Maade som denne Lovmæssighed i Naturen nu udløser sig i en Aabenbaring af Liv og Skønhed, paa samme Maade udløser den samme Lovmæssighed sig i vort eget Indre. Vi danner med vor egen Organisme et Verdensalt. I dette skabes Sommer og Vinter for vore Mikrovæsner. Naar dette, vort eget Verdensalt, rammes af Sygdomme, skyldes det kun, at vi har vænnet os til at modtage forkerte Indtryk. Vi har bragt vor Tænke- og Levemaade i Konflikt med Tilværelseslovene og faar derved uundgaaeligt et forkert Facit med vort Liv. Menneskene maa lære at studere, hvorledes de skal faa de rigtige Indtryk, saaledes at deres Liv kan komme til at være Udtryk for en fuldkommen Tilværelse. Forkerte Indtryk giver forkert Handlemaade. Enhver Form for videnskabelig Uddannelse er netop baseret paa Bibringelsen af korrekte Indtryk. Igennem denne Uddannelse, der jo kun er Aand koncentreret ned i et Sprog, lærer den Studerende at blive Herre over det Stof, hans Studium omfatter, hvilket vil sige, at han lærer dette Stofs Natur at kende saa godt, at han kan skabe fuldkomment med det.

Paa et vist Stadium er enhver Form for Skabelse aandelig, enten den materialistisk indstillede saa tror det eller ikke. Den Kærlighed, som selv det mest materialistiske Menneske har til f.Eks. fysiske Ting, er af aandelig Natur. Denne aandelige Side af det Jordiske Menneske er ligesaa godt bundet af Love, som det fysiske Stof er det. Men til at opnaa Forstaaelse af dette kræves der Koncentration. Denne Koncentration vil føre Dem til Forstaaelse af de store Grundprincipper i det levende Væsen, jeg kalder X.1: Jeget - X.2: Skabeevnen og X.3: Det Skabte. De vil se, at der findes en fundamental Forskel mellem Skaberen og det Skabte. De bliver bevidst i, at alt det, vi kan sanse, er Udtryk for Energi eller Bevægelse. Dette vil igen sige, at alt det, Deres Sanser er i Berøring med, ligegyldig hvad De saa end kalder det, er Bevægelsesformer. Disse Bevægelsesformer kan De følge helt ind i Deres eget Væsen som Indtryk. Disse Indtryk udløser en Reaktion overfor Deres Jeg. Denne Reaktion afslører, at Deres Jeg er noget andet end Bevægelse, thi ellers vilde Bevægelse jo kunne opleve Bevægelse, hvorved Tilværelsen vilde blive reduceret til en ren fysisk-mekanisk Proces. Men baade De og Jeg ved, at det ikke er saadan. Vi ved, at et Bilhjul ikke kan opleve et andet Bilhjuls Bevægelse. Men naar dette Noget, vi kalder vort Jeg, ikke er Bevægelse, er det Stilstand, og naar det er Stilstand, kan det ikke sanses, thi Forudsætningen for Sansning er netop Bevægelsesarternes indbyrdes Forhold til hinanden. Jeget er altsaa utilgængeligt for Sansning, men denne dets Utilgængelighed kan dog ikke faa os til at benægte dets Eksistens. Det udgør det faste Punkt i vor Tilværelse. Ud fra det maaler vi alt, hvad vi oplever. Det er ved dette faste Punkt, at de Indtryk, vi modtager fra vor Yderverden, vender. Da dette faste Punkt ikke er Energi, er det ikke Slitage undergivet, det er evigt det samme i Modsætning til alle "faste" Punkter i Yderverdenen, der netop er undergivet "Tidens Tand". Det er dette faste Punkt, dette Centrum i Deres inderste Væsen, der forbinder alle Deres Indtryk saaledes, at De i Deres evige Tilværelse kommer i Besiddelse af et stadigt voksende Indblik i Verdensaltet. Hvis dette faste Punkt var undergivet Slitage eller total Opslidning, vilde De aldrig kunne opnaa det mægtige Overblik over Livet, De alle nu har.

I X.3 har vi altsaa alt det, vi kan give Navn, alt det vi kan "tage og føle paa". Om X.1 kan vi ikke sige andet, end det er til. Det er det i os, der er Energiernes Herre, vore Tankers Ophav. Men som De vil se, er disse to X.er ikke tilstrækkelige til at klarlægge den Proces, vi kalder vor egen Livsoplevelse, der maa være endnu et Omraade. Dette Omraade udgøres af X.2, eller det jeg kalder "Skabeevnen". Indenfor Skabeevnens Omraade finder vi det Sted, hvor Energierne vender. Vi ser, at de kommer fra X.3 i Form af Indtryk og gaar ind i X.2. Her ser vi, disse Indtryk forplante sig ind i vort Væsens Helligste, hvor de helt unddrager sig vor Sanseevne. Fra dette Helligste eller X.1 kommer Indtrykkene tilbage til X.2 som Tanker. Disse Tanker ligger igen til Grund for vore Begær. Begærene igen ligger til Grund for hele vor Fremtræden i Yderverdenen eller X.3.

Naturligvis kan jeg ikke i et kort Foredrag forklare Dem alle Detaljerne i denne Proces, men maa henvise Dem til de Afsnit i Livets Bog, hvor jeg udførligt behandler Sanseevnens Analyse. Men jeg haaber alligevel her at have givet Dem et lille Indblik i den Side af Deres Væsen, som hidtil har været skjult for Dem. De her nævnte tre Principper ligger altsaa til Grund for ethvert levende Væsens Tilsynekomst. I sig selv er de uadskillelige, de er i Virkeligheden tre Analyser af een og samme Ting. Men medens X.3 saaledes udgør Tilværelsens farvestraalende Kolorering og X.1, den der oplever denne Kolorering, saa er X.2 interessant derved, at vi indenfor dets Omraade finder det levende Væsens Skatkammer. De ved nu, at al Skabelse i X.3 finder Sted paa Basis af de seks store Grundenergier: Instinkt, Tyngde, Følelse, Intelligens, Intuition og Hukommelse. Disse Energier forekommer i enhver Form for fysisk eller aandelig Skabelse. Men der findes en syvende Energi, som jeg kalder "Moderenergien", idet den udgør Grundlaget for enhver Evne eller Talentdannelse. Denne Moderenergi har sit Sæde i X.2 og ligger til Grund for det, jeg kalder det levende Væsens "Skæbneelement". Ud fra dette Skæbneelement finder al Skabelse Sted. I sig selv udgør det et Omraade, indenfor hvilket vi finder Essensen af det levende Væsens Reaktioner overfor X.3 eller Yderverdenen, i Form af alle de Evner og Talenter, der betinger dets ydre Tilsynekomst som Plante, Dyr, Menneske o.s.v. Disse Evner eller Talenter er at ligne ved "Frø", idet de udgør Essensen af tidligere Livs Oplevelser. Det er Virkningen af disse "Talentkerner", vi er Vidne til fra det Øjeblik, Undfangelsen har fundet Sted. Ved Hjælp af denne essentielle Viden fra en evig Fortid, opbygger det levende Væsen først sin fysiske Organisme i Moders Liv for derefter gradvis at aabenbare sin Natur igennem samme Organisme. Men da det ikke alene drejer sig om at faa udviklet den fysiske Organisme til Anvendelighed, men ogsaa de aandelige Legemer bag den fysiske Organisme, vil De ved et nøjere Studium se, at det jordiske Menneske fra Undfangelsen og frem til omkring det 30. Aar "Repeterer" sin egen fortidige Tilværelse. De vil se, hvorledes det i Moders Liv i ren fysisk Materie gennemløber et Utal af tidligere fysiske Stadier af Fiske- og Pattedyrslignende Former, og hvorledes det, naar det er født, fortsætter denne Repetition i aandelige Tilstande. Det gennemløber en hel Skala fra Urmenneskets uartikulerede Primitivitet og frem til det civiliserede Menneskes Tilstand. Omkring det 30. Aar er Repetitionerne fuldbyrdede, og det jordiske Menneske fortsætter da den Tilværelse som afsluttedes med Døden i et tidligere Liv. Hvis det jordiske Menneske var en af sine Forældre frembragt Ting, saa skulde dets fysiske Tilværelse udgøre en Reproduktion af disse Forældre. Men Livet omkring Dem vil hurtigt overbevise Dem om, at dette ikke er Tilfældet. De er ingen Reproduktion. De er en selvstændig og af Famillie og Slægt uafhængig Livsenhed, der evigt har været og evigt vil være.

Igennem det, jeg her har fortalt Dem, vil De se, at hele X.3, som udgør alt, hvad det levende Væsen kan sanse, i sig selv udgør materialiserede Tanker. Ingen Bevægelsesart kan eksistere selvstændigt, men maa være tilknyttet et levende Væsen. Og naar De derfor faar studeret disse Ting dybt nok, vil det være klart som Dagen for Dem, at den Natur, der omgiver Dem, intet har med Kaos at gøre. I alle sine Detaljer, er den Udtryk for det Meddelelsesmiddel, Verdensaltets Centrum anvender for at gøre sig forstaaelig overfor Dem. Til den Tid vil Ordene "Og Guds Aand svævede over Vandene" ikke forekomme Dem uforstaaelige. De oplever nu, hvorledes "Guds Aand" i Form af Foraaret bryder igennem ude i Naturen. Dette Gennembrud skaber Liv paa samme Maade, som naar sjælelig Varme gennembryder et koldt Menneskes Sind.