Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Citat

"Naar du en Foraarsdag i det skælvende Morgengry hørte Fuglene hviske til hinanden i hemmelighedsfulde Rytmer mellem Træerne, har du da ikke følt, at de talte med deres Mager om Blomsterne?

Menneskeheden har sikkert lært at skatte Blomsterne paa samme Tid, som den lærte at skatte Kærlighedens Poesi. Hvorved kan vi vel bedre ligne den vaagnende jomfruelige Sjæl end ved en Blomst, yndig i dens Ubevidsthed, sødt duftende, fordi den er tavs. Da Urmennesket skænkede sin Kvinde den første Krans, hævede han sig over det umælende Dyr. Han blev menneskelig ved saaledes at handle udover, hvad den haarde Nødvendighed naturligt kræver. Han betraadte Kunstens Rige, da han fattede den aandfulde Nytte af det Unyttige".

"Sig mig, I blide Blomster, Stjernernes Taarer, er I, som I staar der i Haven, nikkende med Hovederne til Bierne, medens de synger om Duggen og Solstraalerne, er I vidende om den frygtelige Undergang, der venter Eder. Drøm videre, gyng og leg lystigt, medens I kan det, i de blide Sommerbriser. I Morgen vil en ubarmhjertig Haand lukke sig tæt om Eders Struber, I vil blive rykket op, sønderrevet Lem for Lem og baaret bort fra Eders fredelige Hjem. Den Nidding, maaske vil hun være overordentlig smuk. Maaske vil hun tale om, hvor yndig du er, medens hendes Fingre endnu er vædet af dit Blod. Sig mig, vil dette være Venlighed? Det er maaske din Skæbne at blive fæstet i Haaret paa En, som du ved er hjerteløs, eller stukket i Knaphullet hos En, som ikke vilde vove at se dig i Øjnene, om du var en Mand. Du vil maaske endog blive indesluttet i et snævert Kar med kun stillestaaende Vand til at slukke den vanvittige Tørst, som varsler den nære Død".

"Hvorfor kom Blomsterne til Verden saa smukke og dog saa ulykkelige? Insekterne kan stikke, og endog det svageste blandt Dyrene kæmpe, naar det bliver bragt til det Yderste. De Fugle, hvis Fjer er søgte til at pryde Hatte med, kan flyve bort fra deres Forfølgere, de pelsklædte Dyr, hvis Pels du eftertragter til eget Brug, kan skjule sig, naar du nærmer dig. Ak! den eneste Blomst, der vides at have Vinger, er Sommerfuglen, alle de andre staar hjælpeløse overfor Ødelæggeren. Om de skriger i deres Dødsangst, naaer deres Skrig aldrig til vort forhærdede Øre. Altid er vi brutale mod dem, der i det Stille elsker og tjener os, men den Tid kan komme, da vi til Straf for vor Grusomhed vil blive forladt af disse vore bedste Venner. Har du ikke lagt Mærke til, at de vilde Blomsters Antal formindskes Aar for Aar? Maaske har deres Vismænd raadet dem til at forsvinde, til Mennesket bliver mere humant. Maaske er de vandrede bort til Himmelen".