Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

I mit sidste Brev til Dem søgte jeg at give Udtryk for to Sider ved Sensommerens Væsen, som har noget at meddele vort Sind. I Dag vil jeg berøre en tredie Side som, omend den mere er af indre Art, alligevel fortæller os en Del om den straalende Plan, der skjuler sig bag den Formernes Verden, som vore fysiske Sanser er i Berøring med. Det hænder, at man i Slutningen af September paa en kølig, blæsende Dag siger til en af sine Nærmeste: "Nu skulde det gøre godt med lidt Varme i Stuen!" Og saa, lidt efter: "Jeg begynder allerede at glæde mig til igen at sidde med en rigtig god Bog, - Vinteren har nu ogsaa sin Charme!" Med disse smaa Sætninger er vi lige inde paa Livet af den Side ved Efteraaret, som alle burde være vidende om, den, at Efteraaret er Sjælens Foraar!

Helt uden Kendskab til Tilværelsens store Spiralprincip lever det almindelige Menneske i den Forestilling, at Efteraar og Vinter blot er Naturforekomster, som man maa søge at indordne sig bedst mulig. Det har nok lagt Mærke til, at Læselysten ligesom er stærkere om Efteraaret, end om Sommeren, men tilskriver det ofte de lange Aftener, som dog skal gaa paa en eller anden Maade. Uden Viden om sin egen sjælelige Struktur erkender det forskellige Længslers rytmiske Tilsynekomst i Sindet og slaar sig til Ro med, at saadan er det nu engang og dermed basta. Men det tænkende Menneske maa have anderledes Rede paa de Impulser, der passerer dets Sind, og for dette Menneske er de kosmiske Analyser skabt. I Lyset af disse Analyser bliver Efteraaret den straalende Beretning om de aandelige Legemers Realitet. "Mennesket lever ikke af Brød alene!" Alle kender Sætningen, men hvor mange forstaar dens Dybder? Vor Krop kan leve af Brød alene. Hvad er det da i os, som yderligere kræver Næring? Vor Bevidsthed er aabenbart en mere kompliceret Ting end som saa. Hvorfor ikke nøjes med at spise sig mæt og saa bare sove? Vi er jo kun, ifølge adskillige Videnskabsmænd, blot en Reproduktion af vore Forældre, og vor eneste Opgave er bare den at formere Slægten og ellers se at faa Tiden til at gaa paa bedste Vis for os selv, indtil vort "Stof" vender tilbage til Naturen, og vi selv viskes ud, som den Uvirkelighed vi var. Hvor trist for denne Paastand, at der er noget usynligt i os der udover den fysiske Føde kræver Næring af ikke fysisk Art, - vore aandelige Legemer. Hvem kan spise Følelseslegemet af med en god Middag? Hvem kan bringe Intelligenslegemet til Hvile med Kaviar? Og Intuitions- og Hukommelseslegemet? Nej, som Foraaret og Sommeren er Næring for vort fysiske Legeme, der i den Tid fylder sig med Solkraft til at imødegaa Vinterens Strabadser, saaledes vaagner de aandelige Legemer i Aarets Mørketid og kræver deres Lys. Sulten fra dem er det, der driver os videre i vor Forskning. Hungeren fra deres Celler er det, der betinger vor Vækst frem imod højere Zoner. Ogsaa de har et Maal og det ikke mindre end vort fysiske Legeme, der her - i denne aah saa kloge Verden - bærer vor Bevidsthed fra Trin til Trin. Thi en Dag er vor Rejse her endt og Held da den, der i Tide sørgede for rigelig Næring til de Legemer, der da skal bære vort Væsens kosteligste Skat - vor Bevidsthed - frem til nyt Liv, til nye Skønhedsindtryk!

Efteraaret er Sjælens Foraar, Vinteren dens Sommer, - lad os bruge denne Sommer vel!

Med kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere.