Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinus den 17. Juli 1942
Bearbejdet efter stenografisk Referat af
Inge Nørgaard og Lisbeth Dam

(fortsat)

Naar det jordiske Menneske nærmer sig det tredivte Aar, er dets Bevidsthedsorganer fuldt udviklede. Omkring denne Periode begynder dets ny Interessesfære for Alvor at gøre sig gældende, og saa er det, at Genvordighederne begynder at komme til Syne. Det sker, at den ene Part opdager en Side ved den anden Part, som den selv ikke ejer, og dette kan give Anledning til Skinsyge. Mange Mennesker er skinsyge paa hinandens Interesser. Igennem utallige Samtaler, jeg har haft med Mennesker, der er kommet til mig, har jeg haft Lejlighed til at iagttage disse Ting og set, hvilke Sorger og sjælelige Kriser de afstedkommer. Det er mig magtpaaliggende at paapege disse Ting, for at De derigennem bedre kan lære at forstaa Deres Ægtefælle. At forstaa sin Ægtefælle vil sige, at forstaa hans eller hendes Tankegang. Det er vigtigt for Dem at lære at forstaa, at naar De gifter Dem, knytter De Dem til et Menneske som, foruden sin Interesse for Dem, ogsaa har en Interesseside ved sin Bevidsthed, som ikke angaar Dem. Mit Arbejde vil belære Dem om, at naar De indgaar et Ægteskab, gifter De Dem i Virkeligheden med et "Tvillingvæsen". Dette Tvillingebegreb har intet med det fysiske Legeme at gøre. Enhver Mand har i sin Bevidsthed en "Tvillingsøster", saavel som enhver Kvinde i sin Bevidsthed har en "Tvillingbroder". De medbringer saaledes en Tvilling i Deres Ægteskab, noget kun de færreste er klar over. Denne Tvilling er ens menneskelige Interessesfære. Denne nye Interessesfære spalter Menneskets Bevidsthed i to Dele. Den ene Del er den, De medbringer fra Urtilstanden i Dyreriget, og der er klart kønsbestemt, den anden Del er det vordende Menneske i Dem selv. Vi har i Dag Lejlighed til at iagttage et umaadeligt stort Udviklingsomraade indenfor dette Felt, og vi kan der se, hvorledes det seksuelle Princip har været undergivet en meget stor Forvandling, en Degenerering fra den Oprindelige Form. Vi bliver saaledes Vidne til, at der findes Mennesker med Tilbøjeligheder for deres eget Køn, barnløse Ægteskaber, utro Ægtefæller osv., kort sagt, en tiltagende Afvigelse fra den seksuelle Lykke vi saa udfolde sig i det egentlige Dyrerige.

Men hvad siger Kirken til alt dette? Den hævder, at disse Handlinger er "syndige", og giver Raad og Regler for, hvorledes man skal bekæmpe dem. At disse Raad og Regler gennem Tiderne har haft stor Betydning og været nødvendige, er hævet over enhver Tvivl, men de har ikke kunnet hindre Væksten af de ægteskabelige Ufuldkommenheder. Kirken staar i Virkeligheden magtesløs overfor den mentale Forskydning, der foregaar indenfor det seksuelle Liv. Naar en Interesse vokser til, vil den svække den ægteskabelige Indstilling, hvad der medfører Udslag, som ikke kan være andet end skadelige for Ægteskabet. Uden Viden, om hvad der virkelig sker, dømmer det uvidende Menneske disse Foreteelser som Djævelskab, en Indstilling der hverken er kærlig eller rummer nogen som helst Løsning paa dette alvorlige Problem. Vi kan ikke overse hele vor Tilværelse i Nuet. Vi maa paa et højere Stadium for at kunne overse, hvad det er, vi er Vidne til. Et saadant Stadium har vi der, hvor det jordiske Menneske har fuldendt denne Udviklingsproces og er naaet til det rigtige Menneskerige. I Lyset af Oplevelsen af den Proces, jeg kalder "Den store Fødsel", kan det levende Væsen klart iagttage den mentale Forvandlingsproces, der fuldbyrdes under Vandringen fra Dyr til Menneske. Her kan det i sin egen Bevidsthed genkalde sig i Erindringen alle de Stadier, det har tilbagelagt paa denne lange Rejse og ud fra sin egen indre selvoplevede Viden skabe en Kortlægning over det tilbagelagte Felt.

Jeg nævnte for Dem før, at der i ethvert levende Væsen var to Poler, en maskulin og en feminin. Disse to Poler har hver deres specielle Opgave. De skal skabe Betingelse for Udfoldelse af Tilværelsens højeste Princip: Kærligheden.

Selvom det i Øjeblikket forekommer Dem fantastisk, maa De indstille Deres Bevidsthed paa, at De, som udødelige Væsner, engang har levet i en Tilstand, hvor begge disse to Poler eksisterede i Deres Bevidsthed i afbalanceret Tilstand. De var paa det Tidspunkt hverken Han- eller Hunvæsen, men derimod et Ligevægtsvæsen, og Deres Livsoplevelse var kulminerende Lys og Salighed. Men da ingen Salighedsoplevelse, hvor ufattelig storslaaet den saa end er, kan rokke ved Tilværelsens Kontrastprincip, der i Form af Mættelse og Hunger befordrer den evige Udvikling, kom der altsaa et Tidspunkt, hvor De selv, mæt af Lys og Ligevægt begærede Modsætningen. Dette Begær bevirkede en Spaltning mellem de to Poler i Deres Bevidsthed. Fra dette Begærs Fødsel og frem til Kulminationen af Dyreriget aftog Erindringen om den ene Pols Eksistens. Denne Proces fuldbyrdedes indenfor det umaadelige Udviklingsafsnit, De i mit Arbejde har lært at kende som Udviklingsspiralens nedadgaaende Bane. Indenfor dette Omraade oplever det levende Væsen den Spaltning af sin Mentalitet, De ser udtrykt i Dyreriget, og som De kender i Deres eget Væsen, den Spaltning der ligger til Grund for, at De nu fremtræder som "Mand" og "Kvinde", den ydre synlige Manifestation af denne "Polkonstellation, hvor altsaa henholdsvis det maskuline og det feminine har Overherredømmet i Bevidsthedslivet. Ifølge disse to Polers indbyrdes Stilling opstaar der i Menneskets Bevidsthed en Tendens, som De kender under Navn af "Forelskelsesevnen". Naar et Menneske beherskes af en Forelskelse, tror det ofte, at det oplever "Kærlighed". Det gør det ikke. Forelskelse er derimod en koncentreret Oplevelse af "partisk Kærlighed", som er noget ganske andet end den universelle Følelse, ud fra hvilken Verdens største Skabelsesakter har fundet Sted. Forelskelse er en Proces, der finder Sted for at sikre Artens Bestaaen. Men samtidigt oplever de Væsener, der gennemtrænges af den, en Salighedsfornemmelse af guddommelig Natur. Forudsætningen for Oplevelsen af Forelskelse er altsaa den, at der findes to Væsener. Disse to Væsener er hver for sig en Slags "Halvvæsen", hvis Lykke netop bestaar i Mødet med den manglende Part. Manden er ikke bevidst i sin feminine Pol, og Kvinden er ikke bevidst i sin maskuline Pol. Der er saaledes en Halvdel af Livet, Mennesket i sin enpolede Tilstand ikke kender. Denne Tilstand ligger til Grund for Tiltrækningen mellem Kønnene, idet Modparten netop har det, man savner. Det man selv har for meget af, hungrer man ikke efter. Det man derimod ikke selv har til Fuldkommenhed, det beundrer man.

Men efterhaanden som den ny Interessesfære vokser til i Væsenerne, underminerer de Forelskelsestrangen. Medens Dyret vedbliver at opleve Forelskelsestrangen i Form af rytmiske Brunstperioder, ser vi, hvorledes den samme Trang hos det jordiske Menneske mere og mere trænges tilbage til de unge Aar. For hvert Liv det jordiske Menneske bliver ældre, ser vi, hvorledes denne Trang repeteres tidligere og tidligere. Der kommer et vist Stadium i de pure Ungdomsaar, hvor man oplever det ægteskabelige Princip indtil Fuldmodenhed. Det besjæler hele Bevidstheden, fordi det udgør en Repitition. Væsenet har endnu ikke naaet den aandelige Fuldkommenhed, det udviklede sig frem til i sit foregaaende Liv. Men uden Viden om dette faktiske Forhold, føler det sig overbevist om, at de Følelser, det i Øjeblikket nærer, er af livsvarig Karakter, og det indtræder i Ægteskabet. Deraf det gamle Ordsprog: "at jo tidligere man gifter sig, desto tidligere fortryder man det!"

I den ny Verdenskultur maa man lære Menneskene deres egen Natur at kende. Man maa give dem Undervisning i, hvad der fordres i Ægteskabet, og hvilke Betingelser det jordiske Menneske har for at kunne skabe et lykkeligt Ægteskab. Thi dette Problem er ikke løst med, at man faar en Vielsesattest, og bliver velsignet af enten kirkelige eller borgerlige Myndigheder. Det bærende i et Ægteskab er den sjælelige Kontakt. Er den til Stede, er Vielsesattesten dybest set overflødig. Som Forholdene er i Dag, lever en Mængde Mennesker i et "falsk" Ægteskab paa Basis af en Attest, og ikke saa faa i et ægte uden Attest. Aarsagen, til at et Ægteskab ikke bliver det, Parterne hver for sig havde haabet, beror altsaa paa Uoverensstemmelsen mellem det "Tvillingpar", Parterne medbragte i Ægteskabet. Kan disse to Tvillinger ikke forliges, hvilket altsaa vil sige, at det aandelige Grundlag for den fælles Lykke ikke er til Stede, vil det i Almindelighed være kærligst at opløse den indgaaede Forbindelse. Imidlertid lever det jordiske Menneske i en Verden, der særligt paa disse Felter er gennemsyret af gamle Traditioner, hvis Tyngde ofte umuliggør en lykkelig Løsning af de opstaaede Problemer. Her er det, Fremtiden vil komme til at leve paa en lykkeligere og friere Opfattelse af dette Forhold. I Fremtiden vil enhver ung Mand og Kvinde lære, at man ikke kan "eje" et andet Menneske. Denne Viden vil skabe en ganske anden Indstilling til Ægteskabet end den, De nu kender, og som jo netop udtrykker Ægteskabet som et prosaisk Ejendomsforhold.

Naar en Ingeniør skal skabe et Bygningsværk, maa han være i Besiddelse af Overblik for at kunne skabe det fuldkomment. Naar to Mennesker skal leve sammen i ægteskabeligt Samliv, maa de have Viden om deres eget Indre for, at den Skabelse de staar i Begreb med at fuldføre, kan lykkes for dem. De maa hver for sig vide, at de baade bestaar af noget af en Mand og noget af en Kvinde. Naar man paa Forhaand vil tolerere den "Kvinde", som Manden fører med sig i Ægteskabet, og som bestaar af alle de af hans Interesser, som intet har med Ægteskabet at gøre, og ligeledes paa Forhaand vil tolerere den "Mand" Kvinden medbringer, og som ligeledes bestaar i de Interesser, hun har udover Ægteskabet, saa kan man indgaa denne Forbindelse. Det vil altsaa sige, at man paa Forhaand skal være fortrolig med Mandens feminine og Kvindens maskuline Side. Dette er den absolutte Betingelse for, at moderne Mennesker med Udsigt til Held kan indgaa Ægteskab. Mange Mennesker lever paa den Illusion, at der findes l00% Mænd og 100% Kvinder, men det gør der ikke. Saadan som Menneskene fremtræder i Dag, udgør de hver for sig en Blanding af begge Køn. Man har Mænd med brede Hofter, og Kvinder med smalle Hofter, Kvinder som saa at sige er uegnet til at føde Børn. Overalt viser et Studium af Kroppene, at disse er undergivet en Degeneration i nøje Relation til den Polforandring, som i vor Tid finder Sted. En Mand, der har mistet en Del af sin Evne til at blive forelsket, har overført de her tidligere anvendte Energier til andre Omraader. Medens Dyret er et direkte Formeringsvæsen uden aandelig skabende Evne, vil De se, at det jordiske Menneske mere og mere forlader Formeringsomraadet til Fordel for det skabende Felt.