Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Ved Erik Gerner Larsson

Medens vi i de foregaaende Afsnit har beskæftiget os med Paavisningen af den ny kosmiske Verdensimpuls, der i Dag ligger til Grund for det store mentale Opbrud, der spores overalt, og samtidigt i store Træk har paavist det enkelte Menneskes Holdning til denne Impuls, skal vi i det efterfølgende kort beskæftige os med en Realitet, der i Dag spiller en altfor overvældende Rolle i jordmenneskelig Tankeliv: Begrebet Intolerance.

Langt de fleste tænkende Mennesker tager forstandsmæssig Afstand fra dette Begreb. Saa langt frem i mental Udvikling er de fleste kommet, at de ikke alene aner, men endog i meget høj Grad formaar at begrunde deres Uvilje imod den stærke Udbredelse, som Intolerancen har. Ethvert normalt Menneske kan se, at et hvilket som helst Problem har langt større Udsigt til en positiv Løsning i en Forstaaelsens og Tolerancens Atmosfære end i den modsatte. Paa den anden Side bliver vi Vidne til, at denne Enighed om Tolerancens absolutte Værdi saa at sige ophører i samme Nu, man skal til at definere disse to store Faktorer i vort mentale Liv. Hvad er Tolerance, og hvad er Intolerance?

For den der omhyggeligt har fulgt Martinus Udredning af de tre fundamentale Jordmennesketyper: den mentalt ligevægtige, - den uligevægtige med Følelsen i Overskud, - og den uligevægtige med Intelligensen i Overskud, staar det klart, at disse Typer hver for sig vil have deres specielle Opfattelse af eller Svar paa ovennævnte Spørgsmaal. Da vor Forskning imidlertid ikke sigter mod subjektive Forklaringer, men derimod kun mod urokkelige Definitioner, maa vor Formulering af Begrebet Intolerance blive den, at man ved dette Begreb forstaar "Udløsningen af et Væsens Indignation eller Had mod et andet Væsen, fordi dette fremtræder med en anden Opfattelse, med et andet Livssyn, med andre Idealer og dermed med en anden Handlemaade end det selv", (Livets Bog Stk. 159).

At denne Uvilje kommer til Udløsning, beror i Virkeligheden paa en Illusion hos dens Ophav. Vi er her stillet overfor den ejendommelige Kendsgerning, at et Menneske kan nære en saa klippefast Tillid til, at dets egen Opfattelse af et Problem er saa sand, at det i Lyset af denne Sandhed føler sig berettiget til med alle Midler at paatvinge sine Omgivelser denne Sandhed ganske uden Hensyn til, om de samme Omgivelser er i Besiddelse af de for enhver Sandheds Erkendelse saa vigtige Erfaringsforudsætninger. Ja, saa nidkær kan et Menneske i sin Trang til Sandhedsforkyndelse være, at det, naar det møder Modstand, camouflerer sin Aggression med de i sig selv saa inkonsekvente Begreber som "Hellig Vrede" og "Retfærdig Harme".

Ovennævnte Fremstilling dækker i det store og hele Intolerancens inderste Væsen. Uden Kendskab til sin egen udødelige Tilværelse, til Perspektivprincippet, til Analysen om Illusionsbegrebet, kort sagt, uden reelt Kendskab til sin egen indre mentale Struktur, falder Mennesket i den Fælde, der hedder dets egen Opfattelses Uforgribelighed. Da nærværende Analyse imidlertid ikke tilsigter noget Angreb paa det enkelte Menneskes Væremaade, men i Virkeligheden er et Defensorat for samme Væremaade, maa vor næste Undersøgelse gaa ud paa at efterforske Aarsagen til den Sikkerhed i Overbevisning, der Gang paa Gang faar selv tilsyneladende højt udviklede Mennesker til at optræde intolerante. Denne Efterforskning er ikke særlig vanskelig. Ethvert Menneskes Opfattelse af en eller anden Ting beror paa det samme Menneskes samlede Erfaringsmateriale med Hensyn til samme Ting. Da det jordiske Menneske indtil nu særligt har haft sin Bevidsthed rettet imod den rent fysiske Verden, er det givet, at dets Opfattelse af Værdibegrebet midlertidigt har faaet en forkert Retning. Uden virkeligt Perspektiv i sin Tænkning har det tilkendt de fysiske Værdier større Indhold, end de i Virkeligheden har, og Resultatet heraf ligger i stor Udstrækning til Grund for den Intolerance, der i Dag hærger Verden.

Medens Kloden, f.Eks. set fra en Universalbevidstheds Stade, udgør et Omraade, der i sin dybeste Natur er bestemt til at udgøre en samlet Enhed, hvor fælles Samvirke danner den naturlige Forudsætning for et helt igennem lykkeligt Liv for den Enkelte, ser vi den samme Klode, set fra Lokalbevidstheden, udgøre et Omraade opdelt i et Utal af større eller mindre Stater, som hver for sig, i Kraft af ganske bestemte, i de fleste Tilfælde udefinerede Følelsesforestillinger, ligger i indbyrdes Strid. Dybest set er det jordmenneskelige Samfundsliv at udtrykke ved en nebuloseagtig Tilstand, der er i Færd med at fortætte sig for at danne den ovennævnte Enhed. Men denne Proces er altsaa endnu ikke fuldbyrdet og kan ikke blive fuldbyrdet, før hvert eneste Menneske har lært at indse Tolerancens reelle Værdi.

Da enhver Tilstand imidlertid har en Aarsag, maa vor næste Undersøgelse gaa ud paa at udfinde Aarsagen til Lokalbevidsthedens Opstaaen. Denne Undersøgelse volder ikke større Vanskeligheder, idet nævnte Bevidsthedstilstand beror paa det bag hvert eneste levende Væsen eksisterende Polprincip, der igen ligger til Grund for Menneskets Fremtræden enten som Mand eller Kvinde. Som allerede tidligere berørt, fremtræder det jordiske Menneske ikke som et færdigudviklet Menneske, men derimod som et Overgangsvæsen mellem det vi kalder "Dyr", og det som vi i Livets Bog lærer at kende som et rigtigt "Menneske". Det enkelte Jordmenneske har altsaa to Mentaltilstande i sit eget Væsen. Det har et Omraade, som er gennemtrængt af Viden og følgelig af Humanitet. (Ved Viden skal her forstaas realistisk selvoplevet Viden, ikke teoretisk). Men det har ogsaa et Omraade, hvor Uvidenheden endnu har Overherredømmet. Og det er ud fra dette Omraade, at det udløser Intolerance. Et Menneske som ved Selvsyn kan konstatere, at Modpartens manglende Evne til at forstaa de fremsatte Problemer beror paa manglende Indsigt, gribes ikke af Trang til ved Prygl eller andre drastiske Midler at "tvinge" det til at forstaa noget, det simpelthen er blottet for Evne til at forstaa. I saadanne Situationer vil det udviklede Menneske anvende den eneste farbare Vej til ny Erkendelse for Modparten: den kærlige Vejledning.

Uvidenhed og absolut kun Uvidenhed kan være Aarsag til Intolerance. Og da det ikke ligger i det enkelte Menneskes Magt at afskaffe den samlede Uvidenhed paa Jordens Overflade, men derimod i sit eget Indre, vil Maalet for Aandsforskeren indenfor dette saa livsvigtige Omraade være dette ene: igennem sin egen aandelige Vækst at nedbryde Virkningen fra sit eget Uvidenhedsomraade i en saadan Udstrækning, at man i en hvilken som helst Situation, man møder paa sin Vej, aldrig lader sig forlede til i Aabenbaringen af sit eget Væsen at anvende Vold eller andre primitive Midler til den Sandheds Forkyndelse, der bærer ens eget Liv.

(Læsere, som ønsker en større Uddybning af det her berørte Problem, henvises til en Gennemlæsning af Livets Bog Stk. 158-170).